Creon®

enterokapsler Lipase 40.000 EP-e

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

CREON® 40.000 EP-e hårde enterokapsler 

Pankreatin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, har givet dig.
  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Creon
  3. Sådan skal du tage Creon
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Creon indeholder fordøjelsesenzymer (amylase, lipase og protease), som fremmer fordøjelsen. Enzymerne er udvundet af svinebugspytkirtler. 

 

Du kan tage Creon ved sygdomme i bugspytkirtlen. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Creon

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. 

Tag ikke Creon:

  • hvis du er allergisk over for pankreatin, eller et af de øvrige indholdsstoffer i Creon (angivet i afsnit 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Creon. 

 

En sjælden tarmsygdom, hvor der forekommer forsnævringer i tynd og tyktarmen (fibroserende colonopati), er set hos patienter med cystisk fibrose, som har fået høje pancreatindoser. Hvis du har cystisk fibrose og tager mere end 10.000 lipase enheder pr. kg pr. dag og har usædvanlige mavesymptomer eller ændrede mavesymptomer, skal du kontakte din læge. 

Brug af anden medicin sammen med Creon

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Hvis du er gravid, må du kun tage Creon efter aftale med lægen. 

 

Amning 

Du kan tage Creon, selvom du ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Creon påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

3. Sådan skal du tage Creon

Tag altid Creon nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sundhedspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet. 

  • Dosis angives i lipase enheder. Lipase er et af enzymerne i pankreatin. De forskellige Creon styrker indeholder forskellige mængder lipase.
  • Tag altid den mængde Creon, som din læge har angivet.
  • Lægen vil justere dosis, så den passer til dig. Den vil afhænge af:
    • din sygdom
    • din vægt
    • din kost
    • hvor meget fedt din afføring indeholder

Hvis du stadig har fedtet afføring eller andre mave- eller tarmsymptomer, skal du tale med lægen. Din dosis skal måske justeres.
 

Cystisk fibrose 

  • Den sædvanlige startdosis til børn under 4 år er 1.000 lipase enheder pr. kg legemsvægt pr. måltid.
  • Den sædvanlige startdosis til børn over 4 år, unge og voksne er 500 lipase enheder pr. kg legemsvægt pr. måltid.

 

Andre bugspytkirtelsygdomme 

  • Den sædvanlige dosis pr. måltid er mellem 25.000 og 80.000 lipase enheder.
  • Den sædvanlige dosis pr. mellemmåltid er det halve af dosis pr. måltid.

Hvornår skal du tage Creon

Tag altid Creon sammen med eller umiddelbart efter et måltid eller et mellemmåltid. Det vil sikre, at enzymerne blandes effektivt med maden, så de kan fordøje den, mens den passerer gennem tarmen. 

Hvordan skal du tage Creon

  • Synk kapslerne hele.
  • Knus eller tyg ikke kapslerne.
  • Hvis du har svært ved at synke kapslerne hele, kan de åbnes forsigtigt, og indholdet kan tilsættes en mindre mængde blød, syrlig mad eller drikke, f.eks. yoghurt, appelsin-, æble- eller ananasjuice.
  • Indtag blandingen af Creon og mad eller væske STRAKS, den må IKKE opbevares, og den må IKKE tygges. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at der ikke bliver noget af produktet tilbage i munden. Skyl eventuelt efter med sur væske.
  • Drik rigeligt med væske hver dag.

Hvis du har taget for mange Creon

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Creon, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Patienter med cystisk fibrose bør straks søge læge. Det gælder især for børn. 

Hvis du har glemt at tage Creon

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Fortsæt blot med den sædvanlige dosis. 

Hvis du holder op med at tage Creon

Du må kun holde pause eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen. Spørg lægen eller apoteket, hvis der er noget, du er i tvivl om eller føler dig usikker på. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger: Hyppigheden ikke kendt Stop behandling med Creon og kontakt straks læge eller skadestue, hvis du oplever nogle af følgende alvorlige bivirkninger:

  • Pludselige overfølsomhedsreaktioner (inden for minutter til timer), f.eks. hududslæt, åndedrætsbesvær, blodtryksfald og besvimelse (anafylaksi). Det kan være livsfarligt. Ring 112.
  • Ved cystisk fibrose: tarmsygdom, hvor der forekommer forsnævringer i tynd- og tyktarmen (fibroserende colonopati). Viser sig ved usædvanlige eller ændrede mavesymptomer.

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter): 

  • Mavesmerter.

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Kvalme, opkastning, forstoppelse og oppustet mave, diaré.

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Udslæt.

 

Hyppigheden er ikke kendt: 

  • Kløe, nældefeber.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk
 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Creon utilgængeligt for børn.  

 

Må ikke opbevares over 25° C. 

 

Opbevares i original beholder for at beskytte mod fugt. 

 

Brug ikke kapslerne, hvis de viser tydelige tegn på nedbrydning. 

 

Tag ikke Creon efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Kapslerne skal anvendes inden for 3 måneder efter anbrud af pakningen. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Creon indeholder:

  • Aktivt stof: pankreatin svarende til
    • Amylase 25.000 EP-enheder
    • Lipase 40.000 EP-enheder
    • Protease 1.600 EP-enheder
  • Øvrige indholdsstoffer: Macrogol 4000; hypromellosephthalat; cetylalkohol; triethylcitrat; dimeticon; gelatine; jernoxider (E172); titandioxid (E171) og natriumlaurilsulfat.

Creon er sukker- og lactosefri. 

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende 

Creon er brune/klare kapsler. 

 

Pakningsstørrelser 

Creon fås i en pakningsstørrelse á 100 hårde enterokapsler. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller:

2care4  

Tømrervej 9 

6710 Esbjerg V 

 

Creon® er et registreret varemærke, der tilhører BGP Products Operations GmbH. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret juli 2017.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...