Marcain-adrenalin®

injektionsvæske, opl. 2,5 mg + 5 mikrog/ml og 5 mg/ml +5 mikrog/ml

AstraZeneca

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN 

Marcain®-Adrenalin 2,5 mg/ml + 5 mikrogram/ml injektionsvæske, opløsning 

Marcain®-Adrenalin 5 mg/ml + 5 mikrogram/ml injektionsvæske, opløsning 

bupivacain og adrenalin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at få dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.


Den nyeste indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide om Marcain-Adrenalin
  3. Sådan bliver du behandlet med Marcain-Adrenalin
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Marcain-Adrenalin er et bedøvelsesmiddel (lokalanæstetikum), der anvendes til at bedøve dele af kroppen. Bedøvelse anvendes for at forhindre smerter i at opstå eller for at give smertelindring. 


Marcain-Adrenalin 2,5 mg/ml + 5 mikrogram/ml anvendes: 

  • Som bedøvelsesmiddel ved operationer til voksne og børn over 12 år.
  • Ved akut opstået smerter hos voksne, spædbørn og børn over 1 år.


Marcain-Adrenalin 5 mg/ml + 5 mikrogram/ml anvendes: 

  • Som bedøvelsesmiddel ved operationer til voksne og børn over 12 år.
  • Ved akut opstået smerter hos voksne og børn over 12 år.


Marcain-Adrenalin anvendes som indsprøjtning på en af følgende måder: 

  • ved at indsprøjte medicinen ind i det væv, som skal opereres.
  • ved at indsprøjte medicinen ved en nerve eller ved en gruppe af nerver, som fører til den del af kroppen, der skal opereres, f.eks. ved indsprøjtning i armhulen før armen eller hånden skal opereres.
  • ved at indsprøjte medicinen i et område omkring knoglemarven, hvor bedøvelsen skal virke.


Marcain virker ved midlertidigt, at forhindre nerverne i det bedøvede område i, at mærke smerte, varme eller kulde. Følelsen af tryk og berøring vil dog stadig kunne mærkes.
På den måde bliver nerverne bedøvet i den del af kroppen, der skal opereres. I mange tilfælde betyder det, at nerverne til musklerne i området også vil blive blokeret, hvilket medfører midlertidig kraftløshed eller lammelse.

Adrenalin virker ved at mindske blodkarrenes diameter, og ved at nedsætte blodgennemstrømningen. På den måde forbliver Marcain-Adrenalin længere tid i vævet, i stedet for at blive transporteret videre, og følelsesløsheden/virkningen af bedøvelsen kan tilsvarende forlænges.
Adrenalin kan på tilsvarende måde nedsætte operationsblødninger fra de indsprøjtede væv. 

2. Det skal du vide om Marcain-Adrenalin

Du må ikke få Marcain-Adrenalin: 

  • hvis du er allergisk over for bupivacain eller andre lokalbedøvende midler af amidtypen, adrenalin, eller et af de øvrige indholdsstoffer i Marcain, f.eks. natriummetabisulfit (angivet i afsnit 6).
  • i nogle tilfælde vil lægen helt undlade at anvende Marcain-Adrenalin (f.eks. ved Biers blokade, penisblokade og Oberst-blokade).

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse end angivet i denne information.
Lægens anvisninger skal følges. 

Lægen eller sundhedspersonalet vil være ekstra forsigtig med at behandle dig med Marcain-Adrenalin 

Tal med lægen eller sundhedspersonalet, før du får Marcain-Adrenalin: 

  • hvis du har hjerterytmeforstyrrelser (AV-blok) eller anden hjertesygdom iøvrigt
  • hvis du har forhøjet blodtryk
  • hvis du har en fremskreden leversygdom
  • hvis du har nedsat nyrefunktion
  • hvis du har stofskiftesygdom
  • hvis du har sukkersyge (diabetes)
  • hvis du er ældre eller hvis din almentilstand er dårlig
  • hvis du er gravid, og er sidst i graviditeten.

Børn og unge 

Sikkerhed og effekt ved anvendelse af Marcain-Adrenalin 2,5 mg/ml + 5 mikrogram/ml til børn under 1 år er ikke dokumenteret.
Sikkerhed og effekt ved anvendelse af Marcain-Adrenalin 5 mg/ml + 5 mikrogram/ml til børn under 12 år er ikke dokumenteret. 

Brug af anden medicin sammen med Marcain-Adrenalin 

Fortæl altid lægen, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept.

Tal med lægen: 

  • hvis du får andre lokaltvirkende smertestillende medicin
  • hvis du får propofol (kortvarigt virkende bedøvelsesmiddel)
  • hvis du får medicin mod hjerterytmeforstyrrelser, f.eks. lidokain eller amiodaron
  • hvis du får verapamil (medicin til behandling af hjerterytmeforstyrrelser samt hjertekramper)
  • hvis du får ACE-hæmmere (medicin mod for højt blodtryk)
  • hvis du får ikke-selektive betablokkere, f.eks propranolol (medicin til behandling af bl.a. forhøjet blodtryk, forebyggende mod angina pectoris og migræne)
  • hvis du får medicin mod depression, såsom tricykliske antidepressiva
  • hvis du får antipsykotisk medicin, såsom phenotiaziner
  • hvis du får medicin mod migræne, såsom ergotamin
  • hvis du tager cimetidin (medicin mod for meget mavesyre).

Graviditet og amning 

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge til råds, før du får dette lægemiddel.
Marcain-Adrenalin kan anvendes under graviditet og i ammeperioden. 

Trafik- og arbejdssikkerhed 

Du må ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner på operationsdagen, da Marcain-Adrenalin midlertidigt kan påvirke din motorik og reaktionsevne. 

Marcain-Adrenalin indeholder natrium 

Denne medicin indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. dosis, dvs. den er i det væsentlige natriumfri. 

Marcain-Adrenalin indeholder natriummetabisulfit 

Metabisulfit-delen kan i sjældne tilfælde medføre overfølsomhedsreaktioner og vejrtrækningsbesvær. 

3. Sådan bliver du behandlet med Marcain-Adrenalin

Lægen kan fortælle dig, hvilken dosis du får og hvor tit du skal have den. Er du i tvivl, så spørg lægen eller sundhedspersonalet. Det er kun lægen der kan ændre dosis.

Lægen beregner dosis til hver enkelt patient.
Din dosis afhænger af din sygdom og din helbredstilstand. Du vil få Marcain-Adrenalin af en anæstesilæge.

Brug til børn og unge 

Marcain-Adrenalin gives som en langsom indsprøjtning enten epiduralt (hjerne/ rygmarvshinde) eller andre steder i kroppen af en anæstesilæge, der har erfaring med anæstesi til børn. Dosis afhænger af alder og vægt, og vil blive bestemt af anæstesilægen. 

Hvis du har fået for meget Marcain-Adrenalin 

Det er yderst sjældent, at der opstår alvorlige bivirkninger i forbindelse med overdoseringer.
Lægen er uddannet til at håndtere sådanne situationer. 

 

De første tegn på overdosering med bupivacain i Marcain-Adrenalin vil være forvirrethed, følelsesløshed af læberne og omkring munden, følelsesløs tunge, syns- og høreforstyrrelser. Fortæl det straks til lægen, hvis du bemærker nogle af disse tegn.Taleforstyrrelser, muskelsammentrækninger eller muskelkramper er mere alvorlige tegn.

I tilfælde af alvorlig overdosering eller ved forkert givet indsprøjtning, kan der forekomme rysten, kramper eller bevidstløshed.

Tegn på overdosering med adrenalin vil være hjertekar-symptomer, såsom varmefølelse, svedeture, hjertebanken, migrænelignende hovedpine, blodtryksstigning, angina pectoris, hurtig hjertebanken og hjertestop. Fortæl det straks til lægen, hvis du bemærker nogle af disse tegn.

Risikoen for alvorlige bivirkninger aftager hurtigt, når Marcain-Adrenalin-behandlingen standses så hurtigt som muligt, når de tidlige overdoseringstegn opstår.

Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

 

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du mener, at du har fået mere Marcain-Adrenalin end lægen har foreskrevet og du føler dig utilpas. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger, som du eller dine pårørende øjeblikkeligt skal reagere på: 

Ikke almindelige (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede):  

  • Forgiftningssymptomer på centralnervesystemet såsom kramper, prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed omkring munden, følelsesløshed i tungen, nedsat hørelse, synsforstyrrelser, bevidsthedstab, rysten, uklarhed, susen for ørerne (tinitus), taleforstyrrelser i forbindelse med at udtale ord.

 

Sjældne bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): 

  • Hjertestop.
  • Uregelmæssig puls. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Smerter og føleforstyrrelser pga. nervebetændelse.
  • Nerveskader. Symptomer på nerveskade kan være: smerter, følelsesløshed, kløe og en snurrende, kriblende eller prikkende og stikkende fornemmelse i hænder og fødder.
  • Betændelse i rygmarvshinden (arachnoiditis). Symptomer på betændelse i rygmarvshinden kan være: døsighed, smerter i led, føleforstyrrelser, feber, hurtig vejrtrækning.
  • Lammelse eller svækkelse (parese).
  • Dobbeltsidig lammelse, oftest i den nedre kropshalvdel eller i begge ben (paraplegi).
  • Svækket vejrtrækning. Blåfarvning af læber og negle. Ring 112.
  • Pludseligt hududslæt og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk shock), kan være livsfarligt, ring 112.

 

Andre Bivirkninger 

Meget almindelige bivirkninger (det sker hos flere end 1 ud af 10): 

  • Svimmelhed, evt. besvimelse pga. lavt blodtryk.
  • Kvalme.

 

Almindelige bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede): 

  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden.
  • Svimmelhed.
  • Opkastning.
  • Besvær med at lade vandet.
  • For højt blodtryk. Tal med lægen. For højt blodtryk skal behandles. Meget forhøjet blodtryk er alvorligt.
  • Langsom puls. Kan blive alvorligt. Hvis du får meget langsom puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal du kontakte læge. Ring 112.

 

Sjældne bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): 

  • Dobbeltsyn.
  • Allergiske reaktioner.

 

Bivirkninger hos børn og unge: 

Bivirkninger hos børn svarer til de bivirkninger, man finder hos voksne. 

Indberetning af bivirkninger 

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 


Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk Lægemiddelstyrelsen 

5. Opbevaring

Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C. Må ikke fryses. Opbevares i den ydre karton for at beskytte mod lys.

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Marcain-Adrenalin injektionsvæske, opløsning indeholder: 

  • Aktive stoffer: Bupivacainhydrochlorid og adrenalintartrat
  • Øvrige indholdsstoffer: Natriumhydroxid og/eller saltsyre til justering af pHværdien (surhedsgraden), natriumchlorid, natriummetabisulfit og vand til injektionsvæsker.

Udseende og pakningsstørrelser 

Marcain-Adrenalin injektionsvæske er en opløsning.

Marcain-Adrenalin findes i 2 styrker; 2,5 mg/ml + 5 mikrogram/ml og 5 mg/ml + 5 mikrogram/ml. Marcain-Adrenalin injektionsvæske findes i hætteglas med 20 ml. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller 

AstraZeneca AB, Astraallén, 151 85 Södertälje, Sverige. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 01.2017 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...