Gotur

tabletter 50 mg

Orifarm Generics

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Gotur, 50 mg, tabletter  

cyclizinhydrochlorid  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Brug altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet har givet dig.  

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Gotur
  3. Sådan skal du bruge Gotur
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Gotur indeholder det aktive indholdsstof cyclizin, som er et antihistamin. Gotur lindrer symptomer på transportsyge som søsyge, køresyge og luftsyge. 

 

Hvis din læge har sagt, at du skal bruge Gotur for noget andet, skal du altid følge lægens anvisning. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Gotur

Brug ikke Gotur

  • hvis du er allergisk over for cyclizin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Gotur (angivet i pkt. 6).
  • hvis du har snævervinklet grøn stær.
  • hvis du har perioder med vejrtrækningsstop mens du sover (søvnapnø).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apoteket eller sundhedspersonalet, før du bruger Gotur 

  • hvis du har forhøjet tryk i øjet.
  • hvis du har en forsnævring af mavesækkens munding mod tolvfingertarmen (pylerostenose).
  • hvis du har nedsat bevægelighed af tarmen.
  • hvis du lider af vandladningsbesvær på grund af forstørret prostata eller forsnævring af blærehalsen.
  • hvis du har alvorlige vejrtrækningsproblemer.
  • hvis du har en muskelsygdom som giver muskeltræthed (myasthenia gravis).
  • hvis du har tendens til kramper.

 

Du og din læge skal være opmærksomme på, at lægemidlet kan indebære en risiko for at fremkalde misbrug. 

Børn

Bør ikke anvendes til børn under 6 år uden lægens anvisning. 

Brug af anden medicin sammen med Gotur

Fortæl altid til lægen eller på apoteket, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

 

Tal med din læge, hvis du tager 

  • medicin mod angst (anxiolytika)
  • anti-psykotika
  • medicin mod søvnløshed
  • medicin mod depression (monoaminooxidasehæmmere, cykliske antidepressiva)
  • medicin mod parkinsons syge eller demens (kolinesterasehæmmere)

Brug af Gotur sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Gotur sammen med mad eller drikke. Gotur forstærker effekten af alkohol, og forsigtighed tilrådes ved samtidig indtagelse af alkohol. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apoteket til råds, før du bruger dette lægemiddel.  

 

Hvis du er gravid bør du kun anvende Gotur efter lægens anvisning. 


Du bør ikke anvende Gotur hvis du ammer. Spørg lægen hvis du er i tvivl. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Gotur virker sløvende, og at det kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken.  


Kør ikke bil eller motorcykel og lad være med at cykle. Lad være med at arbejde med værktøj eller maskiner. 

Gotur indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du bruge Gotur

Tag altid Gotur nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sundhedspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet. 

 

Den anbefalede dosis er: 

Voksne og børn over 12 år: 

1 tablet (50 mg) 1-2 timer før virkning ønskes, højst 3 gange daglig. 

 

Brug til børn 

Børn i alderen 6 år til 12 år: 

½ tablet (25 mg) 1-2 timer før virkning ønskes, højst 3 gange daglig. 

 

Tabletten kan deles i to lige store doser. Dette kan gøres ved at anbringe tabletten på en plan overflade med delekærven opad. Dernæst deles tabletten ved at trykke nedad med en pegefinger på hver sin side af delekærven som vist på tegningen. 

Gotur Orifarm Generics A/S, tabletter 50 mg 

Hvis du har taget for mange Gotur

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere tabletter, end der står i denne information eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.  

Tag pakningen med. 

 

Hvis du har taget for meget Gotur kan du blive døsig og svimmel. Ved højere doser kan du blive ophidset, desorienteret, bevidsthedssvækket, hallucineret, angst, få hjertebanken, udvidelse af pupillerne, mundtørhed, uro, chok og kramper. 

 

Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Meget almindelige bivirkninger: kan forekomme hos flere end én ud af 10 patienter 

  • Døsighed, mundtørhed.

 

Almindelige bivirkninger: kan forekomme hos op til én ud af 10 patienter 

  • Sløret syn.

 

Ikke almindelige bivirkninger: kan forekomme hos op til én ud af 100 patienter 

  • Hurtig puls. Kan blive alvorligt. Hvis du får meget hurtig og uregelmæssig puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Høre- og synshallucinationer.
  • Uro, søvnbesvær.
  • Udslæt med eller uden kløe.
  • Besvær med at lade vandet evt. vandladningsstop.

 

Sjældne bivirkninger: kan forekomme hos op til én ud af 1.000 patienter 

  • Ændringer i blodets sammensætning (agranulocytose), som kan medføre forøget risiko for infektioner. Symptomerne er almen sløjhed, feber og tendens til infektioner. Kontakt lægen eller skadestuen hvis du oplever dette.
  • Leverbetændelse og gulsot. Kontakt læge eller skadestue.
  • Lægemiddelrelateret hududslæt.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S  

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk  

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Gotur utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke Gotur efter den udløbsdato (EXP), der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Gotur indeholder:

  • Aktivt stof: Cyclizinhydrochlorid
  • Øvrige indholdsstoffer: Majsstivelse; majsstivelse, prægelatineret; lactosemonohydrat; povidon; magnesiumstearat.

Udseende og pakningsstørrelser

Hvide, runde, bikonvekse tabletter uden filmovertræk med delekærv på den ene side. 

 

Blisterpakninger af 10, 20, 30, 50, 90, 100 tabletter. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Orifarm Generics A/S  

Energivej 15 

5260 Odense S  

Danmark  

info@orifarm.com 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 07/2017. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...