Tiamin SAD

injektionsvæske 100 mg/ml

Amternes Lægemiddelreg.kontorI/S

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Tiamin SAD injektionsvæske, opløsning  

100 mg/ml 

Thiaminhydrochlorid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Tiamin SAD til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Tiamin SAD
  3. Sådan skal du tage Tiamin SAD
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Tiamin SAD er et lægemiddel indeholdende thiamin (B1-vitamin). 

Tiamin SAD anvendes til forebyggelse og behandling af B1-vitaminmangel. 

 

Ved indgivelse af glucose i en blodåre til patienter med svær alkoholisme kan der udløses Wernicke-Korsakoff syndrom, hvilket kræver omgående indgift af thiamin. 

 

Lægen kan give dig Tiamin SAD for noget andet. Spørg lægen. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Tiamin SAD

Tag ikke Tiamin SAD

  • hvis du er overfølsom overfor thiaminhydrochlorid

Advarsler og forsigtighedsregler

Indgivelse af lægemidlet skal ske langsomt for at undgå lokalirritation, let blodtryksfald og forbigående svimmelhed pga. lavt blodtryk. 

Brug af anden medicin sammen med Tiamin SAD

Fortæl altid lægen, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

 

Det er især vigtigt, at du fortæller det til lægen, hvis du får et muskelafslappende lægemiddel 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller sundhedspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Du må få Tiamin SAD, hvis du er gravid. Følg lægens anvisning. 

 

Amning 

Du må få Tiamin SAD, hvis du ammer. Følg lægens anvisning. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Tiamin SAD påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

3. Sådan skal du tage Tiamin SAD

Brug altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen. 

 

Tiamin SAD findes som injektionsvæske, der indgives i en blodåre eller i en muskel. Du vil normalt få Tiamin SAD af en læge eller sygeplejerske. 

 

Du må få Tiamin SAD i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. 

Dosering

Behandlingen bør startes med, at der gives injektionsvæske; sædvanligvis 200 mg i en muskel eller langsomt i en blodåre 1-2 gange i døgnet i de første 7-10 dage. Derefter fortsættes behandlingen med tabletter, 300 mg i døgnet. 

 

Ved Wernicke-Korsakoff syndrom anbefales 100 mg i en blodåre i 3 dage, indgift af op til 1000 mg i de første 12 timer kan være nødvendig. 

 

Tiamin SAD bør gives i kombination med andre B-vitaminer. 

 

Ved behandling af metaboliske lidelser (stofskifte lidelser), inklusiv medfødt mælkesyreacidose, kan thiaminhydrochlorid gives som injektionsvæske i en blodåre over 10 min; eller som tabletter. 

 

Nyfødte 

50-200 mg dagligt fordelt på 1-3 doser. 

 

Børn (1 måned-18 år) 

100-300 mg dagligt fordelt på 1-3 doser alt efter behov. Op til 2 g dagligt kan være nødvendigt til børn under 12 år, mens grænsen er op til 4 g hos ældre børn. 

Hvis du har brugt for meget Tiamin SAD

Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

 

Hvis du har fået for meget Tiamin SAD vil din læge eller sundhedspersonalet tage de nødvendige forholdsregler. 

 

Symptomer på overdosering er neuromuskulære symptomer, som er symptomer fra muskler og nerver i arme og ben og rygmarvens nerveceller, som styrer musklerne. 

Hvis du har glemt at bruge Tiamin SAD

Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

Hvis du holder op med at tage Tiamin SAD

Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Bivirkninger hvor hyppigheden ikke er kendt:  

Alvorlige: Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (indenfor minutter til timer) pga. overfølsomhed (anafylaktisk shock). Kan være livsfarligt, Ring 112. 

Kortåndethed/vejrtrækningsbesvær/astmalignende anfald/åndenød. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

Åndenød, hurtig, rallende vejrtrækning, smerter eller ubehag i brystet samt hoste med skummende evt. blodigt opspyt pga. vand i lungerne. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

Hjertestop/kredsløbssvigt. 

 

Ikke alvorlige: Overfølsomhedsreaktioner herunder varmefornemmelse, svedeanfald, rastløshed, prikkende fornemmelse eller slaphed. Kløe. 

Kontakteksem. Kvalme. Blødning. 

Udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112. Brændende fornemmelse og smerter ved stedet for indsprøjtning. 

Forbigående svimmelhed eller svimmelhed, evt. besvimelse pga. lavt blodtryk. Blåfarvning af huden. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. 

Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen på www.meldenbivirkning.dk, ved at kontakte Sundhedsstyrelsen via mail på sst@sst.dk eller med almindeligt brev til Sundhedsstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaring. 

 

Opbevar Tiamin SAD utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke Tiamin SAD efter den udløbsdato (Anv. inden), der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger‌

Tiamin SAD injektionsvæske, 100 mg/ml indeholder:

Aktivt stof: Thiaminhydrochlorid 

Øvrige indholdsstoffer: Vand til injektionsvæsker 

Udseende og pakningsstørrelser

Tiamin SAD er en klar, farveløs til svagt gullig væske. 

 

Tiamin SAD findes i pakningsstørrelser på:  

2 ml amp x 10. 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstilller

Indehaver af markedsføringstilladelsen 

Amgros I/S 

Dampfærgevej 22 

2100 København Ø  

amgros@amgros.dk 

 

Fremstiller 

Region Hovedstadens Apotek  

Marielundvej 25 

2730 Herlev 

 

Seneste nye indlægsseddel kan ses på www.indlaegsseddel.dk 

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på www.produktresume.dk 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret marts 2015. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...