Norprolac®

tabletter 75 mikrogram

Paranova Danmark

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Norprolac® 75 mikrogram tabletter 

quinagolid 

 

Norprolac® er et registreretvaremærke, der tilhører Ferring B.V. 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Norprolac til dig personligt. Lad derfor være med at give det til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Norprolac
  3. Sådan skal du tage Norprolac
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Norprolac indeholder quinagolid, som tilhører en gruppe medicin, der kaldes prolaktinhæmmere.
Norprolac virker ved at mindske dannelsen af hormonet prolaktin, som blandt andet er nødvendigt for normal mælkeproduktion hos ammende mødre.
 

Norprolac anvendes mod forhøjet niveau af prolaktin, som er forårsaget af prolaktin-dannende tumorer i hypofysen eller af ukendt årsag. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Norprolac

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information.
Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Norprolac

  • hvis du er allergisk over for quinagolid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Norprolac (angivet i punkt 6).
  • hvis du har kraftigt nedsat lever- eller nyrefunktion.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Norprolac: 

  • hvis du har en prolaktin-relateret fertilitetssygdom, da frugtbarheden kan blive genoprettet med Norprolac. Kvinder i den frugtbare alder, som ikke ønsker at blive gravide skal anvende pålidelige præventions-midler under behandlingen med Norprolac (se også afsnittet "Graviditet og amning").
  • hvis du har lidt eller lider af en psykiatrisk sygdom.
  • hvis du lider af Parkinsons sygdom.
  • hvis du har nedsat leverfunktion.
  • hvis du har nedsat nyrefunktion.
  • hvis du er barn eller ung under 18 år.
  • hvis du er ældre.
  • hvis du oplever, at du pludselig falder i søvn, uden at føle dig træt på forhånd.

 

Norprolac kan give midlertidigt blodtryksfald, i forbindelse med at du rejser dig fra liggende/ siddende stilling til stående. Du kan opleve symptomer som uklarhed, og det kan i sjældne tilfælde resultere i besvimelse. Det anbefales, at du får dit blodtryk kontrolleret, både liggende og stående, af din læge i de første dage af behandlingen og efter dosisøgning.
Hvis du har en alvorlig hjertelidelse bør du også få kontrolleret blodtrykket. 

Brug af anden medicin sammen med Norprolac

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, f.eks. naturlægemidler, vitaminer og mineraler.
 

Anden medicin kan påvirke effektiviteten og tolerabiliteten af Norprolac; 

  • Medicin, som blokerer dopamin receptorer (f.eks. antipsykotisk medicin) kan nedsætte den prolaktinhæmmende virkning af Norprolac.
  • Medicin, som påvirker serotonin receptorer (f.eks. antidepressiva) eller dopamin receptorer (f.eks. medicin, der anvendes til behandling af Parkinsons sygdom, alvorlig migræne osv.).

Brug af Norprolac sammen med mad, drikke og alkohol

Du bør ikke drikke alkohol, når du er i behandling med Norprolac. Tolerabiliteten over for Norprolac kan blive nedsat af alkohol.
 

Tabletterne skal tages i forbindelse med et måltid. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, for du tager dette lægemiddel.
 

Graviditet 

Erfaring med at tage Norprolac under graviditet er begrænset. Behandling med Norprolac bør afbrydes når graviditet er bekræftet, med mindre din læge siger noget andet.
 

Amning 

Amning er normalt ikke muligt, da Norprolac forhindrer produktionen af modermælk. Undgå at amme, selv om det er muligt, da det ikke vides, om quinagolid passerer over i modermælken.
 

Frugtbarhed 

Behandling med Norprolac kan genoprette frugtbarheden hos kvinder, hvis frugtbarhed er nedsat som følge af forhøjet niveau af prolaktin. Kvinder i den frugtbare alder, som ikke ønsker at blive gravide, bør derfor benytte en sikker præventionsmetode. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Norprolac kan hos visse personer forsinke reaktionsevnen i de første dage af behandlingen, hvilket man bør tænke på i tilfælde, hvor skærpet opmærksomhed kræves, f.eks. ved bilkørsel og præcisionsarbejde.
 

I sjældne tilfælde kan visse brugere pludseligt falde i søvn uden forudgående træthedsfølelse.
Hvis du oplever dette, bør du ikke køre bil eller deltage i aktiviteter hvor mindsket opmærksomhed kan udsætte dig selv eller andre for risiko for alvorlig skade (f.eks. ved anvendelse af maskiner). 

Norprolac indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Norprolac

Tag altid Norprolac nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
 

Vær opmærksom på, at du ikke kan bruge Norprolac 75 mg tabletter til alle de anførte doseringer.
 

Voksne 

  • Norprolac skal tages sammen med et måltid én gang daglig om aftenen.
  • Dosis er individuel, og din læge vil udskrive den dosis, der passer bedst til dig.
  • Behandlingen påbegyndes normalt med en dosis på 25 mikrogram én gang daglig i de første 3 dage efterfulgt af 50 mikrogram én gang daglig i 3 dage. Fra dag 7 er dosis 75 mikrogram daglig, hvilket kan øges, indtil den optimale dosis er nået.
  • Sædvanlig dosis er 75-150 mikrogram daglig.
  • Visse patienter kan behøve 300 mikrogram om dagen eller mere. I sådanne tilfælde kan lægen trinvis øge den daglige dosis med 75-150 mg, med mindst 4 ugers mellemrum mellem hver dosisøgning.

 

Børn og teenagere 

Erfaring med behandling af børn og teenagere er begrænset.
 

Ældre 

Erfaring med behandling af ældre er begrænset. 

Hvis du har taget for mange Norprolac

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere tabletter, end der står her, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.
 

Symptomer på overdosering kan være kvalme, opkastning, hovedpine, svimmelhed, døsighed, nedsat blodtryk og hallucinationer. 

Hvis du har glemt at tage Norprolac

Hvis du glemmer at tage Norprolac en dag, skal du blot fortsætte som sædvanligt den næste dag.
Du må aldrig tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis, da dette kan medføre uønskede bivirkninger. 

Hvis du holder op med at tage Norprolac

Du må kun holde pause eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen.
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
 

De fleste bivirkninger er dosisafhængige, så derfor skal du ikke ændre den ordinerede dosis uden først at tale med lægen om det. De fleste bivirkninger forekommer under de første dages behandling og plejer at forsvinde ved fortsat behandling. 

Alvorlige bivirkninger

Sjældne bivirkninger (forekommer hos 1-10 ud af 10.000 patienter): 

  • Akut psykose/sindslidelse, som ophører når behandling stoppes. Kontakt lægen.
  • Søvnlignende bevidsthedssvækkelse. Kontakt lægen.

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter): 

  • Svimmelhed.
  • Hovedpine.
  • Kvalme.
  • Opkastning.
  • Træthed.

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos 1-10 ud af 100 patienter): 

  • Appetitmangel/madlede.
  • Søvnløshed.
  • Svimmelhed. Kan i sjældne tilfælde resultere i besvimelse pga. lavt blodryk ved skift fra liggende til siddende eller fra siddende til stående stilling.
  • Stoppet næse.
  • Mavesmerter, forstoppelse, diarré.
  • Muskelsvaghed.

 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos 1-10 ud af 10.000 patienter): 

  • Døsighed.

 

Der er rapporteret om tegn på ludomani (spillelidenskab), øget seksuallyst og seksuel aktivitet hos patienter behandlet med dopamin agonister mod Parkinsons sygdom, specielt ved høje doser.
Dette forsvinder normalt ved reducering af dosis eller afbrydelse af behandlingen.
Risiko for overfølsomhedsreaktioner kan ikke udelukkes. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.
 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar Norprolac utilgængeligt for børn.
  • Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C.
  • Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod lys og fugt.
  • Tag ikke Norprolac efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Yderligere oplysninger

Norprolac indeholder:

  • Aktivt stof: 75 mikrogram quinagolid (som quinagolidhydrochlorid).
  • Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, mikrokrystallinsk cellulose, majsstivelse, hypromellose, magnesiumstearat og kolloid vandfri silica.

Udseende og pakningsstørrelser

Norprolac 75 mikrogram er en rund hvid tablet mærket med "norprolac" på den ene side og "75" på den anden side.
 

Norprolac findes i pakningsstørrelsen 30 stk. 

Indehaveren af markedsføringstilladelsen

Indehaveren af markedsføringstilladelsen:

Paranova Danmark A/S 

Marielundvej 46D, 2730 Herlev 

Frigivet af:

Paranova Back B.V.
Vijzelweg 32, 8243 PM Lelystad 

Holland 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret september 2016. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...