Corodil®

tabletter 5 mg

Hexal

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Corodil 5 mg tabletter  

enalaprilmaleat 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Du kan finde den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Corodil
  3. Sådan skal du tage Corodil
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Corodil anvendes til behandling af:

  • Forhøjet blodtryk
  • Hjertesvigt, der giver symptomer (en tilstand hvor hjertet ikke kan pumpe tilstækkeligt blod rundt i forhold til kroppens behov)
  • Forebyggelse af symptomer på hjertesvigt, før der opstår symptomer, men hvor hjertepumpefunktionen er påvirket (f.eks. åndenød, hævede ankler og fødder samt træthed efter let anstrengelse såsom gang).

 

Corodil tilhører en lægemiddelgruppe, som kaldes ACE-hæmmere (angiotensinkonverterende enzym-hæmmere). Corodil blokerer for dannelsen af et blodtryksøgende stof i kroppen. Derfor falder trykket, og/eller hjertets funktion forbedres. 

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering, end angivet i denne information.
Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Corodil

Tag ikke Corodil:

  • hvis du er allergisk over for
    • enalapril eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6)
    • andre ACE-hæmmere (blodtrykssænkende lægemidler)
  • hvis du har oplevet en pludselig væskeophobning i huden og slimhinderne (f.eks. halsen eller tungen), vejrtrækningsbesvær og/eller kløe og udslæt, ofte som en allergisk reaktion (angioødem), i forbindelse med tidligere indtagelse af en ACE-hæmmer.
    Du må ikke tage Corodil, hvis du har oplevet en eller flere af disse reaktioner uden en kendt årsag, eller hvis det er blevet bekræftet, at du har en arvelig eller anden form for angioødem (væskeophobning).
  • hvis du er gravid og mere end tre måneder henne i graviditeten (Det er også bedst at undgå Corodil i den første del af graviditeten - se punktet om graviditet).
  • hvis du har sukkersyge eller nedsat nyrefunktion, og du også tager et blodtrykssænkende lægemiddel, der indeholder aliskiren.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Corodil: 

  • hvis du får en saltfattig kost, er i dialyse, lider af opkastning eller diarré eller er i behandling med vanddrivende tabletter, kan dit blodtryk blive for lavt.
  • hvis du har en hjertelidelse (ud over den, som du behandles for), eller hvis du har en lidelse, der berører blodkarrene i hjernen.
  • hvis du har en nyrelidelse eller indsnævring af blodkarrene til nyren.
  • hvis du har fået foretaget en nyretransplantation.
  • hvis du har en leverlidelse. Hvis du får gulsot, mens du tager Corodil, skal du stoppe behandlingen og kontakte din læge.
  • hvis du har en specifik karsygdom eller behandles med lægemidler, som påvirker immunsystemet, lægemidler mod urinsyregigt (allopurinol) eller lægemidler mod hjerterytmeforstyrrelser (procainamid), kan der opstå svære infektioner. Lægen vil tage blodprøver oftere.
  • hvis du under behandlingen oplever overfølsomhedsreaktioner eller en pludselig væskeophobning i huden og slimhinderne (f.eks. halsen eller tungen), vejrtrækningsbesvær og/eller kløe og udslæt, ofte som en allergisk reaktion (angioneurotisk ødem), skal du kontakte din læge.
    • hvis du tidligere har oplevet en pludselig væskeophobning, er der en højere risiko for, at denne tilstand vender tilbage.
    • hvis du har en mørkere hudfarve, har du større risiko for pludselige væskeophobninger.
  • hvis du er i dialysebehandling (med højpermeable membraner), i blod-separationsbehandling for maskinelt at fjerne kolesterol fra dit blod (LDL-aferese med dextransulfat) eller i desensibiliseringsbehandling for at nedsætte effekten af overfølsomhed over for bi- eller hvepsestik. I disse tilfælde skal du fortælle din læge, at du tager Corodil.
  • hvis du skal gennemgå en operation under fuld narkose.
  • hvis du har diabetes, skal du være særligt opmærksom på tegn på hypoglykæmi (fald i blodsukkeret) som f.eks. svaghed, øget svedtendens eller tørst, især i de første måneder af behandlingen med enalaprilmaleat, da den blodsukkersænkende effekt kan forstærkes.
  • hvis du tager kaliumbesparende vanddrivende tabletter (diuretika), kaliumtilskud eller kaliumholdige salterstatninger eller lægemidler, som øger koncentrationen af kalium i blodet.
  • hvis du lider af hoste, kan den blive værre. Tal med din læge om det.
  • hvis du tager lithium, som anvendes til behandling af visse psykiske sygdomme.
  • hvis du samtidig tager et af følgende lægemidler til behandling af for højt blodtryk:
    • en angiotensin II-receptorblokker (ARB) (også kendt som sartaner - f.eks. valsartan, telmisartan, irbesartan), især hvis du har nyrerproblemer i forbindelse med sukkersyge
    • aliskiren

Din læge vil eventuelt måle din nyrefunktion, dit blodtryk og elektrolytter (f.eks. kalium) i dit blod med jævne mellemrum.
Se også information under overskriften “Tag ikke Corodil” 

 

Graviditet
Hvis du tror, du er (eller måske kan blive) gravid. Det anbefales ikke at tage Corodil i den tidlige graviditet, og du må ikke tage lægemidlet, hvis du er længere henne i graviditeten end 3. måned, da dette kan medføre alvorlig skade på dit barn (se afsnittet om graviditet). 

Børn og unge

Bortset fra brug mod forhøjet blodtryk, er der ingen data om brug af Corodil til børn og unge. Corodil bør derfor ikke anvendes til børn og unge, medmindre det bliver brugt mod forhøjet blodtryk. 

Brug af anden medicin sammen med Corodil

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Visse andre lægemidler kan påvirke eller påvirkes af Corodil. 

  • Følgende lægemidler øger den blodtrykssænkende effekt:
    • Vanddrivende tabletter (diuretika), andre blodtrykssænkende lægemidler og lægemidler, der udvider blodkarrene
    • Bedøvelsesmidler, visse lægemidler mod depression og lægemidler mod svære psykiske lidelser.
  • Lægemidler med stimulerende effekt på en bestemt del af nervesystemet (f.eks. til behandling af forkølelse) nedsætter den blodtrykssænkende og/eller vanddrivende effekt.
  • Det kan være nødvendigt at overvåge/justere doseringen af blodsukkersænkende lægemidler, da samtidig brug af Corodil kan forstærke effekten af disse lægemidler.
  • Kaliumbesparende vanddrivende midler som f.eks. spironolacton, eplerenon, triamteren eller amilorid, kaliumholdige tilskud eller kaliumholdige salterstatninger. Mild hyperkaliæmi (forhøjet kaliumniveau i blodet) forårsager kun få eller slet ingen symptomer og diagnosticeres som regel ved en blodprøve eller et elektrokardiogram. Brug af disse typer lægemidler hos patienter med nyreproblemer kan medføre en betydelig stigning i kaliumindholdet i blodet, hvilket kan forårsage alvorlige bivirkninger.
  • NSAID'er (en bestemt gruppe af smertestillende lægemidler, som også har en betændelseshæmmende og febernedsættende effekt) og Corodil forstærker stigningen af kalium i blodet, og nyrefunktionen kan derfor blive nedsat. I sjældne tilfælde kan der forekomme akut nyresvigt, især hos patienter med nedsat nyrefunktion, f.eks. ældre eller dehydrerede personer, inklusiv de personer, der er i behandling med diuretika. NSAID'er nedsætter også den blodtrykssænkende og/eller vanddrivende effekt. Patienter skal være passende hydreret og det bør overvejes at overvåge nyrefunktionen efter påbegyndelse af samtidig behandling, og periodisk herefter.
  • Ved indtagelse af lithium (lægemiddel mod depression) kan lithiumkoncentrationen i blodet forøges, og dermed øges risikoen for skadelige effekter.
  • Natriumaurothiomalat, som er et lægemiddel mod leddegigt, der gives i form af indsprøjtninger.

 

Det er muligt, at lægen er nødt til at ændre din dosis og/eller tage andre forholdsregler:
Hvis du samtidig tager en angiotensin II-receptorblokker (ARB) eller aliskiren (se også information under overskrifterne “Tag ikke Corodil” og “Advarsler og forsigtighedsregler”). 

Brug af Corodil sammen med alkohol

Indtagelse af alkohol sammen med dette lægemiddel kan øge den blodtrykssænkende effekt (og kan derfor blandt andet forårsage svimmelhed, når du rejser dig op). 

Graviditet og amning

Spørg din læge eller apoteket til råds, før du tager nogen form for medicin. 


Graviditet
Fortæl det til lægen, hvis du tror, at du er (eller måske kan blive) gravid. Lægen vil normalt råde dig til at holde op med at tage Corodil, inden du bliver gravid, eller så snart du ved, at du er gravid, og vil råde dig til at tage en anden medicin i stedet for Corodil. Du bør ikke tage Corodil i den tidlige graviditet, og du må ikke tage det, hvis du er længere end tre måneder henne i graviditeten, da det kan skade dit barn alvorligt, hvis du tager det i de sidste seks måneder af graviditeten. 


Amning
Fortæl det til lægen, hvis du ammer eller skal til at begynde at amme. Det frarådes, at du ammer dit nyfødte barn (i de første uger efter fødslen), så længe du er i behandling med Corodil, især hvis dit barn er født for tidligt. 

Hvis du ønsker at amme et ældre barn, mens du er i behandling med Corodil, skal du tale med lægen om fordele og risici ved brug af Corodil under amning i forhold til andre lægemidler. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Corodil kan give bivirkninger som svimmelhed og træthed. Dette kan påvirke din reaktionsevne negativt. Du skal være opmærksom på dette, når du færdes i trafikken eller arbejder med værktøj eller maskiner. 

Corodil indeholder lactose.

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. Corodil indeholder mindre end 200 mg lactose pr. Tablet. 

3. Sådan skal du tage Corodil

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Lægen har ordineret, hvor meget Corodil du skal tage. Generelt gælder følgende doseringer: 

 

Voksne: 

 

Forhøjet blodtryk (hypertension): 

Startdosis: 5 mg op til højst 20 mg enalaprilmaleat (svarende til 1-4 tabletter Corodil 5 mg) én gang dagligt afhængigt af sværhedsgraden af blodtryksforhøjelsen. Hos nogle patienter kan en lavere startdosis være nødvendig (< 5 mg enalaprilmaleat).
Vedligeholdelsesdosis: 20 mg enalaprilmaleat (svarende til fire tabletter Corodil 5 mg) dagligt op til en maksimal dosis på 40* mg dagligt. 

 

Hjertesvigt/en forstyrrelse af hjertefunktionen (asymptomatisk dysfunktion af venstre ventrikel): 

På dag 1-3 er startdosis 2,5 mg enalaprilmaleat (svarende til ½ tablet Corodil 5 mg) én gang dagligt.
På dag 4-7 er dosis 5 mg enalaprilmaleat dagligt fordelt på to doser (svarende til ½ tablet Corodil 5 mg to gange dagligt).
Hvis behandlingen er veltolereret, øges dosis gradvist over 2-4 uger til den sædvanlige vedligeholdelsesdosis på 20 mg enalaprilmaleat (svarende til fire tabletter Corodil 5 mg) (fordelt på én eller to doser dagligt). Den maksimale dosis er 40* mg enalaprilmaleat dagligt fordelt på to doser. 

 

Lægen skal kontrollere blodtrykket, nyrefunktionen og kaliumniveauet i blodet inden og efter behandlingen med enalaprilmaleat. 

 

Nedsat nyrefunktion: 

Lægen vil normalt beslutte at forlænge tidsrummet mellem indtagelse af Corodil eller nedsætte dosis af Corodil.
Startdosis: 2,5-10 mg enalaprilmaleat (svarende til ½-2 tabletter Corodil 5 mg) dagligt. 

 

Brug til ældre: 

Dosis afhænger af din nyrefunktion. 

 

Brug til børn og unge: 

Der foreligger kun få data om brugen af Corodil til børn og unge med forhøjet blodtryk (hypertension).
Startdosis: 

  • 2,5 mg (svarende til ½ tablet Corodil 5 mg) én gang dagligt til børn, der vejer 20-50 kg
  • 5 mg (svarende til én tablet Corodil 5 mg) én gang dagligt til børn, der vejer over 50 kg.

 

Vedligeholdelsesdosis: Den videre dosering tilpasses af lægen op til en maksimal dosis på 20* mg enalaprilmaleat én gang dagligt til børn, der vejer 20-50 kg, og 40* mg enalaprilmaleat én gang dagligt til børn, der vejer over 50 kg. 

 

Det anbefales ikke at bruge Corodil til nyfødte og børn med nedsat nyrefunktion, da der ikke foreligger nogen data. 

 

* Til denne dosis findes der tabletter med en større mængde aktivt stof. 

Sådan skal du tage tabletterne:

Tag tabletterne eller de halve tabletter med en rigelig mængde vand inden, under eller efter et måltid.
Delte tabletter skal opbevares tørt og beskyttet mod lys og fugt. 


Tal med lægen eller apoteket, hvis du opdager, at effekten af Corodil er for kraftig eller ikke er kraftig nok. 

Hvis du har taget for mange Corodil

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Corodil, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet.
Symptomerne på overdosering omfatter ørhed eller svimmelhed på grund af fald i blodtrykket, manglende evne til at bevæge sig (stupor), shock, forstyrrelse af saltbalancen i blodet eller kroppen (elektrolytbalancen), nedsat nyrefunktion, hurtig vejrtrækning (hyperventilation), hurtig puls (takykardi), hjertebanken, langsom puls (bradykardi), svimmelhed, angst og hoste. 

Hvis du har glemt at tage Corodil

Hvis du har glemt at tage en dosis, skal du tage den, så snart du kommer i tanke om det, medmindre det snart er tid til den næste dosis. I så fald skal du følge din sædvanlige doseringsplan.
Du må ikke tage en dobbeltdosis Corodil som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Corodil

Din læge vil fortælle dig, hvor længe du skal tage Corodil. Afbryd ikke behandlingen tidligere, da dine lidelser så vil komme igen. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Stop med at tage dette lægemiddel, og søg læge, hvis du får kløe, udvikler et kraftigt hududslæt med blærer og afskalning, får åndenød eller hvæsende vejrtrækning, og hvis du får hævelser i ansigt, hænder, fødder, mund, hals eller øjne. Du kan være overfølsom over for lægemidlet.  

 

Fortæl det til lægen, hvis du lider af ondt i halsen, sår i munden, hyppige infektioner eller feber.  

Fortæl det til lægen, hvis du bemærker, at du bliver gul i huden eller i det hvide i øjnene, eller hvis du har mavesmerter.  

 

Andre bivirkninger omfatter: 

Fortæl det til lægen, hvis en eller flere af følgende bivirkninger bliver alvorlige eller varer i mere end nogle få dage. 

 

Meget almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 behandlede  

  • Tågesyn.
  • Svimmelhed.
  • Hoste.
  • kvalme.
  • Usædvanlig træthed (asteni).

 

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede  

  • Hovedpine, depression.
  • Blodtrykssænkning (hypotension), herunder blodtryksfald, når du f.eks. rejser dig hurtigt fra siddende eller liggende stilling, nogle gange ledsaget af svimmelhed (ortostatisk hypotension)
  • Pludseligt bevidsthedstab (synkope).
  • Brystsmerter.
  • Hjerterytmeforstyrrelser.
  • Knugende smerte i brystet (angina pectoris).
  • Hurtig puls (takykardi)
  • Åndenød (dyspnø).
  • Diarré, mavesmerter, smagsforstyrrelser.
  • Udslæt.
  • Pludselig væskeophobning i huden og slimhinderne (f.eks. hals eller tunge), vejrtrækningsproblemer og/eller kløe og udslæt, ofte som en allergisk reaktion (overfølsomhed/angioneurotisk ødem). Der er rapporteret om overfølsomhed i ansigtet, på arme og ben, på læberne, tungen, stemmebåndet (glottis) og/eller på strubehovedet.
  • Træthed.
  • Forhøjet kaliumniveau i blodet, som undertiden viser sig som muskelkramper, diarré, kvalme, svimmelhed og hovedpine (hyperkaliæmi).
  • Øget mængde af nedbrydningsprodukter i blodserum (serumkreatinin).

 

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede  

  • Blodmangel som følge af mangel på røde blodlegemer (aplastisk anæmi) eller som følge af nedbrydning af røde blodlegemer (hæmolytisk anæmi).
  • For lavt sukkerindhold i blodet med sultfornemmelse, svedtendens, svimmelhed og hjertebanken (hypoglykæmi).
  • Forvirring, døsighed, søvnløshed, nervøsitet, prikkende, kløende eller snurrende fornemmelse uden nogen årsag (paræstesi), svimmelhed.
  • Hjertebanken, hjertetilfælde (myokardieinfarkt) eller slagtilfælde/hjerneinfarkt, også kaldet hjerneblødning (apopleksi), eventuelt som følge af ekstremt blodtryksfald hos højrisikopatienter.
  • Svær betændelse i næsens slimhinder (rhinitis).
  • Ondt i halsen og hæshed.
  • Følelse af trykken for brystet som følge af muskelkramper i luftvejene (bronkospasme), anfald af trykken for brystet som følge af muskelkramper og hævelse af slimhinderne i luftvejene, ofte ledsaget af hoste og ophostning af slim ((bronkial) astma).
  • Tarmtilstopning (ileus)/betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis) ledsaget af kraftige smerter i den øverste del af maven, der stråler ud i ryggen, samt kvalme og opkastning.
  • Opkastning.
  • Fordøjelsesbesvær (dyspepsi) ledsaget af symptomer som mæthedsfornemmelse i den øverste del af maven, mavesmerter, ræben, kvalme, opkastning og halsbrand.
  • Forstoppelse, appetitløshed, maveirritation, mundtørhed, mavesår.
  • Øget svedtendens (diaforese).
  • Kløe (pruritus).
  • Udslæt med kraftig kløe og blæredannelse (urticaria).
  • Hårtab.
  • Forstyrrelser i nyrefunktionen.
  • Nyresvigt.
  • Øget mængde af protein i urinen (proteinuri).
  • Manglende evne til at gennemføre samleje (impotens).
  • Muskelkramper.
  • Ansigtsrødme.
  • Summen for ørerne (tinnitus).
  • Ildebefindende.
  • Feber.
  • Øget mængde af et bestemt stof (urinstof) i blodet.
  • For lidt natrium i blodet (hyponatriæmi).

 

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede  

  • En forstyrrelse i blodets sammensætning (mangel på hvide blodlegemer) ledsaget af øget modtagelighed for infektioner (neutropeni).
  • Fald i mængden af bestemte stoffer i blodet (hæmoglobin og hæmatokrit).
  • En forstyrrelse i blodets sammensætning (blodplademangel) ledsaget af blå mærker og blødningstendens (trombocytopeni).
  • En meget alvorlig forstyrrelse i blodets sammensætning (mangel på hvide blodlegemer) ledsaget af pludselig høj feber, meget øm hals og sår i munden (agranulocytose).
  • Hæmning af dannelsen af blod i knoglemarven (knoglemarvsdepression).
  • Fald i antallet af alle blodlegemer (pancytopeni).
  • Hævelse i ansigtet og lymfeknudeforstyrrelser (lymfadenopati).
  • Sygdom, hvor patientens eget væv nedbrydes (autoimmun sygdom).
  • Unormale drømme, søvnforstyrrelser.
  • Hvide fingre og tæer (Raynauds syndrom).
  • Visse former for lungebetændelse (lungeinfiltrater, allergisk alveolitis/eosinofil pneumoni).
  • Betændelse i næseslimhinden kendetegnet ved tilstoppet næse, nysen og løbende næse (rhinitis).
  • Betændelse i mundslimhinden (stomatitis/after), betændelse i tungen.
  • Nedsat leverfunktion.
  • Leverbetændelse (hepatitis) ledsaget af gulsot (gulfarvning af huden eller øjnene), herunder vævsdød (nekrose).
  • Forstyrrelser eller standsning af galdeudskillelsen (kolestase), herunder gulsot.
  • Udslæt med uregelmæssige røde (væskende) pletter (erythema multiforme (exsudativum)).
  • Svære overfølsomhedsreaktioner med (høj) feber, røde pletter på huden, ledsmerter og/eller øjenbetændelse (Stevens-Johnsons syndrom).
  • Betændelse i huden ledsaget af afskalning af huden (eksfoliativ dermatitis).
  • Svær, akut (overfølsomheds-)reaktion ledsaget af feber og blærer på huden/afskalning (toksisk epidermal nekrolyse).
  • Pusholdige blærer (pemphigus).
  • Meget svær hudlidelse ledsaget af rødme, væskeansamlinger og afskalning på hele kroppen (erytrodermi).
  • Nedsat urinudskillelse.
  • Udvikling af bryster hos mænd.
  • Øget mængde af visse stoffer i leveren (leverenzymer).
  • Øget mængde rødt galdefarvestof (bilirubin) i blodet.

 

Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede  

  • Hævelse af tarmene (intestinalt angioødem).

 

Ikke kendt (frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data):  

  • Uhensigtsmæssig udskillelse af antidiuretisk hormon (med psykiske kendetegn op til krampeanfaldet eller koma).
  • Hudreaktioner kan være ledsaget af feber, betændelse i serøse hinder (der beklæder organerne i bugen) (serositis), betændelse i blodkarrene (vaskulitis), muskelsmerter (myalgi) og muskelbetændelse (myositis), ledsmerter (artralgi) og betændelse i leddene (arthritis), øget mængde af antistoffer, øget blodsænkningsreaktion, udslæt og øget antal hvide blodlegemer (eosinofili og leukocytose), udslæt, lysfølsomhed eller andre hudlidelser.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske/sundhedspersonale eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger der fremgår herunder: 

 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1  

2300 København S 

 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter udløbsdato eller ”EXP”. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 ºC. Opbevares i den originale pakning for at beskytte mod lys og fugt. 

Hold beholderen tæt tillukket. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Corodil indeholder:

Aktivt stof: enalaprilmaleat.
Én tablet indeholder 5 mg enalaprilmaleat.
 

Øvrige indholdsstoffer: mikrokrystallinsk cellulose, crospovidon, lactosemonohydrat, magnesiumstearat, povidon (K 30), natriumhydroxid. 

Udseende og pakningsstørrelser

Tabletterne er hvide, runde og hvælvede med delekærv og mærket "GK2/GEA". Tabletten kan deles i to lige store dele.
 

Pakningsstørrelser:20, 28, 30, 50, 50 x 1, 100, 250 og 500 tabletter.
 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

HEXAL A/S, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S, Danmark. 

Fremstiller :

Lek d.d., Verovskova ulica 57, Ljubljana, 1526, Slovenien  

Dette lægemiddel er godkendt i EØS' medlemslande under følgende navne:

DK: Corodil  

NL: Enalaprilmaleaat Sandoz 5 mg 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 30. juni 2017  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...