Omeprazol "Sandoz"

enterokapsler 20 mg

Sandoz

Indledning (håndkøb)

Indlægsseddel: information til brugeren

Omeprazol Sandoz 10 mg enterokapsel, hård 

Omeprazol Sandoz 20 mg enterokapsel, hård 

omeprazol 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 14 dage.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Omeprazol Sandoz
  3. Sådan skal du tage Omeprazol Sandoz
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Omeprazol Sandoz indeholder det aktive stof omeprazol. Det tilhører en gruppe lægemidler, som kaldes protonpumpehæmmere. De virker ved at nedsætte produktionen af mavesyre.
 

Omeprazol Sandoz bruges til kortvarig behandling af reflukssymptomer (f.eks. halsbrand og sure opstød) hos voksne.
 

Refluks er tilbageløb af syre fra maven til spiserøret, som kan blive betændt og smertefuldt. Det kan give symptomer som en smertefuld, brændende fornemmelse i brystet og op i halsen (halsbrand) og en sur smag i munden (sure opstød).
 

Det kan være nødvendigt at tage enterokapslerne 2-3 dage i træk for at lindre symptomerne.
 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 14 dage.
 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Omeprazol Sandoz

Tag ikke Omeprazol Sandoz

  • hvis du er allergisk over for omeprazol eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6)
  • hvis du er allergisk over for lægemidler, der indeholder andre protonpumpehæmmere (f.eks. pantoprazol, lansoprazol, rabeprazol, esomeprazol)
  • hvis du tager et lægemiddel, der indeholder nelfinavir (bruges til behandling af HIV)

 

Hvis du er i tvivl, så tal med din læge eller apoteket, inden du tager Omeprazol Sandoz. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Du må ikke tage Omeprazol Sandoz i mere end 14 dage uden at tale med en læge. Hvis du ikke får det bedre eller får en forværring af symptomerne, skal du tale med din læge.
 

Omeprazol Sandoz kan maskere symptomer på andre sygdomme. Derfor skal du straks tale med din læge, hvis noget af det følgende sker for dig, før du begynder at tage Omeprazol Sandoz, eller mens du tager det: 

  • hvis du uventet taber dig meget og har svært ved at synke
  • hvis du får mavesmerter eller fordøjelsesbesvær
  • hvis du kaster mad eller blod op
  • hvis du har blod i afføringen (sort/mørk afføring)
  • hvis du får svær eller vedvarende diarré, eftersom brug af omeprazol er sat i forbindelse med en let øget risiko for smitsom diarré
  • hvis du tidligere har haft mavesår eller er blevet opereret i maven eller tarmen
  • hvis du har haft fordøjelsesbesvær eller halsbrand i 4 uger eller mere
  • hvis du har gulsot eller en alvorlig leversygdom
  • hvis du er over 55 år og får nye symptomer eller har symptomer, der for nyligt har ændret sig
  • hvis du nogensinde har fået hudreaktioner efter at have taget et lægemiddel af samme slags som Omeprazol Sandoz, der nedsætter syreindholdet i maven
  • hvis du skal have taget en særlig blodprøve (chromogranin A)

 

Hvis du får udslæt, især på de dele af huden, der er udsat for sol, skal du snarest muligt sige det til lægen, da du kan være nødt til at holde op med at tage Omeprazol Sandoz. Husk også at nævne andre negative virkninger såsom ledsmerter.
 

Du må ikke tage omeprazol som et forebyggende lægemiddel. 

 

Hvis du tager Omeprazol Sandoz på langtidsbasis (længere end 1 år), vil din læge formentlig holde dig under regelmæssig overvågning. Du skal rapportere alle eventuelle nye og usædvanlige symptomer og omstændigheder, hver gang du besøger lægen.
 

Hvis du skal testes for chromogranin A, skal du være opmærksom på, at omeprazol kan påvirke resultatet. For at undgå at resultatet påvirkes, skal du stoppe behandlingen med Omeprazol Sandoz 5 dage før testen. 

Brug af anden medicin sammen med Omeprazol Sandoz

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.
Det skyldes, at Omeprazol Sandoz kan påvirke virkningen af anden medicin, og anden medicin kan påvirke virkningen af Omeprazol Sandoz.
 

Tag ikke Omeprazol Sandoz, hvis du tager medicin, der indeholder nelfinavir (bruges til behandling af HIV). 

 

Du skal især fortælle din læge eller på apoteket, hvis du tager clopidogrel (for at forebygge blodpropper).
 

Fortæl det til din læge eller apoteket, hvis du tager nogle af følgende lægemidler: 

  • Ketoconazol, itraconazol eller voriconazol (bruges til behandling af svampeinfektioner)
  • Digoxin (bruges til behandling af hjerteproblemer)
  • Diazepam (bruges til behandling af angst, til muskelafslapning og mod epilepsi)
  • Fenytoin (bruges til behandling af epilepsi). Hvis du tager fenytoin, vil din læge være nødt til at måle koncentrationen af fenytoin i dit blod, når du starter eller stopper med at tage Omeprazol Sandoz
  • Blodfortyndende medicin, som warfarin eller andre vitamin K-hæmmere. Din læge kan være nødt til at måle koncentrationen af den blodfortyndende medicin i dit blod, når du starter eller stopper med at tage Omeprazol Sandoz
  • Rifampicin (bruges til behandling af tuberkulose)
  • Atazanavir (bruges til behandling af HIV)
  • Tacrolimus (bruges i forbindelse med organtransplantation)
  • Erlotinib (bruges til behandling af cancer)
  • Methotrexat (bruges til behandling af gigt og nogle former for cancer)
  • Naturlægemidlet Perikon (Hypericum perforatum) (bruges til behandling af milde depressioner)
  • Cilostazol (bruges til behandling af claudicatio intermittens, "vindueskiggersyndrom")
  • Saquinavir (bruges til behandling af HIV)

Brug af Omeprazol Sandoz sammen med mad og drikke

Du kan tage kapslerne sammen med mad eller på tom mave. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. Din læge vil tage stilling til, om du kan tage Omeprazol Sandoz i denne periode.
 

Din læge vil tage stilling til, om du kan tage Omeprazol Sandoz, mens du ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Det er ikke sandsynligt, at Omeprazol Sandoz vil påvirke din evne til at føre motorkøretøj eller betjene værktøj eller maskiner. Der kan forekomme bivirkninger som f.eks. svimmelhed og synsforstyrrelser (se afsnit 4). Hvis du oplever dette, må du ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner. 

Omeprazol Sandoz indeholder saccharose

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Omeprazol Sandoz

Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
 

Den anbefalede dosis er en 20 mg enterokapsel eller to 10 mg enterokapsler en gang dagligt i 14 dage.
Hvis du ikke er symptomfri efter denne periode, så kontakt din læge. 

 

Det kan være nødvendigt at tage enterokapslerne 2-3 dage i træk for at lindre symptomerne.
 

Når symptomerne på halsbrand er lindret - oftest inden for 7 dage - skal du stoppe behandlingen. 

Sådan skal du tage denne medicin

  • Det anbefales, at du tager kapslerne om morgenen.
  • Du kan tage kapslerne sammen med mad eller på tom mave.
  • Kapslerne skal synkes hele med et halvt glas vand. Kapslerne må ikke tygges eller knuses. Dette skyldes, at kapslerne indeholder overtrukne perler (pellets), som sikrer, at medicinen ikke bliver nedbrudt af mavesyren. Det er vigtigt ikke at ødelægge disse perler (pellets). Perlerne indeholder det aktive stof omeprazol og er overtrukne, hvilket beskytter dem mod at blive nedbrudt i maven.
    Perlerne frigiver det aktive stof i tarmen, hvor det optages i kroppen for at give effekt.

Hvad du skal gøre, hvis du har svært ved at synke enterokapslerne

  • Hvis du har svært ved at synke enterokapslerne:
    • Åbn kapslen og synk indholdet direkte med et halvt glas vand, eller bland indholdet med en lille mængde yoghurt, en syrlig frugtjuice (f.eks. æble, appelsin eller ananas) eller æblemos.
    • Rør altid rundt i blandingen, lige før den drikkes (blandingen vil ikke være klar). Drik dernæst blandingen med det samme eller inden for 30 minutter.
    • Skyl glasset rigtig godt med et halvt glas vand og drik det for at sikre, at du har drukket al medicinen. De faste stykker indeholder medicinen - tyg eller knus dem ikke.

 

Hvis du har taget for meget Omeprazol Sandoz

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Omeprazol Sandoz end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

Hvis du har glemt at tage Omeprazol Sandoz

Hvis du har glemt at tage en dosis, skal du tage den, så snart du husker det. Hvis det næsten er tid til den næste dosis, skal du dog springe den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkinger.
 

Hvis du får nogen af følgende sjældne, men alvorlige bivirkninger, skal du stoppe med at tage Omeprazol Sandoz og straks kontakte lægen: 

  • Pludseligt åndedrætsbesvær, hævelse af læber, tunge og hals eller andre steder på kroppen, udslæt, besvimelse eller besvær med at synke (alvorlig allergisk reaktion).
  • Rødmen af huden med blæredannelse eller afskalning. Der kan også være alvorlig blæredannelse og blødning fra læber, øjne, mund, næse og kønsorganer. Dette kan være ‘Stevens-Johnsons syndrom’ eller ‘toksisk epidermal nekrolyse’.
  • Gullig hud, mørk urin og træthed, som kan være symptomer på leverproblemer.

 

Andre bivirkninger omfatter: 

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede 

  • Hovedpine.
  • Påvirkning af mave og tarm: diarré, mavesmerter, forstoppelse, luft i maven (flatulens).
  • Kvalme eller opkastning.
  • Godartede polypper i mavesækken.

 

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede 

  • Hævede fødder og ankler.
  • Forstyrret søvn (søvnløshed).
  • Svimmelhed, prikken eller snurren som f.eks. når benet sover, træthedsfølelse.
  • Følelse af, det hele drejer rundt (svimmelhed).
  • Ændringer i de blodprøver, der viser, hvordan leveren fungerer.
  • Hududslæt, nældefeber og kløende hud.
  • Generel utilpashed og mangel på energi.

 

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede 

  • Blodproblemer såsom nedsat antal hvide blodlegemer og blodplader. Dette kan forårsage svaghed, blå mærker eller øget modtagelighed over for infektioner.
  • Overfølsomhedsreaktioner, til tider meget alvorlige, heriblandt hævelse af læber, tunge og hals, feber og åndedrætsproblemer.
  • Lavt natriumindhold i blodet. Dette kan forårsage svaghed, opkastning og kramper.
  • Ophidselse, forvirring eller depression.
  • Smagsforstyrrelser.
  • Synsproblemer såsom uklart syn.
  • Pludselig åndedrætsbesvær (bronkospasme).
  • Mundtørhed.
  • Betændelse i mundslimhinden.
  • En infektion, kaldet trøske, som kan angribe fordøjelseskanalen og er forårsaget af en svamp.
  • Leverproblemer, inklusive gulsot, som kan forårsage gullig hud, mørk urin og træthed.
  • Hårtab.
  • Hududslæt ved udsættelse for sollys.
  • Ledsmerter eller muskelsmerter.
  • Alvorlige nyreproblemer (interstitiel nefritis).
  • Øget svedtendens.

 

Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede 

  • Ændringer i blodtælling, inklusive nedsat antal hvide blodlegemer (agranulocytose).
  • Aggression.
  • Se, føle eller høre ting, som ikke er der (hallucinationer).
  • Alvorlige leverproblemer, som kan føre til leversvigt og betændelse i hjernen.
  • Pludseligt, alvorligt hududslæt eller blæredannelse eller afskalning. Dette kan være ledsaget af høj feber og ledsmerter (erythema multiforme, Stevens-Johnsons syndrom, toksisk epidermal nekrolyse).
  • Muskelsvaghed.
  • Forstørrede bryster hos mænd.

 

Omeprazol Sandoz kan i meget sjældne tilfælde påvirke de hvide blodlegemer og derved føre til en svækkelse af immunforsvaret. Hvis du har en infektion med symptomer som feber med en alvorligt påvirket almentilstand eller feber med symptomer på en lokal infektion såsom smerter i nakke, hals eller mund, eller du har svært ved at komme af med urinen, skal du hurtigst muligt kontakte din læge, så mangel på hvide blodlegemer (agranulocytose) kan udelukkes ved en blodprøve. Det er vigtigt, at du oplyser om den medicin, du tager.
 

Ikke kendt (frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data) 

  • Maveinfektion (med diarre).
  • Hvis du tager Omeprazol Sandoz i mere end tre måneder, kan koncentrationen af magnesium i dit blod falde. Lav magnesiumkoncentration kan ses som træthed, ufrivillige muskelsammentrækninger, desorientering, kramper, svimmelhed og øget puls. Hvis du får nogen af disse symptomer, skal du omgående kontakte din læge. Lav magnesiumkoncentration kan også føre til en reduktion i kalium- eller calciumkoncentrationen i blodet. Det kan være, at din læge vil tage regelmæssige blodprøver på dig for at holde øje med magnesiumkoncentrationen.
  • Udslæt, eventuelt med ledsmerter.

 

Vær ikke bekymret over denne liste af bivirkninger. Du får måske ikke nogen af dem. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger der fremgår herunder.
 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakken efter udløbsdato eller EXP.
    Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
    10 mg: HDPE-flaske: Bruges inden for 100 dage fra åbning.
    20 mg: HDPE-flaske: Bruges inden for 105 dage fra åbning.
  • Må ikke opbevares ved temperaturer over 25ºC.
  • Opbevar denne blister i den originale emballage, eller hold flasken tæt tillukket for at beskytte mod fugt. Sæt låget sikkert på plads efter brug.
  • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Omeprazol Sandoz indeholder:

  • Aktivt stof: omeprazol. Omeprazol Sandoz kapsler indeholder 10 mg eller 20 mg omeprazol.
  • Øvrige indholdsstoffer:
    • Kapselindhold: Sukkerkugler (bestående af majsstivelse og saccharose), natriumlaurilsulfat, dinatriumfosfat, vandfrit, mannitol, hypromellose 6 cP, makrogol 6000, talkum, polysorbat 80, titandioxid (E 171), og methacrylsyre-ethylacrylat copolymer (1:1).
    • Kapselskal: Gelatine. Farvestofferne quinolingult (E 104) og titandioxid (E 171).

 

Udseende og pakningsstørrelser

  • Omeprazol Sandoz 10 mg: Ugennemsigtig gul kapsel indeholdende grålighvide til cremehvide kugleformede mikrokorn
  • Omeprazol Sandoz 20 mg: Ugennemsigtig gul kapsel indeholdende grålighvide til cremehvide kugleformede mikrokorn

 

Pakningsstørrelser: 

  • 10 mg:
    • Blisterpakninger med 7, 14, 15 eller 28 kapsler.
    • HDPE-flasker med 5, 7, 14, 15 eller 28 kapsler.
  • 20 mg:
    • Blisterpakninger med 7 eller 14 kapsler.
    • HDPE-flasker med 5, 7 eller 14 kapsler.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Sandoz A/S, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S, Danmark 

Dette lægemiddel er godkendt i EEA-medlemslande under følgende navne:

 

Holland: 

Omeprazol Sandoz 10 mg, maagsapresistente capsule, hard 

Omeprazol Sandoz 20 mg, maagsapresistente capsule, hard 

Østrig: 

Omoquis 10 mg magensaftresistente Hartkapseln 

Omoquis 20 mg magensaftresistente Hartkapseln 

Belgien: 

Omeprazol AB 10 mg, gélules gastro-résistantes 

Omeprazol AB 20 mg, gélules gastro-résistantes 

Danmark: 

Omeprazol Sandoz 

Finland: 

Omemirol 10 mg enterokapseli, kova 

Omemirol 20 mg enterokapseli, kova 

Italien: 

Omoquis 10 mg capsula rigida gastroresistente 

Omoquis 20 mg capsula rigida gastroresistente 

Norge: 

Omeprazol Sandoz 10 mg enterokapsel, hard 

Omeprazol Sandoz 20 mg enterokapsel, hard 

Polen: 

Ventazol 

Portugal: 

Omoquis 

Sverige: 

Omeprazol Sandoz 10 mg enterokapsel, hård 

Omeprazol Sandoz 20 mg enterokapsel, hård 

Storbritannien: 

Omeprazol 10 mg gastro-resistant capsules 

Omeprazol 20 mg gastro-resistant capsules 

 

Indledning (receptpligtige pakninger)

Indlægsseddel: information til brugeren

Omeprazol Sandoz 10 mg enterokapsel, hård 

Omeprazol Sandoz 20 mg enterokapsel, hård 

omeprazol 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Omeprazol Sandoz
  3. Sådan skal du tage Omeprazol Sandoz
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Omeprazol Sandoz indeholder det aktive stof omeprazol. Det tilhører en gruppe lægemidler, der hedder ‘protonpumpehæmmere’. De virker ved at reducere den mænge syre, maven producerer.
 

Omeprazol Sandoz bruges til at behandle følgende tilstande: 

Hos voksne: 

  • ‘Gastroøsofageal reflukssygdom’ (GERD). Dette er, når syre fra maven slipper ud og op i spiserøret (det rør, der forbinder halsen med maven) og forårsager smerte, betændelse og halsbrand.
  • Mavesår i den øvre del af tarmen (ulcus duodeni) eller maven (ulcus ventriculi).
  • Mavesår, som er inficeret med bakterier, der kaldes ‘Helicobacter pylori’. Hvis du har denne tilstand, vil din læge måske også ordinere antibiotika til at behandle infektionen og gøre det muligt for mavesåret at heles.
  • Mavesår forårsaget af lægemidler, der kaldes NSAID (ikke-steroide anti-inflammatoriske lægemidler). Omeprazol Sandoz kan også bruges til at forhindre mavesår i at dannes, hvis man tager NSAID.
  • For meget mavesyre forårsaget af en vækst af bugspytkirtlen (Zollinger-Ellisons syndrom).

 

Hos børn: 

Børn over 1 år og ≥ 10 kg 

  • ‘Gastroøsofageal reflukssygdom’ (GERD). Dette er, når syre fra maven slipper ud og op i spiserøret (det rør, der forbinder halsen med maven) og forårsager smerte, betændelse og halsbrand. Hos børn kan symptomerne på tilstanden omfatte, at maveindholdet vender tilbage til munden (opgylpning), opkastning og dårlig vægtøgning.

 

Børn og unge over 4 år 

  • Mavesår, som er inficeret med bakterier, der hedder ‘Helicobacter pylori’. Hvis dit barn har denne tilstand, vil din læge måske også ordinere antibiotika til at behandle infektionen og gøre det muligt for mavesåret at heles.

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Omeprazol Sandoz

Tag ikke Omeprazol Sandoz

  • hvis du er allergisk over for omeprazol eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6)
  • hvis du er allergisk over for lægemidler, der indeholder andre protonpumpehæmmere (f.eks. pantoprazol, lansoprazol, rabeprazol, esomeprazol)
  • hvis du tager et lægemiddel, der indeholder nelfinavir (anvendes ved HIV-infektion)

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Omeprazol Sandoz.
 

Omeprazol Sandoz kan skjule andre sygdommes symptomer. Tal derfor straks med din læge, hvis noget af følgende sker for dig, før du begynder at tage Omeprazol Sandoz, eller mens du tager det: 

  • du taber meget i vægt uden grund og har problemer med at synke
  • du får mavesmerter eller fordøjelsesbesvær
  • du begynder at kaste mad eller blod op
  • du har sort afføring (blodfarvet fæces)
  • du oplever svær eller vedvarende diaré, da omeprazol har været forbundet med en stigning i infektiøs diaré
  • du har alvorlige leverproblemer
  • hvis du nogensinde har fået hudreaktioner efter at have taget et lægemiddel af samme slags som Omeprazol Sandoz, der nedsætter syreindholdet i maven
  • hvis du skal have taget en særlig blodprøve (chromogranin A)

 

Hvis du får udslæt, især på de dele af huden, der er udsat for sol, skal du snarest muligt sige det til lægen, da du kan være nødt til at holde op med at tage Omeprazol Sandoz. Husk også at nævne andre negative virkninger såsom ledsmerter.
 

Når du tager protonpumpehæmmere som Omeprazol Sandoz, kan din risiko for brud på hofte, håndled og ryg være øget en smule, især når de tages i en periode over et år. Fortæl det til din læge, hvis du har osteoporose, eller hvis du tager kortikosteroider (hvilket kan øge risikoen for osteoporose). 

 

Hvis du tager Omeprazol Sandoz på langtidsbasis (længere end 1 år), vil din læge formentlig holde dig under regelmæssig overvågning. Du skal rapportere alle eventuelle nye og usædvanlige symptomer og omstændigheder, hver gang du besøger lægen. 

 

Hvis du skal testes for chromogranin A, skal du være opmærksom på, at omeprazol kan påvirke resultatet. For at undgå at resultatet påvirkes, skal du stoppe behandlingen med Omeprazol Sandoz 5 dage før testen. 

Brug af anden medicin sammen med Omeprazol Sandoz

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.
Dette skyldes, at Omeprazol Sandoz kan påvirke virkningen af anden medicin, og anden medicin kan påvirke virkningen af Omeprazol Sandoz.
 

Tag ikke Omeprazol Sandoz, hvis du tager medicin, der indeholder nelfinavir (bruges til at behandle HIV-infektion). 

 

Fortæl det til din læge eller apoteket, hvis du tager nogle af følgende lægemidler: 

  • Ketoconazol, itraconazol eller voriconazol (bruges til at behandle infektioner forårsaget af en svamp)
  • Digoxin (bruges til at behandle hjerteproblemer)
  • Diazepam (bruges til at behandle angst, afslappe muskler eller ved epilepsi)
  • Fenytoin (bruges ved epilepsi). Hvis du tager fenytoin, er din læge nødt til at overvåge dig, når du begynder eller holder op med at tage Omeprazol Sandoz
  • Lægemidler, som bruges til at fortynde blodet, såsom warfarin eller andre K-vitamin-blokkere.
    Din læge kan være nødt til at overvåge dig, når du begynder eller holder op med at tage Omeprazol Sandoz
  • Rifampicin (bruges til at behandle tuberkulose)
  • Atazanavir (bruges til at behandle HIV-infektion)
  • Tacrolimus (i tilfælde af organtransplantation)
  • Erlotinib (bruges til at behandle cancer)
  • Methotrexat (bruges til at behandle gigt og nogle former for cancer)
  • Perikon (Hypericum perforatum) (bruges til at behandle mild depression)
  • Cilostazol (bruges til at behandle claudicatio intermittens [vindueskiggersyndrom])
  • Saquinavir (bruges til at behandle HIV-infektion)
  • Clopidogrel (bruges til at forebygge blodpropper)

 

Hvis din læge har ordineret antibiotikaene amoxicillin og clarithromycin såvel som Omeprazol Sandoz til at behandle mavesår forårsaget af Helicobacter pylori-infektion, er det meget vigtigt at fortælle din læge om alle andre eventuelle lægemidler, du tager. 

Brug af Omeprazol Sandoz sammen med mad og drikke

Du kan tage kapslerne sammen med mad eller på tom mave. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. Lægen vil afgøre, om du kan tage Omeprazol Sandoz i denne periode.
 

Lægen vil afgøre, om du kan tage Omeprazol Sandoz, hvis du ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Det er ikke sandsynligt, at Omeprazol Sandoz vil påvirke din evne til at føre motorkøretøj eller betjene værktøj eller maskiner. Der kan forekomme bivirkninger såsom svimmelhed og synsforstyrrelser (se afsnit 4). Hvis du oplever dette, må du ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner. 

Omeprazol Sandoz indeholder saccharose

Kontakt lægen før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Omeprazol Sandoz

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
 

Lægen vil fortælle dig, hvor mange kapsler du skal tage, og hvor længe du skal tage dem. Dette vil afhænge af din tilstand, og hvor gammel du er. 

Den anbefalede dosis er:

Voksne: 

For at behandle symptomer på GERD såsom halsbrand og sure opstød

  • Hvis lægen har fundet, at dit spiserør er blevet en smule beskadiget, er den sædvanlige dosis 20 mg en gang om dagen i 4-8 uger. Lægen vil måske sige til dig, at du skal tage 40 mg dosis i yderligere 8 uger, hvis spiserøret endnu ikke er helet.
  • Den sædvanlige dosis, når spiserøret er helet, er 10 mg en gang om dagen.
  • Hvis spiserøret ikke er beskadiget, er den sædvanlige dosis 10 mg en gang om dagen.

 

For at behandle mavesår i den øvre del af tarmen (ulcus duodeni): 

  • Den sædvanlige dosis er 20 mg en gang dagligt i 2 uger. Lægen vil måske sige til dig, at du skal tage den samme dosis i yderligere 2 uger, hvis mavesåret endnu ikke er helet.
  • Hvis mavesåret ikke heler fuldstændigt, kan dosen øges til 40 mg en gang om dagen i 4 uger.

 

For at behandle mavesår i maven (ulcus ventriculi): 

  • Den sædvanlige dosis er 20 mg en gang om dagen i 4 uger. Lægen vil måske sige til dig, at du skal tage den samme dosis i yderligere 4 uger, hvis mavesåret endnu ikke er helet.
  • Hvis mavesåret ikke heler fuldstændigt, kan dosen øges til 40 mg en gang om dagen i 8 uger.

 

For at forhindre ulcus duodeni og ulcus ventriculi i at vende tilbage: 

  • Den sædvanlige dosis er 10 mg eller 20 mg en gang om dagen. Lægen vil måske øge dosen til 40 mg en gang om dagen.

 

For at behandle ulcus duodeni og ulcus ventriculi forårsaget af NSAID (ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler): 

  • Den sædvanlige dosis er 20 mg en gang om dagen i 4-8 uger.

 

For at forebygge ulcus duodeni og ulcus ventriculi hvis du tager NSAID

  • Den sædvanlige dosis er 20 mg en gang om dagen.

 

For at behandle mavesår forårsaget afHelicobacter pylori-infektion og for at forhindre dem i at vende tilbage: 

  • Den sædvanlige dosis er 20 mg Omeprazol Sandoz to gange om dagen i en uge.
  • Lægen vil også bede dig tage to af følgende antibiotika: amoxicillin, clarithromycin og metronidazol.

 

For at behandle for meget mavesyre forårsaget af en vækst i bugspytkirtlen (Zollinger-Ellisons syndrom)

  • Den sædvanlige dosis er 60 mg dagligt.
  • Lægen vil justere dosen afhængigt af dit behov og vil også afgøre, hvor længe du skal tage medicinen.

 

Brug til børn: 

For at behandle symptomer på GERD såsom halsbrand og sure opstød

  • Børn over 1 år og med en kropsvægt på mere end 10 kg kan tage Omeprazol Sandoz. Dosen for børn er baseret på barnets vægt, og lægen vil afgøre den korrekte dosis.

 

For at behandle mavesår forårsaget af Helicobacter pylori-infektion og for at forhindre dem i at vende tilbage: 

  • Børn over 4 år kan tage Omeprazol Sandoz. Dosen for børn er baseret på barnets vægt, og lægen vil afgøre den korrekte dosis.
  • Lægen vil også ordinere to antibiotika, der hedder amoxicillin og clarithromycin, til dit barn.

Sådan skal du tage denne medicin

  • Det anbefales, at du tager kapslerne om morgenen.
  • Du kan tage kapslerne sammen med mad eller på tom mave.
  • Synk kapslerne hele med et halvt glas vand. Tyg eller knus ikke kapslerne. Dette skyldes, at kapslerne indeholder små, belagte kugler, hvilket forhindrer medicinen i at blive nedbrudt af syren i maven. Det er vigtigt ikke at beskadige de små kugler.

Hvad du skal gøre, hvis du eller dit barn har svært ved at synke kapslerne

  • Hvis du eller dit barn har svært ved at synke kapslerne:
    • Åbn kapslerne og synk indholdet direkte med et halvt glas vand, eller bland indholdet med en lille mængde yoghurt, en syrlig frugtjuice (f.eks. æble, appelsin eller ananas) eller æblemos.
    • Rør altid rundt i blandingen, lige før den drikkes (blandingen vil ikke være klar). Drik dernæst blandingen med det samme eller inden for 30 minutter.
    • Skyl glasset rigtig godt med et halvt glas vand og drik det for at sikre, at du har drukket al medicinen. De faste stykker indeholder medicinen - tyg eller knus dem ikke.

 

Hvis du har taget for meget Omeprazol Sandoz

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Omeprazol Sandoz end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

Hvis du har glemt at tage Omeprazol Sandoz

Hvis du har glemt at tage en dosis, skal du tage den, så snart du husker det. Hvis det næsten er tid til den næste dosis, skal du dog springe den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkinger. 

 

Hvis du bemærker nogen af følgende sjældne, men alvorlige bivirkninger, skal du holde op med at tage Omeprazol Sandoz og omgående kontakte en læge: 

  • Pludselig hvæsen, opsvulmen af læberne, tungen og halsen eller kroppen, udslæt, besvimelse eller synkebesvær (alvorlig allergisk reaktion).
  • Rødme af huden med blærer eller afskalning. Der kan også være alvorlige blærer og blødning i læberne, øjnene, munden, næsen og kønsorganerne. Dette kan være ‘Stevens-Johnson syndrom’ eller ‘toksisk epidermal nekrolyse’.
  • Gul hud, mørk urin og træthed, som kan være symptomer på leverproblemer.

 

Andre bivirkninger omfatter: 

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede 

  • Hovedpine.
  • Virkninger på maven eller tarmen: diaré, mavesmerter, forstoppelse, luft (flatulens).
  • Kvalme eller opkastning.
  • Godartede polypper i mavesækken.

 

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede 

  • Opsvulmen af fødder og ankler.
  • Søvnforstyrrelser (søvnløshed).
  • Svimmelhed, prikkende fornemmelser såsom “stikken og prikken", søvnighed.
  • Svimmelhed (vertigo).
  • Ændringer i blodprøveresultater, som tester, hvordan leveren virker.
  • Hududslæt, ujævnt udslæt (nældefeber) og hudkløe.
  • Generel følelse af utilpashed og mangel på energi.
  • Fraktur på hofte, håndled eller rygrad.

 

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede 

  • Blodproblemer såsom reduceret antal hvide blodceller eller blodplader. Dette kan forårsage svaghed, blå pletter eller gøre infektioner mere sandsynlige.
  • Allergiske reaktioner, sommetider meget alvorlige, herunder opsvulmen af læber, tunge og svælg, feber, hvæsen.
  • Lave natriumniveauer i blodet. Dette kan forårsage svaghed, kvalme (opkastning) og kramper.
  • Følelse af uro, forvirring eller depression.
  • Smagsforandringer.
  • Synsproblemer såsom sløret syn.
  • Pludselig følelse af hvæsende vejrtrækning eller stakåndethed (bronkospasme).
  • Mundtørhed.
  • Betændelse indvendig i munden.
  • En infektion, der hedder “trøske", som kan påvirke tarmen og forårsages af en svamp.
  • Leverproblemer, herunder gulsot, som kan forårsage gul hud, mørk urin og træthed.
  • Hårtab (alopeci).
  • Hududslæt ved udsættelse for solskin.
  • Ledsmerter (artralgi) eller muskelsmerter (myalgi).
  • Alvorlige nyreproblemer (interstitiel nefritis).
  • Øget svedtendens.

 

Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede 

  • Ændringer i blodtal, herunder agranulocytose (mangel på hvide blodceller).
  • Aggression.
  • Se, føle eller høre ting, som ikke er der (hallucinationer).
  • Alvorlige leverproblemer, som medfører leversvigt og betændelse i hjernen.
  • Pludseligt opstående alvorligt udslæt eller blisterdannelse eller hudafskalning. Dette kan være forbundet med høj feber og ledsmerter (erythema multiforme, Stevens-Johnson syndrom, toksisk epidermal nekrolyse).
  • Muskelsvaghed.
  • Forstørrede bryster hos mænd.

 

Omeprazol Sandoz kan i meget sjældne tilfælde påvirke de hvide blodceller og føre til immundefekt.
Hvis du har en infektion med symptomer såsom feber med en alvorligt reduceret almentilstand eller feber med symptomer på en lokal infektion såsom smerter i nakken, halsen eller munden eller vandladningsbesvær, skal du konsultere lægen så hurtigt som muligt, så mangel på hvide blodceller (agranulocytose) kan udelukkes gennem en blodprøve. Det er vigtigt, at du oplyser om din medicin på dette tidspunkt.
 

Ikke kendt (frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data) 

  • Maveinfektion (med diarre).
  • Hvis du tager Omeprazol Sandoz i mere end tre måneder, kan koncentrationen af magnesium i dit blod falde. Lav magnesiumkoncentration kan ses som træthed, ufrivillige muskelsammentrækninger, desorientering, kramper, svimmelhed og øget puls. Hvis du får nogen af disse symptomer, skal du omgående kontakte din læge. Lav magnesiumkoncentration kan også føre til en reduktion i kalium- eller calciumkoncentrationen i blodet. Det kan være, at din læge vil tage regelmæssige blodprøver på dig for at holde øje med magnesiumkoncentrationen.
  • Udslæt, eventuelt med ledsmerter.

 

Bliv ikke bekymret over denne liste over mulige bivirkninger. Måske får du ingen af dem. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger der fremgår herunder.
 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakken efter udløbsdato eller EXP.
    Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
    10 mg:
    HDPE-flaske: Bruges inden for 100 dage fra åbning.
    20 mg:
    HDPE-flaske: Bruges inden for 105 dage fra åbning.
  • Opbevares ved temperaturer under 25ºC.
  • Opbevar denne blister i den originale emballage, eller hold flasken tæt tillukket for at beskytte mod fugt. Sæt låget sikkert på plads efter brug.
  • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Omeprazol Sandoz indeholder:

  • Aktivt stof: omeprazol. Omeprazol Sandoz kapsler indeholder 10 mg eller 20 mg omeprazol.
  • Øvrige indholdsstoffer:
    • Kapselindhold: Sukkerkugler (bestående af majsstivelse og saccharose), natriumlaurilsulfat, dinatriumfosfat, vandfrit, mannitol, hypromellose 6 cP, makrogol 6000, talkum, polysorbat 80, titandioxid (E 171), og methacrylsyre-ethylacrylat copolymer (1:1).
    • Kapselskal: Gelatine, farvestofferne quinolingult (E 104) og titandioxid (E 171).

 

Udseende og pakningsstørrelser

  • Omeprazol Sandoz 10 mg: Ugennemsigtig gul kapsel indeholdende grålighvide til cremehvide kugleformede mikrokorn
  • Omeprazol Sandoz 20 mg: Ugennemsigtig gul kapsel indeholdende grålighvide til cremehvide kugleformede mikrokorn

 

Pakningsstørrelser: 

  • 10 mg:
    • Blisterpakninger med 30, 50, 56, 60, 90, 98, 100, 140 eller 280 kapsler; hospitalpakke med 500 kapsler.
    • HDPE-flasker med 30, 50, 56, 60, 90 eller 100 kapsler.
  • 20 mg:
    • Blisterpakninger med 15, 28, 30, 50, 56, 60, 90, 98, 100, 140 eller 280 kapsler; hospitalpakke med 500 kapsler.
    • HDPE-flasker med 15, 28, 30, 50, 56, 60, 90, 100, 105 eller 250 kapsler.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Sandoz A/S, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S, Danmark. 

Dette lægemiddel er godkendt i EEA medlemslande under følgende navne:

 

Holland: 

Omeprazol Sandoz 10 mg, maagsapresistente capsule, hard 

Omeprazol Sandoz 20 mg, maagsapresistente capsule, hard 

Østrig: 

Omoquis 10 mg magensaftresistente Hartkapseln 

Omoquis 20 mg magensaftresistente Hartkapseln 

Belgien: 

Omeprazol AB 10 mg, gélules gastro-résistantes 

Omeprazol AB 20 mg, gélules gastro-résistantes 

Danmark: 

Omeprazol Sandoz 

Finland: 

Omemirol 10 mg enterokapseli, kova 

Omemirol 20 mg enterokapseli, kova 

Italien: 

Omoquis 10 mg capsula rigida gastroresistente 

Omoquis 20 mg capsula rigida gastroresistente 

Norge: 

Omeprazol Sandoz 10 mg enterokapsel, hard 

Omeprazol Sandoz 20 mg enterokapsel, hard 

Polen: 

Ventazol 

Portugal 

Omoquis 

Sverige: 

Omeprazol Sandoz 10 mg enterokapsel, hård 

Omeprazol Sandoz 20 mg enterokapsel, hård 

Storbritannien: 

Omeprazol 10 mg gastro-resistant capsules 

Omeprazol 20 mg gastro-resistant capsules 

 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret November 2017 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...