Loratadin "Teva"

tabletter 10 mg

Teva

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Loratadin Teva 10 mg tabletter 

loratadin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet har dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre inden 7 dage.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Loratadin Teva
  3. Sådan skal du tage Loratadin Teva
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Loratadin er et ikke-sløvende antihistamin til behandling af visse allergiske lidelser. Medicinen virker ved at blokere virkningen af histamin, som bidrager til udvikling af den allergiske reaktion.
 

Loratadin Teva anvendes til behandling af symptomer på følgende allergiske lidelser: 

Voksne og børn over 2 år:

Allergisk betændelse i næseslimhinden - for eksempel allergi over for husstøvmider eller husdyr (nysen, kløe, løbende eller tilstoppet næse), allergisk øjenbetændelse (kløende, røde øjne, der løber i vand) og nældefeber (hævelser, rødme og kløe i huden).
 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning eller oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Loratadin Teva

Tag ikke Loratadin Teva:

  • hvis du er allergisk over for loratadin eller et af de øvrige indholdsstoffer i tabletterne.

Advarsler og forsigtighedsregler

  • Tal med lægen eller apotekspersonalet, før du tager Loratadin Teva, hvis du lider af alvorlige leverproblemer.

Børn

Børn under 2 år, eller som vejer under 30 kg, må normalt ikke få Loratadin Teva. 

Brug af anden medicin sammen med Loratadin Teva

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.
 

Hvis du skal have lavet en hudtest, skal du stoppe med at tage tabletterne mindst 48 timer, før du får hudtesten. 

Brug af Loratadin Teva sammen med alkohol

Du behøver ikke at afholde dig fra alkohol, mens du tager denne medicin. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
 

Du må ikke tage tabletterne, hvis du er gravid, tror at du er gravid, eller hvis du ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Loratadin Teva kan virke sløvende eller medføre svimmelhed. Lad være med at køre bil og betjene maskiner, hvis du er påvirket. 

Loratadin Teva indeholder lactose

Loratadin Teva indeholder lactose. Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Loratadin Teva

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 

 

Børn under 2 år, eller som vejer under 30 kg, må normalt ikke få Loratadin Teva. 

 

Den sædvanlige dosis til voksne og børn over 12 år: 

1 tablet (10 mg) dagligt. 

 

Den sædvanlige dosis til børn på 2-12 år, og som vejer over 30 kg: 

1 tablet (10 mg) dagligt. 

 

Hvis du lider af alvorlige leverproblemer, skal du måske have en lavere dosis. Tal med din læge eller apotekspersonalet,  

før du tager medicinen. 

 

Du må ikke tage mere end den angivne dosis. 

Hvis du har taget for mange Loratadin Teva 10 mg tabletter

Kontakt straks lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere tabletter, end der står her, og du føler dig utilpas. Du vil måske blive søvnig eller få hjertebanken eller hovedpine. 

Hvis du har glemt at tage Loratadin Teva

Hvis du glemmer at tage en dosis, skal du tage den, så snart du kommer i tanke om det. Dernæst skal du fortsætte, som du plejer. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.. 

 

Spørg lægen eller på apoteket, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Loratadin Teva kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
 

Hold straks op med at tage medicinen, og kontakt omgående lægen eller tag på nærmeste skadestue, hvis du får et eller flere af følgende symptomer: allergiske reaktioner såsom hævelse af læber, tunge eller ansigt eller besvær med at trække vejret og allergiske reaktioner (flade, sviende, kløende mærker på huden med hævelser), hævelse af hud og slimhinder. Der er tale om meget alvorlige bivirkninger, og hvis du får dem, kan du have fået en alvorlig allergisk reaktion. Du kan få brug for akut lægehjælp eller indlæggelse.
 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede): 

hovedpine, nervøsitet, træthed, søvnproblemer og øget appetit.
 

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): 

svimmelhed, kramper, uregelmæssig eller hurtig puls, kvalme, mundtørhed, betændelse i maveslimhinden (mavekatar, der kan give mavepine, kvalme, opkastning, diarré), forandringer i leverfunktionen, hårtab og træthed. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen på www.meldenbivirkning.dk eller ved at kontakte Sundhedsstyrelsen via mail på sst@sst.dk eller med almindeligt brev til Sundhedsstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevares utilgængeligt for børn.
 

Tag ikke Loratadin Teva efter den udløbsdato, som er nævnt på den ydre karton og blisterpakningen.
Udløbsdatoen (Exp) er den sidste dag i den nævnte måned.
 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige opbevaringsbetingelser.
 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet eller, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Loratadin Teva 10 mg tabletter indeholder:

Aktivt stof: loratadin. En tablet indeholder 10 mg loratadin.
 

Øvrige indholdsstoffer: 

lactosemonohydrat, mikrokrystallinsk cellulose, majsstivelse og magnesiumstearat. 

Loratadin Tevas udseende og pakningsstørrelser

Loratadin Teva er hvide, runde, bikonvekse tabletter med en buet delekærv på den ene side. Tabletten kan deles i lige store halvdele.
 

Medicinen fås i blisterpakninger, der indeholder 2, 7, 10, 14, 20, 20x1, 21, 28, 30, 50, 100 eller 100x1 tabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Teva B.V.
Swensweg 5 

2031 GA Haarlem 

Holland 

Repræsentant:

Teva Denmark A/S 

Vandtårnsvej 83A 

2860 Søborg 

Tlf.: 44 98 55 11 

E-mail: info@tevapharm.dk 

Fremstiller:

Merckle GmbH, Ludwig-Merckle-Str. 3, D-89143 Blaubeuren, Tyskland 

Dette lægemiddel er godkendt i EEA’s medlemslande under følgende navne:

 

Denmark 

Loratadin Teva 

Finland 

Loratadin-ratiopharm 10 mg tabletti 

Norge 

Loratadin ratiopharm 

Portugal 

Loratadina ratiopharm 10 mg, comprimidos 

Spanien 

Loratadina ratiopharm 10 mg comprimidos EFG 

Storbritainen 

HayTek Allergy 10 mg Tablets 

Sverige 

Loratadin ratiopharm, 10 mg, tablett 

Østrig 

Loratadin ratiopharm 10 mg-Tabletten 

 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret 06/2017. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...