Cialis®

filmovertrukne tabletter 20 mg

Eli Lilly NL

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

CIALIS® 20 mg filmovertrukne tabletter  

Tadalafil 

Læs hele denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse.
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage CIALIS
  3. Sådan skal du tage CIALIS
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

CIALIS er en behandling til voksne mænd med erektil dysfunktion. Dette er, når en mand ikke kan få eller bevare en hård, rejst penis, som er egnet til seksuel aktivitet. Evnen til at få en hård, rejst penis egnet til seksuel aktivitet har vist sig at blive væsentligt forbedret med CIALIS. 

 

CIALIS indeholder det aktive stof tadalafil, som tilhører en gruppe af lægemidler kaldet phosphodiesterase type 5-hæmmere. Ved seksuel stimulation virker CIALIS ved at hjælpe blodkarrene i penis til at slappe af, så blodet kan strømme ind i penis. Resultatet af dette er en forbedret rejsning. CIALIS hjælper ikke, hvis du ikke har erektil dysfunktion. 

 

Det er vigtigt at huske, at CIALIS kun virker ved seksuel stimulation. Du og din partner må indlede et forspil, ligesom du ville gøre, hvis ikke du tog medicin for erektil dysfunktion. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage CIALIS

Tag ikke CIALIS, hvis du

  • Er allergisk overfor tadalafil eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (angivet i punkt 6).
  • Tager nogen form for organisk nitrat eller nitrogenoxid-donorer såsom amylnitrit.
    Dette er medicin (”nitrater”), som bruges til behandling af angina pectoris (”brystsmerter”). CIALIS har vist sig at øge virkningen af disse typer medicin. Fortæl lægen, hvis du tager nogen form for nitrat, eller hvis du er i tvivl.
  • Har en alvorlig hjertesygdom eller har haft et hjerteanfald indenfor de seneste 90 dage.
  • Har haft et slagtilfælde indenfor de seneste 6 måneder.
  • Har lavt blodtryk eller ukontrolleret højt blodtryk.
  • På noget tidspunkt tidligere har haft tab af synet på grund af non-arteritis anterior iskæmisk opticusneuropati (NAION). Denne tilstand beskrives som en ”blodprop i øjet”.
  • Tager riociguat. Dette lægemiddel bruges til at behandle pulmonal arteriel hypertension (højt blodtryk i lungerne) og kronisk tromboembolisk pulmonal hypertension (højt blodtryk i lungerne som følge af blodpropper). PDE5- hæmmere, så som CIALIS, har vist sig at øge den blodtrykssænkende virkning af denne medicin. Tal med din læge hvis du tager riociguat eller er usikker.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, før du tager CIALIS.
 

Vær opmærksom på at seksuel aktivitet indebærer en mulig risiko for patienter med hjertesygdom, fordi aktiviteten giver ekstra anstrengelse til hjertet. Hvis du har problemer med hjertet, bør du tale med din læge.
 

Inden du begynder at tage tabletterne, skal du tale med din læge, hvis du har: 

  • Seglcelleanæmi (abnorme røde blodceller).
  • Myelomatose (knoglemarvskræft).
  • Leukæmi (blodkræft).
  • En hvilken som helst form for misdannelse af penis.
  • Alvorlige problemer med din lever.
  • Alvorlige problemer med dine nyrer.

 

Det vides ikke, om CIALIS virker hos patienter, som: 

  • Er blevet opereret i bækkenet.
  • Har fået fjernet hele eller dele af blærehalskirtlen, og nerverne til blærehalskirtlen derved er blevet skåret over (radikal ikke-nervebevarende prostatektomi).

 

Hvis du oplever en pludselig nedsættelse af synet eller tab af synet, skal du stoppe med at tage CIALIS og straks kontakte din læge.
 

CIALIS er ikke beregnet til kvinder. 

 

Børn og unge  

CIALIS er ikke beregnet til børn og unge under 18 år. 

Brug af anden medicin sammen med CIALIS

Fortæl det altid til lægen eller apoteksper- sonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.
 

Tag ikke CIALIS hvis du også bruger nitrater.
 

Visse lægemidler kan blive påvirket af CIALIS, eller de kan påvirke, hvor godt CIALIS virker. Fortæl lægen eller
apotekspersonalet, hvis du allerede tager: 

  • Alfa-blokkere (bruges til behandling af for højt blodtryk eller urinvejssymptomer forbundet med godartet forstørrelse af blærehalskirtlen).
  • Anden medicin mod for højt blodtryk.
  • Riociguat.
  • En 5- alfa-reduktase-hæmmer (bruges til behandling af godartet forstørrelse af blærehalskirtlen).
  • Medicin, som f.eks. ketoconazoltabletter (til behandling af svampeinfektioner) og protease hæmmere til behandling af aids eller hiv-infektion.
  • Phenobarbital, phenytoin og carpamazepin (mod krampeanfald).
  • Rifampicin, erythromycin, clarithromycin og itraconazol.
  • Anden behandling for erektil dysfunktion.

Brug af CIALIS sammen med drikke og alkohol

Du kan læse om alkohols virkning under pkt. 3. Grapefrugtjuice kan påvirke virkningen af CIALIS og bør indtages med forsigtighed. Tal med lægen for yderligere oplysninger. 

Frugtbarhed

Når hunde blev behandlet, så man en nedsat udvikling af sædceller i testiklerne.
Der er også set nedsættelse i antallet af sædceller hos nogle mænd. Det er dog usandsynligt, at disse virkninger vil medføre manglende frugtbarhed. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Nogle mænd, der fik CIALIS i kliniske studier, rapporterede om svimmelhed. Hold øje med, hvordan du reagerer på tablet- terne, før du begynder at køre bil eller betjene værktøj eller maskiner. 

CIALIS indeholder lactose:

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage CIALIS

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 

 

CIALIS-tabletterne er til oral brug og kun til mænd. Synk tabletten hel med et glas vand. Tabletterne kan tages med eller uden mad. 

 

Den anbefalede startdosis er én 10 mg tablet før seksuel aktivitet. Du har fået dog fået en dosis på én 20 mg tablet, fordi din læge har vurderet, at den anbefalede dosis på 10 mg er for svag.  

 

Tag CIALIS-tabletten mindst 30 minutter før seksuel aktivitet. 

CIALIS kan stadig være virksomt op til 36 timer efter, at du har taget tabletten. 

 

Tag ikke CIALIS mere end én gang om dagen. CIALIS 10 mg og 20 mg er beregnet til brug før forventet seksuel 

aktivitet og anbefales ikke til vedvarende daglig brug. 

 

Det er vigtigt at huske, at CIALIS kun virker ved seksuel stimulation. Du og din partner må indlede et forspil, ligesom du ville gøre, hvis du ikke tog medicin for erektil dysfunktion. 

 

Hvis du drikker alkohol, kan det påvirke din evne til at få en erektion, ogdit blodtryk kan sænkes midlertidig. Hvis du har taget eller har planer om at tage CIALIS, skal du undgå overdrevet alkoholindtagelse (alkohol niveau på 0,8 promille eller højere), Da dette kan øge risikoen for svimmelhed, når du rejser dig op. 

Hvis du har taget for meget CIALIS

Kontakt din læge. Du kan muligvis få bivirkninger, som beskrevet i punkt 4.  

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Disse bivirkninger er som regel lette til moderate. 

Hvis du får nogen af disse bivirkninger, skal du stoppe med at tage dette lægemiddel og straks søge læge:

  • Allergiske reaktioner herunder hududslæt (hyppighed: Ikke almindelig).
  • Brystsmerter - brug ikke nitrater, men søg straks lægehjælp (hyppighed: Ikke almindelig).
  • Forlænget og muligvis smertefuld rejsning efter indtagelse af CIALIS (hyppighed: Sjælden).
    Hvis du får sådan en rejsning, som vedvarer i mere end 4 timer, skal du straks søge lægehjælp.
  • Pludseligt opstået synstab (hyppighed: Sjælden).

 

Andre bivirkninger er blevet indberettet: 

 

Almindelige bivirkninger (ses hos 1 til 10 ud af 100 patienter)  

  • Hovedpine, rygsmerter, muskelsmerter, smerter i arme og ben, ansigtsrødme, tilstoppet næse og fordøjelsesbesvær.

 

Ikke almindelige bivirkninger (ses hos 1 til 10 ud af 1.000 patienter)  

  • Svimmelhed, mavesmerter, kvalme, opkastning, sure opstød, uklart syn, øjensmerter, åndedrætsbesvær, blod i urinen, fornemmelse af hamrende hjerteslag, høj puls, højt blodtryk, lavt blodtryk, næseblod, ringen for ørerne (tinnitus), hævelse i hænder, fødder eller ankler og træthed.

 

Sjældne bivirkninger (ses hos 1 til 10 ud af 10.000 patienter)  

  • Besvimelse, kramper og forbigående hukommelsestab, hævede øjenlåg, røde øjne, pludseligt nedsat eller tab af hørelse, nældefeber (kløende, rødt hududslæt), blødning fra penis, blod i sæd og øget tendens til at svede.

 

Hjertetilfælde og slagtilfælde er også set sjældent hos mænd, som tager CIALIS. De fleste af disse mænd havde eksisterende hjerteproblemer, før de tog medicinen.
 

Delvis midlertidig eller permanent nedsættelse eller tab af synet på det ene eller begge øjne er set sjældent. 

 

Andre sjældne bivirkninger, som ikke blev set i afprøvninger på patienter, er set hos mænd, der tog CIALIS. Disse bivirkninger omfatter: 

  • Migræne, hævelse i ansigtet, alvorlige allergiske reaktioner, som medfører hævelse i ansigtet eller svælget, alvorligt hududslæt, lidelser, der påvirker blodforsyningen til øjnene, uregelmæssige hjerteslag, brystkramper (angina pectoris) og pludselig hjertedød.

Hos mænd, som er over 75 år og tager CIALIS, er svimmelhed indberettet hyppigere. Hos mænd, som er over 65 år og tager CIALIS, er diarré indberettet hyppigere. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige
bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til  

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke dette lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod fugt. Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

CIALIS indeholder:

  • Aktivt stof: Tadalafil. Hver tablet indeholder 20 mg tadalafil.
  • Øvrige indholdsstoffer:
    Tabletkerne: lactosemonohydrat (se sidst i punkt 2), croscarmellosenatrium, hydroxypropylcellulose, mikrokrystallinsk cellulose, natriumlaurilsulfat, magnesiumstearat.


Filmovertræk: lactosemonohydrat, hypromellose, triacetin, titandioxid (E171), gul jernoxid (E172), talcum. 

Udseende og pakningsstørrelser

CIALIS 20 mg er gule filmovertrukne tabletter, der har mandelform og er mærket med ”C 20” på den ene side.  

CIALIS 20 mg fås i blisterpakninger med 2, 4, 8, 10 eller 12 tabletter. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser markedsføres nødvendigvis. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Eli Lilly Nederland B.V., Papendorpseweg 83, 3528 BJ Utrecht, Holland. 

Fremstiller:

Lilly S.A., Avda. de la Industria 30, 28108 Alcobendas, Madrid, Spanien. 

 

CIALIS® er et registreret varemærke, der tilhører Eli Lilly and Company. 

 

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen: 

 

Danmark  

Eli Lilly Danmark A/S  

Tlf: +45 45 26 60 00 

 

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://ema.europa.eu 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret juli 2016. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...