Imdur®

depottabletter 30 mg og 60 mg

Topridge pharma (Ireland) Ltd.

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Imdur® depottabletter 30 mg Imdur® depottabletter 60 mg

Isosorbidmononitrat 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. 

  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. 

  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har. 

  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse 

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Imdur 

  3. Sådan skal du tage Imdur 

  4. Bivirkninger 

  5. Opbevaring 

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Imdur udvider blodkarrene i hjertet. Hjertemusklen får mere blod og ilt, og hjertet skal derfor ikke arbejde så hårdt.  

 

Du kan bruge Imdur til at forebygge brystsmerter (angina pectoris). 

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse. Følg altid lægens anvisning. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Imdur

Tag ikke Imdur:

  • hvis du er allergisk over for isosorbidmononitrat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Imdur (angivet i punkt 6). 

  • du har lavt blodtryk 

  • du har sygdomme i hjertesækken 

  • du bruger medicin mod impotens (sildenafil, tadalafil eller vardenafil) 

  • du har svær forkalkning i hjernens blodkar 

Advarsler og forsigtighedsregler 

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Imdur, hvis: 

  • du lider af for lavt blodtryk 

  • du lider af for højt tryk i hjernen 

  • du lider af andre hjerte- og karsygdomme
  • du lider af blodmangel 

  • du har for lidt væske i kroppen, på grund af væsketab 

  • du har for højt stofskifte 

Du bør kun tage Imdur 1 gang i døgnet, helst om morgenen. Hvis du tager Imdur flere gange i løbet af dagen, risikerer du, at virkningen  

bliver mindre, så du skal tage stadig større doser for at få virkning. 

Brug af anden medicin sammen med Imdur

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, f.eks. naturlægemidler og vitaminer og mineraler.
 

Tal med lægen, hvis du: 

  • tager medicin mod impotens (sildenafil, tadalafil eller vardenafil). Hvis du bruger disse midler samtidig med Imdur, kan du få et alvorligt blodtryksfald med risiko for besvimelse eller blodprop i hjertet 

  • tager anden medicin, der udvider blodkarrene eller sænker blodtrykket 

Brug af Imdur sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Imdur sammen med mad og drikke.
Tal med lægen hvis du drikker alkohol, da Imdur kan forstærke virkningen af alkohol. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
 

Graviditet:
Du må kun bruge Imdur efter lægens anvisning.
 

Amning:
Hvis behandling med Imdur er nødvendig, skal amning ophøre. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Brug af Imdur kan måske give bivirkninger, der i større eller mindre grad kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes i trafikken. 

3. Sådan skal du tage Imdur

Tag altid Imdur nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

  

Voksne: 

Den sædvanlige startdosis er 30 mg, derefter 60 mg og højst 120 mg én gang daglig om morgenen. 

Du kan dele depottabletterne på 30 mg og 60 mg. Synk tabletterne hele eller delte med mindst ½ glas væske. Du må ikke knuse eller tygge tabletterne. 

 

Indholdet i Imdur er indesluttet i en tabletskal, som undertiden kan ses i afføringen. 

 

Følg altid lægens anvisning. Der er forskel på, hvad den enkelte har brug for. 

 

Ændring eller stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen. 

Brug til børn og unge

Du må kun bruge Imdur til børn under 15 år efter lægens anvisning. 

Hvis du har taget for meget Imdur

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Imdur, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Symptomer på overdosis er pulserende hovedpine, ophidselse, rødme, koldsved, svimmelhed, besvimelse, hjertebanken, hurtig puls og lavt blodtryk. 

Hvis du har glemt at tage Imdur

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet. 

Hvis du glemmer en dosis, og der er gået mindre end 4 timer fra dit normale doseringstidspunkt, bør du tage tabletten med det samme. Hvis der er gået mere end 4 timer, skal du vente til næste dag og fortsætte med næste dosis på det normale tidspunkt. 

 

Spørg lægen eller på apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Ikke alvorlige bivirkninger:

Almindelige bivirkninger (sker hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede):  

Lavt blodtryk, svimmelhed, hurtig puls, hovedpine, kvalme. 

 

Ikke almindelige bivirkninger (sker hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede):  

Opkastning, diaré. 

 

Sjældne bivirkninger (sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede):  

Besvimelse, udslæt, kløe. 

 

Meget sjældne bivirkninger (sker hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):  

Muskelsmerter. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til  

Sundhedsstyrelsen,  

Axel Heides Gade 1,  

2300 København S,  

websted: www.meldenbivirkning.dk,  

e-mail: dkma@dkma.dk.  

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Imdur utilgængeligt for børn. Brug ikke Imdur efter den udløbsdato, der står på pakningen. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet eller toilettet. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Imdur indeholder:

  • Aktivt stof: isosorbidmononitrat 

  • Øvrige indholdsstoffer: Hydroxypropylcellulose; magnesiumstearat; silica kolloid vandfri; hypromellose; macrogol; paraffin; natriumaluminiumsilikat; titandioxid (E 171); jernoxid (E172). 

Udseende og pakningsstørrelser 

Imdur 30 mg depottablet er lyserød, oval, med delekærv og mærket A/II. Imdur 60 mg depottablet er gul, oval, med delekærv og mærket A/ID. 

Blisterpakning, 98 depottabletter 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Markedsføring i Danmark:

AstraZeneca A/S  

Arne Jacobssen Allé 13  

2300 København S 

Fremstiller:

AstraZeneca AB  

Gärtunavägen 

SE-151 85 Södertälje  

Sverige 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret december 2015.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...