Quetiapin "Sandoz"

filmovertrukne tabletter 25 mg

Sandoz

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til patienten 

Quetiapin Sandoz 25 mg filmovertrukne tabletter 
quetiapin  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.


Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Quetiapin Sandoz
  3. Sådan skal du tage Quetiapin Sandoz
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Quetiapin Sandoz indeholder det aktive stof quetiapin. Det tilhører en gruppe lægemidler, som kaldes antipsykotika. Quetiapin Sandoz kan bruges til at behandle forskellige sygdomme, som f.eks.:  

  • Skizofreni: Du kan høre eller fornemme ting, som ikke er der, tro på ting, der ikke er sande, eller føle dig usædvanligt mistroisk, nervøs, forvirret, have skyldfølelse, være anspændt eller deprimeret.
  • Mani: Du kan føle dig meget opstemt, opløftet, ophidset, begejstret eller hyperaktiv eller have en dårlig dømmekraft, eller du kan have en aggressiv eller destruktiv opførsel.
  • Bipolar depression: Du føler dig ked af det. Du kan føle dig deprimeret, have skyldfølelse, mangle energi, miste appetitten eller have svært ved at sove.


Din læge vil muligvis fortsat ordinere Quetiapin Sandoz, selvom du får det bedre.

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Quetiapin Sandoz

Tag ikke Quetiapin Sandoz 

  • hvis du er allergisk over for quetiapin eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6)
  • hvis du tager et af følgende lægemidler:
    • visse lægemidler mod HIV.
    • lægemidler som indeholder azoler (mod svampeinfektioner).
    • erythromycin eller clarithromycin (mod infektioner).
    • nefazodon (mod depression).

Tag ikke Quetiapin Sandoz, hvis ovenstående gælder for dig. Hvis du er usikker, så tal altid med din læge eller apoteket, inden du tager Quetiapin Sandoz. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Quetiapin Sandoz, hvis: 

  • Du eller nogen i din familie har eller har haft hjerteproblemer, f.eks. problemer med hjerterytmen, svækket hjertemuskel eller betændelse i hjertet, eller hvis du tager medicin, der kan påvirke måden, hvorpå dit hjerte slår.
  • Du har lavt blodtryk.
  • Du har haft et slagtilfælde, specielt hvis du er ældre.
  • Du har problemer med leveren.
  • Du har haft krampeanfald.
  • Du har sukkersyge, eller har risiko for at få det. Hvis dette er tilfældet, kan det være at din læge checker dit blodsukkerniveau, mens du tager Quetiapin Sandoz.
  • Du ved, at du tidligere har haft et lavt antal hvide blodlegemer (som måske eller måske ikke har været forårsaget af andre lægemidler).
  • Du er en ældre, dement person (nedsat hjernefunktion). Quetiapin Sandoz må ikke tages af ældre demente personer, fordi Quetiapin Sandoz kan øge risikoen for slagtilfælde, og i nogle tilfælde dødsfald, hos disse personer.
  • Du eller nogen i din familie har haft blodpropper, da denne type medicin har været forbundet med dannelsen af blodpropper.
  • Du har eller har haft en sygdom, hvor du holder op med at trække vejret i korte perioder i din normale nattesøvn (kaldet “søvnapnø”), og du tager medicin, der gør den normale hjerneaktivitet langsommere (“depressiva”).
  • Du har eller har haft en sygdom, hvor du ikke kan tømme blæren helt (urinretention), har forstørret prostata, en blokering i tarmene eller øget tryk i dit øje. Disse sygdomme skyldes sommetider medicin (kaldet “antikolinergika”), som påvirker den måde, hvorpå nervecellerne fungerer, for at kunne behandle visse sygdomme.
  • Du har eller tidligere har haft et alkohol- eller stofmisbrug.


Tal med din læge med det samme, hvis du oplever følgende efter at have taget Quetiapin Sandoz: 

  • En kombination af feber, alvorlig muskelstivhed, svedtendens eller nedsat bevidsthed (en lidelse, som hedder “malignt neuroleptikasyndrom”). Dette kan kræve omgående medicinsk behandling.
  • Får ufrivillige bevægelser, specielt i ansigtet eller tungen.
  • Bliver svimmel eller pludseligt føler dig meget søvnig. Dette kan øge risikoen for ulykker (fald) hos ældre patienter.
  • Krampeanfald (anfald).
  • En langvarig og smertefuld erektion (priapisme).


Disse tilstande kan skyldes denne type lægemidler.

Tal med din læge hurtigst muligt, hvis du har: 

  • Feber, influenzalignende symptomer, ondt i halsen, eller enhver anden infektion, da dette kan resultere i et meget lavt antal hvide blodceller. Dette kan medføre behandlingsstop med Quetiapin Sandoz og /eller at der skal gives behandling.
  • Forstoppelse sammen med vedholdende mavesmerter, eller forstoppelse, som ikke har reageret på behandling, da dette kan medføre en mere alvorlig blokering af tarmene.

Selvmordstanker og forværring af din depression 

Hvis du er deprimeret, kan det være, at du ind imellem tænker på at skade dig selv eller begå selvmord. Disse tanker kan øges, når du starter med at tage din medicin, da denne type lægemidler alle tager lidt tid, før de virker, normalt omkring to uger, men nogle gange først efter lidt længere tid.
Det kan også godt være, at du får flere af disse tanker, hvis du pludselig stopper med at tage din medicin. Det er sandsynligt, at du vil have lettere ved at få sådanne tanker, hvis du er en yngre voksen. Information fra kliniske studier viser, at der er en øget risiko for selvmordstanker og/eller selvmordsadfærd hos yngre voksne under 25 år med depression.

Hvis du på noget tidspunkt tænker på at skade dig selv eller begå selvmord, skal du straks kontakte din læge eller tage på hospitalet. Det kan være en hjælp at fortælle en slægtning eller en god ven, at du er deprimeret og bede dem læse denne information. Du kan bede dem fortælle dig, hvis de mener, at din depression bliver værre, eller hvis de er bekymrede for ændringer i din adfærd. 

Vægtøgning 

Der er observeret vægtøgning hos patienter, der tager Quetiapin Sandoz. Du og din læge bør regelmæssigt kontrollere din vægt. 

Børn og unge 

Quetiapin Sandoz er ikke til brug hos børn og unge under 18 år. 

Brug af anden medicin sammen med Quetiapin Sandoz

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.

Du må ikke tage Quetiapin Sandoz, hvis du tager et af følgende lægemidler: 

  • Visse lægemidler mod HIV.
  • Lægemidler som indeholder azoler (mod svampeinfektioner).
  • Erythromycin eller clarithromycin (mod infektioner).
  • Nefazodon (mod depression).


Fortæl det til lægen, hvis du tager et af følgende lægemidler: 

  • Epilepsi-lægemidler (f.eks. phenytoin eller carbamazepin).
  • Lægemidler mod forhøjet blodtryk.
  • Barbiturater (mod søvnbesvær).
  • Thioridazin eller lithium (andre antipsykotika).
  • Medicin, der påvirker din hjerterytme (puls), f.eks. lægemidler, som kan forårsage ubalance i elektrolytterne (lave niveauer af kalium eller magnesium i blodet). Dette gælder for eksempel diuretika (vanddrivende medicin) eller bestemte typer antibiotika (medicin mod bakterielle infektioner).
  • Medicin, der kan medføre forstoppelse.
  • Medicin (kaldet “antikolinergika”), der påvirker den måde, hvorpå dine nerveceller fungerer, for at kunne behandle visse sygdomme.


Tal med din læge eller apotekspersonalet, før du stopper behandling med hvilken som helst medicin. 

Brug af Quetiapin Sandoz sammen med mad, drikke og alkohol

  • Mad: Se pkt. 3 under “Indtagelsesmåde”.
  • Vær forsigtig med, hvor meget alkohol du indtager. Dette skyldes, at en kombineret virkning af Quetiapin Sandoz og alkohol kan gøre dig søvnig.
  • Du må ikke drikke grapefrugtjuice, når du tager Quetiapin Sandoz, da det kan påvirke den måde, medicinen virker.

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
Du bør ikke tage Quetiapin Sandoz under graviditet, medmindre du har aftalt det med din læge. Følgende abstinenssymptomer kan opstå hos nyfødte børn, hvis mødre har taget Quetiapin Sandoz i det sidste trimester (sidste tre måneder af graviditeten): rystelser, muskelstivhed og/eller -svaghed, døsighed, ophidselse, åndedrætsbesvær og problemer med at tage føde til sig. Søg læge, hvis dit nyfødte barn udvikler nogen af disse symptomer.

Du må ikke tage Quetiapin Sandoz, mens du ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Dine tabletter kan gøre dig søvnig eller svimmel. Du må ikke køre bil eller arbejde med maskiner, før du ved, hvordan tabletterne påvirker dig. 

Quetiapin Sandoz indeholder lactose

Lactose er en sukkerart. Kontakt lægen, før du tager Quetiapin Sandoz, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

Indvirkning på narkotikatestning af urin

Hvis du skal havet taget en urinprøve til narkotikatestning, kan behandling med Quetiapin Sandoz kombineret med bestemte testmetoder medføre, at prøven testes positiv for metadon samt nogle stoffer til behandling af depression, som hedder tricykliske antidepressiva (TCA), selvom du hverken tager metadon eller TCA’er. Skulle dette ske, kan der foretages en mere specifik test. 

3. Sådan skal du tage Quetiapin Sandoz

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.
 

Der findes lægemidler med en højere styrke af quetiapin, hvis der skal anvendes doser, som ikke kan opnås eller ikke er mulige med dette lægemiddel. 

Den anbefalede dosis er: 

Voksne 
Din læge vil bestemme hvilken dosering, du skal starte med. Vedligeholdelsesdosis (daglig dosis) vil afhænge af din sygdom og dit behov, men vil normalt være mellem 150 mg og 800 mg. Du skal tage tabletten én gang dagligt, til sengetid, eller to gange dagligt, afhængigt af din sygdom. 


Ældre 
Din læge vil muligvis ændre din dosis, hvis du er en ældre person. 


Patienter med leverproblemer
 
Din læge vil muligvis ændre din dosis, hvis du har problemer med leveren. 


Brug til børn og unge 
Quetiapin Sandoz bør ikke anvendes til børn og unge under 18 år. 

Indgivelsesmåde

Til oral anvendelse. 

  • Synk tabletterne med et glas vand.
  • Du kan tage tabletterne sammen med eller uden mad
  • Du må ikke drikke grapefrugtjuice, når du tager Quetiapin Sandoz, da det kan påvirke den måde, medicinen virker.

Behandlingsvarighed:

Din læge vil beslutte hvor længe du skal behandles. Selvom du får det bedre, må du ikke stoppe med at tage tabletterne uden at have talt med din læge. 

Hvis du har taget for mange Quetiapin Sandoz

Hvis du tager flere Quetiapin Sandoz end lægen har anbefalet, kan du føle dig søvnig, svimmel og få en unormal hjerterytme (puls). Kontakt straks lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Quetiapin Sandoz end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). Tag Quetiapin Sandoz tabletterne med dig. 

Hvis du har glemt at tage Quetiapin Sandoz

Hvis du glemmer at tage en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis det er tæt på at være tid til den næste dosis, så vent bare indtil da. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet. 

Hvis du holder op med at tage Quetiapin Sandoz

Hvis du pludselig stopper med at tage Quetiapin Sandoz, kan det være, at du får svært ved at sove, får kvalme eller hovedpine, diarré, opkastning, bliver svimmel eller irritabel. Din læge kan derfor foreslå, at du mindsker dosis gradvist, før du stopper behandlingen.

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Hold straks op med at tage Quetiapin Sandoz, og kontakt lægen med det samme, eller tag hen på det nærmeste hospital, hvis du oplever en eller flere af følgende alvorlige bivirkninger:

Ikke almindelige bivirkninger, kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede:  

  • Kramper eller krampeanfald.
  • Ukontrollerbare bevægelser, særligt af ansigtet eller tungen.


Sjældne bivirkninger, kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede:  

  • En kombination af feber, svedeture, muskelstivhed, følelse af stærk døsighed eller besvimelse (en lidelse, der hedder “malignt neuroleptikasymptom”).
  • Langvarig og smertefuld rejsning (priapisme).
  • Blodpropper i venerne, især i benene (symptomerne omfatter hævelse, smerter og rødme i benet). Blodpropperne kan vandre gennem blodkarrene til lungerne og forårsage smerter i brystkassen og vejrtrækningsbesvær.
  • En kombination af feber, influenzalignende symptomer, ondt i halsen eller enhver anden infektion med meget lavt antal hvide blodceller (en tilstand der kaldes agranulocytose).


Meget sjældne bivirkninger, kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 behandlede: 

  • Alvorlig tilstand med blisterdannelse på hud, mund, øjne og kønsorganer (Stevens-Johnsons syndrom).
  • En svær allergisk reaktion (anafylaksi), som kan medføre åndedrætsbesvær eller shock.
  • Hurtig hævelse af huden, som regel omkring øjnene, læberne og svælget (angioødem).


Ikke kendt, frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data:
  

  • Alvorlig, pludselig allergisk reaktion med symptomer som feber og blærer på huden og afskalning af huden (toksisk epidermal nekrolyse).
  • Hududslæt med uregelmæssige røde pletter (erythema multiforme).


Den gruppe af lægemidler, som Quetiapin Sandoz tilhører, kan give problemer med hjerterytmen, som kan være alvorlig, og i værste fald medføre døden. 

Du kan opleve en eller flere af de andre indberettede bivirkninger, der er angivet nedenfor efter hyppighed:

Meget almindelige, kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 behandlede:  

  • Svimmelhed (kan medføre fald), hovedpine, tør mund.
  • Søvnighed (forsvinder eventuelt med tiden, når du fortsætter med at tage Quetiapin Sandoz) (kan medføre fald).
  • Seponeringssymptomer (symptomer som forekommer, når du stopper med at tage Quetiapin Sandoz) inkluderer søvnløshed, kvalme, hovedpine, diarré, opkastning, svimmelhed og irritabilitet. Gradvis nedtrapning over en periode på mindst 1 til 2 uger tilrådes.
  • Vægtøgning.
  • Ufrivillige muskelbevægelser. Der kan være problemer med at få gang i musklerne, rysten, rastløshed eller muskelstivhed uden smerte.
  • Ændring i indholdet af visse typer fedt (triglycerider og totalkolesterol) i blodet.


Almindelige bivirkninger, kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede:  

  • Hurtig hjerterytme (puls).
  • Fornemmelse af, at hjertet banker, slår hurtigt eller springer slag over.
  • Forstoppelse, irriteret mave (fordøjelsesbesvær).
  • Svaghedsfølelse.
  • Væskeansamlinger i arme eller ben.
  • Fald i blodtryk når du rejser dig op. Du kan føle dig svimmel eller besvime (kan medføre fald).
  • Øget blodsukkerniveau.
  • Sløret syn.
  • Abnorme drømme og mareridt.
  • Øget sultfornemmelse.
  • Irritation.
  • Tale- og sprogforstyrrelser.
  • Selvmordstanker og forværring af depression.
  • Stakåndethed.
  • Opkastning (fortrinsvis hos ældre).
  • Feber.
  • Ændring i indholdet af skjoldbruskkirtelhormoner i blodet.
  • Nedsat antal af visse typer blodlegemer.
  • Stigning i indholdet af leverenzymer i blodet.
  • Stigning i indholdet af hormonet prolaktin i blodet. Stigning i prolaktin kan i sjældne tilfælde medføre:
    • Brysthævelse og uventet dannelse af brystmælk hos mænd og kvinder.
    • Udebleven eller uregelmæssig menstruation hos kvinder.

Ikke almindelige bivirkninger, kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede:  

  • Overfølsomhedsreaktioner, der kan omfatte hævede knuder (kvadler), hævelse af huden og hævelse omkring munden.
  • Uro i benene.
  • Synkebesvær.
  • Funktionsforstyrrelser i relation til seksuel lyst, ophidselse eller udløsning.
  • Diabetes.
  • Ændring af hjertets elektriske impulser, set på hjertekardiogram (forlængelse af QT-intervallet).
  • Nedsat hjerterytme, der kan forekomme ved behandlingsstart og som kan være forbundet med lavt blodtryk og besvimelse.
  • Vandladningsbesvær.
  • Besvimelse (kan medføre fald).
  • Tilstoppet næse.
  • Nedsat antal røde blodlegemer.
  • Nedsat indhold af natrium i blodet.
  • Forværring af eksisterende diabetes.


Sjældne bivirkninger, kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede:  

  • Gulfarvning af hud og øjne (gulsot).
  • Leverbetændelse (hepatitis).
  • Øget brystudvikling og uventet produktion af brystmælk (galaktoré).
  • Menstruationsforstyrrelse.
  • Går, taler, spiser eller udfører andre aktiviteter i søvne.
  • Nedsat kropstemperatur (hypothermi).
  • Betændelse i bugspytkirtlen (pancreas).
  • En tilstand (kaldet metabolisk syndrom), hvor du kan have en kombination af 3 eller flere af følgende bivirkninger: Øget fedt rundt omkring maven, et nedsat indhold af “godt kolesterol” (HDL-C) og øget fedtindhold i blodet (triglycerider), højt blodtryk og et højt indhold af blodsukker.
  • Stop for tarmpassagen.
  • Forhøjet kreatinfosfokinase (et stof fra musklerne) i blodet.


Meget sjældne bivirkninger, kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 behandlede:  

  • Alvorligt udslæt, blærer eller røde pletter på huden.
  • Uhensigtsmæssig sekretion af et hormon, der kontrollerer mængden af urin.
  • Nedbrydning af muskelfibre og smerter i musklerne (rhabdomyolyse).


Ikke kendt, frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data:  

  • Abstinenssymptomer kan forekomme hos nyfødte, hvor mødrene har anvendt Quetiapin Sandoz under graviditeten.


Nogle bivirkninger kan kun ses, når der bliver taget en blodprøve. Det kan være ændringer i mængden af visse fedttyper (triglycerider og totalkolesterol) eller sukker i blodet, ændringer i mængden af thyroideahormoner i blodet, forhøjede leverenzymer, fald i mængden af visse typer blodlegemer, fald i antallet af røde blodlegemer, forhøjet blod-kreatinin-fosfokinase (et stof i musklerne), fald i mængden af natrium i blodet og stigninger i mængden af hormonet prolaktin i blodet. Stigninger i hormonet prolaktin kan i sjældne tilfælde medføre følgende: 

  • Mænd og kvinder kan få øget brystudvikling og uventet produktion af brystmælk (galaktoré).
  • Kvinder kan få manglende eller uregelmæssig menstruation.

Det kan være, at din læge tager blodprøver ind imellem. 


Bivirkninger hos børn og unge  

De samme bivirkninger, der indtræder hos voksne, kan også forekomme hos børn og unge.

Følgende bivirkninger er set oftere hos børn og unge eller er ikke set hos voksne: 


Meget almindelige bivirkninger, kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 behandlede:  

  • Stigninger i mængden af hormonet prolaktin i blodet.
    Stigninger i hormonet prolaktin kan i sjældne tilfælde medføre følgende:
    • Drenge og piger kan få øget brystudvikling og uventet produktion af brystmælk
    • Piger kan få manglende eller uregelmæssig menstruation
  • Øget appetit.
  • Opkastning
  • Unormale muskelbevægelser. Disse omfatter vanskeligheder med at starte muskelbevægelser, rysten, følelse af rastløshed eller muskelstivhed uden smerte.
  • Øget blodtryk.


Almindelige bivirkninger, kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede:  

  • Følelse af svaghed.
  • Besvimelse (kan medføre fald).
  • Tilstoppet næse.
  • Følelse af irritation.

Indberetning af bivirkninger 

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger der fremgår herunder.

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
E-mail: dkma@dkma.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken og blisterpakningen eller på flaskens etiket efter udløbsdato eller EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

Plastflaske: Anvendes senest 6 måneder efter første åbning.
 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Quetiapin Sandoz indeholder 

  • Aktivt stof: quetiapin. Hver filmovertrukket tablet indeholder 25 mg quetiapin (som quetiapinfumarat).
    Øvrige indholdsstoffer: Tabletkerne: calciumhydrogenphosphatdihydrat, mikrokrystallinsk cellulose, lactosemonohydrat, magnesiumstearat, povidon (K 29/32), kolloid silica, natriumstivelsesglycolat (type A). Tabletovertræk: hypromellose, lactosemonohydrat, macrogol 4000, titandioxid (E171), rødt jernoxid (E172), gult jernoxid (E172).

Udseende og pakningsstørrelser

Quetiapin Sandoz 25 mg filmovertrukne tabletter er laksefarvede og runde (ca. 6,0 mm i diameter).

Quetiapin Sandoz 25 mg filmovertrukne tabletter fås i 

  • Blisterpakninger indeholdende 6, 10, 14, 20, 30, 50, 60, 90, 100 eller 120 filmovertrukne tabletter.
  • Perforerede enkeltdosispakninger med 100 x 1 filmovertrukne tabletter.
  • Plastflasker med skruelåg indeholdende 50, 60, 100, 250 eller 500 filmovertrukne tabletter.


Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen: 

Sandoz A/S, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S, Danmark 

Fremstiller: 

Salutas Pharma GmbH, Otto-von-Guericke Allee 1, 39179 Barleben, Tyskland
eller 

Salutas Pharma GmbH, Dieselstrasse 5, 70839 Gerlingen, Tyskland
eller 

Lek Pharmaceuticals d.d., Verovškova 57, 1526 Ljubljana, Slovenien
eller 

Lek Pharmaceuticals d.d., Trimlini 2D, 9220, Lendava, Slovenien
eller 

Lek S.A., Ul. Domaniewska 50 c, 02-672 Warszawa, Polen
eller 

S.C. Sandoz SRL, 7A Livezeni Street, 540472, Targu-Mures, Jud. Mures Rumænien 

Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne:

AT, BE, DK, FI, NO, SE: Quetiapin Sandoz
NL: Quetiapine Sandoz 

IT: QUETIAPINA SANDOZ 

SI: Kvelux 

GB: Quetiapine 25 mg Film-coated Tablets 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 25. oktober 2016
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...