Imigran®

næsespray, opløsning 10 mg og 20 mg

GlaxoSmithKline Pharma

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Imigran® 10 mg og 20 mg næsespray, opløsning  

Sumatriptan 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Imigran næsespray
  3. Sådan skal du bruge Imigran næsespray
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Hver Imigran næsespray indeholder en enkelt dosis af sumatriptan, der tilhører en gruppe af lægemidler, der hedder triptaner (også kaldet 5-HT1- receptoragonister). 

 

Imigran næsespray bruges til behandling af migræne hovedpine.  

 

Migræne skyldes sandsynligvis en midlertidig udvidelse af blodkarrene i hovedet. Imigran næsespray menes at nedsætte denne udvidelse af blodkarrene. Dette afhjælper hovedpine og andre symptomer på migræne, herunder kvalme, opkastning og følsomhed over for lys og lyd. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Imigran næsespray

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Imigran:

  • hvis du er allergisk over for sumatriptan eller et af de øvrige indholdsstoffer i Imigran (angivet i punkt 6)
  • hvis du har hjerteproblemer, herunder forsnævring af blodkar (iskæmisk hjertesygdom), brystsmerter (angina) eller tidligere har haft et hjerteanfald
  • hvis du har problemer med blodcirkulationen i benene og dette forårsager krampelignende smerter, når du går (perifer vaskulær lidelse)
  • hvis du har haft et slagtilfælde eller et mindre slagtilfælde (transitorisk iskæmisk attak eller TIA)
  • hvis du har forhøjet blodtryk. Du kan muligvis bruge Imigran, hvis dit blodtryk kun er lidt forhøjet og er under behandling
  • hvis du lider af en alvorlig leversygdom
  • hvis du samtidig bruger anden migrænemedicin, herunder lægemidler, der indeholder ergotamin, stoffer der ligner ergotamin, herunder methysergid, eller andre triptaner/5- HT1-receptoragonister
  • hvis du samtidig bruger antidepressive lægemidler af typen monoaminooxidase- hæmmere (MAO-hæmmere), eller hvis du har brugt disse lægemidler inden for de sidste 2 uger.

 

Hvis noget af ovenstående gælder for dig: 

Kontakt lægen og brug ikke Imigran næsespray. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Imigran. 

Hvis du har andre risikofaktorer:

  • hvis du er storryger eller bruger nikotinpræparater og specielt
  • hvis du er mand over 40 år, eller
  • hvis du er kvinde efter overgangsalderen

I meget sjældne tilfælde er alvorlige hjertetilfælde set efter brug af Imigran, også selvom der ikke tidligere var set tegn på hjertelidelse. Hvis noget af ovenstående gælder for dig, kan det betyde, at du har større risiko for at udvikle hjertelidelser - derfor: 

Kontakt lægen, så du kan få kontrolleret din hjertefunktion, før du bruger Imigran. 

Hvis du har oplevet krampeanfald

eller har andre risikofaktorer, der kan give større sandsynlighed for krampeanfald, f.eks. skader i hovedet eller alkoholisme: 

Kontakt lægen, så lægen kan overvåge dig tættere. 

Hvis du lider af lever- eller nyresygdom

Kontakt lægen, så lægen kan overvåge dig tættere. 

Hvis du er allergisk over for antibiotika af typen sulfonamider

er du måske også allergisk over for Imigran. Hvis du ved, at du er allergisk over for antibiotika, men ikke ved, om det er sulfonamider: 

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Imigran. 

 

Hvis du tager antidepressive midler af typen SSRI’er (selektive serotonin genoptagshæmmere) eller SNRI’er (serotonin-noradrenalin genoptagshæmmere) 

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Imigran. Se også ’Brug af anden medicin sammen med Imigran’ nedenfor. 

Hvis du ofte bruger Imigran

Hyppig brug af Imigran kan forværre din hovedpine. 

Kontakt lægen, hvis dette gælder for dig. Lægen kan muligvis anbefale, at du stopper med at bruge Imigran. 

Hvis du oplever smerter eller trykken for brystet efter brug af Imigran

Disse bivirkninger kan være intense, men er oftest forbigående. Hvis disse bivirkninger er vedvarende eller bliver værre: 

Søg straks lægehjælp. Punkt 4 i denne indlægsseddel indeholder mere information om mulige bivirkninger. 

Brug af anden medicin sammen med Imigran

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.  

 

Nogle typer af medicin må ikke tages sammen med Imigran, og andre typer af medicin kan forårsage bivirkninger, hvis de tages sammen med Imigran. Kontakt lægen, hvis du tager: 

  • Ergotamin, der også bruges til behandling af migræne, eller stoffer, der ligner ergotamin, herunder methysergid (se punkt 2). Brug ikke Imigran på samme tid som disse lægemidler. Du skal stoppe med at tage disse lægemidler mindst 24 timer før du tager Imigran. Vent mindst 6 timer efter du har taget Imigran med at tage lægemidler, der indeholder ergotamin eller stoffer der ligner ergotamin.
  • Andre triptaner/5-HT1-receptor agonister (f.eks. naratriptan, rizatriptan og zolmitriptan), der også bruges til behandling af migræne (se punkt 2). Brug ikke Imigran på samme tid som disse lægemidler. Du skal stoppe med at tage disse lægemidler mindst 24 timer før du tager Imigran. Vent mindst 24 timer efter du har taget Imigran med at tage andre triptaner/5- HT1-receptor agonister.
  • SSRI’er (selektive serotonin genoptagshæmmere) eller SNRI’er (serotonin-noradrenalin genoptagshæmmere), der bruges til behandling af depression. Brug af Imigran samtidig med denne gruppe lægemidler kan forårsage serotonin syndrom (symptomerne kan være rastløshed, forvirring, svedtendens, hallucinationer, øgede reflekser, muskelkramper, kulderystelser, hurtige hjerteslag og rysten). Hvis du oplever dette, bør du straks kontakte lægen.
  • MAO-hæmmere (monoaminooxidase-hæmmere), der bruges til behandling af depression.
    Brug ikke Imigran, hvis du har taget disse inden for de sidste 2 uger.
  • Perikum (Hypericum perforatum) - Brug af naturlægemidler indeholdende perikum samtidig med brug af Imigran kan forøge risikoen for bivirkninger.

Graviditet og amning

  • Hvis du er gravid, har mistanke om, at du er gravid eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge til råds, før du bruger dette lægemiddel. Der er kun begrænset information angående sikkerheden ved brug af Imigran under graviditet. Indtil nu er der ikke noget, der tyder på, at der er en øget risiko for medfødte defekter. Din læge vil diskutere med dig, om du bør tage Imigran eller ej, mens du er gravid.

 

  • Du bør ikke amme dit barn i 12 timer efter brug af Imigran. Brystmælk, malket ud i denne periode, skal smides ud og må ikke gives til dit barn.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Døsighed kan ses som følge af migrænen eller dens behandling med Imigran. Hvis du er påvirket, bør du ikke føre motorkøretøjer og betjene maskiner. 

3. Sådan skal du bruge Imigran næsespray

Brug kun Imigran efter dit migræneanfald er begyndt.  

Brug ikke Imigran til at prøve at forebygge et anfald.  

 

Brug altid dette lægemiddel nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 

 

Vejledning i brug af Imigran næsespray er i slutningen af denne indlægsseddel (se punkt 6).  

Dosis

Voksne mellem 18 år og 65 år 

  • Den sædvanlige dosis for voksne mellem 18 år og 65 år er én Imigran 20 mg næsespray i ét næsebor.
    Dog kan én Imigran 10 mg næsespray i et næsebor være tilstrækkeligt for nogle personer.
    Brug ikke mere end to doser inden for 24 timer.

 

Unge mellem 12 og 17 år 

  • Den normale dosis for unge mellem 12 og 17 år er én Imigran 10 mg næsespray i ét næsebor.

 

Børn under 12 år 

  • Imigran næsespray bør ikke anvendes til børn under 12 år.

 

Ældre over 65 år 

  • Imigran næsespray bør ikke anvendes til ældre over 65 år.

Hvornår skal man bruge Imigran

  • Brug Imigran så snart du mærker migrænen, selv om lægemidlet kan bruges når som helst under anfaldet.

Hvis symptomerne på migræne vender tilbage

  • Du kan tage en dosis Imigran næsespray igen efter 2 timer, men brug ikke mere end to doser inden for 24 timer.

Hvis den første dosis ikke virker

  • Du må ikke tage en ekstra dosis eller andre Imigran produkter mod det samme anfald.
    Hvis Imigran ikke hjælper dig:

Spørg lægen eller apotekspersonalet til råds. 

Hvis du har brugt for meget Imigran

  • Brug ikke mere end to doser inden for 24 timer.

Du kan blive syg, hvis du tager for meget Imigran. Hvis du har brugt mere end to næsespray inden for 24 timer: 

Kontakt lægen for rådgivning. 


Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Imigran, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Nogle symptomer kan være relateret til migrænen. 

Bivirkninger, der er rapporteret for voksne er også set hos unge, herunder meget sjældne rapporter om hjerteanfald. 

Allergiske reaktioner: Søg straks lægehjælp

De følgende bivirkninger er set, men den nøjagtige hyppighed kendes ikke. 

  • Symptomer på allergisk reaktion omfatter udslæt, nældefeber (kløende udslæt), hvæsende vejrtrækning, hævede øjenlåg, ansigt eller læber, og tilfælde af anafylaktisk shock.
    Hvis du får nogen af disse symptomer, lige efter du har taget Imigran:

Tag ikke mere. Kontakt straks lægen. 

 

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer): 

  • ubehagelig smag.

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer):  

  • smerter, følelse af tyngde, trykken eller smerter i bryst, hals eller andre steder på kroppen, eller følelsesforstyrrelser, herunder følelsesløshed, prikken og fornemmelse af varme eller kulde. Kan være intens, men er normalt forbigående.

Hvis disse symptomer fortsætter eller bliver værre (især brystsmerterne): 

Søg straks lægehjælp. Hos et lille antal patienter kan disse symptomer skyldes et hjerteanfald. 

 

Andre almindelige bivirkninger:  

  • irritation eller brændende fornemmelse i næse eller hals, næseblod
  • kvalme eller opkastning, selv om disse reaktioner kan være på grund af selve migrænen
  • træthed eller døsighed
  • svimmelhed, følelse af svaghed eller hedeture
  • forbigående blodtryksstigning
  • åndenød
  • muskelsmerter.

 

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 personer):  

  • ændringer i leverfunktionsprøver. Skal du have taget blodprøve, bør du fortælle lægen eller sundhedspersonalet, at du bruger Imigran.

 

Nogle patienter kan få følgende bivirkninger:  

  • krampeanfald, rystelser, muskelkramper, nakkestivhed
  • synsforstyrrelser såsom flimren, nedsat syn, dobbeltsyn, synstab og i nogle tilfælde permanente skader (synsforstyrrelser kan dog skyldes selve migrænen)
  • hjerteproblemer. Langsomme eller hurtige hjerteslag eller ændringer i hjerterytmen, brystsmerter (angina) eller hjerteanfald
  • bleg, blåfarvet hud og/eller smerte i fingre, tæer, ører, næse eller kæbe ved kulde eller stress (Raynauds sygdom)
  • følelse af at skulle besvime (blodtryk falder muligvis)
  • smerter i nedre venstre side af maven og blodig diarré (iskæmisk colitis)
  • diarré
  • ledsmerter
  • angstfølelse
  • ekstrem svedtendens.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel.  

Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:
 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk
 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Opbevar lægemidlet i den forseglede beholder i kartonen, beskyttet mod lys.  

 

Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C. Må ikke nedfryses. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Imigran næsespray indeholder:

  • Aktivt stof: Sumatriptan (10 mg eller 20 mg).
  • Øvrige indholdsstoffer: Kaliumdihydrogenphosphat, dinatriumphosphat (vandfri), svovlsyre, natriumhydroxid, renset vand.

Udseende og pakningstørrelser

Lægemidlet findes i fyldte næsespray og indeholder sumatriptan i 0,1 ml gul vandig opløsning. 

 

Imigran næsespray findes i kartoner indeholdende næsespray individuelt pakket i blister. Disse findes i pakninger á 1, 2, 4, 6, 12 eller 18 fyldte næsespray. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. Hver næsespray indeholder én dosis af Imigran. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

GlaxoSmithKline Pharma A/S  

Nykær 68  

2605 Brøndby  

 

Telefon: 36 35 91 00 

E-mail: dk-info@gsk.com  

Fremstiller

GlaxoSmithKline Manufacturing S.p.a., Parma, Italien. 


Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne: 

  • Imigran: Danmark, Finland, Grækenland, Holland, Italien, Spanien, Sverige, Storbritannien, Tyskland og Østrig.
  • Imitrex: Belgien og Luxembourg.

Vejledning i brug af Imigran næsespray

Åbn ikke blisteren, før du er klar til at bruge næsesprayen. Hver næsespray er forseglet i en blister for at hjælpe med at holde næsesprayen ren og sikker. Hvis du medbringer næsesprayen i åben blister eller uden indpakning, er det ikke sikkert, at næsesprayen virker korrekt, når du har brug for den.
Hver Imigran næsespray indeholder kun én dosis.
Tryk ikke stemplet i bund for tidligt, da du så vil miste dosis.
 

Imigran næsespray består af tre dele: 

Imigran® GlaxoSmithKline Pharma A/S, næsespray, opløsning 10 mg 

Sådan bruges Imigran næsespray  

1. Pak næsesprayen ud af blisterpakningen lige før brug. 

2. Find en behagelig position. Sid eventuelt ned.
3. Puds næsen, hvis den føles tillukket eller hvis du er forkølet.
4. Hold næsesprayen forsigtigt mellem fingrene som vist på billedet.
Tryk ikke på stemplet endnu. 

Imigran® GlaxoSmithKline Pharma A/S, næsespray, opløsning 10 mg 

5. Luk det ene næsebor godt til med en finger. Det er ligegyldigt, hvilket næsebor du vælger. 

Imigran® GlaxoSmithKline Pharma A/S, næsespray, opløsning 10 mg 

6. Før næsestudsen op i det andet næsebor, så langt at det stadig føles behageligt (ca. 1 cm).
Pust forsigtigt ud gennem munden.
Hold hovedet oprejst og hold munden lukket. 

Imigran® GlaxoSmithKline Pharma A/S, næsespray, opløsning 10 mg 

7. Begynd at trække vejret forsigtigt ind gennem næsen.
Mens du trækker vejret:  

Tryk det blå stempel helt i bund med tommelfingeren.
Der kan være lidt modstand ved stemplet og du hører måske et klik. Bliv ved med at trække vejret ind, så længe du sprayer.
 

8. Fjern næsesprayen og din finger fra den anden side af din næse.
Hold fortsat hovedet oprejst i 10-20 sekunder og træk nu vejret forsigtigt ind gennem næsen og ud gennem munden. Dette hjælper lægemidlet til at blive i næsen. Din næse føles måske våd indeni og du bemærker muligvis en anden smag efter brug af næsesprayen - dette er normalt og forsvinder hurtigt igen.
 

9. Din næsespray er nu tom. Den bør smides ud på sikker og hygiejnisk vis. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret maj 2017. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...