Mianserinhydrochlorid "2care4"

filmovertrukne tabletter 10 mg og 30 mg

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Mianserinhydrochlorid 2care4 10 mg og 30 mg filmovertrukne tabletter 

Mianserinhydrochlorid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Mianserinhydrochlorid 2care4
  3. Sådan skal du tage Mianserinhydrochlorid 2care4
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Mianserinhydrochlorid 2care4 er et lægemiddel mod depression og tilhører en gruppe, der kaldes tetracykliske antidepressiva.
Antidepressiva øger aktiviteten i et bestemt område af hjernen, som har betydning for symptomerne ved depression.
 

Du får Mianserinhydrochlorid 2care4 til behandling af moderat til svær depression.
 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Mianserinhydrochlorid 2care4

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information.
Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Mianserinhydrochlorid 2care4:

  • hvis du er allergisk over for mianserin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Mianserinhydrochlorid 2care4 (angivet i afsnit 6).
  • hvis du har fået en monoaminooxidase-hæmmer (MAO-hæmmer), kaldet isocarboxazid, mod depression inden for de sidste 14 dage.
  • hvis du er i en manisk sindstilstand (sygelig opstemthed).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Mianserinhydrochlorid 2care4. 

 

Selvmordstanker og forværring af din depression eller angst 

Hvis du er deprimeret og/eller lider af angst, kan du sommetider have selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på dig selv. Disse tanker kan forstærkes, når du starter med at tage antidepressiv medicin, fordi medicinen er et stykke tid om at virke, ofte omkring 14 dage, men nogle gange længere tid.
 

Du kan have øget risiko for sådanne tanker: 

  • hvis du tidligere har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på dig selv.
  • hvis du er ung. Information fra kliniske studier har vist, at der var en øget risiko for selvmordsadfærd hos voksne under 25 år med psykiatriske lidelser, der blev behandlet med antidepressiv medicin.

Hvis du på noget tidspunkt får tanker om selvmord eller tanker om at gøre skade på dig selv, bør du straks kontakte din læge eller hospitalet. 

 

Det kan måske være en hjælp at tale med en ven eller pårørende om, at du er deprimeret eller angst, og bede dem om at læse denne indlægsseddel. Du kan eventuelt bede dem om at fortælle dig, hvis de synes, at din depression eller angst bliver værre, eller hvis de bliver bekymrede over ændringer i din opførsel.
 

Børn og unge under 18 år har større risiko for bivirkninger som selvmordsforsøg, selvmordstanker eller fjendtlighed f.eks. i form af truende eller voldelig adfærd samt vrede.
 

Betændelsessygdomme 

I sjældne tilfælde kan behandling med Mianserinhydrochlorid 2care4 påvirke de hvide blodceller. Derved bliver du mere modtagelig for infektioner. Det kan blive farligt, og du skal derfor straks kontakte din læge, hvis du får feber, ondt i halsen, betændelse i munden eller andre tegn på infektion.
 

Du skal straks kontakte lægen, hvis 

  • du bliver manisk (sygeligt opstemt).
  • du får gulsot eller kramper.

 

Tal med lægen, hvis 

  • du har skizofreni.
  • du er over 60 år.
  • du har epilepsi, der er svær at behandle.
  • du har diabetes (sukkersyge).
  • du har for højt blodtryk eller en sygdom (forkalkning) i hjerte eller blodkar.
  • din lever eller nyrer fungerer dårligt.

 

Oplys altid ved blod- og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Mianserinhydrochlorid 2care4. Det kan have betydning for prøveresultaterne. 

Brug af anden medicin sammen med Mianserinhydrochlorid 2care4

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.
 

Tal med din læge, hvis du tager 

  • anden medicin mod depression.
  • blodfortyndende medicin (warfarin).
  • hjertemedicin
    • medicin mod for højt blodtryk.
    • betablokkere, f.eks. atenolol, metoprolol.
    • medicin mod uregelmæssig hjerterytme (quinidin, sotalol).
  • medicin mod migræne (betablokkere).
  • MAO-hæmmere (isocarboxazid).

Brug af Mianserinhydrochlorid 2care4 sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Mianserinhydrochlorid 2care4 i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt.
Du skal tage Mianserinhydrochlorid 2care4 med et glas vand.
Du skal undgå at drikke alkohol under behandlingen, da Mianserinhydrochlorid 2care4 kan øge virkningen af alkohol. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
 

Graviditet 

Hvis du er gravid, må du kun tage Mianserinhydrochlorid 2care4 efter aftale med lægen.
 

Amning 

Mianserinhydrochlorid 2care4 går over i modermælken. Hvis du ammer, må du kun tage Mianserinhydrochlorid 2care4 efter aftale med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Mianserinhydrochlorid 2care4 kan især i begyndelsen af behandlingen og ved øgning af dosis give bivirkninger som døsighed, som kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

3. Sådan skal du tage Mianserinhydrochlorid 2care4

Tag altid Mianserinhydrochlorid 2care4 nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne 

Du skal normalt starte med 1 tablet på 30 mg eller 1 tablet på 30 mg plus 1 tablet på 10 mg (i alt 30-40 mg) dagligt.
Lægen justerer derefter dosis afhængigt af virkningen. Vedligeholdelsesdosis ligger normalt mellem 1 tablet på 30 mg og 1 tablet på 30 mg plus 1 tablet på 60 mg (i alt 30-90 mg) dagligt. Følg lægens anvisninger.
 

Filmovertrukne tabletter fås i flere styrker. Vær derfor opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan bruge dine filmovertrukne tabletter til alle de anførte doseringer.
 

Du skal tage Mianserinhydrochlorid 2care4 med et glas vand.
 

Når du ikke skal have Mianserinhydrochlorid 2care4 længere, skal du gradvist have mindre dosis for at undgå, at du igen bliver syg. Følg lægens anvisning.
 

Ældre 

Den normale startdosis er 1-2 tabletter på 10 mg eller 1 tablet på 30 mg dagligt.
Lægen justerer derefter dosis afhængigt af virkningen. Følg lægens anvisninger. 

 

Brug til børn og unge 

Mianserinhydrochlorid 2care4 bør ikke anvendes til behandling af børn og unge under 18 år.
 

Nedsat nyre- og leverfunktion 

Det kan være nødvendigt at nedsætte dosis. Du skal følge lægens anvisninger. 

Hvis du har taget for mange Mianserinhydrochlorid 2care4

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Mianserinhydrochlorid 2care4, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
 

Symptomer på overdosering kan være bevidsthedssvækkelse. I sjældne tilfælde kan der forekomme uregelmæssig puls, kramper, svimmelhed pga. lavt blodtryk og åndedrætsbesvær. 

Hvis du har glemt at tage Mianserinhydrochlorid 2care4

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet.
 

Hvis du har glemt en tablet, så tag den, så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste tablet, så spring den glemte tablet over. 

Hvis du holder op med at tage Mianserinhydrochlorid 2care4

Du må kun holde pause eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen.
Når du ikke skal have Mianserinhydrochlorid 2care4 længere, skal du gradvist have mindre dosis for at undgå, at du igen bliver syg. Følg lægens anvisning.
Kontakt straks lægen, hvis du igen føler dig syg, efter behandlingen med Mianserinhydrochlorid 2care4 er stoppet.
 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis du er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
 

Tilfælde af selvmordstanker og selvmordsadfærd er rapporteret under behandling med mianserinhydrochlorid eller kort efter behandlingsophør. 

Alvorlige bivirkninger

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Høj feber, muskelstivhed, stærk svedtendens (malignt neuroleptikasyndrom). Ring 112 (livsfarligt).
  • Kramper. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • Almen sløjhed, træthed og bleghed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber samt blødninger i huden pga. forandringer i blodet. Kontakt straks læge.
  • Gulsot, ofte med hudkløe. Kontakt læge.

 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter): 

  • Langsom puls efter den første dosis.

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter): 

  • Døsighed, især i starten af behandlingen.

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Vægtstigning.
  • Vand i kroppen.

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Led- og muskelsmerter.
  • Svimmelhed, evt. pga. lavt blodtryk.
  • Udslæt.

 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Udvikling af bryster hos mænd.
  • Opstemthed.
  • Uro i benene.

 

Mianserinhydrochlorid 2care4 kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til.
Det drejer sig om ændringer i leverprøver, som igen bliver normale, når behandlingen ophører. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Mianserinhydrochlorid 2care4 utilgængeligt for børn.
 

Tag ikke Mianserinhydrochlorid 2care4 efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP.
Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Mianserinhydrochlorid 2care4 10 og 30 mg indeholder:

  • Aktivt stof: Mianserinhydrochlorid.
  • Øvrige indholdsstoffer: Pregelatineret majsstivelse, kolloid vandfri silica, mikrokrystallinsk cellulose, calciumhydrogenphosphat, magnesiumstearat, talcum, titandioxid (E171), hypromellose, macrogol 400.

Udseende og pakningsstørrelser

Mianserinhydrochlorid 2care4 10 mg er hvide, runde, konvekse, filmovertrukne tabletter præget med "MI 10" på den ene side og "G" på den anden side.
Mianserinhydrochlorid 2care4 30 mg er hvide, runde, konvekse, filmovertrukne tabletter præget med "MI 30" på den ene side og "G" på den anden side.
 

Mianserinhydrochlorid 2care4 10 mg og 30 mg fås i pakningsstørrelser a 30 og 105 filmovertrukne tabletter i blister.
 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

2care4 

Tømrervej 9 

6710 Esbjerg V 

 

Mianserinhydrochlorid 2care4 svarer til Mianserin Mylan. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret marts 2017. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...