Zymelin®

næsedråber, opløsning 1 mg/ml

Takeda Pharma A/S

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Zymelin® næsedråber, opløsning 1 mg/ml  

Xylometazolinhydrochlorid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da, den indeholder vigtige oplysninger.

Brug altid Zymelin nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet har givet dig. 

Du kan få Zymelin uden recept. For at opnå de bedste resultater skal du være omhyggelig med at følge anvisningerne for Zymelin. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg på apoteket hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
  • Seneste indlægsseddel kan ses på www.indlaegsseddel.dk

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Zymelin
  3. Sådan skal du bruge Zymelin
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere information

1. Virkning og anvendelse

Zymelin får blodårerne i næsens slimhinder til at trække sig sammen. Det giver mere luft gennem næsen. Virkningen kommer i løbet af 5 - 10 minutter og holder i 10 - 12 timer.  

Du kan bruge Zymelin ved forkølelse med tilstoppet næse eller ved bihulebetændelse.  

  

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse. Følg altid lægens anvisning. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Zymelin

Brug ikke Zymelin:

  • hvis du tidligere har haft en allergisk reaktion efter anvendelse af denne type medicin 

  • hvis du er overfølsom over for xylometazolin eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6

  • hvis du lider af grøn stær med snæver kammervinkel 

  • hvis du har fået fjernet hypofysen eller er blevet opereret i hjernen gennem næse eller mund 

Advarsler og forsigtighedsregler

Du må ikke bruge Zymelin til børn under 2 år, da de kan få alvorlige bivirkninger selv ved lave doser. 

Du må ikke bruge Zymelin 1 mg/ml til børn under 10 år uden lægens anvisning. 

  

Behandlingen bør ikke vare længere end 10 dage. Hyppig og langvarig brug kan medføre, at hævelsen af næseslimhinden eller følelsen af tæt næse vender tilbage eller forværres. 

  

Brug Zymelin med forsigtighed hvis du er følsom over for stoffer, der giver dig søvnforstyrrelser, svimmelhed, rysten, forstyrrelse i hjerterytmen eller forhøjet blodtryk. 

  

Hvis du lider af svært forhøjet blodtryk, alvorlige hjerte-karsygdomme, stofskiftesygdomme, diabetes, vandladningsproblemer på grund af forstørret prostata eller er i behandling med medicin mod depression (tricykliske eller tetracykliske antidepressiva eller MAO-hæmmere), bør du kun anvende Zymelin efter lægens anvisning. 

  

Brug af anden medicin sammen med Zymelin

Hvis du er i behandling med visse stoffer mod depression (tricykliske eller tetracykliske antidepressiva eller MAO-hæmmere), kan bivirkninger ved brug af Zymelin blive forstærket. Hvis du ønsker yderligere oplysninger herom så spørg lægen eller på apoteket. 

  

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Det gælder også medicin, som ikke er på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud. 

  

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger Zymelin. 

  

Ved graviditet eller hvis du ammer, bør du kun bruge Zymelin efter lægens anvisning. 

3. Sådan skal du bruge Zymelin

Brug altid nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sundhedspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet. 

  

Bryd flaskens forsegling ved at skrue låget helt til. Herved dannes et lille hul i flaskens spids. Skru låget af. Flasken er nu klar til brug. 

  

Den anbefalede dosis er:

Voksne og børn over 10 år: 2 dråber i hvert næsebor højst 3 gange daglig i højst 10 dage.  

  

Børn under 10 år må ikke bruge Zymelin 1 mg/ml uden lægens anvisning. 

  

Du må ikke bruge Zymelin 1 mg/ml til børn under 2 år. 

  

Der er forskel på, hvad den enkelte har brug for. Hvis lægen har anvist en dosering, skal du følge lægens anvisning. 

  

Hvis du har brugt for meget Zymelin

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket hvis du har brugt mere Zymelin, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

  

Symptomer på overdosering er markant fald i kropstemperatur, svedudbrud, døsighed, hovedpine, hurtig og uregelmæssig puls, forhøjet blodtryk. Hos børn under 2 år kan indtræffe koma. Disse tilstande kan også opstå ved at tage medicinen forkert, f.eks. ved at indtage dråberne gennem munden. 

  

Hvis du har glemt at bruge Zymelin

Tag næste dosis så snart du kommer i tanke om det. Tag ikke flere end 3 doser dagligt. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

  

Almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 100 behandlede): 

Svie i næse og svælg, tør og irriteret næseslimhinde, nysen, øget sekret fra næsen. 

  

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 1.000 behandlede):  

Tilstoppet næse især efter hyppig eller langvarig brug. 

  

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):  

Alvorlige allergiske reaktioner som hududslæt, åndedrætsbesvær, hurtig eller uregelmæssig puls, hævelse af ansigt og hals. 

I tilfælde af disse alvorlige bivirkninger skal du straks søge læge eller ringe 112. 

  

Der kan i sjældne tilfælde optræde andre, ikke alvorlige bivirkninger. Ønsker du information om disse bivirkninger, så spørg lægen eller på apoteket. 

  

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen, Axel Heides Gade 1, DK-2300 København S, Websted: www.meldenbivirkning.dk, E-mail: sst@sst.dk. 

  

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Zymelin utilgængeligt for børn. 

  

Brug ikke medicinen efter den udløbsdato, der står på pakningen. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Aflever altid medicinrester på apoteket. 

  

Zymelin næsedråber, opløsning 1 mg/ml indeholder:

  • Aktivt stof: xylometazolinhydrochlorid. 

  • Øvrige indholdsstoffer: benzalkoniumchlorid, dinatriumphosphatdihydrat (E 339), natriumchlorid, natriumdihydrogenphosphatdihydrat, natriumedetat og renset vand. 

Udseende og pakningsstørrelse

Zymelin næsedråber er en klar, farveløs opløsning.  

Zymelin findes i flasker à 10 ml. 

  

Hvis du får brug for Zymelin i andre lande, så spørg efter medicin der indeholder xylometazolinhydrochlorid. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Takeda Pharma A/S  

Dybendal Alle 10  

DK-2630 Taastrup 

 

Fremstiller

Takeda GmbH  

Robert-Bosch-Str. 8 

78224 Singen  

Tyskland 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret november 2016 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...