Zipzoc®

imprægneret gaze

Smith & Nephew

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

ZIPZOC 20% imprægneret gaze

zinkoxid 

  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Brug altid ZIPZOC nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg på apoteket, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, apoteket eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.

Den nyeste indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk. 

  

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge ZIPZOC
  3. Sådan skal du bruge ZIPZOC
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

ZIPZOC er en steril rayonstrømpe imprægneret med en salve, der indeholder zinkoxid. Zinkoxid har en lindrende og beskyttende virkning. 

  

ZIPZOC anvendes: 

  • som et hjælpemiddel i behandlingen af kroniske bensår.
  • som et primært kontaktlag under en kompressionsforbinding eller en strømpe, hvis du har nedsat blodcirkulation i venerne (Det vil sige, at blodet i venerne føres langsommere fra fødder og ben til hjertet. Dette kaldes også kronisk venøs insufficiens).

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge ZIPZOC

Brug ikke ZIPZOC:

  • hvis du er allergisk over for zinkoxid eller et af de øvrige indholdsstoffer i ZIPZOC (angivet i pkt. 6).
  • hvis du har arterielle bensår (Bensår, der skyldes nedsat blodcirkulation i blodårer, men ikke i vener). Tal med lægen, hvis du er usikker på, hvilken slags bensår du har.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apoteket eller sundhedspersonalet, før du bruger ZIPZOC: 

  • Hvis den ydre forbinding er uhensigtsmæssig, eller hvis strømpen ikke skiftes tilstrækkeligt ofte, kan strømpen tørre ud.

Brug af anden medicin sammen med ZIPZOC

Fortæl altid lægen, apoteket eller sundhedspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, f.eks. naturlægemidler og vitaminer og mineraler. 

  

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apoteket til råds, før du bruger dette lægemiddel. Du kan bruge ZIPZOC under graviditet og amning. 

  

Trafik- og arbejdssikkerhed

ZIPZOC påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

3 Sådan skal du bruge ZIPZOC

Brug altid ZIPZOC nøjagtigt efter lægens, apotekspersonalets eller sundhedspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apoteket eller sundhedspersonalet. 

  

Din tilstand er afgørende for, hvor længe du bør bruge ZIPZOC, og hvor mange gange det bør skiftes. Du kan få vejledning hos lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet. 

  

Vask hænderne grundigt, før du tager strømpen på. 

  • Før foden ind i strømpen, og træk strømpen op, så den dækker underbenet fra foden (uden at dække tæerne) til under knæet.
  • Ret alle folder eller rynker ud.
  • Overskydende materiale foldes tilbage fra knæet og nedad.
  • Hvis lægmusklen er usædvanlig stor, bør du udvise forsigtighed, når du tager strømpen på, så bevægeligheden i underbenet ikke begrænses.
  • Oven på Zipzoc kan sundhedspersonalet eventuelt lægge en bandage som kompres i forbindelse med nedsat blodcirkulation og/eller for at beskytte tøjet.
  • Forbindingen bør skiftes mindst en gang om ugen for at undgå risiko for infektion og for at forhindre udtørring af strømpen.

Hvis du har brugt ZIPZOC for længe

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt ZIPZOC længere, end der står i denne information, eller længere end lægen har foreskrevet og du føler dig utilpas. 

  

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

  

Meget sjældne bivirkninger: Forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter:

  • Smerter i området omkring bensåret.
  • Hævelse af benet (ødemer). Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Betændelse i hårsække omkring bensåret
  • Rødmen af huden.

Tal med lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke fremgår af denne indlægsseddel. Bivirkningerne kan dermed blive indberettet til Sundhedsstyrelsen, og viden om bivirkninger kan blive bedre. Patienter eller pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen. Du finder skema og vejledning under Bivirkninger på Sundhedsstyrelsens netsted www.meldenbivirkning.dk. 

5. Opbevaring

Opbevar dette lægemiddel utilgængeligt for børn. 

 

Opbevares ved temperaturer under 30 °C. 

 

Brug ikke ZIPZOC efter den udløbsdato, der står på pakningen efter Anv. før. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

ZIPZOC indeholder:

  • Aktivt stof: Zinkoxid.
  • Øvrige indholdsstoffer: Hvid paraffin og paraffinolie.

Udseende

ZIPZOC er en steril rayonstrømpe. Længde: 80 cm. 

  

Pakningsstørrelser

Hver enkelt strømpe er pakket i en lamineret pose af polyethylenaluminiumsfolie. ZIPZOC leveres i æsker, som indeholder 1, 4 eller 10 poser. 

  

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Smith & Nephew A/S 

Slotsmarken 14 

2970 Hørsholm 

 

Fremstiller:

Perstorp Specialty Chemicals AB 

Perstorp Pharma 

SE-284 80 Perstorp 

Sverige 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret august 2012 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...