Xylocain®

kutanopløsning 5%

AstraZeneca

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Xylocain kutanopløsning 5%
Lidocain 

Læs denne indlægsseddel grundigt. Den indeholder vigtige informationer.

Du kan få Xylocain kutanopløsning uden recept. For at opnå de bedste resultater skal du være omhyggelig med at følge anvisningerne for Xylocain kutanopløsning: 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg på apoteket, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
  • Tal med lægen eller apoteket, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her.


Den nyeste indlægsseddel kan findes på www.indlæggssedel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Xylocain kutanopløsning
  3. Sådan skal du bruge Xylocain kutanopløsning
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

  • Til at lindre kløe og smerter på huden, f.eks. ved solskoldning, insektstik, mindre forbrændinger og rifter.
  • Du kan også bruge Xylocain kutanopløsning på beskadiget hud og slimhinder.


Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse. Følg altid lægens anvisning. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Xylocain kutanopløsning

Brug ikke Xylocain kutanopløsning hvis

  • Du er overfølsom overfor det virksomme stof lidocain eller ét eller flere af de øvrige indholdsstoffer i Xylocain kutanopløsning.
  • Du er overfølsom overfor lokalbedøvende medicin af samme type som Xylocain (f.eks. prilocain og cinchocain).

Vær ekstra forsigtig med at bruge Xylocain kutanopløsning

  • Hvis du bruger Xylocain kutanopløsning i munden eller svælget, bliver du følelsesløs. Du bør derfor ikke spise de første 2 timer efter brug af Xylocain i mund eller svælg, da du kan risikere at få maden galt i halsen. Når din tunge eller dine slimhinder i munden er følelsesløse, er der risiko for, at du bider dig selv.


Tal med din læge, før du bruger Xylocain kutanopløsning på åbne sår, på slimhinder, på alvorlige forbrændinger eller på hudområder med betændelse. Ved overdosering kan der opstå alvorlige bivirkninger.

Tal med din læge, inden du bruger Xylocain kutanopløsning, hvis: 

  • Du lider af forstyrrelser i hjerterytmen.
  • Du er i behandling med medicin mod forstyrrelser i hjerterytmen.
  • Du lider af hjertesvigt.
  • Du har dårlig lever.
  • Du har dårlige nyrer.
  • Du har epilepsi eller andre neurologiske sygdomme i nervesystemet.
  • Du vil bruge Xylocain kutanopløsning til børn over 12 år, som vejer under 25 kg.
  • Du lider af porfyri, som er en sjælden stofskiftesygdom.


Du skal undgå, at Xylocain kutanopløsning kommer i øjnene og i mellemøret (ved mellemørebetændelse).
 

Oplys altid ved blodprøvekontrol, at du er i behandling med Xylocain kutanopløsning. Det kan påvirke prøveresultaterne. 

Brug af anden medicin

Fortæl det altid til lægen eller apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept.
 

Behandling med Xylocain kutanopløsning kan påvirke eller blive påvirket af behandling med anden medicin: 

  • Tal med din læge, hvis du bruger Xylocain kutanopløsning over en længere periode samtidig med, at du får medicin, som indeholder et af følgende: Cimetidin (mod mavesår), propranolol, metoprolol og tertatolol (beta-blokkere).

Brug af Xylocain kutanopløsning sammen med mad og drikke

Du kan bruge Xylocain kutanopløsning sammen med mad og drikke. Har du brugt Xylocain kutanopløsning i munden, bør du dog ikke spise de første 2 timer efter bedøvelsen, da du kan risikere at få maden galt i halsen. 

Graviditet og amning

Spørg din læge eller apotek til råds, før du bruger nogen form for medicin.
 

Graviditet: Du kan bruge Xylocain kutanopløsning under graviditet. 

Amning: Du kan amme, selvom du bruger Xylocain kutanopløsning. 


Du skal ikke bruge Xylocain kutanopløsning på brystvorten, lige før du ammer. Har du brugt Xylocain kutanopløsning på brystvorten, er det vigtigt, at du renser omhyggeligt med vand omkring brystvorten, inden du ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Xylocain kutanopløsning påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Vigtig information om nogle af de øvrige indholdsstoffer i Xylocain kutanopløsning

Xylocain kutanopløsning indeholder propylenglycol, som kan give irritation af huden. 

Hvis du er i behandling med Antabus eller metronidazol, må du ikke bruge Xylocain kutanopløsning uden først at tale med lægen. 

3. Sådan skal du bruge Xylocain kutanopløsning

Følg altid lægens anvisninger, hvis lægen har ordineret Xylocain kutanopløsning til dig.
 

Voksne: 

Du bør bruge den mindst mulige mængde Xylocain kutanopløsning. Du skal smøre kutanopløsningen på i et tyndt lag, så den netop dækker det hudområde, du skal behandle, og som dæmper smerterne. 

Gentag behandlingen nogle gange i løbet af dagen efter behov.
 

Børn: 

Du bør ikke bruge Xylocain kutanopløsning til børn under 2 år uden lægens anvisning.
 

Til et barn der vejer: 

  • 15 kg, må du højst bruge 1,5 ml kutanopløsning pr. gang.
  • 20 kg, må du højst bruge 2 ml kutanopløsning pr. gang.
  • 30 kg, må du højst bruge 3 ml kutanopløsning pr. gang.

Du må højst gentage behandlingen 3 gange dagligt med mindst 8 timers mellemrum. 


Til børn under 10 kg bør du højst påføre Xylocain kutanopløsning på et hudområde svarende til størrelsen af en voksen håndflade (det er et hudområde på 10 cm gange 10 cm). 


Til børn mellem 10 og 20 kg bør du højst påføre Xylocain kutanopløsning på et hudområde svarende til størrelsen af 2 voksne håndflader (det er et hudområde på 10 cm gange 20 cm). 


Nedsat nyre- og leverfunktion: 

Tal med lægen, før du bruger Xylocain kutanopløsning. 

Brugsanvisning

Du skal smøre Xylocain kutanopløsning direkte på huden eller slimhinder. Du kan med fordel bruge et stykke steril gaze, hvis du smører kutanopløsningen på forbrændt eller beskadiget hud. 

Hvis du har brugt for meget Xylocain kutanopløsning

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere Xylocain kutanopløsning, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

Symptomer på overdosering er snurren og prikken i læberne, følelsesløshed i tungen, svimmelhed, forvirring, ringen for ørene (tinnitus), synsforstyrrelser, rysten, bevidstløshed, krampeanfald og påvirkning af vejrtrækningen. 

Hvis du har glemt at bruge Xylocain kutanopløsning

Du skal smøre Xylocain kutanopløsning på, når du kommer i tanke om det. 

Hvis du bruger Xylocain kutanopløsning til dit barn, skal du være opmærksom på, at Xylocain kutanopløsning skal bruges med mindst 8 timers mellemrum til børn. 

4. Bivirkninger

Xylocain kutanopløsning kan, som al anden medicin, give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.  

Alvorlige bivirkninger:

Sjældne bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede):  

Overfølsomhedsreaktion som pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær, hævelse af ansigt, læber og hals, besvimelse. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.

Hyppigheden ikke kendt:
Krampeanfald. Kontakt læge eller skadestue.  

Ikke alvorlige bivirkninger:

Ikke almindelige bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 1000 behandlede): 

Kontakteksem.  

Blåfarvning af læberne pga. nedsat iltning af blodet.  

Indberetning af bivirkninger til Sundhedsstyrelsen

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen på www.meldenbivirkning.dk, eller ved at kontakte Sundhedsstyrelsen via mail, med almindeligt brev eller telefonisk for at rekvirere et indberetningsskema. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.  

5. Opbevaring

  • Opbevar Xylocain kutanopløsning utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke Xylocain kutanopløsning efter den udløbsdato, der står på pakningen.

6. Yderligere oplysninger

Aflever altid medicinrester på apoteket. 

Xylocain kutanopløsning indeholder:

  • Virksomt stof: Lidocain.
  • Øvrige indholdsstoffer: Ethanol 96%, propylenglycol, hypromellose og renset vand.

Xylocain kutanopløsnings udseende

Xylocain kutanopløsning 5% er en klar, ufarvet opløsning, i en plastikflaske. 

Indehaveren af markedsføringstilladelsen og fremstiller

AstraZeneca A/S 

Arne Jacobsens Allé 13 

2300 København S 

Fremstiller:

Takeda Nycomed AS, Norge 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest godkendt december 2012 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...