Lucosil®

tabletter 500 mg

Meda

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren 

Lucosil® 500 mg tabletter  

Sulfamethizol 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Lucosil til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Lucosil
  3. Sådan skal du tage Lucosil
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger.

1. Virkning og anvendelse

  • Lucosil er et antibiotikum, som tilhører gruppen sulfonamider. Det hæmmer væksten af bakterier, der er følsomme for sulfamethizol.
  • Du kan bruge Lucosil til behandling af blærebetændelse og lignende former for betændelse i urinvejene.

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse. Følg altid lægens anvisning. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Lucosil

Tag ikke Lucosil, hvis: 

  • Du er allergisk over for sulfamethizol eller ét af de øvrige indholdsstoffer i Lucosil (angivet i punkt 6).
  • Du er overfølsom over for:
    • sulfonamider, f.eks. andre antibiotika.
    • vanddrivende medicin, både stærkt virkende (furosemid) og thiazider (spørg lægen).
    • tabletter mod sukkersyge (sulfonylurinstofderivater).
    • tabletter mod grøn stær (carboanhydrasehæmmere).
    • visse konserveringsmidler (para-aminobenzosyre).
    • lokalbedøvende medicin (benzocain og prokain).
  • Du er i behandling med ammoniumchlorid og methenamin.
  • Du er gravid, og der er 4 uger eller mindre til forventet fødsel.

 

Spørg lægen, hvis du mener, at noget af ovenstående kan gælde for dig.  

 

Spædbørn under 2 måneder og for tidligt fødte må ikke få Lucosil. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Tal med lægen, hvis: 

  • Du har nedsat lever- eller nyrefunktion.
  • Du får allergiske hudreaktioner eller forandringer i blodet, da lægen så nok vil stoppe behandlingen.
  • Du får feber, hududslæt, hævede lymfekirtler, betændelse og smerter i leveren, bugspytkirtlen eller nyrerne, lungebetændelse og muskelsmerter.

 

Undgå direkte sol, solarier og anden UV-bestråling under behandlingen, da huden kan blive ekstra følsom over for lys.
 

Drik rigeligt vand under behandlingen for at skylle nyrer og urinveje godt igennem. 

Brug af anden medicin sammen med Lucosil

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Det gælder også for medicin, som ikke er på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. 

 

Tal med lægen, hvis du tager:  

  • anden medicin mod blærebetændelse og andre former for betændelse i urinvejene (methenamin, ammoniumchlorid, trimethoprim).
  • medicin mod epilepsi (phenytoin).
  • blodfortyndende medicin (warfarin og lignende medicin).
  • tabletter mod sukkersyge (tolbutamid og lignende medicin).
  • medicin mod leddegigt, svær psoriasis og visse former for kræft (methotrexat).
  • medicin i forbindelse med UV-behandling af svær psoriasis (methoxalen).

Det kan være nødvendigt at ændre dosis. 

 

Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Lucosil. 

Brug af Lucosil sammen med mad og drikke

Du kan tage Lucosil sammen med mad og drikke. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager Lucosil. 

 

Graviditet:  

Du kan tage Lucosil under graviditeten; men du må ikke tage det i de sidste 4 uger før forventet fødsel, da det kan skade barnet. Spørg altid lægen til råds. 

 

Amning:  

Hvis du ammer, bør du ikke tage Lucosil. Spørg lægen. Lucosil bliver udskilt i modermælken. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Lucosil påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Lucosil indeholder lactose og hvedestivelse

Lucosil indeholder lactose. Kontakt lægen, før du tager Lucosil tabletter, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

 

Lucosil indeholder hvedestivelse. Patienter med kronisk fedtdiarré (cøliaki) kan tage Lucosil tabletter.
Patienter med hvedeallergi (bortset fra cøliaki) bør ikke tage Lucosil tabletter. 

3. Sådan skal du tage Lucosil

Tag altid Lucosil nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet 

 

Det er vigtigt at fortsætte med at tage medicinen, selvom du mærker en bedring. I modsat fald kan infektionen blusse op igen. 

Den sædvanlige dosis er 

Voksne  

2 tabletter (1 g) 2 gange dagligt. 

 

Ældre  

Det er ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisning. 

 

Børn  

Doseringen afhænger af barnets vægt.  

Dosering: 50 mg/kg/døgn fordelt på 2-4 doser.
 

Normaldosis til et barn på 10 kg: ½ tablet 2 gange dagligt
og til et barn på 20 kg: 1 tablet 2 gange daglig eller ½ tablet 4 gange dagligt. 

 

Nedsat nyrefunktion  

Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisning.
 

Tag tabletterne sammen med et glas vand, gerne i forbindelse med et måltid.
Det normale er at synke tabletterne hele, men du kan dele eller knuse tabletterne. 

Hvis du har taget for mange Lucosil tabletter

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Lucosil tabletter, end der står her i indlægssedlen, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

 

Symptomerne ved overdosering er: Utilpashed, opkastninger, blod i urinen, øget eller nedsat mængde urin.
 

Der er risiko for varig nyreskade ved overdosering. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos op til 10 ud af 1000 behandlede):  

  • Alvorlige hudreaktioner med feber, blæreformet udslæt, særlig på hænder og fødder samt betændelse ved f. eks øjne, næse og mund (Stevens-Johnson syndrom) Kontakt lægen.

 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):  

  • Alvorlige allergiske reaktioner med påvirkning af hud og organer, betændelse i bugspytkirtlen, nedsat leverfunktion, gulsot og nedsat nyrefunktion.
  • Ændringer i blodet med alvorlig blodmangel med bleghed, træthed, svimmelhed og åndenød ved let anstrengelse, hyppige infektioner og feber, tendens til blødninger og blå mærker. Kontakt straks lægen.

 

Hyppigheden er ikke kendt for følgende bivirkning: 

  • Alvorlig hudlidelse med afskalning og afstødning af huden. Kontakt straks lægen eller skadestuen. Ring evt. 112.

Ikke alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger (forekommer hos op til 10 ud af 100 behandlede):  

  • Kvalme, diaré opkastning.

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos op til 10 ud af 1000 behandlede):  

  • Hududslæt, nældefeber.

 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):  

  • Feber på grund af medicinen (drug fever), småblødninger i hud og slimhinder.
  • Blåfarvning af læberne.
  • Krystaller i urinen, som kan give smerter ved vandladningen.

 

Hyppigheden er ikke kendt for følgende bivirkning:  

  • Lysudslæt (fototoksisk dermatitis).

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.
Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk
 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Brug ikke Lucosil efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

 

  • Aflever altid medicinrester på apoteket. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Lucosil tabletter 500 mg indeholder: 

  • Virksomt stof: sulfamethizol.
  • Øvrige indholdsstoffer: mikrokrystallinsk cellulose, hvedestivelse, lactose- monohydrat, povidon, kolloid silica, glycerol og magnesiumstearat.

Udseende og pakningsstørrelser 

Udseende:  

Lucosil er en hvid, kapselformet tablet med hvælvede flader med delekærv og uden mærkning. 

 

Pakningsstørrelser:  

Pakningsstørrelser 500 mg tabletter: 16 stk., 24 stk., 48 stk.  

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Markedsføring i Danmark: 

Meda AS  

Solvang 8 

3450 Allerød 

Tlf.: 44 52 88 88 

E-mail: info.dk@meda.se 

Fremstiller: 

Orkla Care A/S, Vassingerødvej 3-7, DK-3540 Lynge.  

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest opdateret oktober 2016
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...