NorLevo

tabletter 1,5 mg

Orifarm

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

NorLevo® 1,5 mg tabletter 

Levonorgestrel 

 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger. Tag altid dette lægemiddel nøjagtig som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet, har givet dig. Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4. Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk  

 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse.
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage NorLevo.
  3. Sådan skal du tage NorLevo.
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring.
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger.

1. Virkning og anvendelse

  • NorLevo er et nødpræventionsmiddel der forhindrer graviditet ved at blokere og/eller forsinke ægløsning.

 

Hvad er nødprævention? 

  • Nødprævention er til nødsituationer for at undgå uønsket graviditet efter ubeskyttet samleje eller svigt af anden prævention.

 

Hvornår skal der anvendes nødprævention? 

  • NorLevo skal anvendes hurtigst muligt, helst inden for 12 timer og senest 72 timer (3 dage), efter ubeskyttet samleje eller svigt af anden prævention.

 

Det er mest effektivt, hvis du tager NorLevo så hurtigt som muligt efter det ubeskyttede samleje. NorLevo kan kun beskytte dig fra at blive gravid, hvis du tager tabletten inden 72 timer efter, at det ubeskyttede samleje har fundet sted. 

 

NorLevo virker ikke, hvis du allerede er gravid. Hvis du har ubeskyttet samleje efter at have taget NorLevo, kan det ikke hindre en eventuel graviditet. 

 

NorLevo har vist sig at forebygge 52-85 % af alle forventede graviditeter. 

 

NorLevo virker ved at stoppe dine æggestokke i at frigive et æg. Det kan ikke stoppe befrugtede æg i at fæstne sig på livmodervæggen. 

 

Denne tablet må kun anvendes til nødstilfælde, ikke som et dagligt præventionsmiddel, da den ikke kan erstatte en almindelig p-pille. 

 

NorLevo er ikke beregnet til brug før indtræden af første menstruation (menarchen). 

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage NorLevo

Tag ikke NorLevo

  • hvis du er allergisk over for levonorgestrel eller et af de øvrige indholdsstoffer i Norlevo (angivet i punkt 6.).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, eller apotekspersonalet, før du tager Norlevo 

  • hvis du tidligere har haft betændelse i æggelederne eller graviditet uden for livmoderen.
  • hvis du har alvorligt nedsat leverfunktion.
  • hvis du lider af kronisk tarmbetændelse (Crohn`s sygdom).
  • hvis du har risiko for at få en blodprop, tidligere har haft en blodprop eller en i din nærmeste familie har haft en blodprop.

 

Det gælder for alle kvinder, at nødprævention skal tages snarest muligt efter et ubeskyttet samleje. 


Der foreligger nogen dokumentation for, at levonorgestrel kan have en nedsat virkning ved stigende legemsvægt eller body mass index (BMI), men disse data er begrænsede og utilstrækkelige. Derfor anbefales Norlevo fortsat til alle kvinder, uanset vægt eller BMI. 

 

Du rådes til at tale med din læge eller sundhedspersonalet, hvis du er bekymret over problemer i forbindelse med brug af nødprævention. 

 

Få foretaget en graviditetstest, hvis: 

  • menstruationen er forsinket mere end 5 dage.
  • blødningen er unormal på det forventede menstruationstidspunkt.
  • du bruger p-piller, og menstruationen udebliver i næste p-pillefri periode.
  • du har symptomer på graviditet.
  • du har haft ubeskyttet samleje mere end 72 timer før, du tog NorLevo.

 

Du skal være opmærksom på, at: 

  • efter brug af NorLevo får du sædvanligvis en normal menstruation til normal tid (evt. få dage tidligere eller senere end forventet).
  • hvis du bliver gravid, selv om du har taget NorLevo, skal du kontakte din læge. Der kan være risiko for graviditet uden for livmoderen.
  • hvis du har brugt NorLevo, fordi du havde taget din p-pille for sent, skal du alligevel fortsætte med p-pillerne perioden ud.
  • du ikke bør bruge NorLevo flere gange inden for samme menstruationscyklus, da du kan få alvorlige blødningsforstyrrelser.
  • hvis du gentagne gange har brugt NorLevo, bør du sammen med din læge finde ud af, hvilken prævention du bedst kan bruge fremover.
  • NorLevo beskytter ikke mod seksuelt overførte sygdomme (f.eks. klamydia, kønsvorter, HIV).

Brug af anden medicin sammen med Norlevo

  • Tal med din læge, da virkningen af NorLevo kan nedsættes eller helt udeblive, hvis du tager medicin mod:
    • epilepsi (phenobarbital, phenytoin, primidon, carbamazepin).
    • tuberkulose (f.eks. rifabutin og rifampicin).
    • svampeinfektion (griseofulvin).
    • HIV (efavirenz,ritonavir).
    • tristhed (naturmedicin med prikbladet perikum).
    • undertrykkelse af immunsystemet i forbindelse med transplantation (ciclosporin).

NorLevo bør ikke anvendes sammen med lægemidler, der indeholder ulipristalacetat. 

 

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 

Brug af NorLevo sammen med mad og drikke

  • Du kan tage NorLevo i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt.
  • Du skal tage NorLevo tabletter med et glas vand.

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet: 

  • NorLevo virker ikke, hvis du allerede er gravid. Du bør ikke tage NorLevo, hvis du er gravid.
  • Hvis du tager NorLevo og det senere viser sig, at du er gravid, er der ikke fare for misdannelser hos fosteret, hvis du har fulgt den normale dosering.

 

Amning

  • Du kan tage NorLevo, selvom du ammer.
  • Da NorLevo går over i modermælken, bør du amme, umiddelbart før du tager tabletterne, og undgå amning i mindst 8 timer efter indtagelse.

 

Frugtbarhed: 

  • Brug af Norlevo påvirker ikke din evne til at blive gravid.
  • Du bør fortsætte eller opstarte brug af prævention efter anvendelse af Norlevo, for at sikre en fortsat beskyttelse mod graviditet.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Det er uvist, om NorLevo påvirker arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken.Du skal derfor være opmærksom på hvordan medicinen påvirker dig. Hvis du oplever træthed og svimmelhed efter at have taget NorLevo, bør du ikke køre bil eller betjene maskiner. 

NorLevo indeholder lactose.

Denne medicin indeholder lactose. Hvis din læge har fortalt dig at du ikke tåler visse sukkerarter, så kontakt lægen inden du tager NorLevo. 

3. Sådan skal du tage NorLevo

Tag altid Norlevo nøjagtig som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Tabletterne bør indtages sammen med rigelig mængde vand (1½ dl). 

Den anbefalede dosis er

Tag én tablet hurtigst muligt efter det ubeskyttede samleje, helst inden 12 timer og senest 3 dage (72 timer) efter samlejet. 

 

Du kan tage NorLevo når som helst i en menstruationscyklus. 

 

Hvis du kaster op, inden 3 timer efter indtagelse af tabletten, bør du tage yderligere én tablet med det samme. 

 

Hvis du tager et af de lægemidler, der kan forhindre, at NorLevo virker korrekt (se ovenstående afsnit "Brug af anden medicin sammen med NorLevo"), eller hvis du har taget et af disse lægemidler indenfor de seneste 4 uger, vil NorLevo måske virke mindre effektivt.
Din læge vil muligvis råde dig til at anvende en anden type (ikke-hormonel) nødprævention, dvs. en kobberspiral. Hvis dette ikke er en mulighed for dig, eller hvis du ikke omgående kan tage til lægen, kan du tage en dobbeltdosis af NorLevo (dvs. 2 tabletter på samme tid). 

 

Efter brug af NorLevo, bør du bruge anden prævention f.eks.
kondom, pessar eller sæddræbende creme indtil starten af næste menstruation. Hvis du tager p-piller som fast prævention, bør du fortsætte som hidtil. 

 

Børn:  

Må ikke anvendes til børn under 15 år uden lægens anvisning. 

Hvis du har taget for mange NorLevo

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere NorLevo, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 


Symptomer:
 

Kvalme og efterfølgende blødning. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter):  

  • Kvalme.
  • Mavesmerter.
  • Træthed, hovedpine, svimmelhed.
  • Smerter i livmoderen, brystspænding, kraftig menstruation, blødning, forsinket menstruation i mere end 7 dage.

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter):  

  • Opkastning og diaré.
  • Menstruationssmerter.

 

Bivirkninger som ømhed i brysterne, pletblødning og uregelmæssig blødning kan vare indtil næste menstruation. De andre bivirkninger forsvinder normalt inden for 48 timer efter indtagelsen af NorLevo. 


Der er rapporteret overfølsomhedsreaktioner som hævelse i ansigt og svælg og reaktioner på huden i forbindelse med indtagelse af NorLevo. 


Blodpropper er set efter markedsføring af produktet med symptomerne åndenød, smerter i brystet med udstråling til arme eller hals, voldsomme smerter i maven, lammelser, føleforstyrrelser, talebesvær, smertende og evt. hævede arme eller ben. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk. 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar NorLevo utilgængeligt for børn.
  • Tag ikke NorLevo efter den udløbsdato, der står på pakningen. Hvis pakningen er mærket med EXP betyder det at udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Opbevar NorLevo i original beholder, da det er følsomt for lys.

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

NorLevo, 1,5 mg, tabletter indeholder:

Aktivt stof:  

Levonorgestrel 1,5 mg. 

 

Øvrige indholdsstoffer:  

Lactosemonohydrat, magnesiumstearat, majsstivelse, povidon og vandfri kolloid silica. 

Udseende og pakningsstørrelser:

NorLevo er en hvid, rund og buet tablet mærket ”NL 1.5" på den ene side. 

 

NorLevo fås i:  

NorLevo 1,5 mg i pakning med 1 tablet. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S  

Mail: info@orifarm.com  

Fremstiller:

Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ  

 

For yderligere oplysninger om denne medicin og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 09/2017  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...