Oramorph®

orale dråber, opløsning 20 mg/ml

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Oramorph® 20 mg/ml orale dråber, opløsning  

Morphinsulfat 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Oramorph
  3. Sådan skal du tage Oramorph
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Oramorph er et smertestillende middel, som påvirker de områder i hjernen, der registrerer smerter. 

 

Du kan bruge Oramorph til behandling af stærke smerter. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Oramorph

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Oramorph:

  • hvis du er allergisk over for morphin, andre stærke smertestillende midler (opioider) eller et af de øvrige indholdsstoffer i Oramorph (angivet i afsnit 6).
  • hvis du er i behandling med anden morfinlignende medicin.
  • hvis du har vejrtrækningsproblemer eller svær astma.
  • hvis du har en alvorlig leversygdom.
  • hvis du har eller får pludselige mavesmerter.
  • kvalme, opkastninger og mavesmerter pga. tarmslyng.

Advarsler og forsigtighedsregler

Du skal være opmærksom på, at du kan blive fysisk og psykisk afhængig af Oramorph, og at virkningen af Oramorph kan være nedsat efter lang tids brug.
 

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Oramorph, hvis du: 

  • er i eller inden for de sidste 14 dage har været i behandling for depression eller Parkinsons sygdom.
  • skal opereres eller er blevet opereret inden for de sidste 24 timer.
  • har åndedrætsbesvær.
  • har akutte mavesmerter.
  • har kronisk forstoppelse eller anden tarmsygdom.
  • har forhøjet tryk i hjernen (på grund af slag i hovedet eller af anden årsag).
  • har krampeanfald.
  • har epilepsi, da morfin øger risikoen for anfald.
  • har galdevejssygdomme.
  • har betændelse i bugspytkirtlen.
  • har nedsat funktion af binyrebarken (Addisons sygdom).
  • har forstørret blærehalskirtel.
  • har for lavt stofskifte (myxødem).
  • får andre smertestillende midler (opioider).
  • har tendens til at blive svimmel og besvime på grund af for lavt blodtryk.
  • har hjerte- eller lungesygdom.
  • har nyre- eller urinvejssygdomme.
  • har en svulst i binyrerne (fæokromocytom).
  • lider af bevisthedsforstyrrelser.

 

Oplys altid ved operation, blod- eller urinprøvekontrol, at du er i behandling med Oramorph. Det kan have betydning for prøveresultaterne. 

Brug af anden medicin sammen med Oramorph

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Tal med lægen, hvis du tager: 

  • anden medicin mod stærke smerter eller misbrug (opioider).
  • medicin mod depression (tricykliske antidepressiva).
  • MAO-hæmmere, som anvendes mod Parkinsons sygdom og svær depression; der skal gå 14 dage mellem behandling med MAO-hæmmere og Oramorph.
  • medicin mod sindssygdomme.
  • medicin mod opkastninger (antiemetika).
  • muskelafslappende medicin.
  • beroligende medicin.
  • medicin mod epilepsi.
  • medicin mod allergi.
  • medicin mod infektion (rifampicin).
  • medicin mod for megen mavesyre (cimetidin, antacida). Der bør gå 2 timer mellem du tager medicin mod for megen mavesyre og Oramorph.

Brug af Oramorph sammen med mad, drikke og alkohol

Du skal blande Oramorph i et glas vand eller saft. 

 

Du må ikke drikke alkohol, når du er i behandling med Oramorph. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Du skal undgå at blive gravid, og både mænd og kvinder skal bruge sikker prævention. 

 

Hvis du er gravid, må du kun tage Oramorph efter aftale med lægen. 

 

Amning 

Oramorph bør ikke anvendes i ammeperioden. Oramorph udskilles i modermælken og kan give abstinenssymptomer hos den nyfødte, hvis du er i varig behandling. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Oramorph især i begyndelsen af behandlingen og ved stigning i dosis virker sløvende, og at det kan påvirke arbejdssikkerheden, og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

 

Du må ikke køre bil, motorcykel eller cykle, og du må heller ikke arbejde med værktøj eller maskiner. 

3. Sådan skal du tage Oramorph

Tag altid Oramorph nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Voksne: 

Den sædvanlige dosis er mellem 8 - 24 dråber, svarende til 10 mg - 30 mg (dvs. 0,5 - 1,5 ml) hver 4. time. 

1 dråbe Oramorph = 1,25 mg morphinsulfat, 4 dråber = 5 mg morphinsulfat. 

Lægen kan øge dosis med 4 - 8 dråber (dvs. 0,25 - 0,5 ml) alt efter, hvor stærk smerten er. 

 

Børn: 

Dosis afhænger af barnets vægt: 0,2 - 0,4 mg/kg legemsvægt/dosis Følg lægens anvisning. 

 

Der bør udvises forsigtighed ved spædbørn og småbørn. 

 

Ældre (75 år eller derover) eller svækkede patienter: 

Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Nedsat nyre- og leverfunktion: 

Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Oramorph skal tages gennem munden (oralt). Du kan afmåle dosis ved hjælp af dråbetælleren. 

Oramorph skal blandes i en væske (f.eks. et glas vand, frugtsaft eller sød drik), rør rundt i blandingen og drik den med det samme. 

Hvis du har taget for meget Oramorph

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Oramorph, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

 

Du kan få meget små pupiller, åndedrætsbesvær, og åndedrætsforstyrrelser, ekstrem søvnighed, som kan udvikle sig til en bedøvelsesagtig tilstand eller koma. Slappe arme og ben, kold og klam hud, smerter, feber, nyresvigt, langsom puls og lavt blodtryk kan også forekomme. Ved alvorlig overdosering kan du få uregelmæssig vejrtrækning 

med vejrtrækningspauser, ophør af åndedrættet og hjertestop. 

Hvis du har glemt at tage Oramorph

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Oramorph

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

 

Kontakt lægen, hvis du ønsker at afbryde eller stoppe behandlingen med Oramorph. Du må ikke afbryde behandlingen brat, da du kan få abstinenssymptomer som rastløs uro, angst, nervøsitet, søvnløshed, hyperkinesi, rysten og mavebesvær. 

 

Fortæl det straks til lægen, hvis du føler dig syg igen, efter behandlingen med Oramorph er stoppet. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): 

  • Dårligt hjerte med åndenød ved anstrengelse, evt. også i hvile, hoste, hurtig puls, hævede ben. Kontakt læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Voldsom hovedpine, besvimelse eller bevidstløshed pga. øget tryk i kraniet. Ring 112.
  • Svækket vejrtrækning, blåfarvning af læber og negle. Ring 112.

 

Sjældne bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): 

  • Astmaanfald, hvis du er overfølsom over for Oramorph. Kontakt læge eller skadestue.
  • Betændelse i bugspytkirtlen med voldsomme mavesmerter og feber. Kontakt straks læge eller skadestue.

 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede): 

  • Pludselige overfølsomhedsreaktioner (i løbet af minutter til timer), f.eks. hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (anafylaktisk reaktion). Ring 112 (kan være livsfarligt).
  • Kvalme, opkastninger og mavesmerter på grund af tarmslyng. Kontakt læge eller skadestue.

 

Hyppigheden er ikke kendt: 

  • Åndenød, hoste, smerter eller ubehag i brystet på grund af vand i lungerne. Ring 112.

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 behandlede): 

  • Humørsvingninger, opstemthed eller depression.

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede): 

  • Hallucinationer. Kan være alvorligt. Kontakt evt. læge eller skadestue.
  • Forvirring.
  • Besvær med at lade vandet evt. vandladningsstop. Tal med lægen.
  • Sløvhed, døsighed, hovedpine, svimmelhed.
  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden.
  • Små pupiller.
  • Forstoppelse ved lang tids behandling.
  • Kvalme, opkastning især i begyndelsen af behandlingen.
  • Sure opstød og smagsforandringer.
  • Kraftig sveden.
  • Overfølsomhedsreaktioner som f.eks. nældefeber og kløe.
  • Appetitløshed.
  • Søvnløshed, rastløshed.
  • Besvær med at opfatte eller reagere på, hvad der foregår.
  • Urinvejsinfektion.
  • Forhøjet udskillelse af hormonet ADH.

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): 

  • Urinvejskramper.
  • Galdevejskramper.
  • Ændret hjerterytme.
  • Uklarhed.
  • Anfaldsvise mavesmerter (kolik).
  • Mundtørhed, ansigtsrødme.
  • Nedsat virkning af medicinen ved lang tids brug.
  • Fald eller stigning i blodtryk eller hjerterytme.

 

Sjældne bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): 

  • Abstinenssymptomer som uro, irritabilitet, kuldegysninger, rysten, øget sveden, kvalme, opkastning, mavesmerter, diaré, angst, nervøsitet, søvnløshed.

 

Sjældne - meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 1000 behandlede): 

  • Svimmelhed, evt. besvimelse pga. lavt blodtryk.

 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede): 

  • Høje doser kan medføre forstærket smertefølelse og kramper, der kan være alvorlige. Tal med lægen.
  • Rysten.
  • Rykvise muskelsammentrækninger, krampeanfald, muskelkramper, muskelstivhed.
  • Sløret syn, dobbeltsyn, ufrivillige øjenbevægelser.
  • Udslæt.
  • Kraftesløshed og svaghed.
  • Utilpashed, kulderystelser.
  • Hævede fødder, ankler og hænder, som forsvinder igen, når behandlingen ophører.
  • Psykisk og fysisk afhængighed af morfin.
  • Manglende sexlyst, impotens.
  • Manglende menstruation.
  • Forhøjede levertal (leverprøver).

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Oramorph utilgængeligt for børn.  

 

Opbevares ved temperaturer under 25 °C. 

 

Opbevares i original emballage for at beskytte mod lys. 

 

Holdbar 3 måneder efter åbning. 

 

Tag ikke Oramorph efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Oramorph indeholder:

  • Aktivt stof: Morphinsulfat. 1 ml opløsning indeholder 20 mg morphinsulfat.
  • Øvrige indholdsstoffer: natriumedetat, natriumbenzoat (E211), citronsyre (E330), renset vand.

Udseende og pakningsstørrelser

Oramorph er en klar, farveløs eller næsten farveløs opløsning til oral brug, i en 20 ml flaske med dråbetæller. 

 

20 ml flaske med dråbetæller: 1 dråbe indeholder 1,25 mg morphinsulfat, og 4 dråber svarer således til 5 mg, 8 dråber svarer til 10 mg, og 16 dråber svarer til 20 mg. 

Indehaveren af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller:

2care4  

Tømrervej 9 

6710 Esbjerg V 

 

Oramorph® er et registreret varemærke, der tilhører L. Molteni & C. dei Fratelli Alitti Società di Esercizio S.p.A.. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret august 2017.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...