Gabapentin "2care4"

filmovertrukne tabletter 600 mg og 800 mg

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Gabapentin 2care4 600 mg filmovertrukne tabletter  

Gabapentin 2care4 800 mg filmovertrukne tabletter  

Gabapentin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Gabapentin 2care4
  3. Sådan skal du tage Gabapentin 2care4
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Gabapentin 2care4 tilhører den gruppe medicin, der bruges til behandling af epilepsi og langvarige smerter, som skyldes skader på nerverne (perifere neuropatiske smerter). 

 

Det aktive stof i Gabapentin 2care4 er gabapentin. 

 

Gabapentin 2care4 bruges til at behandle: 

  • Visse former for epilepsi (anfald, der i starten er begrænset til visse dele af hjernen, med eller uden spredning til andre dele af hjernen). Din læge vil give dig Gabapentin 2care4 til behandling af din epilepsi, hvis din nuværende behandling ikke kan kontrollere din tilstand. Du bør tage Gabapentin 2care4 sammen med din nuværende behandling, medmindre din læge har sagt noget andet.
    Gabapentin 2care4 kan også bruges alene til at behandle voksne og børn over 12 år.
  • Langvarige smerter, som skyldes beskadigede nerver (perifere neuropatiske smerter). Flere forskellige sygdomme kan være årsag til disse perifere neuropatiske smerter (opstår hovedsageligt i arme og/eller ben), f.eks. diabetes eller helvedesild. Smerterne kan beskrives som en varm, brændende, dunkende, jagende, skærende, skarp, krampagtig, smertende, snurrende, følelsesløs, prikkende og stikkende fornemmelse.

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du i kke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Gabapentin 2care4

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Gabapentin 2care4

  • hvis du er allergisk over for gabapentin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Gabapentin 2care4 (angivet i afsnit 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Gabapentin 2care4: 

  • hvis du har nyreproblemer kan lægen give dig en anden doseringsvejledning.
  • hvis du er i behandling med hæmodialyse (fjerner skadelige stoffer fra blodet pga. nyresvigt). Fortæl det til lægen, hvis du får muskelsmerter og/eller muskelsvaghed.
  • hvis du får vedvarende mavesmerter, kvalme og opkastning. Kontakt straks lægen, da dette kan være symptomer på akut betændelse i bygspytskirtlen.

Der er set tilfælde af misbrug og afhængighed af Gabapentin 2care4 efter markedsføring. Fortæl lægen, hvis du har eller har haft et medicin- eller stofmisbrug eller er afhængig. 

 

Gabapentin 2care4 bør anvendes med forsigtighed ved personer med blandede anfaldslidelser og ældre patienter over 65 år. 

 

En lille andel af de personer, der bliver behandlet med epilepsimedicin, som for eksempel Gabapentin 2care4, har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på sig selv. Hvis du på noget tidspunkt får sådanne tanker, bør du straks kontakte din læge. 

 

Behandling med gabapentin har været forbundet med svimmelhed og døsighed, som kunne øge risikoen for faldultykker. Der er reporteret tilfælde af forvirring, bevidsthedstab samt nedsat mental funktion efter markedsføringen af Gabapentin 2care4, derfor bør patienter udvise forsigtighed indtil de er bekendt med den potentielle effekt af medicinen. 

 

Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Gabapentin 2care4. Det kan påvirke prøveresultaterne. 

Vigtig information om mulig alvorlig allergisk reaktion

En lille andel personer der tager Gabapentin 2care4 får allergiske reaktioner eller muligvis alvorlige hudreaktioner, som kan udvikle sig til mere alvorlige problemer, hvis de ikke bliver behandlet. Du skal være opmærksom på følgende symptomer, mens du tager Gabapentin 2care4. 

Læs beskrivelsen af disse symptomer i afsnit 4 i indlægssedlen under ”Kontakt straks lægen hvis du får nogle af følgende symptomer, efter du har taget denne medicin, da disse kan være alvorlige”. 

 

Muskelsvaghed, muskelømhed eller muskelsmerter kan, især hvis du samtidig er utilpas eller får høj temperatur, skyldes en unormal nedbrydning af musklerne, som kan være livstruende og medføre nyreproblemer. Du kan også få misfarvning af urinen, og ændring i blodprøveresultaterne (især øget serum-kreatininfosfokinase). Kontakt skraks lægen, hvis du får nogle af disse tegn eller symptomer. 

Brug af anden medicin sammen med Gabapentin 2care4

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort for nylig. 

 

Medicin der indeholder opioider f.eks. morfin  

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvid du får medicin, der indeholder opioider (f.eks. morfin).
Opioider kan forstærke virkningen af Gabapentin 2care4. Derudover kan kombinationen af Gabapentin 2care4 sammen med opioder give symptomer som træthed og/eller nedsat vejrtrækning. 

 

Medicin mod for meget mavesyre  

Hvis du tager Gabapentin 2care4 og medicin mod for meget mavesyre, der indeholder aluminium og magnesium på samme tid, vil optagelsen af Gabapentin 2care4 fra maven nedsættes. Derfor bør medicin mod for meget mavesyre tages mindst 2 timer før Gabapentin 2care4. 

 

Gabapentin 2care4 

  • forventes ikke at påvirke virkningen af anden medicin mod epilepsi eller virkningen af prævention (p-piller).

Brug af Gabapentin 2care4 sammen med mad og drikke

Gabapentin 2care 4 kan tages sammen med mad eller uden mad. 

Gabapentin 2care4 skal indtages med 1 glas vand. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Du må ikke tage Gabapentin 2care4 under graviditeten, medmindre lægen har givet dig en anden besked. Hvis du er i den fødedygtige alder, skal du bruge sikker prævention. 


Der er ikke udført forsøg vedrørende brugen af Gabapentin 2care4 under graviditeten. Anden medicin mod epilepsi har vist en øget risiko for skader på fosteret, især hvis der tages mere end en type medicin på samme tid. Derfor skal du, hvis det er muligt kun tage et middel mod kramper under graviditeten, og kun efter aftale med lægen. 


Kontakt straks lægen, hvis du bliver gravid, hvis du har en formodning om, at du er gravid, eller ønsker at blive gravid, mens du tager Gabapentin 2care4.
Du må ikke pludseligt stoppe med at tage denne medicin. Ved for hurtigt ophør af behandlingen kan der opstå et gennembrudsanfald, der kan være farligt for både mor og barn. 

 

Amning  

Gabapentin, der er det aktive stof i Gabapentin 2care4, går over i modermælken. Virkningen på det ammede barn kendes ikke. Du bør ikke amme, hvis du tager Gabapentin 2care4. 


Frugtbarhed  

Dyreforsøg har ikke vist nogen effekt på frugtbarhed. 

 

Trafik- og arbejdssikkerhed  

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant.
Det betyder, at Gabapentin 2care4 kan give bivirkninger, der kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. Gabapentin 2care4 kan give bivirkninger i form af svimmelhed, døsighed og træthed. Du må ikke køre bil, betjene farlige maskiner eller foretage andre muligt farlige aktiviteter, før du ved, hvordan denne medicin påvirker din evne til at udføre disse aktiviteter. 

3. Sådan skal du tage Gabapentin 2care4

Tag altid Gabapentin 2care4 nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.

Din læge vil fastsætte, hvilken dosis, der passer til dig. 

Epilepsi

Den sædvanlige dosis er:  

Voksne og unge på 12 år og derover:  

Tag det antal tabletter, som lægen har ordineret.
Din dosis vil gradvist bliver øget.
Startdosis er normalt 300-900 mg dagligt. Derefter vil dosis øges op til højst 3600 mg dagligt, hvilket din læge vil vejlede dig om. Dosis skal fordeles på 3 doser dagligt: 1 dosis om morgenen, 1 dosis om eftermiddagen og 1 dosis om aftenen. 

 

Børn på 6 år og derover:  

Lægen vil fastsætte dit barns dosis på baggrund af barnets vægt. Behandlingen vil starte med en lav startdosis, som gradvist vil blive øget over en periode på cirka 3 dage. Den normale dosis til kontrol af epilepsi er 25-35 mg per kg dagligt. Denne dosis skal fordeles på 3 doser dagligt: 1 dosis om morgenen, 1 dosis om eftermiddagen og 1 dosis om aftenen. 

 

Brug til børn under 6 år  

Gabapentin 2care4 bør ikke anvendes til børn under 6 år. 

Perifere neuropatiske smerter

Den sædvanlige dosis er:  

Voksne  

Startdosis er normalt 300-900 mg dagligt. Derefter vil dosis øges op til højst 3600 mg dagligt, hvilket din læge vil vejlede dig om. Dosis skal fordeles på 3 doser dagligt: 1 dosis om morgenen, 1 dosis om eftermiddagen og 1 dosis om aftenen. 

 

Brug til børn og unge  

Gabapentin 2care4 må normalt ikke anvendes mod perifære neuropatiske smerter hos børn og unge under 18 år. 

Hvis du har nyreproblemer eller er i hæmodialyse

Din læge kan have givet dig en anden doseringsvejledning og/eller dosis, hvis du har nyreproblemer eller er i hæmodialyse. 

 

Hvis du er ældre (over 65), skal du tage den normale dosis af Gabapentin 2care4, medmindre du har nyreproblemer. Din læge kan give dig en anden doseringsvejledning og/eller dosis, hvis du har nyreproblemer. 

Hvis du har indtryk af, at virkningen af Gabapentin 2care4 er for stærk eller for svag, skal du tale med lægen eller apoteket så hurtigt som muligt. 

Brugsanvisning

Oral anvendelse. Gabapentin 2care4 kan indtages med eller uden føde, og skal synkes hele med tilstrækkeligt med væske (f.eks. 1 glas vand).
Du skal fortsætte med at tage Gabapentin 2care4, indtil din læge beder dig om at stoppe. 

Hvis du har taget for meget Gabapentin 2care4

Højere doser, end de der er anbefalet, kan give flere bivirkninger, bl.a. bevidstløshed, svimmelhed, dobbeltsyn, sløret tale, søvnighed og diarré. Kontakt straks lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Gabapentin 2care4, end der står i denne information, eller mere end lægen har forskrevet. Tag de tabletter, som er tilbage, samt emballagen med, så hosiptalet let kan se, hvilken medicin du har taget. 

Hvis du har glemt at tage Gabapentin 2care4

Hvis du glemmer at tage en dosis, skal du tage den straks, du kommer i tanke om det, hvis ikke det er tid til næste dosis. Du må ikke tage en dobbeltdosis, som erstatning for den glemte. 

Hvis du holder op med at tage Gabapentin 2care4

Du må ikke stopppe med at tage Gabapentin 2care4, medmindre din læge har bedt dig om det. Hvis behandlingen skal stoppes, skal det ske gradvist over mindst 1 uge. Hvis du pludseligt stopper med at tage Gabapentin 2care4, eller hvis du stopper før lægen har anvist, er der en øget risiko for anfald. 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Kontakt straks lægen, hvis du får nogle af følgende symptomer, efter du har taget denne medicin, da disse kan være alvorlige:

  • Alvorlige hudreaktioner som kræver øjeblikkelig lægehjælp, f.eks. hævelse af læber og ansigt, hududslæt og rødmen og/eller hårtab (dette kan være symptomer på en alvorlig overfølsomhedsreaktion).
  • Vedvarende mavesmerter, kvalme og opkastning, da dette kan være symptomer på akut betændelse i bugspytkirtlen.
  • Gabapentin 2care4 kan give alvorlige eller livstruende allergiske reaktioner, som kan påvirke din hud eller andre dele af kroppen, f.eks. lever eller blodceller. Du kan måske få udslæt, hvis du får denne type reaktion. Du skal muligvis på hospitalet eller stoppe behandlingen med Gabapentin 2care4. Kontakt straks lægen, hvis du får en af følgende symptomer:
    • Hududslæt.
    • Nældefeber.
    • Feber.
    • Hævede kirtler som ikke forsvinder.
    • Hævelse af læber og tunge.
    • Gulfarvning af huden eller det hvide i dine øjne.
    • Usædvanlig blå mærker eller blødning.
    • Stærk træthed eller svaghed.
    • Uventet muskelsmerte.
    • Hyppige infektioner.

Disse symptomer kan være det første tegn på en allergisk reaktion. Lægen bør undersøge dig, og bestemme om du stadig skal behandles med Gabapentin 2care4. 

 

  • Hvis du er i behandling med hæmodialyse, skal du straks fortælle det til lægen, hvis du får muskelsmerter og/eller muskelsvaghed.

Andre bivirkninger er:

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter) 

  • Virusinfektion
  • Søvnighed, svimmelhed, usikre bevægelser
  • Træthed, feber.

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter) 

  • Lungebetændelse, luftvejsinfektion, urinvejsinfektion, mellemørebetændelse eller andre infektioner
  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegmer)
  • Appetitløshed, øget appetit
  • Truende adfærd, forvirring, humørsvingninger, depression, angst, nervøsitet, vanskelighed ved at tænke
  • Kramper, ufrivillige bevægelser, taleproblemer, hukommelsestab, rysten, søvnløshed, hovedpine, følsom hud, nedsat følelse ved berøring (følelsesløshed), koordinationsforstyrrelser, rykvise, ufrivillige øjenbetændelser, forstærkede, nedsatte eller fraværende reflekser
  • Nedsat syn, dobbeltsyn
  • Fornemmelse af at det drejer rundt
  • For højt blodtryk, rødmen eller varmefornemmelse
  • Åndenød/åndedrætsbesvær, bronkitis, ondt i halsen, hoste, snue
  • Opkastning, kvalme, tandproblemer, tandkødsbetændelse, diarre, mavesmerter, fordøjelsesbesvær, forstoppelse, tørhed i mund eller hals, luftafgang fra tarmen
  • Hævelse af ansigt, blå mærker, udslæt, kløe, bumser
  • Ledsmerter, muskelsmerter, rygsmerter, muskeltrækninger
  • Rejsningsproblemer (impotens)
  • Hævede ben og arme, gangbesvær, svaghed, smerter, utilpashed, influenzalignende symptomer
  • Nedsat antal hvide blodlegmer (ses ved laboratorieprøver), vægtøgning
  • Hændelige uheld, knoglebrud, hudafskrabning.

 

Derudover er der set truende adfærd og rykvise bevægelser i kliniske forsøg hos børn. 

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter) 

  • Allergiske reaktioner, f.eks. nældefeber
  • Langsomme bevægelser
  • Hjertebanken
  • Hævelse af ansigt, krop, arme og ben
  • Unormale blodprøveresultater, der kan være tegn på leverproblemer
  • Fald
  • Mental svækkelse
  • Fald
  • Stigning i blodsukker (er oftest observeret hos patienter med diabetes).

 

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1000 patienter) 

  • Bevidsthedstab
  • Fald i blodsukker (er oftes observeret hos patienter med diabetes).

 

Bivirkninger, der er set efter markedsføring 

  • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga.
    forandringer i blodet (for få blodplader)
  • Hallucinationer
  • Problemer med unormale bevægelser, f.eks. vridende, rykvise bevægelser og stivhed.
  • Susen for ørene (tinnitus)
  • En gruppe af bivirkninger hvor symptomerne som hævede lymfekirtler (isolerede små hævede knuder under huden), feber, udslæt og betændelse i leveren optræder samtidig
  • Gulfarvning af huden og øjnene (gulsot), leverbetændelse
  • Akut nyresvigt, inkontinens
  • Forstørrelse af brystvæv, udvikling af bryster hos mænd
  • Bivirkninger, der skyldes pludseligt ophør af behandlingen med gabapentin (angst, søvnforstyrrelser, kvalme, smerter, svedtendens), brystsmerter
  • Nedbrydning af muskelfibre (rabdomyolyse)
  • Ændringer i blodprøveresultater (øget serum-kreatininfosfokinase)
  • Problemer med seksual funktionen herunder manglende evne til at opnå orgasme, forsinket sædafgang
  • Svingende blodsukkerniveau hos diabetikere
  • Nedsat natriumindhold i blodet.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via  

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S  

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Gabapentin 2care4 utilgængeligt for børn. 


Må ikke opbevares over 25 °C. 


Brug ikke Gabapentin 2care4 efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Gabapentin 2care4 indeholder:

  • Aktivt stof: gabapentin.
    Hver tablet indeholder henholdsvis 600 mg og 800 mg gabapentin.
  • Øvrige indholdsstoffer: poloxamer 407 (ethylenoxid og propylenoxid); copovidon; majsstivelse; magnesiumstearat.
    Filmovertræk: Opadry White YS-1-18111 (hydroxypropylcellulose, talcum).
    Poleringsmiddel: Candelilla voks.

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende 

Gabapentin 2care4 600 mg filmovertrukne tabletter er hvide, ellipseformede filmovertrukne tabletter med delekærv på begge sider. De er præget "NT" og "16" på den ene side. 

Gabapentin 2care4 800 mg filmovertrukne tabletter er hvide, ellipseformede filmovertrukne tabletter med delekærv på begge sider. De er præget "NT" og "26" på den ene side. 

 

Pakningsstørrelser  

Gabapentin 2care4 600 mg og 800 mg fås i pakningsstørrelser á 100 filmovertrukne tabletter. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

2care4, Tømrervej 9, 6710 Esbjerg V 

 

Gabapentin 2care4 filmovertrukne tabletter svarer til Neurontin filmovertrukne tabletter. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret maj 2017.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...