Locoid Lipid

creme 0,1%

Leo

Om indlægssedlen

Locoid Lipid® 0,1% creme 

Hydrocortisonbutyrat 

Læs hele denne indlægsseddel grundigt, inden De begynder at bruge medicinen. 

  • Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apoteket, hvis De har flere spørgsmål.
  • Lægen har ordineret Locoid Lipid til Dem personligt. Lad derfor være med at give det til andre. Det kan være skadeligt for andre, selv om de har de samme symptomer, som De har.
  • Tal med lægen eller apoteket, hvis en bivirkning bliver værre, eller hvis De får bivirkninger, som ikke er nævnt her.

Indholdsfortegnelse

  1. Virkning og anvendelse
  2. Vigtig information, som De skal læse, før De bruger Locoid Lipid
  3. Sådan skal De bruge Locoid Lipid
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Yderligere information

1. Virkning og anvendelse

Locoid Lipid indeholder hydrocortisonbutyrat. Hydrocortisonbutyrat er et binyrebarkhormon (steroid), som hæmmer irritation i huden. De kan bruge Locoid Lipid ved eksem, ved irriteret hud og ved psoriasis.

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse. Følg altid lægens anvisning. 

2. Vigtig information som De skal læse, før De bruger Locoid Lipid

Brug ikke Locoid Lipid hvis 

  • De er overfølsom over for hydrocortisonbutyrat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Locoid Lipid.
  • Deres hudsygdom er betændt med bakterier eller svampe. I så fald skal De også have medicin mod betændelsen.

Brug ikke Locoid Lipid mod

  • virussygdomme, der giver udbrud på huden, f.eks forkølelsessår, helvedesild eller skoldkopper.
  • rosacea, der er en betændelsesagtig hudsygdom i ansigtet med rødme og udvidede blodkar.
  • betændt eksem eller irritation i huden omkring munden.

Særlige forholdsregler

  • Hvis cremen ikke hjælper i løbet af kort tid, kan Deres hudsygdom være betændt med bakterier eller svampe. Tal med lægen
  • De må ikke bruge cremen i længere tid, end lægen har fortalt Dem.
  • Hvis De har brugt cremen i lang tid, må De ikke stoppe behandlingen pludseligt, da det kan få Deres hudsygdom til at blusse op igen. Tal med lægen.
  • De må kun bruge cremen i ansigtet, hvis lægen har fortalt Dem det. Pas på, at cremen ikke kommer i øjnene.
  • De må ikke sætte plaster på behandlingsstedet, dække det med plastik eller på anden måde pakke det ind, da det øger risikoen for bivirkninger. Tal evt. med lægen.
  • Deres binyrers dannelse af hormoner kan blive nedsat, når De bruger Locoid Lipid. Fortæl lægen, at De bliver behandlet med Locoid Lipid, hvis De får en svær betændelse, kommer alvorligt til skade eller skal opereres.

Brug af anden medicin

Fortæl altid lægen eller apoteket, hvis De bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Det gælder også for medicin, som ikke er på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler.
 

Der er ikke kendskab til problemer med brug af Locoid Lipid sammen med anden medicin. 

Graviditet og amning

Få vejledning hos lægen eller på apoteket, før De tager nogen form for medicin.
 

Graviditiet:
De må kun bruge Locoid Lipid efter lægens anvisning.
 

Amning:
De kan amme, selv om De bruger Locoid Lipid.
 

Hvis De smører cremen på brystet eller brystvorten, skal De vaske cremen af, inden De ammer Deres barn. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Locoid Lipid påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Vigtig information om nogle af de øvrige indholdsstoffer i Locoid Lipid creme

  • Indeholder cetostearylalkohol, der kan give lokalt hududslæt (f.eks. kontakteksem).
  • Er konserveret med propylparahydroxybenzoat, der kan give allergiske reaktioner (kan optræde efter behandlingen).

3. Sådan skal De bruge Locoid Lipid

Følg altid lægens anvisning. Der er forskel på, hvad den enkelte har brug for. Er De i tvivl, så spørg lægen eller apoteket. 

Dosering

Voksne: 

  • Smør Locoid Lipid på de angrebne steder i et tyndt lag 1-2 gange daglig.
  • Vask hænderne omhyggeligt efter påsmøringen, medmindre det er hænderne, som De behandler.
  • Pas på, at cremen ikke kommer i øjnene.
  • Brug ikke cremen i længere tid, end lægen har fortalt Dem.

 

Børn: 

De skal følge lægens anvisning. 

 

De må kun ændre dosis eller holde op med behandlingen efter aftale med lægen. Der kan komme opblussen eller forværring af Deres hudsygdom, hvis De stopper behandlingen pludseligt, især hvis De har brugt Locoid Lipid i lang tid. 

Har De brugt for meget Locoid Lipid? 

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis De har brugt mere Locoid Lipid, end der står her, eller mere end lægen har foreskrevet, og De føler Dem utilpas. Det sker normalt kun, hvis De har brugt Locoid Lipid på store områder igennem lang tid.  

Har De glemt at bruge Locoid Lipid? 

Smør Locoid Lipid på, så snart De kommer i tanke om det. 

4. Bivirkninger

Locoid Lipid kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.  

 

De må kun smøre Locoid Lipid i hudfolder, på store hudarealer eller dække den behandlede hud med en tæt forbinding efter aftale med Deres læge, da det øger risikoen for bivirkninger. Det gælder også ved hyppig behandling eller behandling gennem lang tid. 

Alvorlige bivirkninger 

Sjældne - meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter):  

  • Nedsat dannelse af binyrebarkhormoner, se særlige forholdsregler.
  • Overfølsomhedsreaktion.

Ikke alvorlige bivirkninger 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):  

  • Tynd hud, der let går i stykker.
  • Udvidelse af de små blodkar i huden med rødme og hævelse. Små blodudtrædninger. Lyse streger i huden. Ændring i pigmentet i huden (f.eks. lyse pletter).
  • Irritation eller betændelse i huden ved munden eller andre steder. Rødme af huden. Bumser (akne). Kontakteksem.
  • Skægvækst. Tynde, bløde hår i ansigt, på krop samt arme og ben.
  • Rødme og hævelse, især på næsen, på kinderne og i panden.
  • Hudsygdommen kommer igen eller bliver værre, når De stopper behandlingen.

 

Fortæl læge eller apotek, hvis De får andre bivirkninger end dem, der står her, så bivirkningerne kan blive indberettet til Lægemiddelstyrelsen, og viden om bivirkninger kan blive bedre.  

 

Fortæl læge eller apotek, hvis De får bivirkninger, der bliver ved og er generende. Nogle bivirkninger kan kræve behandling.  

 

Patienter eller pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen. De finder skema og vejledning under bivirkninger på Lægemiddelstyrelsens netsted: http://www.laegemiddelstyrelsen.dk/ 

5. Opbevaring

  • Opbevar Locoid Lipid utilgængeligt for børn.
  • Opbevar ikke Locoid Lipid ved over 25 °C.
  • Opbevar ikke Locoid Lipid i køleskab og frys ikke cremen ned.
  • Brug ikke Locoid Lipid efter den udløbsdato, som står på pakningen.
  • Efter åbning bør tuben bruges inden 6 måneder. Det kan være en hjælp at skrive datoen, hvor du åbnede tuben, på kartonen.
  • Aflever altid medicinrester på apoteket. De må ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Yderligere information

Locoid Lipid indeholder 

  • Det aktive stof er hydrocortisonbutyrat. 1 g creme indeholder 1 mg hydrocortisonbutyrat.
  • De øvrige indholdsstoffer er cetostearylalkohol; makrogolcetostearylether; tynd paraffinolie; hvid, blød paraffin; propylparahydroxybenzoat (E 216); vandfri natriumcitrat; vandfri citronsyre; benzylalkohol, renset vand.

Udseende og pakningstørrelser

Udseende:  

Hvid creme. 

 

Pakningsstørrelser:  

Tube 30 g og 100 g.  

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen 

LEO Pharma A/S  

Industriparken 55  

DK-2750 Ballerup  

Denmark 

tlf. +46 (0)40352200 

e-mail: info.dk@leo-pharma.com 

Fremstiller

Temmler Italia S.r.l., Via Delle Industrie, 2,  

20061 Carugate, Italien 

eller 

Astellas Pharma Europe B.V.  

Sylviusweg 62, 2333 BE Leiden, Holland 

Revisionsdato

Revideret september 2016 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...