Bisoprolol "Orion"

tabletter 2,5 mg og 5 mg

Orion

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Bisoprolol Orion 2,5 mg tabletter 

Bisoprolol Orion 5 mg tabletter 

Bisoprolol Orion 10 mg tabletter  

bisoprololfumarat 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller hvis du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Den senest reviderede indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Bisoprolol Orion
  3. Sådan skal du tage Bisoprolol Orion
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Bisoprolol Orion indeholder det aktive stof bisoprololfumarat, som tilhører en gruppe medicin, som kaldes betablokkere. Betablokkere beskytter hjertet imod for meget aktivitet. Bisoprolol Orion virker ved at påvirke kroppens reaktion på nogle nerveimpulser, især i hjertet. Derved sænker bisoprolol pulsen og bedrer hjertets evne til at pumpe blod rundt i kroppen. Hjertesvigt forekommer, når hjertemusklen er svækket og ikke er i stand til at pumpe blod nok rundt til at dække kroppens behov. Bisoprolol Orion bruges:  

  • til behandling af stabil kronisk hjertesvigt. Det bruges i kombination med anden medicin mod denne tilstand (såsom ACE-hæmmere, vanddrivende medicin og hjerteglykosider).
  • til behandling af sygdom i hjertets blodkar og brystsmerter (angina pectoris), som skyldes iltmangel i hjertemusklen.
  • til behandling af forhøjet blodtryk (hypertension).

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Bisoprolol Orion

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten 

Tag ikke Bisoprolol Orion:

  • hvis du er allergisk over for bisoprololfumarat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Bisoprolol Orion (angivet i punkt 6).
  • hvis du lider af alvorlig astma eller alvorlig kronisk lungesygdom
  • hvis du har alvorlige kredsløbsproblemer i dine arme og ben (såsom Raynauds syndrom), som kan medføre prikken og stikken i fingre og tæer, eller at de bliver blege eller blå
  • hvis du har ubehandlet fæokromocytom, som er en svulst i binyren
  • hvis du har metabolisk acidose, som er en tilstand med for meget syre i blodet.

    Tag ikke Bisoprolol Orion, hvis du har et af de følgende hjerteproblemer:
    • akut hjertesvigt
    • forværring af hjertesvigt, der kræver indsprøjtning af medicin i en blodåre, som øger hjertets evne til at trække sig sammen
    • langsom puls
    • lavt blodtryk
    • visse lidelser i hjertet, der medfører en meget langsom puls eller uregelmæssige hjerteslag
    • kardiogent shock, som er en akut og alvorlig hjertelidelse, der medfører lavt blodtryk og kredsløbssvigt.

 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Bisoprolol Orion: 

  • hvis du har sukkersyge
  • hvis du er på streng faste
  • hvis du lider af visse hjertesygdomme såsom forstyrrelser i hjerterytmen eller alvorlig brystsmerte i hvile (Prinzmetals angina)
  • hvis du har nyre- eller leverproblemer
  • hvis du har mindre alvorlige kredsløbsproblemer i arme og ben
  • hvis du lider af mindre alvorlig astma eller kronisk lungesygdom
  • hvis du har eller har haft skællende hududslæt (psoriasis)
  • hvis du har svulst i binyren (fæokromocytom)
  • hvis du har forstyrrelser i skjoldbruskkirtlen.

 

Fortæl det ligeledes til lægen, hvis du skal have 

  • desensibiliseringsbehandling (for eksempel til forebyggelse af høfeber). Bisoprolol kan gøre det mere sandsynligt, at du får en allergisk reaktion eller kan medføre, at en sådan reaktion bliver mere alvorlig.
  • bedøvelse (f.eks. ved operation), da denne medicin kan påvirke kroppens reaktion på en sådan situation.

Brug af anden medicin sammen med Bisoprolol Orion

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept. 

 

Tag ikke følgende medicin sammen med Bisoprolol Orion, med mindre din læge specielt har rådet dig til det: 

  • visse typer medicin til behandling af unormale hjerteslag (klasse-I-antiarytmika såsom quinidin, disopyramid, lidocain, phenytoin, flecainid, propafenon)
  • visse typer medicin til behandling af forhøjet blodtryk, hjertekramper eller uregelmæssige hjerteslag (calciumantagonister såsom verapamil og diltiazem)
  • visse typer medicin til behandling af forhøjet blodtryk såsom clonidin, methyldopa, moxonodin, rilmenidin. Du må dog ikke holde op med at tage denne medicin uden først at tale med din læge.

 

Du skal tale med lægen, inden du tager følgende typer medicin sammen med Bisoprolol Orion. Det kan være nødvendigt for lægen at kontrollere din tilstand hyppigere. 

  • visse typer medicin til behandling af forhøjet blodtryk eller hjertekramper eller unormale hjerteslag (calciumantagonister af dihydropyridin-typen såsom nifedipin)
  • visse typer medicin til behandling af forhøjet blodtryk eller hjertekramper (calciumantagonister af dihydropyridin-typen såsom felodipin og amlodipin)
  • visse typer medicin til behandling af uregelmæssige eller unormale hjerteslag (klasse-III- antiarytmika såsom amiodaron)
  • betablokkere til lokal anvendelse (såsom timolol øjendråber til behandling af grøn stær)
  • visse typer medicin til behandling af for eksempel Alzheimers sygdom eller grøn stær (parasympatomimetika såsom tacrin eller carbachol) eller medicin, der anvendes til behandling af akutte hjerteproblemer (sympatomimetika såsom isoprenalin og dobutamin)
  • medicin mod sukkersyge, herunder insulin
  • bedøvende medicin (f.eks. under operation)
  • digitalis, til behandling af hjertesvigt
  • ikke-steroid betændelseshæmmende medicin (NSAID’ere) til behandling af leddegigt, smerter eller betændelse (for eksempel ibuprofen eller diclofenac)
  • al medicin, der som formål eller som bivirkning kan sænke blodtrykket, såsom blodtrykssænkende medicin, visse typer medicin mod depression (tricykliske antidepressiva såsom imipramin eller amitriptylin), visse typer medicin mod epilepsi eller til bedøvelse (barbiturater såsom phenobarbital) eller visse typer medicin til behandling af psykiske sygdomme, der er karakteriseret ved manglende kontakt til virkeligheden (phenothiaziner såsom levomepromazin)
  • moxisylat, anvendes til behandling af Raynauds syndrom (dårligt kredsløb, som medfører følelsesløse og blege tæer og fingre)
  • mefloquin, anvendes til forebyggelse eller behandling af malaria
  • medicin til behandling af depression, der kaldes monoamino-oxidase-hæmmere (undtagen MAO- B-hæmmere), såsom moclobemid
  • medicin indeholdende ergotamin til behandling af migræne eller lavt blodtryk.

Brug af Bisoprolol Orion sammen med mad, drikke og alkohol

Bisoprolol Orion bør tages om morgenen, før, sammen med eller efter morgenmåltidet. Tabletterne skal synkes med væske og må ikke tygges eller knuses. Tabletten kan deles i to lige store doser. 

 

Alkohol
Undgå at drikke store mængder alkohol, da det kan øge bisoprolols blodtrykssænkende virkning. Undgå helt at drikke alkohol, hvis du bliver mere svimmel eller mere omtåget end normalt. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Der er risiko for, at anvendelse af bisoprolol under graviditet kan skade barnet. Hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid, skal du fortælle det til lægen. Lægen vil beslutte om du må tage denne medicin under graviditeten. Det vides ikke om bisoprolol udskilles i modermælk. Det frarådes derfor at amme under behandling med Bisoprolol Orion. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Din evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner kan påvirkes, afhængigt af, hvor godt du tåler medicinen. Du skal især være forsigtig ved behandlingsstart, når dosis øges eller din medicin ændres og i kombination med alkohol. 

3. Sådan skal du tage Bisoprolol Orion

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. Bisoprolol Orion bør tages om morgenen, før, sammen med eller efter morgenmåltidet. Tabletterne skal synkes med vand og må ikke tygges eller knuses. Tabletten kan deles i to lige store doser. 

Behandlingen skal påbegyndes af en specialist i hjertesygdomme eller intern medicin. 

 

Børn og unge: Bisoprolol Orion frarådes til behandling af børn. 

 

Stabil kronisk hjertesvigt 

Voksne, herunder ældre: behandling med bisoprolol skal påbegyndes med en lav dosis og gradvist øges. Din læge vil tage stilling til dosisøgning. Det vil normalt blive gjort på følgende måde: 

  • 1,25 mg bisoprolol én gang dagligt i en uge
  • 2,5 mg bisoprolol én gang dagligt i en uge
  • 3,75 mg bisoprolol én gang dagligt i én uge
  • 5 mg bisoprolol én gang dagligt i fire uger
  • 7,5 mg bisoprolol én gang dagligt i fire uger
  • 10 mg én gang dagligt som vedligeholdelsesdosis (fortsat behandling).

 

Den højeste anbefalede daglige dosis er 10 mg bisoprolol.
Afhængigt af hvor godt du tåler medicinen kan din læge beslutte at forlænge tiden mellem dosisøgningerne. Hvis din tilstand forværres, eller du ikke længere tåler medicinen, kan det være nødvendigt at nedsætte dosis igen eller at afbryde behandlingen. Hos nogle patienter kan en vedligeholdelsesdosis under 10 mg bisoprolol være tilstrækkelig. Din læge vil fortælle dig, hvad du skal gøre. Hvis du helt skal ophøre med behandlingen, vil din læge normalt råde dig til gradvist at nedsætte dosis, da din tilstand ellers kan forværres. 

 

Nyre- eller leversygdom: dosis skal øges meget langsomt og forsigtigt hos patienter med alvorlige nyre- eller leverproblemer. 

 

Forhøjet blodtryk og hjertekramper 

Voksne og ældre: den sædvanlige dosis for voksne er én tablet (10 mg) dagligt. Din læge kan beslutte at nedsætte eller øge denne dosis.  

 

Nyre- eller leversygdom: dosis bør ikke overstige 10 mg én gang dagligt hos patienter med alvorlige nyre- eller leverproblemer.  

Hvis du har taget for mange Bisoprolol Orion

Kontakt straks lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Bisoprolol Orion, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.
Medbring denne indlægsseddel og de tabletter du har tilbage. Lægen vil tage stilling til hvilke forholdsregler, der er nødvendige. Symptomer på en overdosis kan være langsommere puls, alvorligt vejrtrækningsbesvær, svimmelhed eller rysten (på grund af lavt blodsukker). 

Hvis du har glemt at tage Bisoprolol Orion

Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanker om det.
Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Bisoprolol Orion

Du må ikke pludseligt stoppe eller ændre den anbefalede dosis uden først at tale med lægen. Hvis det er nødvendigt at stoppe behandling, skal det ske gradvist for at undgå bivirkninger.
 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

For at forebygge alvorlige reaktioner, skal du straks tale med lægen, hvis en bivirkning er alvorlig, opstår pludseligt eller hurtigt forværres. De alvorligste bivirkninger kan henføres til hjertefunktionen: 

  • langsommere puls (kan påvirke flere end 1 ud af 10 personer)
  • forværring af hjertesvigt (kan påvirker færre end 1 ud af 10 personer)
  • langsomme eller uregelmæssige hjerteslag (kan påvirke færre end 1 ud af 100 personer)
    Hvis du føler dig svimmel eller svag eller har vejrtrækningsproblemer, skal du så hurtigt som muligt kontakte din læge.

 

Yderligere bivirkninger er opført nedenfor efter hyppighed: 

Meget almindelig: kan påvirke flere end 1 ud af 10 personer
Almindelig: kan påvirke op til 1 ud af 10 personer
Ikke almindelig: kan påvirke op til 1 ud af 100 personer 

Sjælden: kan påvirke op til 1 ud af 1.000 personer
Meget sjælden: kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer 

 

Almindelig (kan påvirke op til 1 ud af 10 personer): 

  • træthed, svaghedsfølelse, svimmelhed, hovedpine
  • kuldefornemmelse eller følelsesløshed i hænder eller fødder
  • lavt blodtryk
  • mave- eller tarmproblemer såsom kvalme, opkastning, diarré eller forstoppelse.

 

Ikke almindelig (kan påvirke op til 1 ud af 100 personer): 

  • søvnforstyrrelser
  • depression
  • svimmelhed, når du rejser dig
  • vejrtrækningsproblemer hos patienter med astma eller kronisk lungesygdom
  • muskelsvaghed, muskelkramper.

 

Sjælden (kan påvirke op til 1 ud af 1.000 personer): 

  • høreproblemer
  • allergisk snue
  • nedsat produktion af tårevæske
  • leverbetændelse, som kan medføre gulfarvning af huden og det hvide i øjnene
  • visse blodprøveresultater for leverfunktion og fedtindhold afviger fra det normale
  • allergilignende reaktioner såsom kløe, rødme, udslæt
  • svækket rejsning
  • mareridt, hallucinationer.

 

Meget sjælden (kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer): 

  • irriterede og røde øjne (konjunktivitis)
  • hårtab
  • forværring af skællende hududslæt (psoriasis), psoriasislignende udslæt.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på blisterkortet og pakningen efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Bisoprolol Orion indeholder:

  • Aktivt stof: bisoprololfumarat
    Hver tablet med 2,5 mg indeholder 2,5 mg bisoprololfumarat.
    Hver tablet med 5 mg indeholder 5 mg bisoprololfumarat.
    Hver tablet med 10 mg indeholder 10 mg bisoprololbisoprololfumarat.
  • Øvrige indholdsstoffer: mikrokrystallinsk cellulose, vandfri kolloid silica, croscarmellosenatrium, natriumstivelsesglycolat (type A) og magnesiumstearat.

Udseende og pakningsstørrelser

2,5 mg: hvide til råhvide, runde, hvælvede tabletter med delekærv på den ene side. 

5 mg: hvide til råhvide, runde, hvælvede tabletter med delekærv på den ene side. 

10 mg: hvide til råhvide, runde, hvælvede tabletter med delekærv på den ene side.  

 

Bisoprolol Orion 2,5 mg, 5 mg og 10 mg: tabletterne kan deles i to lige store doser. 

 

Pakningsstørrelser med 20, 21, 28, 30, 50, 56, 60, 90 og 100 tabletter. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Orion Corporation 

Orionintie 1 

FI-02200 Espoo 

Finland 

Fremstiller

Chanelle Medical, Loughrea, Co Galway, Ireland 

 

Orion Corporation, Orion Pharma 

Orionintie 1 

FI-02200 Espoo 

Finland 

 

For yderligere oplysning om dette lægemiddel, bedes henvendelse rettet til den lokale repræsentant: 

 

Orion Pharma A/S 

medinfo@orionpharma.com 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 06/2017
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...