Karbamazepin "DAK"

tabletter 200 mg

Takeda Pharma A/S

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Karbamazepin DAK tabletter 200 mg  

carbamazepin  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Karbamazepin DAK til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for dem, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Karbamazepin DAK
  3. Sådan skal du tage Karbamazepin DAK
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Karbamazepin DAK (herefter kaldet Karbamazepin) bruges ved:  

  • epilepsi
  • nervesmerter i ansigtet (trigeminusneuralgi)
  • sygdom, der medfører stor urinproduktion og stærk tørst (diabetes insipidus)
  • alkoholabstinenser

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Karbamazepin DAK

Tag ikke Karbamazepin, hvis du:

  • er allergisk over for carbamazepin, lignende stoffer (f.eks. visse typer medicin mod depression) eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6).
  • har en hjertesygdom (A/V blok)
  • har eller har haft svækkelse af knoglemarven (knoglemarvsdepression)
  • har eller har haft en arvelig stofskiftesygdom, som især kendes på mørkfarvning af urinen (porfyri)
  • er i behandling med visse typer medicin mod depression eller Parkinsons syge (MAO-hæmmere)
  • er i behandling mod svamp (voriconazol)

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, før du tager Karbamazepin, hvis du: 

  • har nedsat lever- eller nyrefunktion
  • har nedsat hjertefunktion
  • har haft forandringer i dit blods sammensætning efter brug af andre lægemidler
  • har haft allergiske reaktioner ved brug af andre lægemidler, inklusiv lægemidler mod epilepsi (phenytoin)
  • har forhøjet tryk i øjet (grøn stær)
  • hormonelle præventionsmidler (f.eks. p-piller, da virkningen forringes og anden prævention bør foretrækkes)
  • har epilepsi (carbamazepin kan forårsage flere krampeanfald)
  • bruger naturlægemidler, der indeholder prikbladet perikum

 

Kontakt straks lægen, hvis du får: 

  • feber, ondt i halsen, udslæt, sår i munden, let får blå mærker, rødme eller små punktformede blødninger i huden
  • kraftige hudforandringer eller overfølsomhedsreaktioner

 

Et lille antal af de personer, der bliver behandlet med epilepsimedicin, som for eksempel Karbamazepin, har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på sig selv. Hvis du på noget tidspunkt får sådanne tanker, bør du straks kontakte lægen.
 

Alvorlige hududslæt (Stevens-Johnsons syndrom, toksisk epidermal nekrolyse) er set ved brug af carbamazepin. Ofte kan udslættet give sår i munden, hals, næse, kønsorganer og konjunktivitis (røde og hævede øjne). Disse alvorlige hududslæt indledes ofte med influenza-lignende symptomer som feber, hovedpine, smerter i kroppen. Udslættet kan udvikle sig til en omfattende blæredannelse og afskalning af huden. Den største risiko for forekomst af alvorlige hudreaktioner er inden for de første måneder af behandlingen.
 

Disse alvorlige hudreaktioner kan være mere almindelige hos personer fra visse asiatiske lande. Risikoen for disse reaktioner hos patienter af Han-kinesisk eller thailandsk oprindelse kan forudsiges ved at tage en blodprøve af disse patienter. Lægen vil rådgive om, hvorvidt en blodprøve er nødvendig, før du tager carbamazepin.
 

Hvis du udvikler udslæt eller de nævnte hudsymptomer, skal du stoppe med at tage carbamazepin og kontakte lægen straks.
 

Pludseligt ophør med behandlingen kan udløse krampeanfald. Tal derfor med lægen om gradvis nedtrapning inden du stopper behandlingen.
 

Før og under behandlingen med Karbamazepin bør du få foretaget blodprøver, da behandlingen kan ændre sammensætningen af dit blod. 


Karbamazepin kan påvirke resultater af blod- og urinprøvekontrol. 

Brug af anden medicin sammen med Karbamazepin

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Tal med lægen, hvis du tager: 

  • medicin mod mavesår (cimetidin, omeprazol)
  • blodfortyndende medicin (warfarin, phenprocoumon)
  • hjerte- og vanddrivende medicin (digoxin, verapamil, diltiazem, calciumantagonister, hydrochlorthiazid, furosemid)
  • hormonelle præventionsmidler, f.eks. p-piller
  • hormoner (østrogener, progesteron, danazol)
  • binyrebarkhormoner (kortikosteroider)
  • medicin mod infektion (doxycyclin, clarithromycin, erythromycin)
  • visse typer medicin mod svamp (itraconazol, ketoconazol, fluconazol, voriconazol)
  • medicin mod allergi og nældefeber (loratadin)
  • medicin mod HIV-virus (f.eks. ritonavir, indinavir, saquinavir)
  • smertestillende medicin (dextropropoxyfen, fenazon, ibuprofen, metadon, paracetamol, tramadol)
  • medicin mod epilepsi
  • medicin mod grøn stær (acetazolamid)
  • medicin mod Parkinsons syge (MAO-hæmmere)
  • sovemedicin (midazolam)
  • medicin mod angst og uro (alprazolam)
  • medicin mod skizofreni og psykoser (quetiapin, haloperidol, clozapin, bromperidol, olanzapin, risperidon, ziprasidon)
  • medicin mod depression (fluoxetin, fluvoxamin, citalopram, litium, tricykliske antidepressiva, MAO-hæmmere)
  • medicin mod kræft (cisplatin, doxorubicin, imatinib)
  • medicin til at hæmme immunforsvaret (ciclosporin, everolimus)
  • medicin mod tuberkulose (isoniazid, rifampicin)
  • medicin mod vandladningsproblemer (oxybutynin)
  • medicin mod astma og KOL (theofyllin, aminofyllin)
  • medicin mod kvalme og opkastning (metoclopramid)
  • medicin ved nedsat skjoldbruskkirtelfunktion (levothyroxin)
  • medicin mod akne (isotretinoin)
  • medicin mod tobaksafvænning (bupropion)
  • naturlægemidler, der indeholder prikbladet perikum
  • B-vitamin (hos voksne kun i høje doser)

Brug af Karbamazepin sammen med mad, drikke og alkohol

Du skal tage Karbamazepin i forbindelse med et måltid. 

 

Karbamazepin nedsætter evnen til at tåle alkohol; du bør derfor ikke drikke alkohol under behandlingen. 

 

Du må ikke spise grapefrugt eller drikke grapefrugtjuice, da dette kan øge virkningen af medicinen. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge lægen eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Hvis du er gravid, må du kun bruge Karbamazepin efter aftale med lægen. Du må ikke stoppe behandlingen, da dette eventuelt kan skade fosteret. 

 

Du bør tage folinsyretilskud før og under graviditeten, da Karbamazepin kan forværre mangel på folinsyre. Du bør desuden tage K-vitamin K1 i de sidste uger af graviditeten. Tal med lægen. 

 

Amning  

Karbamazepin går over i modermælken. Hvis du ammer, må du kun tage Karbamazepin efter aftale med lægen, og du bør i så fald være opmærksom på mulige bivirkninger hos barnet, f.eks. overdreven søvnighed og allergiske hudreaktioner. 

 

Kvinder, der planlægger at blive gravide  

Hvis du planlægger at blive gravid, skal du måske have behandlingen ændret. Tal med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Karbamazepin kan give bivirkninger (især i begyndelsen af behandlingen eller i forbindelse med dosisjustering), som kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Karbamazepin indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager medicinen, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Karbamazepin DAK

Tag altid Karbamazepin nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Tag tabletterne med rigelig væske i forbindelse med et måltid. 

Den sædvanlige dosis er

Epilepsi  

Din læge vil fastsætte hvilken dosis, der passer til dig. 

 

Voksne  

Startdosis: 100 mg 2 gange daglig. Lægen vil herefter øge dosis gradvist med 200 mg pr. uge. 

 

Vedligeholdelsesdosis: 600 - 1200 mg daglig fordelt på 2 doser. Døgndoser op til 1600 mg er brugt i sjældne tilfælde. 

 

Børn under 6 år  

Startdosis: 10 - 20 mg/kg/døgn fordelt på 2 - 3 doser. Lægen vil herefter øge dosis gradvist, indtil der er opnået kontrol over epilepsien. Den højeste dosis er 35 mg/kg/døgn. 

 

Børn 6-12 år  

Startdosis: 100 mg 2 gange daglig. Lægen vil herefter øge dosis gradvist med 100 mg pr. uge, indtil der er opnået kontrol over epilepsien. Den højeste dosis er 1000 mg/døgn. 

 

Børn over 12 år  

Startdosis: 200 mg 2 gange daglig. Lægen vil herefter øge dosis gradvist med 200 mg pr. uge, indtil der er opnået kontrol over epilepsien. Den højeste dosis er 1000 mg/døgn for børn mellem 12-15 år og 1200 mg/døgn for børn ældre end 15 år. 

 

Trigeminusneuralgi (nervesmerter i ansigtet)  

Voksne: 100 mg 2 gange daglig. Din læge kan herefter vælge at øge dosis.  

 

Alkoholabstinenssymptomer  

Voksne: 600 mg - 1200 mg daglig fordelt på 2 doser.  

 

Ældre  

Det er ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Nedsat nyrefunktion  

Det er normalt ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Nedsat leverfunktion  

Det er nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. Karbamazepin bør ikke anvendes, hvis du har svært nedsat leverfunktion eller aktiv leversygdom. 

Hvis du har taget for mange Karbamazepin

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Karbamazepin, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

 

Symptomerne på overdosering er: Påvirkning af centralnervesystemet, som kan resultere i nedsat hastighed af vejrtrækning, nedsat hjertefrekvens og bevidsthedstab, der muligvis kan føre til koma og død. Desorientering (forvirring), døsighed, rastløs uro, hallucinationer, sløret syn, sløret tale, talebesvær, rykvise, ufrivillige øjenbevægelser, usikre/ufrivillige kropsbevægelser, påvirkning af reflekser, krampeanfald. Hæmmet tankevirksomhed, manglende initiativ, langsomme bevægelser, muskelkramper, nedsat kropstemperatur, udvidede pupiller, hurtig puls, for lavt blodtryk eller for højt blodtryk, forstyrrelser i hjertets elektriske impulser, besvimelse i forbindelse med hjertestop, opkastninger, forsinket tømning af mavesækken, nedsatte tarmbevægelser, besvær med at lade vandet evt. vandladningsstop, nedsat vandladning (mindre urin), ophørt urinproduktion, væskeophobning i kroppen, væskeforgiftning, for lavt natrium i blodet, for meget syre i blodet, højt blodsukker (blodglukose), øget muskelenzym (kreatinfosfokinase) i blodet. 

 

Symptomerne på svær overdosering er: Koma, svækket vejrtrækning med blåfarvning af læber og negle, hurtig, rallende vejrtrækning, smerter eller ubehag i brystet samt hoste med skummende evt. blodigt opspyt pga. vand i lungerne. 

 

Akut nyresvigt er set efter kraftig overdosering. 

Hvis du har glemt at tage Karbamazepin

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Karbamazepin

Du må kun holde pause eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen.  

Pludselig afbrydelse af behandlingen kan udløse krampeanfald. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Ring 112 eller søg omgående læge ved tegn på alvorlige bivirkninger. 

 

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 behandlede):  

Alvorlig: Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer).  

Ikke alvorlig: Svimmelhed, problem med styring af bevægelser, søvnighed, træthed, kvalme, opkastning, allergiske hudreaktioner, nældefeber, menstruationsforstyrrelser, manglende ægløsning.  

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 - 10 ud af 100 behandlede):  

Alvorlige: Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader), for lavt natrium i blodet som viser sig ved følgende symptomer; kvalme, utilpashed, muskelsvaghed og -kramper, forvirring og koma.  

Ikke alvorlige: Hovedpine, dobbeltsyn, sløret syn, nedsat opfattelsesevne, mundtørhed, appetitløshed, hævede fødder, ankler og hænder, ophobning af væske i kroppen, vægtøgning.  

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 - 10 ud af 1.000 behandlede):  

Alvorlige: Alvorligt hududslæt med betændelse og afstødning af hudens øverste lag (eksfoliativ dermatitis).  

Ikke alvorlige: Ufrivillige bevægelser, rykvise, ufrivillige øjenbevægelser, diaré eller forstoppelse, knogleskørhed.  

 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 - 10 ud af 10.000 behandlede):  

Alvorlige: Multisystemisk sygdom (SLE syndrom) udtrykt ved udslæt i ansigtet, nyrebetændelse, feber, led og muskelsmerter, blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber (Stevens- Johnsons syndrom), kraftig afskalning og afstødning af hud (toksisk epidermal nekrolyse), forstyrrelser i hjertets elektriske impulser og uregelmæssig hjerterytme, gulsot, leverbetændelse, delvis lammelse, overfølsomhedsreaktioner i flere organer, hallucinationer og depression, nedsat antal af alle typer blodlegemer samt blodmangel.  

 

Ikke alvorlige: Folinsyremangel, forhøjet blodtryk eller for lavt blodtryk, ufrivillige bevægelser i ansigtet samt hænder og fødder, forstyrrelser i øjets bevægelser, taleforstyrrelser, prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed, evt. smerter i hænder og fødder samt muskelsvaghed, mavesmerter, betændelse i tungen, betændelse i mundslimhinden, hudkløe overfølsomhed mod lys, feber, udslæt og ømme røde knuder i ansigtet og på arme og ben, forandringer i hudpigmentering, små blødninger i hud og slimhinder, uren hud, unormal behåring, øget svedtendens, ledsmerter, muskelsmerter, eller - kramper, nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen (stofskiftet påvirkes), uro, aggression, rastløshed forvirring.  

 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):  

Alvorlige: Langsom og uregelmæssig puls, nedsat hjertefunktion og hjertesvigt, smerter og hævelse i ben eller arme pga. årebetændelse med dannelse af blodprop, blodpropper, påvirkning af blodet, samt bleghed og træthed pga. blodmangel, åndedrætsbesvær og ændringer i hjerterytmen (pulsen), svær muskelstivhed, rysten, høj feber og forvirring (malignt neuroleptikasyndrom), overfølsomhedsreaktion i lungerne (feber, vejrtrækningsbesvær, lungebetændelse), betændelse i bugspytkirtlen og galdeveje med voldsomme mavesmerter og feber, nyrebetændelse med smerter, feber og blod i urinen, nyresvigt, nedsat nyrefunktion, mørkerød urin, kraftige mavesmerter, psykiske forstyrrelser (som fx angst), hovedpine, rykvise muskelsammentrækninger, rygsmerter, nakkestivhed, svimmelhed, almen sløjhed og evt. feber pga. meningitislignende tilstand, pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion), udslæt (nældefeber) og hævelser (kan være alvorligt), leverbetændelse, leversvigt, beskadigelse og betændelse i galde vejene, udbrud af sindslidelser. Øget tendens til infektioner pga. nedsat indhold af antistoffer i blodet.  

Ikke alvorlige: Mælkeproduktion hos kvinder, udvikling af brystvæv hos mænd, smagsforstyrrelser, uklarhed i øjets linse, betændelse i øjets bindehinde, øget tryk i øjnene, smagsforstyrrelser, høreforstyrrelser, fx tinnitus, døvhed, hørenedsættelse, ændring i toneopfattelse, hyppig vandladning, tilbageholdelse af urinen, hårtab, impotens, nedsat sædproduktion.  

 

Karbamazepin kan herudover give nogle bivirkninger, som du normalt ikke vil mærke noget til. Disse bivirkninger er ændringer i laboratorieprøver f.eks. ændringer i levertal. 

 

Der har været rapporteret om knoglelidelser, herunder afkalkning af knoglerne, knogleskørhed og knoglebrud. Tal med din læge eller apotekspersonalet, hvis du er i langtidsbehandling med epilepsimedicin, har knogleskørhed eller tager medicin med binyrebarkhormon. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til 

 

Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, DK-2300 København S  

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail:dkma@dkma.dk. 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Karbamazepin utilgængeligt for børn. 

Brug ikke Karbamazepin efter den udløbsdato, der står på pakningen. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Karbamazepin DAK 200 mg indeholder

  • Aktivt stof: Carbamazepin.
  • Øvrige indholdsstoffer: Gelatine, kartoffelstivelse, lactosemonohydrat, magnesiumstearat (E 470b) og talcum (E 553b).

Udseende og pakningsstørrelser

Karbamazepin DAK er runde, hvide tabletter med delekærv. 

 

Karbamazepin DAK findes i pakninger à 200 stk. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Takeda Pharma A/S  

Dybendal Alle 10 

2630 Taastrup 

Fremstiller

Takeda Pharma Sp. z o.o.  

12 Księstwa Łowickiego ST.  

99-420 Łyszkowice 

Polen 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret april 2017
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...