Halcion®

tabletter 0,125 mg og 0,25 mg

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Halcion® 0,125 og 0,25 mg tabletter 

triazolam 

 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Den nyeste udgave af indlægssedlen kan findes på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Halcion
  3. Sådan skal du tage Halcion
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplys- ninger

1. Virkning og anvendelse

Halcion er et sovemiddel.  

 

Du kan bruge Halcion til kortvarig behandling af søvnløshed, når søvnløsheden er alvorlig eller invaliderende og giver dig udtalte problemer. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Halcion

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Halcion, hvis du

  • er allergisk over for triazolam eller lignende stoffer (benzodiazepiner) eller et af de øvrige indholdsstoffer i Halcion (angivet i afsnit 6).
  • lider af alvorlig muskelsvækkelse (myasthenia gravis).
  • lider af alvorligt nedsat åndedrætsfunktion.
  • lider af vejrtrækningspauser under søvnen (søvnapnø syndrom).
  • har stærkt nedsat leverfunktion.
  • samtidig tager medicin mod:
    • svampeinfektioner (ketoconazol, itraconazol).
    • depression (nefazodon).
    • HIV (efavirenz) samt HIV-protease- hæmmere (f.eks. ritonavir).

Halcion må ikke anvendes til børn og unge under 18 år. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Halcion, hvis du 

  • har en dårligt fungerende lever.
  • har vejrtrækningsbesvær.
  • tidligere har haft problemer med alkohol- og medicinmisbrug.
  • tidligere har haft problemer med alvorlige psykiske lidelser, f.eks. depression.

 

Vær opmærksom på følgende 

  • Kontakt straks læge, hvis du får en allergisk reaktion, som hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (anafylaktiske reaktioner) eller hævelse af tunge, læber og ansigt.
  • Du må kun tage Halcion i kort tid.
  • Du kan blive afhængig af Halcion, hvis du tager det i længere tid. Risikoen for afhængighed er større, hvis du tidligere har haft et alkohol- eller medicinmisbrug.
  • Hvis du er blevet afhængig, kan du få abstinenssymptomer ved pludselig ophør af behandlingen (se afsnittet ”Hvis du holder op med at tage Halcion”).
  • Hvis du tager Halcion i længere tid, kan den søvndyssende virkning aftage.
  • Du kan få hukommelsessvigt efter indtagelse af Halcion. Det kommer oftest flere timer efter, at du har taget Halcion. For at nedsætte risikoen for hukommelsestab bør du sørge for at få 7-8 timers uforstyrret søvn efter indtagelse af Halcion.
  • Der er risiko for, at du vil gå i søvne, herunder også at du kører bil, mens du ikke er helt vågen, og ikke bagefter har nogen erindring om det. Kontakt læge, hvis du oplever noget af dette. Se også afsnittet om ”Trafik og arbejdssikkerhed”.

Børn og unge

Halcion må ikke bruges til børn og unge under 18 år. 

Brug af anden medicin sammen med Halcion

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

Tal med din læge, hvis du tager: 

  • Alkohol.
  • Medicin mod tuberkulose (rimfampicin, isoniazid).
  • Nervemedicin.
  • Medicin mod infektioner (erythromycin, clarithromycin, troleandomycin).
  • Sovemedicin.
  • P-piller.
  • Beroligende medicin.
  • Medicin mod depression (f.eks. sertralin, paroxetin, nefazodon, fluvoxamin).
  • Smertestillende medicin af morfintypen.
  • Medicin mod epilepsi (f.eks. carbamazepin).
  • Medicin mod mavesår (cimetidin).
  • Bedøvelsesmidler. Hvis du skal opereres, er det vigtigt, at du fortæller lægen eller tandlægen at du tager Halcion.
  • Medicin mod allergi (sløvende antihistaminer).
  • Medicin mod svampeinfektioner (f.eks. itraconazol, ketoconazol).
  • Medicin mod HIV (ritonavir, efavirenz).
  • Medicin for hjerte og kredsløb (diltiazem, verapamil).
  • Medicin mod visse kræfttyper (imatinib).
  • Medicin mod kvalme og opkastninger i forbindelse med kemoterapi (aprepitant).

 

Halcion kan forstærke den sløvende virkning af alkohol, sove- og nervemedicin, beroligende medicin og medicin mod allergi (sløvende antihistaminer). 

Brug af Halcion sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Halcion i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. Tag tabletterne med et glas vand.
Du må ikke drikke alkohol eller grapefrugtjuice, mens du er i behandling med Halcion.
Alkohol og grapefrugtjuice forstærker virkningen af Halcion. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet
Du må ikke tage Halcion, hvis du planlægger at blive gravid eller har en mistanke om, at du er gravid. Hvis du tager Halcion og opdager, at du er gravid, skal du kontakte din læge hurtigst muligt med henblik på ophør af behandlingen. 

 

Du må kun tage Halcion i de sidste 3 måneder før forventet fødsel efter aftale med lægen. Hvis du tager Halcion i de sidste 3 måneder af graviditeten, er der risiko for bivirkninger hos den nyfødte såsom lav legemstemperatur, lavt blodtryk og åndedrætsbesvær. Der er endvidere risiko for, at barnet får abstinenssymptomer efter fødslen. 

 

Amning
Hvis du ammer, må du ikke tage Halcion, da Halcion går over i modermælken. Tal med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Halcion virker sløvende, og at det kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken.
Du må ikke køre bil eller betjene maskiner, hvis du er søvnig eller svimmel. 

 

Kør ikke bil eller motorcykel og lad være med at cykle. Lad være med at arbejde med værktøj eller maskiner. 

Halcion indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Halcion

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 

 

Behandlingen skal være så kortvarig som muligt. Den vil normalt vare fra få dage til højst 2 uger. 

Din læge kan i visse tilfælde bestemme at behandlingen skal vare længere. 

 

Du bør tage tabletterne umiddelbart før sengetid. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne: 1 tablet på 0,125 mg eller op til 1 tablet på 0,25 mg før sengetid. 

Dosis bør ikke overskride 0,25 mg. 

 

Ældre: 1 tablet på 0,125 mg før sengetid. Denne dosis bør ikke overskrides. 

 

Nedsat leverfunktion 

Det kan være nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Brug til børn og unge 

Halcion må ikke bruges til børn og unge under 18 år. 

Hvis du har taget for mange Halcion

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Halcion, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

Tag pakningen med. 

Symptomerne på overdosering er døsighed, sløvhed, mental forvirring, sløret tale, nedsat evne til at styre bevægelser, svimmelhed, evt. besvimelse, lavt blodtryk, åndedrætsbesvær og dyb bevidstløshed (koma). Det kan i meget sjældne tilfælde være livstruende. 

Hvis du har glemt at tage Halcion

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Halcion

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

 

Du må kun afbryde eller stoppe behandlingen efter aftale med din læge. Hvis du pludseligt holder op med at tage Halcion, kan du få abstinenser. Dette kan være ledsaget af hovedpine eller muskelsmerter, ekstrem angst, spænding, rastløshed, forvirring, irritabilitet. 

I alvorlige tilfælde kan du få: 

  • Manglende orientering i tid og sted.
  • Lav selvopfattelse.
  • Øget følsomhed for lyd, lys, støj og fysisk kontakt.
  • Prikkende og snurrende fornemmelser i arme og ben eller følelsesløshed i huden.
  • Hallucinationer.
  • Epileptiske anfald.

 

Desuden kan du opleve, at de symptomer, som Halcion dæmpede, bliver forstærket, når du holder op med at tage medicinen. Lægen vil derfor nedsætte din dosis gradvist, når du skal stoppe med at tage Halcion.  

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt: 

  • Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (indenfor minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk shock). Kan være livsfarligt. Ring 112.
  • Svækket vejrtrækning, blåfarvning af læber og negle (hos patienter med vejrtræningsproblemer). Ring 112.
  • Truende evt. voldelig adfærd, hallucinationer, søvngængeri, rastløshed, ophidselse, irritabilitet, vrangforestillinger, raseri, mareridt, psykoser, upassende opførsel og andre adfærdsforstyrrelser (det forekommer især hos børn og ældre). Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Tilvænning og afhængighed med abstinenser ved ophør af behandlingen. (Se ”Hvis du holder op med at tage Halcion”). Kontakt lægen hvis abstinenserne bliver alvorlige.

Ikke alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger: Forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter. 

  • Søvnighed, svimmelhed, hovedpine, usikre bevægelser.

 

Ikke almindelige bivirkninger: Forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter.  

  • Forvirring, søvnløshed.
  • Nedsat hukommelse.
  • Dobbeltsyn, synsforstyrrelser.

 

Sjældne bivirkninger: Forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter.  

  • Hudreaktioner, udslæt.
  • Muskelsvaghed.

 

Bivirkninger, hvor hyppighed ikke er kendt: 

  • Udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112.
  • Besvimelse. Ved normal puls og vejrtrækning og hurtig opvågning, tal med læge. I alle andre tilfælde ring 112.
  • Depression. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Hukommelsestab for tiden efter brug af Halcion (anterograd amnesil).
  • Nedsat opmærksomhed, forvirring.
  • Sløvhed om dagen, søvnighed, træthed, bevidsthedssvækkelse.
  • Koordinationsbesvær. Taleforstyrrelser.
  • Smagsforstyrrelser.
  • Mavebesvær
  • Nedsat sexlyst.
  • Faldtendens.
  • Overfølsomhed.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Halcion utilgængeligt for børn.  

0,25 mg: Må ikke opbevares over 25 ºC.  

0,125 mg: Opbevares ved almindelig stuetemperatur. 

 

Brug ikke Halcion efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. 

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Halcion indeholder:

  • Aktivt stof: Triazolam. Hver tablet indeholder henholdsvis 0,125 mg eller 0,25 mg triazolam.
  • Øvrige indholdsstoffer: Lactose, mikrokrystallinsk cellulose, kolloid vandfri silica, natriumdocusat, natriumbenzoat, magnesiumstearat, majsstivelse, erythrosin (E127) (0,125 mg tabletter) samt indigotin I (E132) (0,125 mg og 0,25 mg tabletter).

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende 

0,125 mg tabletter er ovale, hvid med delekærv, mærket med Upjohn 10.  

Tabletten kan deles i to lige store dele. 

 

0,25 mg tabletter er ovale, lyseblå og mærket med Upjohn 17. 

 

Pakningsstørrelser 

Halcion 0,125 mg og 0,25 mg fås i pakningsstørrelser á 30 og 100 tabletter.  

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

2care4  

Tømrervej 9  

6710 Esbjerg V. 

 

Halcion® er et registreret varemærke, som tilhører Pharmacia & Upjohn Company LLC. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret juli 2017. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...