Morfin "Alternova"

tabletter 10 mg og 30 mg

Alternova

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren 

Morfin Alternova 10 mg og 30 mg tabletter 

morphinhydrochlorid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. 

  • Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. 

  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har. 

  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk  

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse 

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Morfin Alternova 

  3. Sådan skal du tage Morfin Alternova 

  4. Bivirkninger 

  5. Opbevaring 

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Morfin Alternova er et smertestillende lægemiddel til behandling af stærke smerter og til indledende smertebehandling før operation.

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Morfin Alternova

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Morfin Alternova:

  • hvis du er allergisk over for morfin eller morfinlignende stoffer (opioider), eller et af de øvrige indholdsstoffer i Morfin Alternova (angivet i afsnit 6

  • hvis du har nedsat tarmfunktion, eller hvis du har forstoppelse 

  • hvis du har vejrtrækningsproblemer, svær astma eller lungesygdom 

  • hvis du har alvorlig nedsat leverfunktion 

  • hvis du har eller får pludselige, voldsomme mavesmerter 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, før du tager Morfin Alternova.
 

Du skal være opmærksom på, at du kan blive fysisk og psykisk afhængig af morfin, og at virkningen af morfin kan være nedsat efter lang tids brug. 

Tal med din læge inden du tager Morfin Alternova, hvis du: 

  • har besvær med vejrtrækningen 

  • får pludselige mavesmerter 

  • har nedsat lever- og/eller nyrefunktion 

  • har kronisk forstoppelse eller anden forstyrrelse i tarmfunktionen 

  • har forhøjet tryk i hjernen (ved sygdom eller på grund af slag mod kraniet) 

  • har krampeanfald 

  • har epilepsi, da morfin øger risikoen for anfald 

  • har galdevejssygdomme 

  • har betændelse i bugspytkirtlen 

  • har et alkoholmisbrug 

  • har nedsat funktion af binyrebarken (Addisons sygdom) 

  • lider af forstørret blærehalskirtel 

  • har for lavt stofskifte (myxødem) 

  • har for lavt blodtryk pga. blodmangel 

  • har bevidsthedsforstyrrelser 

  • er ældre 

Hvis du skal have foretaget operation, skal du oplyse, at du er i behandling med Morfin Alternova.  

Brug af anden medicin sammen med Morfin Alternova

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.
Det kan være nødvendigt at justere dosis eller skifte til anden behandling, hvis du tager anden medicin. Det gælder: 

  • medicin mod kramper (chloralhydrat) 

  • muskelafslappende medicin 

  • beroligende medicin (phenobarbital, benzodiazepiner) 

  • medicin mod psykoser (phenothiaziner) 

  • anden medicin mod stærke smerter eller misbrug (opioider) 

  • medicin mod depression (tricykliske antidepressiva) 

  • MAO-hæmmere, som anvendes mod Parkinsons sygdom og svær depression; der skal gå 14 dage mellem behandling med MAO-hæmmere og Morfin Alternova 

  • medicin mod infektion (rifampicin) 

  • medicin mod for megen mavesyre; der bør gå mindst 2 timer mellem indtagelse af denne type medicin og Morfin Alternova 

Brug af Morfin Alternova sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Morfin Alternova i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. 

Du bør ikke drikke alkohol, da det øger den sløvende virkning af Morfin Alternova. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

  

Graviditet 

Du skal undgå at blive gravid, og både mænd og kvinder skal bruge sikker prævention. Hvis du er gravid, skal du normalt ikke tage Morfin Alternova. Tal med lægen. 

  

Amning 

Hvis du ammer, må du ikke tage Morfin Alternova, da Morfin Alternova går over i modermælken. Tal med lægen. 

  

Frugtbarhed 

Der er ikke foretaget undersøgelser af morfins virkning på fertiliteten hos mennesker. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Kør ikke bil eller motorcykel og lad være med at cykle. Lad være med at arbejde med værktøj eller maskiner. 

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Morfin Alternova især i begyndelsen af behandlingen og ved stigning i dosis virker sløvende, og at det kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

  

Du skal derfor være opmærksom på, hvordan medicinen påvirker dig. 

Morfin Alternova indeholder lactose

Kontakt lægen før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Morfin Alternova

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den sædvanlige dosis er:

Voksne

Stærke smerter: Den normale dosis er 10 – 30 mg hver 4. time. Lægen kan vælge at øge dosis. Følg lægens anvisning. 

  

Behandling før operation: Individuel dosering. 

Børn (legemsvægt under 50 kg)

Stærke smerter: 0,2-0,5 mg pr. kg legemsvægt pr. dosis, hver 3.-4. time. Ved væsentligt stærke smerter anbefales en begyndelsesdosis på 0,3 mg pr. kg legemsvægt. 

 

Behandling før operation: Individuel dosering. 

 

Morfin Alternova tabletter er ikke anbefalet til børn under 2 år. 

Ældre

Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisning. 

Nedsat lever- eller nyrefunktion

Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisning. 

Følg altid lægens anvisninger. Der er forskel på, hvad den enkelte har brug for. Ændring eller stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen. 

Brug til børn

Hvis børn har svært ved at sluge tabletten hel, kan tabletten deles i to lige store doser. 

Hvis du har taget for meget Morfin Alternova

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Morfin Alternova, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med. 

 

Tegn på overdosering er hæmmet vejrtrækning, meget små pupiller, sygelig søvnighed, som kan udvikle sig til en bedøvelsesagtig tilstand eller koma. Slappe arme og ben, smerter, feber, nyresvigt, kold og klam hud, langsom puls og lavt blodtryk. Alvorlig overdosering kan medføre åndedrætsstop, hjertestop eller død. 

Hvis du har glemt at tage Morfin Alternova

Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanker om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Morfin Alternova

Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

Hvis du stopper for hurtigt med behandlingen af Morfin Alternova, kan der forekomme abstinenssymptomer (f.eks. svedudbrud, uro, rastløshed, opkastning, kramper, irritabilitet, kvalme, diaré, mave- eller ledsmerter). 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

I tilfælde af alvorlige bivirkninger: Ring 112 eller søg omgående læge.

Alvorlige bivirkninger

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): 

  • Øget tryk i kraniet pga. blødninger eller skader i hovedet 

  • Besvimelse 

  • Kvalme, opkastninger og mavesmerter på grund af tarmslyng 

  • Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer) på grund af overfølsomhed (allergisk reaktion) 

  • Væske i lungerne 

  • Spædbørn af mødre, der har fået morfin, kan få abstinenssymptomer i form af opkastninger, hyperaktivitet, irritabilitet, rastløshed, stoppet næse, øget appetit, rysten, kramper og skinger gråd 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): 

  • Voldsomme mavesmerter og feber på grund af betændelse i bugspytkirtlen 

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 behandlede): 

  • Hæmmet vejrtrækning (kan være alvorligt ved høje doser) 

  • Sløvhed 

  • Døsighed 

  • Hovedpine 

  • Forstoppelse 

  • Kvalme 

  • Opkastning 

  • Mundtørhed 

  • Humørsvingninger 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede): 

  • Stikkende og prikkende fornemmelse i huden 

  • Uklarhed 

  • Svimmelhed 

  • Små pupiller 

  • Vejrtrækningsbesvær (følelse af kramper og sammensnøring af luftrør) 

  • Nedsat hosterefleks 

  • Smerter og ubehag fra øverste del af mave-tarmkanalen 

  • Diaré 

  • Vandladningsbesvær 

  • Udslæt 

  • Nældefeber 

  • Kløe 

  • Øget svedtendens 

  • Rygsmerter 

  • Appetitløshed 

  • Urinvejsinfektion 

  • Kraftesløshed 

  • Kulderystelser 

  • Feber 

  • Væskeophobning 

  • Depression 

  • Forvirring 

  • Søvnløshed 

  • Adfærdsændring 

  • Forbigående hallucinationer 

  • Mareridt (især hos ældre) 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): 

  • Hjertebanken 

  • Smagsforstyrrelse 

  • Urinvejskramper 

  • Opstemthed 

  • Angst 

  • Ophidselse 

  • Slaphed 

  • Rysten 

  • Kramper 

  • Muskelstivhed 

  • Svimmelhed ved pludselig ændring fra liggende/siddende til stående stilling på grund af blodtryksfald 

  • Synsforstyrrelser 

  • Psykisk og fysisk afhængighed 

  • Nedsat sexlyst 

  • Impotens (rejsningsbesvær) 

  • Udebleven menstruation 

  • Ansigtsrødmen 

  • Galdevejskramper 

  • Utilpashed 

  • Nedsat virkning af medicinen 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): 

  • Langsom puls 

  • Hurtig puls 

  • Astmaanfald hos overfølsomme 

  • For højt blodtryk 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede): 

  • Høje doser kan medføre kramper og smerter, som ikke kan fjernes med yderligere morfin 

Morfin Alternova kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver som forhøjet levertal og øget udskillelse af et hormon (ADH). 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder 

også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 

 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Morfin Alternova indeholder:

  • Aktivt stof: Morphinhydrochlorid 10 mg og 30 mg 

  • Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat. Majsstivelse. Gelatine. Magnesiumstearat (E470b). 

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende 

10 mg: Hvide, runde og flade tabletter med delekærv på den ene side, diameter 6,5 mm. Tabletten er præget ”10”. Tabletten kan deles i to lige store doser. 

 

30 mg: Hvide, runde og flade tabletter med delekærv på den ene side, diameter 10 mm. Tabletten er præget ”30”. Tabletten kan deles i to lige store doser. 

 

Pakningsstørrelser 

Tabletbeholder: 100 tabletter. 

Blisterpakninger: 10, 30 og 100 tabletter. 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Alternova A/S, Lodshusvej 11, 4230 Skælskør  

Fremstiller

Viminco A/S, Lodshusvej 11, 4230 Skælskør  

 

Eller 

 

Extractum Pharma Co. Ltd., 6413 Kunfehértó. IV. Körzet 6, Ungarn 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 04.03.2016.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...