Androcur Depot

injektionsvæske, opl. 100 mg/ml

Bayer

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

ANDROCUR® DEPOT 100 mg/ml, injektionsvæske, opløsning 

CyproteronacetaT  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge medicinen.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller på apoteket, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Androcur Depot til dig personligt. Lad derfor være med at give det til andre. Det kan være skadeligt for andre, selv om de har de samme symptomer, som du har.
  • Tal med lægen eller apoteket, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her.

 

Den senest opdaterede indlægsseddel findes på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Androcur Depot
  3. Sådan skal du tage Androcur Depot
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Androcur Depot indeholder anti-hormonet cyproteronacetat. Det hæmmer virkningen af mandlige kønshormoner og nedsætter seksuel lyst og potens.
 

Du kan bruge Androcur Depot mod: 

  • Overdreven seksualtrang hos mænd.
  • Prostatakræft.

Lægen kan have givet dig Androcur for noget andet. Følg altid lægens anvisning. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Androcur Depot

Tag ikke Androcur Depot, hvis du:

  • har leversygdomme.
  • har en godartet, sjælden arvelig sygdom med gulsot og galdestenssmerter (Dubin Johnson syndrom eller Rotor’s syndrom).
  • har eller har haft leverkræft.
  • har eller har haft en fortykkelse af hjernehinden (meningiom)
  • har en anden sygdom, der medfører stærk afmagring.
  • har alvorlige kroniske depressioner.
  • har eller har haft blodpropper.
  • har alvorlig diabetes med karskader.
  • har en arvelig form for blodmangel (seglcelleanæmi).
  • er overfølsom over for det cyproteronacetat eller over for et eller flere af de øvrige indholdsstoffer i Androcur Depot.
  • har eller tidligere har haft en lokal fortykkelse af hjernehinden (meningeom).

Vær ekstra forsigtig med at tage Androcur

Under behandling med Androcur Depot, vil din læge regelmæssigt kontrollere om din lever og eventuelt din binyrebark virker normalt. Lægen vil desuden kontrollere dit blod. 

 

Har du prostatakræft, skal du fortælle din læge, hvis du: 

  • har haft en blodprop.
  • har en arvelig form for blodmangel (seglcelleanæmi).
  • har alvorlig diabetes med karskader.

 

I sådanne tilfælde skal din læge nøje vurdere fordele i forhold til ulemper, før Androcur Depot kan ordineres til dig. 

 

Kontakt straks læge, hvis du har kløe over hele kroppen eller gulfarvning af huden, da det kan være tegn på påvirkning af leverens funktion. (Kan være livsfarligt, og er set hos patienter, som har fået høje doser af Androcur). 

 

Kontakt straks læge, hvis du får stærke mavesmerter, da det kan være tegn på en leversvulst. 

 

Fortæl lægen, hvis du: 

  • har eller har haft blodprop i benene, hjernen, hjertet eller lungerne.
  • har diabetes.
  • får åndedrætsbesvær.

 

Hvis du tager Androcur Depot i forbindelse med overdreven seksualtrang, kan virkningen af Androcur
Depot blive nedsat, hvis du samtidig indtager alkohol.  

Brug af anden medicin

Tal med lægen, hvis du: 

  • tager medicin mod HIV (ritonavir).
  • tager medicin mod epilepsi (phenytoin).
  • tager medicin mod tuberkulose (rifampicin).
  • tager midler mod svamp (ketoconazol, itraconazol, clotrimazol).
  • tager naturmedicin, der indeholder prikbladet perikum (Hypericum perforatum). Virkningen af prikbladet perikum kan vare i 1-2 uger.
  • tager medicin mod for meget fedt i blodet (atorvastatin, lovastatin, simvastatin).

 

Fortæl altid lægen eller på apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud. 

Brug af Androcur Depot sammen med mad og drikke

Hvis du bruger Androcur Depot i forbindelse med overdreven seksualtrang, kan virkningen af Androcur Depot blive nedsat, hvis du samtidig indtager alkohol. 

Graviditet og amning

Androcur Depot er kun til behandling af mænd. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Androcur Depot kan give bivirkninger (f.eks. træthed og nedsat vitalitet) der i større eller mindre grad kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

3. Sådan skal du tage Androcur Depot

Tag altid Androcur Depot nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. Ændring eller stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen. 

 

Androcur Depot skal sprøjtes meget langsomt ind i en muskel. 

Den sædvanlige dosis er:

Overdreven seksualtrang hos mænd 

Normalt sprøjtes 1 ampul (300 mg) dybt ind i musklen hver 10 -14. dag. Hvis denne dosis ikke er tilstrækkelig, kan dosis øges til 2 ampuller (600 mg) hver 10. -14. dag. Det er bedst at give indsprøjtningerne skiftevis i højre og venstre sædemuskel.
Så snart virkningen er tilfredsstillende, kan dosis nedsættes ved gradvist at øge tiden mellem indsprøjtningerne. 

 

For at få det bedste resultat af behandlingen, er det nødvendigt at få Androcur Depot over længere tid, helst samtidig med psykologbehandling. 

 

Prostatakræft 

1 ampul sprøjtes dybt ind i musklen hver uge. Behandlingen bør ikke afbrydes og dosis bør ikke nedsættes efter, at du har fået det bedre. 

 

Børn og unge 

Androcur Depot må ikke anvendes til drenge og unge mænd under 18 år på grund af manglende oplysninger om sikkerhed og virkning. 

 

Androcur Depot må ikke gives før afslutning på puberteten, da det ikke kan udelukkes, at der kan være en ugunstig indvirkning på længdevæksten og den endnu ikke fuldt udviklede kirtelfunktion. 

 

Ældre 

Det er ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Nedsat leverfunktion 

Androcur Depot må ikke anvendes til patienter med en leversygdom (dvs. så længe leverfunktionen ikke er blevet normal igen). 

 

Nedsat nyrefunktion 

Det er normalt ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

Har du taget for meget Androcur Depot?

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Androcur Depot, end der står her, eller mere end lægen har foreskrevet, og du af den grund føler dig utilpas. Tag pakningen med. 

Hvis du har glemt at tage Androcur Depot?

Tag aldrig dobbelt dosis, hvis du har glemt at tage en dosis Androcur Depot. Fortsæt blot med den sædvanlige dosis. 

Hvis du holder op med at tage Androcur Depot

Ændring eller stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen. 

4. Bivirkninger

Androcur Depot kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 behandlede) 

Ikke alvorlige bivirkninger: 

  • Ændret sexlyst, rejsningsbesvær.
  • Hæmning af dannelse af nye sædceller (bliver normalt igen efter behandlingen).

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede) 

Alvorlige bivirkninger: 

  • Leversvigt med gulsot. Kontakt læge eller skadestue (kan være livsfarligt).

 

Ikke alvorlige bivirkninger: 

  • Kortåndethed.
  • Forbigående rastløshed.
  • Hedeture, øget svedafsondring.
  • Brystudvikling hos mænd (gynækomasti).
  • Træthed.
  • Vægtøgning, vægttab.
  • Depression. Tal med lægen. Det kan hos nogle udvikle sig til en alvorlig bivirkning.

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1000 behandlede) 

Ikke alvorlige bivirkninger: 

  • Udslæt.

 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede) 

Ikke alvorlige bivirkninger: 

  • Overfølsomhedsreaktion.
  • Kortvarig vejrtrækningsbesvær, hosteanfald, hostetrang kan forekomme lige efter indsprøjtning af Androcur Depot.

 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede) 

Alvorlige bivirkninger: 

  • Godartede og ondartede levertumorer.

 

Hyppigheden er ikke kendt 

Alvorlige bivirkninger: 

  • Blodprop i hjernen, lungerne eller hjertet. Der kan vise sig ved lammelser, føleforstyrrelser, talebesvær, åndenød, smerter i brystet, hurtig puls, smerter eller hævelse i et ben. Ring 112.
  • Indre blødning i maveområdet.
  • Risiko for udvikling af knogleskørhed. Tal med lægen.
  • Fortykkelse af hjernehinden (meningiomer) ved lang tids brug.
  • Blodprop i lungen pga. olieopløsningen
  • Ørhed og besvimelse (vasovagale reaktioner)

 

Ikke alvorlige bivirkninger: 

  • Bleghed pga. blodmangel. Det kan hos nogle udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Tal med lægen.

Indberetning af bivirkninger til Sundhedsstyrelsen

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.
 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.medlenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Androcur Depot utilgængeligt for børn.
 

Tag ikke Androcur Depot efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen (EXP) er den sidste dag i den nævnte måned.
 

Aflever altid medicinrester på apoteket. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Yderligere oplysninger

Androcur Depot indeholder:

  • Aktivt indholdsstof: cyproteronacetat.
  • Øvrige indholsstoffer: ricinusolie og benzylbenzoat.

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende 

Androcur Depot er en klar opløsning, fri for partikler. 

 

Pakningsstørrelse 

En Androcur Depot pakning indeholder 3 ampuller. Hver 3 ml ampul indeholder 300 mg cyproteronacetat. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller:

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller:

Bayer AB 

Box 606 

SE-169 26 Solna 

Repræsentant for Danmark:

Bayer AG
13353 Berlin 

Tyskland 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret maj 2017. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...