Dexofan®

filmovertrukne tabletter 30 mg

Takeda Pharma A/S

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren 

Dexofan® 30 mg filmovertrukne tabletter  

 

dextromethorphanhydrobromid  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Dexofan til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Tal med lægen eller apotekspersonalet hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se pkt. 4.
  • Den nyeste indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk

Oversigt over indlægssedlen 

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Dexofan
  3. Sådan skal du tage Dexofan
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Dexofan er et hostestillende lægemiddel, som hæmmer hosterefleksen. Du kan bruge Dexofan ved tør hoste uden slim.

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Dexofan

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisninger og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Dexofan:

  • hvis du er allergisk overfor dextromethorphanhydrobromid eller et af de øvrige indholdsstoffer (se pkt. 6).
  • ved samtidig behandling eller, hvis du for nylig har været i behandling med en MAO- hæmmer (mod depression eller Parkinsons sygdom). Tal med lægen.

Advarsler og forsigtighedsregler

Hvis du har særlig kraftig slimproduktion i luftvejene eller hoste med slim, skal du stoppe med at tage Dexofan, da medicinen hæmmer din hosterefleks, og du derfor ikke får hostet slimen løs.
 

Dexofan nedbrydes i leveren af enzymer i det såkaldte cytokrom P450 system (CYP2D6 systemet). Hvis du tager medicin, der hæmmer CYP2D6 systemet eller, hvis du er en ”langsom omsætter” (hvis din lever mangler eller har lavt CYP2D6), kan Dexofans virkning være forstærket eller forlænget.
 

Dexofans søvndyssende og åndedrætshæmmende virkning forstærkes, hvis du samtidig tager anden medicin, der virker hæmmende på åndedrættet eller er søvndyssende. 

Brug af anden medicin sammen med Dexofan

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig.
 

Tal med din læge, hvis du tager medicin mod: 

  • depression eller Parkinsons sygdom (MAO-hæmmere)
  • depression og/eller OCD, panikangst og fobier (SSRI-medicin, f.eks. fluoxetin, fluvoxamin, paroxetin, sertralin)
  • svamp (terbinafin)
  • forstyrrelser i hjerterytmen (amiodaron, flecainide, propafenon, quinidin)
  • stof-/medicinmisbrug, stærke kroniske smerter og/eller betændelse i bugspytkirtlen (metadon)
  • skizofreni og/eller psykoser (haloperidol, perphenazin, thioridazin)
  • rygning (bupropion)
  • for meget calcium i blodet eller for meget biskjoldbruskkirtelhormon (cinacalcet).

Brug af Dexofan sammen med mad og drikke

Du kan tage Dexofan i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Hvis du er gravid, må du kun tage Dexofan efter aftale med lægen. 

 

Amning  

Hvis du ammer, må du kun tage Dexofan efter aftale med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Dexofan kan give bivirkninger (døsighed), der i større eller mindre grad kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Dexofan indeholder lactose

Kontakt lægen før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Dexofan

Tag altid Dexofan nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 

 

Tabletten tages hel sammen med rigelig væske. Tabletten kan evt. deles eller knuses. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne og børn over 11 år: ½ - 1 tablet (15 - 30 mg) 3 - 4 gange daglig. 

 

Ældre  

Det er ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisning 

 

Børn  

Børn under 11 år må kun få Dexofan efter lægens anvisning. 

 

Nedsat nyrefunktion  

Det er normalt ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Nedsat leverfunktion  

Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisninger. 

Hvis du har taget for mange Dexofan

Kontakt lægen eller apoteket, hvis du har taget flere Dexofan, end der står her, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med. 

 

Tegn på overdosering er døsighed, ufrivillige øjenbevægelser, manglende koordineringsevne, vejtrækningsbesvær, kvalme og opkastninger, hyperaktivitet, opstemthed, sløret tale, forvirring og hallucinationer og i svære tilfælde bevidstløshed eller koma. 

Hvis du har glemt at tage Dexofan

Hvis du har glemt en dosis Dexofan, så tag den da så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Tag aldrig dobbelt dosis. 

4. Bivirkninger

Dexofan kan, som al anden medicin, give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Ring 112 eller søg omgående læge ved tegn på alvorlige bivirkninger.

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 1.000 behandlede):  


Alvorlige: Hallucinationer.  


Ikke alvorlige: Opstemthed, svimmelhed, døsighed, ufrivillige bevægelser.  



Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):  


Alvorlige: Misbrug er set.  


Ikke alvorlige: Hududslæt, afgrænset medikamentelt udslæt (fixed drug eruption).

Tal med lægen eller apoteket, hvis en bivirkning, er generende eller bliver værre, eller hvis du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til

Lægemiddelstyrelsen,
Axel Heides Gade 1,
DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk
Email: dkma@dkma.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Dexofan utilgængeligt for børn. 

Du kan opbevare Dexofan ved almindelig temperatur. 

Brug ikke Dexofan efter den udløbsdato, der står på pakningen. 

 

Aflever altid medicinrester på apoteket. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Dexofan 30 mg filmovertrukne tabletter indeholder 

Det virksomme indholdsstof er dextromethorphanhydrobromid. 

De øvrige indholdsstoffer er gelatine, hypromellose (E 464), lactosemonohydrat, magnesiumstearat (E 470 b), majsstivelse, mikrokrystallinsk cellulose (E 460), propylenglycol (E 1520), talcum (E 553 b), og vandfri kolloid silica (E 551). Farve: Titandioxid (E 171). 

Udseende og pakningsstørrelser

Dexofan er en hvid, rund, hvælvet, filmovertrukken tablet med delekærv. Dexofan findes i pakningsstørrelser à 20 stk. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen 

Takeda Pharma A/S  

Dybendal Alle 10 

2630 Taastrup  

Danmark 

Fremstiller 

Takeda Pharma AS  

Jaama 55B  

63308 Pölva  

Estland 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret november 2016
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...