Marzine®

tabletter 50 mg

Meda

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Marzine® 50 mg tabletter

cyclizinhydrochlorid 

  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet har givet dig. 

  1. Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. 

  2. Spørg på apoteket, hvis der er mere, du vil vide. 

  3. Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger herunder, bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4

 

Den nyeste indlægsseddel findes på www.indlægsseddel.dk. 

  

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse 

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Marzine 

  3. Sådan skal du tage Marzine 

  4. Bivirkninger 

  5. Opbevaring 

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Marzine indeholder et stof (antihistamin), som lindrer symptomer på transportsyge så som søsyge, køresyge og luftsyge.  

  

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og eventuelle oplysninger på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage MARZINE

Tag ikke Marzine:

  • hvis du er allergisk over for cyclizinhydrochlorid eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i punkt 6

  • hvis du har perioder med vejrtrækningsstop, imens du sover (søvnapnø) 

  • hvis du har snævervinklet grøn stær 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Marzine 

  • hvis du har et forhøjet tryk i øjet. Hvis du har hovedpine, kvalme, synsnedsættelse og regnbuesyn pga. forhøjet tryk i øjet (grøn stær), må du ikke tage Marzine 

  • hvis du har en forsnævring af mavesækkens munding mod tolvfingertarmen 

  • hvis du har nedsat mave-/tarmfunktion 

  • hvis du har besvær med vandladningen pga. forstørret blærehalskirtel (prostata) eller forsnævring af blærehalsen 

  • hvis du har svær muskeltræthed (myasthenia gravis) 

  • hvis du har alvorligt besvær med vejrtrækningen 

  • hvis du har tendens til kramper 

 

Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Marzine. Det kan have betydning for prøveresultaterne.  

  

Du og din læge skal være opmærksomme på, at lægemidlet kan indebære en risiko for at fremkalde misbrug.  

  

Børn

Marzine bør ikke anvendes til børn under 6 år uden lægens anvisning. 

  

Brug af anden medicin sammen med Marzine

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.
 

Tal med din læge, hvis du tager: 

  • medicin mod angst (anxiolytika)
  • anti-psykotika 

  • medicin mod søvnløshed 

  • medicin mod depression (MAO-hæmmere, cykliske antidepressiva) 

  • medicin mod parkinsons syge eller demens (kolinesterasehæmmere) 

Brug af Marzine sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Marzine sammen med mad og drikke. 

  

Du skal være forsigtig, hvis du drikker alkohol sammen med Marzine, da den sløvende virkning af alkohol bliver forstærket. 

  

Graviditet og amning

Graviditet: 

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Hvis du er gravid, må du kun tage Marzine efter aftale med lægen.  

  

Amning: 

Du må ikke tage Marzine, hvis du ammer. 

  

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Marzine virker sløvende, og at det kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Kør ikke bil eller motorcykel og lad være med at cykle. Lad være med at arbejde med værktøj eller maskiner. 

  

Marzine indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager Marzine, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage MARZINE

Hvis din læge har ordineret Marzine til dig, skal du altid følge lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 

  

Tag tabletterne sammen med rigelig væske.  

 

Den sædvanlige dosis er: 

Voksne og børn over 12 år: 

1 tablet (50 mg) 1-2 timer før virkning ønskes, højst 3 gange daglig. 

  

Brug til børn 

Børn i alderen fra 6 år til 12 år: 

½ tablet (25 mg) 1-2 timer før virkning ønskes, højst 3 gange daglig.  

  

Tabletten kan deles i to lige store dele. 

  

Hvis du har taget for mange Marzine tabletter

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Marzine, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med. 

  

Hvis du tager for mange Marzine tabletter, kan du blive døsig og svimmel. Ved højere doser kan du blive ophidset, desorienteret, bevidsthedssvækket, hallucineret, angst, få hjertebanken, udvidelse af pupillerne, mundtørhed, uro, chok og kramper. 

  

Hvis du har glemt at tage Marzine

Har du glemt at tage Marzine, bør du blot tage 1 tablet, når det er tid for næste dosis. Du må ikke tage dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

  

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

  

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end én ud af 10 patienter): 

  • Døsighed, mundtørhed 

  

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter) 

  • Sløret syn 

  

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter) 

  • Hurtig puls. Kan blive alvorligt. Hvis du får meget hurtig og uregelmæssig puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

  • Høre- og synshallucinationer 

  • Uro, søvnbesvær 

  • Udslæt med eller uden kløe 

  • Besvær med at lade vandet evt. vandladningsstop

  

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter): 

  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kontakt læge eller skadestue. 

  • Leverbetændelse og gulsot. Kontakt læge eller skadestue. 

  • Lægemiddelrelateret udslæt. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen på www.meldenbivirkning.dk, eller ved at kontakte Lægemiddelstyrelsen via mail på dkma@dkma.dk eller med almindeligt brev til Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

  

Du kan opbevare Marzine ved almindelig temperatur. 

  

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

  

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Marzine indeholder: 

Aktivt stof: cyclizinhydrochlorid 50 mg. 

Øvrige indholdsstoffer: lactose; kartoffelstivelse; akaciegummi (E414) og magnesiumstearat. 

  

Udseende

Marzine er hvide, runde tabletter med delekærv og mærket med ”T4A” på den ene side. 

  

Pakningsstørrelser

Marzine findes i pakningsstørrelser à 10, 30 og 100 tabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen 

Meda AS, Solvang 8, DK-3450 Allerød, telefon: 4452 8888, e-mail: info@meda.dk 

  

Fremstiller:

Wrafton Laboratories Ltd., Exeter Road, Wrafton, Braunton, Devon EX33 2DL, Storbritannien.  

  

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret november 2015.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...