Jaydess

intrauterint indlæg 13,5 mg

Orifarm

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Jaydess® 13,5 mg intrauterint indlæg  

Levonorgestrel  

 

Patientens navn: _  

Lægens navn: _  

Lægens telefonnummer: _  

Dato for oplægning: _ 

Dato for udtagning: _ 

Første kontrolbesøg: _ 

Følgende besøg: _ 

1. _ 

2. _ 

3. _ 

 

▼Dette lægemiddel er underlagt supplerende overvågning. Dermed kan der hurtigt tilvejebringes nye oplysninger om sikkerheden. Du kan hjælpe ved at indberette alle de bivirkninger, du får. Se sidst i punkt 4, hvordan du indberetter bivirkninger. 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. Lægen har ordineret Jaydess til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har. Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4. Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse.
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Jaydess.
  3. Sådan skal du bruge Jaydess.
  4. Bivirkninger.
  5. Opbevaring.
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger.

1. Virkning og anvendelse

  • Jaydess er et T-formet livmoderindlæg, som efter at være blevet placeret inde i livmoderen, langsomt afgiver en lille smule af hormonet levonorgestrel.
  • Jaydess virker ved at mindske den månedlige vækst af livmoderslimhinden og gøre slimen i livmoderhalsen tykkere. Dette hindrer sæd og æg i at komme i kontakt med hinanden, og hindrer dermed, at et æg bliver befrugtet af sæden.
  • Jaydess anvendes til at forebygge graviditet (prævention) i op til 3 år.

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Jaydess

Generelt

  • Før du begynder at bruge Jaydess, vil din læge stille dig nogle spørgsmål om din personlige helbredstilstand.
  • I denne indlægsseddel er der beskrevet flere situationer, hvor Jaydess bør fjernes, eller hvor Jaydess’ pålidelighed kan være nedsat. I sådanne situationer bør du enten undgå samleje eller anvende kondom eller en anden form for svangerskabsforebyggelse.
  • Som ved andre hormonale svangerskabsforebyggende midler beskytter Jaydess ikke mod HIV-infektioner (AIDS) eller andre seksuelt overførte sygdomme.
  • Jaydess er ikke egnet som fortrydelsesmetode efter et samleje (nødprævention).
  • Brug ikke Jaydess

  • hvis du er allergisk over for levonorgestrel eller et af de øvrige indholdsstoffer i Jaydess (angivet i punkt 6).
  • hvis du er gravid, eller har mistanke om, at du er det.
  • hvis du har eller gentagne gange har haft underlivsbetændelse
  • hvis du er meget tilbøjelig til at få underlivsinfektioner.
  • hvis du har en svulst, der afhænger af gestagener for at vokse, f.eks. brystkræft.
  • Hvis du lider af en akut leversygdom eller har en levertumor.
  • Hvis du bløder fra skeden af ukendt årsag.
  • Hvis du har kræft eller mistanke om kræft i livmoderhalsen eller livmoderen.
  • Hvis du har celleforandringer i livmoderhalsen
  • Hvis du har muskelknuder (fibromer) i livmoderen eller andre ændringer i livmoderen, der påvirker livmoderhulen.
  • Hvis du har en infektion:
    • i livmoderen efter fødsel eller abort inden for de sidste 3 måneder
    • i skeden
    • i livmoderhalsen
  • Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Jaydess 

  • Hvis nogle af forholdene nedenfor gælder for dig eller fremkommer for første gang, mens du har en Jaydess oplagt, skal du kontakte din læge. Lægen skal beslutte om du kan fortsætte med Jaydess eller om indlægget skal fjernes.
    • Migræne, asymmetriske synsforstyrrelser eller andre symptomer, som kan være et tegn på en midlertidig nedsættelse af blodforsyningen til hjernen (forbigående slagtilfælde).
    • Usædvanlig kraftig hovedpine.
    • Gulsot (huden, det hvid i øjnene og/eller neglene bliver gule).
    • Meget forhøjet blodtryk.
    • Alvorlige sygdomme i pulsårerne herunder slagtilfælde eller hjerteanfald.
  • Hvis du er diabetikere, skal blodsukkerkoncentrationen overvåges.
  • Hvis du har haft en graviditet uden for livmoderen eller underlivsinfektioner. Du er i større risiko for graviditet uden for livmoderen.
  • Hvis du har epilepsi. Du kan få et anfald under oplægning eller udtagning.

 

Graviditet uden for livmoderen
Det er ikke almindeligt at blive gravid under brugen af Jaydess. Men hvis du bliver gravid under brugen af Jaydess, er risikoen for at graviditeten kan udvikle sig uden for livmoderen øget. Kvinder, der tidligere har haft en graviditet uden for livmoderen, er blevet opereret i æggelederne eller har haft en underlivsinfektion, har en større risiko for denne type graviditet. En graviditet uden for livmoderen er en alvorlig tilstand, der kræver øjeblikkelig lægehjælp, og kan påvirke den fremtidige frugtbarhed. Følgende symptomer kan tyde på, at du har en graviditet uden for livmoderen, og du skal omgående kontakte lægen: 

    • Dine menstruationer er stoppet, og du får derefter vedholdende blødning eller smerter
    • Du har alvorlige eller vedvarende smerter i den nederste del af underlivet
    • Du har normale tegn på graviditet, men bløder samtidig og er svimmel
    • Du har fået foretaget en positiv graviditetstest.

 

Uregelmæssig eller sjældent forekommende blødning
Jaydess forventes at påvirke din menstruationscyklus. Den kan ændre din menstruation, så du får pletblødning (en svag blødning), kortere eller længere menstruationsperioder, lettere eller kraftigere blødning eller slet ingen blødning. Du kan få blødning og pletblødning mellem menstruationerne, især i de første 3-6 måneder. Nogle gange er blødningen i starten kraftigere end normalt.
Generelt oplever du sandsynligvis en gradvis nedgang i mængden og antallet af blødningsdage hver måned. Hos nogle kvinder stopper menstruationen til sidst helt.
Den månedlige fortykkelse af livmoderslimhinden sker måske ikke på grund af virkningen af hormonerne, og derfor er der ikke noget, der skal udskilles som menstruation. Det betyder ikke nødvendigvis, at du har nået klimakteriet eller er gravid. Dine egne hormonniveauer forbliver som regel normale.
Når indlægget er fjernet, bør din menstruation blive normal igen.
 

Underlivsinfektion
Selve Jaydess og dets indføringsrør er sterile. Trods dette er der en øget risiko for underlivsinfektion på oplægningstidspunktet og i de første tre uger efter oplægningen. Underlivsinfektioner som f.eks. underlivsbetændelse kan have alvorlige konsekvenser, og det kan sænke frugtbarheden og øge risikoen for en fremtidig graviditet uden for livmoderen. Risikoen for at få infektion er øget, hvis du eller din partner har flere seksuelle partnere, seksuelt overførte sygdomme eller hvis du har haft underlivsbetændelse tidligere.
Som ved andre gynækologiske eller kirurgiske indgreb kan der forekomme alvorlig infektion eller sepsis (høj feber, kulderystelser, almen sløjhed, evt. kolde arme og ben pga. blodforgiftning) efter oplægning af Jaydess. Jaydess skal fjernes, hvis du har tilbagevendende underlivsinfektioner eller infektioner i livmoderslimhinden, eller hvis en akut infektion er alvorlig eller ikke responderer på behandling inden for få dage. Kontakt øjeblikkeligt din læge, hvis du har vedvarende smerter i den nedre del af underlivet, feber, usædvanlig udflåd fra skeden, smerte i forbindelse med samleje eller unormal blødning. Infektioner skal behandles øjeblikkeligt.
 

Udstødning
Muskelsammentrækningerne i livmoderen under menstruation kan nogle gange skubbe Jaydess ud af position eller udstøde det. Mulige symptomer er smerte og unormal blødning. Hvis Jaydess har forskubbet sig, kan den være mindre effektiv. Det kan også ske at Jaydess kan blive skubbet ud af position eller udstødt uden du lægger mærke til det. Hvis Jaydess er skubbet ud, er du ikke mere beskyttet mod graviditet. Det anbefales, at du mærker efter med en finger, om trådene er der, f.eks. når du er i bad. Du kan kontrollere det ved blidt at stikke en finger ind i skeden og mærke efter trådene for enden af skeden, nær åbningen til livmoderen. Du må ikke trække i trådene, da du kan komme til at trække Jaydess ud ved et uheld. Hvis der er noget, der tyder på, at Jaydess er gledet ud eller du ikke kan mærke trådene, bør du undgå at have samleje eller anvende anden form for svangerskabsforebyggelse og kontakte din læge. Da Jaydess nedsætter menstruationens styrke, kan en øgning af menstruationen være tegn på at Jaydess er gledet ud. Kontakt også din lægen hvis du eller din partner kan mærke det nederste af Jaydess eller hvis du føler smerte eller ubehag under samleje
 

Perforering
I sjældne tilfælde kan Jaydess gennemtrænge eller perforere livmodervæggen. Det sker oftest under oplægningen. Den kan nedsætte beskyttelsen mod graviditet. Et indlæg, der er blevet placeret uden for livmoderhulen, har ingen virkning, og skal fjernes hurtigst muligt, evt. via operation. Risikoen for perforering er øget hos ammende kvinder, og hvis Jaydess lægges op i løbet af de første 36 uger efter en fødsel eller hos en kvinde med en bagoverbøjet livmoder (mod tarmene). Kontakt lægen, hvis du oplever en alvorlig smerte eller kraftig blødning efter oplægningen, hvis du får smerte/blødning, som fortsætter i mere end nogle få uger.
 

Cyster på æggestokkene
Da den svangerskabsforebyggende virkning af Jaydess hovedsageligt skyldes den lokale virkning i livmoderen, fortsætter ægløsningen normal under brugen af Jaydess. Nogle gange kan der udvikles en cyste på æggestokkene. I de fleste tilfælde er der ingen symptomer. Kontakt lægen hvis du underlivssmerter eller smerter/ubehag ved samleje.
En cyste på æggestokkene kan kræve lægehjælp eller sjældnere operation, men den forsvinder normalt af sig selv. 

Brug af anden medicin sammen med Jaydess

  • Tal med din læge, hvis du tager:
    • medicin mod epilepsi (phenytoin, barbiturater, primidon, carbamazepin, oxcarbazepin, topiramat, felbamat)
    • medicin mod betændelse (rifampicin, rifabutin)
    • medicin mod svamp (itraconazol, ketoconazol, griseofulvin)
    • medicin mod HIV (nevirapin, efavirenz)
    • medicin mod forhøjet blodtryk i lungerne (bosentan)
    • Produkter med perikum (også kaldet Hypericum perforatum, et naturlægemiddel eller urtemedicin, som bruges til at behandle mild depression)

Hvis du skal MR scannes, skal du oplyse, at du anvender Jaydess.
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.
 

Anden medicin kan påvirke virkningen af Jaydess, og/ eller Jaydess kan påvirke virkningen af anden medicin. Dette er normalt uden praktisk betydning. Spørg lægen eller apoteket, hvis du ønsker flere oplysninger herom. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
 

Graviditet

  • Du må ikke bruge Jaydess, hvis du er gravid eller tror du er gravid. Kontakt din læge hvis du tror at du er gravid.
  • Hvis du bliver gravid samtidig med at du anvender Jaydess, skal Jaydess fjernes. Hvis Jaydess bliver siddende under graviditeten, vil der være en øget risiko for abort, infektioner eller for tidlig fødsel. Hormonet i Jaydess frigives i livmoderen. Dette betyder, at fostret udsættes for en relativ høj koncentration af hormonet lokalt, selv om den mængde hormon, det får via blodet og moderkagen er lille. Virkningen af dette hormon på fostret bør tages med i betragtning, men der er til dato ingen tegn på fødselsskader på grund af Jaydess i de tilfælde, hvor Jaydess er blevet siddende under graviditet og fødsel.
  • Hvis Jaydess bliver siddende under graviditet, skal du kontakte din læge hvis du oplever symptomer som f.eks. underlivssmerter med kramper og feber. Det kan være et tegn på komplikationer af graviditeten.
  • Nogle kvinder har måske ikke menstruation, mens de anvender Jaydess. Dette er ikke nødvendigvis et tegn på graviditet. Hvis du ikke har menstruation, og har andre symptomer på graviditet (f.eks. kvalme, træthed, ømhed i brysterne), skal du kontakte lægen for at få foretaget en undersøgelse og få en graviditetstest.
  • Hvis du ikke har haft din menstruation i 6 uger og er bekymret, så overvej at få taget en graviditetstest. Hvis testen er negativ, er der ingen grund til at foretage en test mere, med mindre du har andre tegn på graviditet.
  • Hvis du ønsker at blive gravid, skal du kontakte lægen for at få Jaydess fjernet.

 

Amning: 

  • Jaydess går over i modermælken, men det er ikke sandsynligt, at det vil skade dit barn. Behandlingen bør dog undgås de første 6 uger af amningen. Tal med lægen hvis du har spørgsmål.

 

Frugtbarhed: 

  • Efter udtagning af Jaydess får du din normale frugtbarhed tilbage.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Jaydess påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Jaydess indeholder bariumsulfat

  • Det T-formede stykke i Jaydess er imprægneret med bariumsulfat, så det kan ses ved en røntgenundersøgelse.

3. Sådan skal du bruge Jaydess

Brug altid Jaydess nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Jaydess lægges op i livmoderhulen. Jaydess skal lægges op af en læge, som har erfaring med Jaydess-oplægninger. Jaydess virker i 3 år, hvorefter den skal fjernes. Hvis du ønsker det, kan du få en ny Jaydess lagt op, når den gamle er fjernet. 

Oplægning af Jaydess

Jaydess kan enten oplægges: 

  • inden for 7 dage efter menstruationens 1. dag.
  • Straks efter en abort i første trimester, forudsat at der ikke er infektion i kønsorganerne.
  • Efter en fødsel først efter at livmoderen har genvundet sin normale størrelse, og ikke tidligere end 6 uger efter fødslen (se punkt 2 ” Det skal du vide, før du begynder at bruge Jaydess - Perforering”).

 

Undersøgelse af din læge før oplægningen kan omfatte: 

  • Livmoderhalsundersøgelse (smear-test)
  • Undersøgelse af brysterne
  • Andre prøver, f.eks. for infektioner, herunder seksuelt overførte sygdomme, hvis nødvendigt. Din læge vil også foretage en gynækologisk undersøgelse for at fastslå livmoderens stilling og størrelse.

 

Efter en gynækologisk undersøgelse: 

  • Et instrument, der kaldes et speculum, placeres i skeden, og livmoderhalsen bliver renset med en antiseptisk opløsning. Jaydess bliver så placeret i livmoderen med et tyndt, fleksibelt plastikrør (indføringsrøret). Der kan gives lokalbedøvelse i livmodermunden før oplægningen.
  • Nogle kvinder bliver svimle eller besvimer under oplægningen eller efter at Jaydess er blevet lagt op eller fjernet.
  • Du kan evt. opleve nogen smerte og blødning under eller lige efter oplægningen.

Du skal have kontrolleret din Jaydess 4-6 uger efter oplægningen og derefter regelmæssigt, mindst én gang om året. Din læge kan afgøre hvor ofte og hvordan kontrollen skal foregå for dig.
Desuden skal du kontakte din læge, hvis du oplever nogen af de symptomer, der er beskrevet i pkt. 2 "Advarsler og forsigtighedsregler". 

Udtagning af Jaydess

  • Jaydess kan når som helst nemt fjernes af lægen, og du har herefter mulighed for at blive gravid. Frugtbarheden bliver normal efter Jaydess er blevet fjernet.
  • Nogle kvinder bliver svimle eller besvimer under udtagningen, eller efter at Jaydess er blevet fjernet. Du kan evt. opleve nogen smerte og blødning under udtagningen.
  • Hvis du ikke ønsker at blive gravid, må Jaydess indlægget ikke fjernes efter dag 7 i menstruationen, medmindre du har brugt anden prævention (f.eks. kondom) i mindst syv dage, før indlægget er blevet fjernet. Hvis du ikke har menstruation, bør du anvende en barrieremetode (f.eks. kondom) i 7 dage før indlægget bliver fjernet. Du kan også få lagt en ny Jaydess op umiddelbart efter, at den gamle er blevet fjernet. I dette tilfælde er ekstra prævention ikke nødvendigt.

Det anbefales, at du anvender bind. Hvis du bruger tamponer, skal du skifte dem forsigtigt, så du ikke trækker i trådene på Jaydess. 

 

Ældre kvinder (65 år eller derover): 

Jaydess er ikke undersøgt hos kvinder over 65 år. Der er ingen relevante indikation for at anvende Jaydess til postmenopausale kvinder. 

 

Børn og unge: 

Jaydess er beregnet til kvinder i den fødedygtige alder. Der er ingen relevante indikationer for at anvende Jaydess før den første menstruation. 

 

Kvinder med nedsat nyrefunktion: 

Jaydess er ikke undersøgt hos kvinder med nedsat nyrefunktion. 

 

Nedsat leverfunktion: 

Jaydess må ikke anvendes til kvinder med akut leversygdom eller kræft i leveren. Tal med lægen. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Voldsomme smerter i underlivet og blødning fra skeden pga. hul i livmoderen. Ring 112 (perforering af livmoderen)

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter): 

  • Hovedpine
  • Mave/underlivssmerter
  • Uren hud/akne (bumser)/fedtet hud
  • Blødningsændringer, herunder øget eller nedsat blødning, pletblødning, sjældent forekommende menstruationer og manglende blødning
  • Cyster på æggestokkene
  • Betændelse i skede eller de ydre kønsdele (vulvovaginitis)

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Depression. Det kan hos nogle udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Tal med lægen.
  • Migræne
  • Kvalme
  • Hårtab
  • Smerter/ubehag i brysterne
  • Udflåd
  • Menstruationssmerter
  • Underlivsbetændelse (infektion i livmoder, æggestokke eller æggeledere)
  • Udstødning af Jaydess (helt og delvis)

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Øget hårvækst

 

Hyppigheden er ikke kendt: 

  • Udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis det er hævelser af ansigt, læber og tunge kan det være livsfarligt. Ring 112.

 

Bivirkninger set i forbindelse med oplægning/udtagning af Jaydess: 

  • Smerte, blødning, svimmelhed, kortvarigt bevidsthedstab. Proceduren kan fremkalde anfald hos en epilepsipatient
  • Høj feber, kulderystelser, almen sløjhed, evt. kolde arme og ben pga. blodforgiftning efter oplægning af Jaydess pga. infektion. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.

 

Hvis du bliver gravid, mens du anvender Jaydess, kan graviditeten sidde uden for livmoderen (se pkt. 2 ”graviditet uden for livmoderen”).  

 

Udtagningstrådene kan eventuelt mærkes af partneren under samleje 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.
 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk.
 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar Jaydess utilgængeligt for børn.
  • Oplægningen af Jaydess skal finde sted før den udløbsdato, der står på pakningen. Hvis pakningen er mærket med EXP betyder det at udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Du kan opbevare Jaydess ved almindelig temperatur.

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Jaydess indeholder:

Aktivt stof: 

13,5 mg levonorgestrel. 

 

Øvrige indholdsstoffer: 

polydimethylsiloxan elastomer, kolloid vandfri silica, polyethylen, bariumsulfat, sort jernoxid (E 172) og sølv. 

Udseende og pakningsstørrelser:

Jaydess er et T-formet livmoderindlæg. De vertikale arme på T-stykket har et lægemiddeldepot, der indeholder levonorgestrel. Der er bundet to tråde til udtagning til øjet nederst på de vertikale arme. Desuden har den vertikale del en sølvring, der sidder tæt på de horisontale arme. Sølvringen er synlig under ultralydsundersøgelse. 

 

Jaydess fås i: 

Jaydess 13,5 mg i en pakning med 1 intrauterint indlæg 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S  

Mail: info@orifarm.com 

Fremstiller:

Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ 

 

For yderligere oplysninger om denne medicin og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S. 

Oplysninger til læger og sundhedspersonale

Følgende oplysninger er kun til læger og sundhedspersonale:

Oplægningsvejledning  

Jaydess 13,5 mg livmoderindlæg  

Skal oplægges af en læge under aseptisk forhold.
 

Jaydess leveres med en indfører i en steril pakke, som først må åbnes, når Jaydess skal lægges op. Må ikke gensteriliseres. Jaydess er kun til engangsbrug. Anvend ikke Jaydess, hvis blisterpakningen er skadet eller åben. Må ikke oplægges efter den udløbsdato, der står påpakningen og blisterpakningen efter EXP.
 

Ikke anvendt produkt eller affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer  

 

Forberedelser inden oplægningen: 

  • Undersøg patienten for at bedømme størrelse og stilling på uterus, og for at konstatere, om der er tegn på akut genital infektion eller andre kontraindikationer for at oplægge Jaydess. Hvis der er nogen som helst tvivl om graviditet, skal der foretages en graviditetstest.
  • Synliggør cervix med et speculum, og vask omhyggeligt cervix og vagina med en passende antiseptisk opløsning.
  • Hvis nødvendigt, kan en assistent bistå under oplægningen.
  • Tag fat i den forreste del af portio med en klotang eller en anden pincet for at stabilisere uterus. Hvis uterus er bagoverbøjet, kan det være mere hensigtsmæssigt at tage fat i den bageste del af portio. Vinklen mellem cervikalkanalen og corpus kan udjævnes ved at trække let i klotangen. Tangen skal holdes på plads, og et forsigtigt træk i cervix skal bevares under hele oplægningsproceduren.
  • Før en uterinsonde gennem cervikalkanalen til fundus for at måle uteruskavitetens længde og bestemme dens retning, og for at udelukke tegn på intrauterine anormaliteter (f.eks. septum, submukøse fibromer) eller et tidligere oplagt intrauterint præventionsmiddel, der ikke er blevet fjernet. Hvis der opstår vanskeligheder, så overvej dilatation af kanalen. Hvis cervikaldilatation er nødvendig, så overvej at anvende analgetica og/eller paracervikal blokade.

 

Oplægning  

1. Åbn først den sterile pakning fuldstændigt (fig. 1). Anvend derefter aseptisk teknik og sterile handsker. 

Jaydess Orifarm A/S, intrauterint indlæg 13,5 mg 

2. Skub skyderen helt fremad i retning mod pilen for at lade Jaydess ind i indføringsrøret (fig. 2). 

Jaydess Orifarm A/S, intrauterint indlæg 13,5 mg 

Vigtigt! Træk ikke skyderen nedad, da det kan frigøre Jaydess for tidligt. Hvis Jaydess først er frigjort, kan den ikke lades igen.
 

3. Hold skyderen i den yderste stilling, og juster den øverste kan på markøren, så den svarer til uterinkavitetens sondemål (fig. 3). 

Jaydess Orifarm A/S, intrauterint indlæg 13,5 mg 

4. Hold skyderen i den yderste stilling, og før indføreren gennem cervix indtil markøren er ca. 1.5-2.0 cm fra cervix (fig. 4). 

Jaydess Orifarm A/S, intrauterint indlæg 13,5 mg1,5-2,0 cm 

Vigtigt! Tving ikke indføreren igennem. Dilatér om nødvendigt cervikalkanalen.
 

5. Hold indføreren fast på plads og skub skyderen tilbage til mærket for at åbne Jaydess´ horisontale arme (fig.5). Vent 5-10 sek. til de horisontale arme har foldet sig helt ud. 

Jaydess Orifarm A/S, intrauterint indlæg 13,5 mg 

6. Før forsigtigt indføreren op mod fundus, til markøren ligger mod cervix. Jaydess er nu ved fundus (fig. 6). 

Jaydess Orifarm A/S, intrauterint indlæg 13,5 mg 

7. Hold indføreren på plads og frigør Jaydess ved at trække skyderen helt tilbage (fig. 7). Hold skyderen i den nederste position og træk forsigtigt indføreren ud. Klip trådene, så ca. 2-3 cm er synlig udenfor cervix. 

Jaydess Orifarm A/S, intrauterint indlæg 13,5 mg 

Vigtigt! Ved mistanke om, at indlægget ikke ligger korrekt, skal placeringen kontrolleres (f.eks. med ultralyd). Fjern indlægget, hvis det ikke sidder korrekt i livmoderkaviteten. Et udtaget indlæg må ikke lægges op igen.
 

Udtagning/udskiftning  

Jaydess udtages ved at trække i trådene med en pincet (fig. 8). 

Jaydess Orifarm A/S, intrauterint indlæg 13,5 mg 

En ny Jaydess kan oplægges umiddelbart efter udtagning.
Efter udtagningen af Jaydess skal indlægget undersøges for at sikre, at det er intakt. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 08/2017 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...