Myfenax

hårde kapsler 250 mg

Teva

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Myfenax 250 mg kapsler, hårde

Mycophenolatmofetil 

  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. 

  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. 

  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selv om de har de samme symptomer, som du har. 

  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse 

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Myfenax 

  3. Sådan skal du tage Myfenax 

  4. Bivirkninger 

  5. Opbevaring 

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Myfenax er medicin, der anvendes til at nedsætte immunforsvaret. 

 

Det aktive stof i denne medicin hedder mycophenolatmofetil.  

 

Myfenax anvendes til at forhindre kroppen i at afstøde en transplanteret nyre, hjerte eller lever. Det anvendes sammen med anden medicin med tilsvarende virkning (inklusive ciclosporin og binyrebarkhormon). 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Myfenax

ADVARSEL

Mycophenolat forårsager medfødte misdannelser og abort. Hvis du er kvinde og kan blive gravid, skal der foreligge en negativ graviditetstest, før behandlingen igangsættes, og du skal følge lægens råd vedrørende prævention. 

Lægen vil tale med dig og give dig skriftlig information, især om mycophenolats virkninger på fosteret. Læs informationen grundigt og følg vejledningen. 

Hvis du ikke helt forstår informationen, skal du bede lægen om at forklare den igen, før du tager mycophenolat. Se også yderligere information i dette afsnit under ”Advarsler og forsigtighedsregler” og ”Graviditet, prævention og amning”. 

  

Tag ikke Myfenax

  • Hvis du er overfølsom (allergisk) over for mycophenolatmofetil, mycophenolsyre eller et af de øvrige indholdsstoffer i Myfenax (angivet i punkt 6). 

  • Hvis du er kvinde og kan blive gravid, og der ikke foreligger en negativ graviditetstest, før du har fået den første recept, eftersom mycophenolat forårsager medfødte misdannelser og abort. 

  • Hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid eller tror, at du kan være gravid. 

  • Hvis du ikke anvender sikker prævention (se ”Graviditet, prævention og amning”). 

  • Hvis du ammer. 

Tag ikke dette lægemiddel, hvis noget af ovenstående gælder for dig. Spørg lægen eller på apoteket, før du tager Myfenax, hvis der er noget, du er i tvivl om.
 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen med det samme 

  • Hvis du oplever nogen form for tegn på infektion (f.eks. feber, ondt i halsen), uventede blå mærker og/eller blødning. 

  • Hvis du har eller nogensinde har haft problemer med dit fordøjelsessystem, f.eks. mavesår 

  • Hvis du planlægger at blive gravid, eller hvis du bliver gravid, mens du tager Myfenax. 

Myfenax nedsætter din organismes forsvarsmekanismer. Af denne grund er der en øget risiko for hudkræft. Derfor skal du begrænse din udsættelse for sollys og ultraviolet (UV) lys ved hjælp af beskyttende beklædning og solblokker med høj beskyttelsesfaktor.
 

Du må ikke give blod under behandling med Myfenax og i mindst 6 uger efter behandlingens ophør. Mænd må ikke være sæddonorer under behandling med Myfenax og i mindst 90 dage efter behandlingens ophør.
 

Børn og unge

Myfenax anvendes til børn og unge (2-18 år) for at forhindre, at deres krop afstøder en transplanteret nyre.
Myfenax bør ikke anvendes til børn og unge (2-18 år) i forbindelse med hjerte- eller levertransplantation.
Myfenax bør under ingen omstændigheder anvendes til børn under 2 år.
 

Brug af anden medicin sammen med Myfenax

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept.
 

Hvis du kan svare ja til nogen af de følgende spørgsmål, skal du tale med din læge, før du begynder at tage Myfenax: 

  • Tager du nogen form for medicin, som indeholder: azathioprin eller andre stoffer der nedsætter immunforsvaret (som undertiden gives til patienter efter en transplantationsoperation), colestyramin (som bruges til behandling af patienter med for højt kolesteroltal), rifampicin (antibiotika), mavesårsmedicin eller protonpumpehæmmere (bruges mod for meget mavesyre, f.eks. ved fordøjelsesbesvær), phosphatbindere (bruges til patienter med kronisk nyresvigt for at reducere absorptionen af phosphat) eller anden medicin (inklusive håndkøbsmedicin), som din læge ikke er bekendt med? 

  • Skal du vaccineres (levende vaccine)? Din læge vil rådgive dig om, hvilke vacciner du må bruge.

Graviditet, prævention og amning

Prævention hos kvinder, som tager Myfenax 

Hvis du er en kvinde og kan blive gravid, skal du altid bruge to sikre præventionsmetoder, mens du tager Myfenax, herunder: 

  • Før du starter med at tage Myfenax‌ 

  • Under hele behandlingen med Myfenax 

  • I 6 uger efter du er stoppet med at tage Myfenax. 

Kontakt lægen om den bedst egnede prævention for dig. Det vil afhænge af din situation. Kontakt lægen så hurtigt som muligt, hvis du tror at din prævention har svigtet, eller hvis du har glemt at tage de svangerskabsforebyggende tabletter (f.eks. p-piller). 

  

Hvis du er kvinde, kan du ikke blive gravid, hvis et af følgende gælder for dig: 

  • Du har passeret overgangsalderen, dvs. er mindst 50 år, og din sidste menstruation var for mere end et år siden (hvis din menstruation er stoppet, fordi du er blevet behandlet for kræft, er der stadigvæk mulighed for, at du kan blive gravid). 

  • Dine æggeledere og begge dine æggestokke er blevet fjernet (bilateral salpingo- ooforektomi). 

  • Din livmoder er blevet fjernet kirurgisk (hysterektomi). 

  • Dine æggestokke er ophørt med at fungere for tidligt, bekræftet af en speciallæge i gynækologi. 

  • Du er blevet diagnosticeret med en af følgende sjældne tilstande, som nogle patienter er født med, og som gør graviditet umulig: XY-genotype, Turners syndrom eller manglende livmoder. 

  • Du er barn/teenager, som ikke har fået menstruation, og kan ikke blive gravid.

Prævention hos mænd, som tager Myfenax 

Du skal altid anvende kondom under behandlingen og i 90 dage efter, at du er stoppet med at tage Myfenax.
 

Hvis du planlægger at få et barn, vil lægen tale med dig om risici og alternative behandlinger, som du kan tage for at forhindre afstødning af det transplanterede organ.
 

Graviditet og amning‌

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. Lægen vil tale med dig om risici i forbindelse med graviditet og alternative behandlinger, du kan tage for at forhindre afstødning af det transplanterede organ, hvis:  

  • Du planlægger at blive gravid. 

  • Du ikke får din menstruation eller tror, du ikke har fået din menstruation eller har en usædvanlig menstruation eller tror, at du er gravid.‌ 

  • Hvis du har haft sex uden at anvende sikker prævention. 

Hvis du bliver gravid under behandlingen med mycophenolat, skal du straks kontakte lægen. Fortsæt dog behandlingen med Myfenax, indtil du ser lægen.
 

Graviditet
Mycophenolat forårsager en meget høj frekvens af aborter (50 %) og svære misdannelser (23-27 %) hos det ufødte barn. Medfødte misdannelser, som har været rapporteret, inkluderer abnormiteter i ører, øjne og ansigt (læbe-gane spalte) eller i fingrenes udvikling, samt i hjerte, spiserør, nyrer og nervesystem (f.eks. manglende sammenvoksning af rygraden (spina bifida). Barnet kan have en eller flere af disse misdannelser. 

Hvis du er kvinde og kan blive gravid, skal der foreligge en negativ graviditetstest, før du må påbegynde behandlingen, og du skal følge lægens råd om prævention. Lægen kan kræve mere end én test for at sikre, at du ikke er gravid, før du påbegynder behandlingen.
 

Amning
Tag ikke Myfenax, hvis du ammer. Dette skyldes, at små mængder af medicinen kan passere over i mælken.
 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Det er ikke påvist, at Myfenax påvirker evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. 

3. Sådan skal du tage Myfenax

Tag altid Myfenax nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

  

Din behandling startes af og overvåges af en læge, som er specialiseret i transplantationer.  

 

Den sædvanlige dosis er: 

  

Nyretransplantation 

  

Voksne 

Den første dosis gives inden for 72 timer efter transplantationen. Den anbefalede daglige dosis er 8 kapsler (2 g af den aktive bestanddel) indtaget som to separate doser. Det vil sige, at man skal tage 4 kapsler om morgenen og 4 kapsler om aftenen. 

  

Børn og unge (2-18 år) 

Dosis afhænger af barnets størrelse. Din læge afgør den mest passende dosis baseret på legemsoverfladens areal (højde og vægt). Den anbefalede dosis er 600 mg/m² to gange dagligt. 

  

Hjertetransplantation 

  

Voksne 

Den første dosis gives inden for 5 døgn efter transplantationen. Den anbefalede daglige dosis er 

12 kapsler (3 g af den aktive bestanddel) indtaget som to separate doser. Det vil sige, at man skal tage 6 kapsler om morgenen og 6 kapsler om aftenen. 

  

Levertransplantation 

  

Voksne 

Den første dosis Myfenax til indtagelse gennem munden gives tidligst 4 dage efter transplantationen, og når du er i stand til at indtage medicin gennem munden. Den anbefalede daglige dosis er 12 kapsler (3 g aktivt stof) indtaget som to separate doser. Det vil sige, at man skal tage 6 kapsler om morgenen og 6 kapsler om aftenen. 

  

Anvendelsesmåde og indgivelsesvej

Synk kapslerne hele med et glas vand. Du kan tage dem med eller uden mad. De må ikke brækkes over eller knuses. Indtag ikke kapsler, der er åbnede eller gået itu. Undgå kontakt med pulver fra itugåede kapsler. Hvis en kapsel går i stykker ved et uheld, og du har fået noget af pulveret på huden, skal du vaske huden med sæbe og vand. Hvis du får pulver fra en itugået kapsel i øjnene eller i munden, skal du skylle grundigt med rigeligt, frisk vand. 

  

Behandlingen skal fortsætte så længe, du har behov for at få nedsat immunforsvaret, for at hindre at din krop afstøder det transplanterede organ. 

  

Hvis du har taget for meget Myfenax

Det er vigtigt ikke at indtage for mange kapsler. Kontakt det nærmeste hospital, den nærmeste skadestue eller din læge, hvis du har slugt flere kapsler, end du har fået anvist, eller hvis du formoder, at et barn har slugt nogle af kapslerne. 

  

Hvis du har glemt at tage Myfenax

Hvis du på noget tidspunkt har glemt at tage medicinen, skal du tage den, så snart du kommer i tanke om det. Fortsæt derefter med at tage den til de sædvanlige tider. 

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

  

Hvis du holder op med at tage Myfenax

Stop ikke med at tage Myfenax, bare fordi du måtte få det bedre. Det er vigtigt at indtage medicinen så lang tid, som din læge har fortalt dig. Hvis behandlingen med Myfenax stoppes, kan risikoen for afstødning af det transplanterede organ øges. Stop ikke med at tage din medicin, med mindre lægen har bedt dig om det. 

  

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

  

Meget almindelig (kan forekomme hos flere end l ud af 10 patienter) 

  • Diarre, opkastning, føle sig syg. 

  • Fald i det normale indhold af forskellige blodceller, hvilket kan resultere i en øget risiko for infektioner, blå mærker, blødninger, kortåndethed og svaghed. 

  • Bakterie-, svampe- og virusinfektioner i fordøjelseskanalen og urinrøret, forkølelsessår og helvedesild. 

Almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter) 

  • Ændringer i de forskellige laboratorieparametre, herunder øget leverenzymer; nyreparametre såsom kreatinin, kalium, blodsukker, fedtstoffer i blodet, kolesterol, fosfater, magnesium, kalcium og urinsyre. 

  • Nyreproblemer med forhøjet urinstof. 

  • Lidelser i fordøjelsessystemet såsom forstoppelse, fordøjelsesbesvær, luft i maven, bøvsen, hævelse i gummerne, betændelse i munden, spiserøret, maven, tarme, lever eller bugspytkirtel og blødning fra mave-tarm-kanalen. 

  • Kramper, øget muskelspændinger, rysten og muskelsvaghed, ledsmerter 

  • Søvnløshed, svimmelhed og hovedpine, snurren og følelsesløshed, ændringer i smagssansen, appetitløshed, vægttab. 

  • Betændelse og infektion i luftvejene og i mave-tarm-kanalen, ondt i halsen, bihulebetændelse, løbende og kløende næse. 

  • Hudkræft eller godartet vækster på huden og svampeinfektioner på huden og i skeden. 

  • Ændringer i blodtrykket, hurtigere hjerteslag, blodkarudvidelse. 

  • Væskeophobning i kroppen, feber, ubehag, sløvhed og svaghed. 

  • Leverbetændelse, gulfarvning af huden og det hvide i øjnene. 

Ikke almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter) 

  • Spredning af lymfevæv, herunder kræftsvulster. 

  • Betændelse eller infektion i hjertet og dets klapper samt i den membran der dækker hjernen og rygraden. 

Ikke kendt (hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data) 

  • Overfølsomhedsreaktioner (allergiske reaktioner). 

  • Kortåndethed, hoste, som kan skyldes bronkiektasi (en tilstand, hvor bronkierne er abnormalt udvidede) eller lungefibrose (dannelse af ar-væv i lungene). Kontakt lægen, hvis du udvikler vedvarende hoste eller kortåndethed. 

Stop ikke med at tage din medicin, med mindre du først har talt med din læge. 

  

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via: 

  

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

  

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke Myfenax efter den udløbsdato, der står på blisteret og kartonen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Denne medicin kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Myfenax indeholder:

  • Aktivt stof: mycophenolatmofetil. 

    Hver kapsel indeholder 250 mg mycophenolatmofetil
  • Øvrige indholdsstoffer: 

    Kapselindhold Pregelatineret majsstivelse Povidon K-30 Croscarmellosenatrium Magnesiumstearat
    Kapselskal
    Hoved
    Indigo carmin (E132)
    Titandioxid (E 171)
    Gelatine
    Krop
    Rød jernoxid (E172)
    Gul jernoxid (E172)
    Titandioxid (E 171)
    Gelatine
    Sort blæk indeholder: Sort jernoxid (E172), propylenglycol og kaliumhydroxid

Udseende og pakningsstørrelser

Kapsler, hårde 

Krop: er uigennemsigtig karamelfarvet printet ”250” aksialt med sort blæk. 

Hoved: er uigennemsigtig lyseblå printet ”M” aksialt med sort blæk. 

  

Myfenax 250 mg kapsler, hårde fås i PVC/PVdC-aluminium blister i pakningsstørrelser på 100 eller 300 eller 100x1 kapsler pr. karton. 

  

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Teva B.V. 

Swensweg 5 

2031GA Haarlem  

Holland 

  

Fremstiller

Teva Pharmaceutical Works Private Limited Company 

Pallagi út 13 

Debrecen H-4042 

Ungarn 

  

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:

Danmark 

Teva Denmark A/S 

Tlf: +45 44 98 55 11 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret i januar 2016.  

  

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...