Hydropol

øjen- og øredråber, suspension 15 + 5 + 1 mg/ml

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Hydropol 15 mg/ml / 5 mg/ml /  

1 mg/ml øjen- og øredråber, suspension  

Hydrocortisonacetat/oxytetracyclinhydrochlorid/polymyxin B sulfat 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Hydropol
  3. Sådan skal du bruge Hydropol
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Hydropol er et øjen- og øremiddel med binyrebarkhormon og antibiotika i kombination. 

Hydropol dæmper betændelse samt kløe og forhindrer bakteriernes vækst. 

 

Du kan bruge dette lægemiddel til behandling af: 

  • betændelse i øjet.
  • øregangseksem.
  • betændelser i den ydre øregang.

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Hydropol

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Hydropol:

  • hvis du er allergisk over for hydrocortison, oxytetracyclin, polymyxin B eller et af de øvrige indholdsstoffer i Hydropol (angivet i afsnit 6).
  • hvis du har betændelse (infektion) med virus (f.eks. herpes) eller svamp i øjenomgivelserne eller i ørerne.
  • hvis du har øjenbetændelse med en særlig bakterie (mykobakter).
  • hvis du har fået fjernet et fremmedlegeme fra hornhinden.
  • hvis du har øreinfektion.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Hydropol. 

 

Tal med lægen, hvis du  

  • ikke hurtigt får det bedre eller hvis betændelsen bliver værre.
  • får irritation i øjet/øret efter behandling med Hydropol.

Vær opmærksom på følgende:

  • du må ikke bruge dråberne i øret, hvis du har hul på trommehinden. Tal med lægen.
  • du må ikke bruge kontaktlinser under behandling med Hydropol.
  • hvis du er gravid, skal du normalt ikke bruge Hydropol. Tal med lægen.
  • du må kun bruge Hydropol til børn under 8 år efter aftale med lægen.

 

Langvarig brug af Hydropol i øjet kan give:  

  • forhøjet tryk i øjet (grøn stær).
  • uklarhed i øjets linse (grå stær).
  • virkningen af Hydropol kan forringes, og dermed kan risikoen for nye infektioner i øjet blive større.

Brug af anden medicin sammen med Hydropol

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.
 

Hvis du bruger mere end ét øjenpræparat, så vent mindst 5 minutter mellem brug af Hydropol øjendråber og det andet præparat. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Hvis du er gravid, må du kun bruge Hydropol efter aftale med lægen. 

 

Amning 

Du skal stoppe med at amme, hvis behandling med Hydropol er nødvendig. Tal med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Hydropol kan sløre synet lige efter brug. Vent med at køre bil eller andet køretøj og betjene maskiner, til dit syn er helt klart igen. 

3. Sådan skal du bruge Hydropol

Brug altid Hydropol nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Tuben åbnes på følgende måde:  

Tuben er forseglet. Når tuben skal anvendes for første gang skal hele tubespidsen skrues af og den inderste ring fjernes. 

Skru derefter tubespidsen fast igen så forseglingen på tuben brydes. 

Derefter kan den øverste tubespids skrues af og tuben er klar til brug. 

Hydropol 2care4 ApS, øjen- og øredråber, suspension 15 + 5 + 1 mg/ml 

Den sædvanlige dosis er

Voksne: 

Øjne: 1-2 dråber i øjet 3 gange dagligt.  

Ører: 2-4 dråber i øret 3 gange dagligt. 

 

Brugsanvisning  

Omryst tuben før brug. 

Tubespidsen må ikke røre det betændte øje eller øre. 

 

Brug til børn  

Du må kun bruge Hydropol til børn under 8 år efter aftale med lægen. 

Hvis du har brugt for meget Hydropol

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Hydropol, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

Hvis du har glemt at bruge Hydropol

Hvis du har glemt at bruge en dosis, så brug denne så snart, du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal bruge den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at bruge Hydropol

Det er meget vigtigt, at du gennemfører behandlingen, indtil du er fuldstændigt rask, ellers kan betændelsen blusse op. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Bivirkninger ved behandling af øjne:  

Alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger (kan ses hos op til 1 ud af 10 patienter):  

  • Skade på hornhinden efter langvarig brug. Kontakt lægen.
  • Hovedpine, kvalme, synsnedsættelse og regnbuesyn pga. forhøjet tryk i øjet (grøn stær) efter langvarig brug. Kontakt straks læge eller skadestue.

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan ses hos op til 1 ud af 100 patienter):  

  • Virusbetændelse i hornhinden.

 

Sjældne bivirkninger (kan ses hos op til 1 ud af 1.000 patienter):  

  • Hul i hornhinden. Kontakt lægen.

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt:  

  • Grå stær (uklart syn). Kontakt lægen.
  • Smerter i øjet.

Ikke alvorlige bivirkninger

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt:  

  • Problemer med synet pga. skader på synsnerven. Kan være elle blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Overfølsomhed.
  • Brændende fornemmelse i øjet.
  • Øget tåreflåd.
  • Kontakteksem.
  • Smerte, følelse af fremmedlegeme.
  • Tilstødende bakterieinfektioner og/eller svampeinfektioner, som du ikke kan behandle med Hydropol.
  • Langsom heling af sår i øjet.

 

Bivirkninger ved behandling af ører:  

Ikke alvorlige bivirkninger

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt: 

  • Langsom heling af sår i øret.
  • Kontakteksem.
  • Tilstødende bakterieinfektioner og/eller svampeinfektioner, som du ikke kan behandle med Hydropol.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.  

 

Må ikke opbevares over 25 °C. 

 

Må ikke opbevares koldt. 

 

Efter åbning af tuben skal dråberne bruges inden for én måned. 

 

Brug ikke Hydropol efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Hydropol indeholder:

  • Aktive stoffer: 15 mg/ml hydrocortisonacetat, 5 mg/ml oxytetracyclinhydrochlorid, 1 mg/ml polymyxin B sulfat.
  • Øvrige indholdsstoffer: aluminiumtristearat og paraffinolie.

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende: 

Hydropol er en gul til beige suspension. 

 

Pakningsstørrelser: 

Hver pakning indeholder én tube på 5 ml eller 3x5 5 ml forsynet med en tubespids. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

 

Hydropol svarer til Hydrocortison med Terramycin® og Polymyxin B. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller:

2care4  

Tømrervej 9 

6710 Esbjerg V 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret september 2017.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...