Pinex Smelt

smeltetabletter 500 mg

Actavis Group

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Pinex Smelt  

500 mg smeltetabletter 

paracetamol 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg på apoteket, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, apoteket eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 3 dage.

 

Den nyeste indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Pinex Smelt
  3. Sådan skal du tage Pinex Smelt
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Pinex Smelt virker smertestillende og febernedsættende. 

Pinex Smelt bruges til behandling af milde til moderate smerter og/eller feber. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 2-3 dage. 

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Pinex Smelt

Tag ikke Pinex Smelt

  • hvis du er allergisk over for paracetamol eller et af de øvrige indholdsstoffer i Pinex Smelt (angivet i pkt. 6).

Advarsel:

Overskrides den anbefalede dosis, kan det medføre alvorlige leverskader. Den højeste daglige dosis paracetamol må derfor ikke overskrides. Der skal udvises forsigtighed ved samtidig brug af anden medicin, der også indeholder paracetamol. Se også pkt. 3 "Hvis du har taget for meget Pinex Smelt". 

Særlige forholdsregler

Pinex Smelt Actavis Group PTC ehf., smeltetabletter 500 mg 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apoteket, før du tager Pinex Smelt 

  • hvis du har en nyre- eller leversygdom
  • hvis du regelmæssigt drikker meget alkohol. Du skal måske tage en lavere dosis og begrænse brugen i en kortere periode, da din lever ellers kan tage skade
  • hvis du har væskemangel eller har en dårlig ernæringstilstand, f.eks. på grund af anoreksi eller fejlernæring.
  • hvis du lider af blodmangel
  • hvis du regelmæssigt tager smertestillende medicin, specielt sammen med andre smertestillede midler, da det kan medføre nyreskader med risiko for nyresvigt
  • hvis du ofte tager smertestillede medicin over en længere periode, da din hovedpine kan blive værre eller hyppigere ved længerevarende brug. Du må ikke øge din dosis af den smertestillende medicin. Spørg i stedet din læge til råds.
  • hvis du er astmatiker og er overfølsom over for acetylsalicylsyre.
  • hvis du har en alvorlig infektion, da den kan øge risikoen for metabolisk acidose. Symptomer på metabolisk acidose inkluderer: dyb, hurtig og besværet vejrtrækning, kvalme, opkast og appetitløshed. Kontakt din læge øjeblikkeligt såfremt du oplever en kombination af disse symptomer

 

Hvis du får høj feber eller tegn på infektion i mere end 3 dage, eller i tilfælde af smerter i mere end 5 dage, skal du altid kontakte lægen. 

Brug af anden medicin sammen med Pinex Smelt

Fortæl altid lægen eller på apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 

Tal med din læge, hvis du tager

  • medicin til behandling af infektioner (chloramphenicol)
  • medicin til behandling af kvalme og opkastning (metoclopramid eller domperidon)
  • medicin til behandling af forhøjet kolesterol (colestyramine)
  • medicin til behandling af urinsur gigt (podagra) (probenecid)
  • blodfortyndende medicin (f.eks. warfarin), i tilfælde af, at du dagligt har brug for at tage smertestillende medicin i længere tid

 

Indvirkning på laboratorieprøver:
Urinsyre og blodsukkertests kan påvirkes af brugen af Pinex Smelt. 

Brug af Pinex Smelt sammen med mad, drikke og alkohol

Du skal undgå at indtage større mænger alkohol sammen med Pinex Smelt. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apoteket til råds, før du tager dette lægemiddel. 


Du kan tage Pinex Smelt i de anbefalede doser under graviditet, og når du ammer. Du bør kontakte lægen ved længerevarende brug. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pinex Smelt påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Pinex Smelt indeholder aspartam

Indeholder aspartam, en fenylalaninkilde. Kan være skadelig for personer med fenylketonuri (PKU, Føllings sygdom).
Anvendelse til børn med fenylketonuri skal undgås, da børn er særlig følsomme over for den skadelige effekt af for meget fenylalanin. 

3. Sådan skal du tage Pinex Smelt

Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Brugsanvisning

  1. Træk i folien på blisterpakningen. Pres ikke tabletten gennem folien.
  2. Placer tabletten på tungen, hvor den opløses og synkes sammen med spyttet. Du behøver ikke at tage tabletten med vand.
  3. Alternativt kan tabletten sluges med et glas vand eller, specielt for små børn, opløses i en spiseskeskefuld eller teskefuld vand.

Den anbefalede dosis er:

Dosis til børn baseres på kropsvægt. Oplysninger om børns alder inden for hver kropsvægtsgruppe er kun vejledende.
Overskrid ikke den anbefalede dosis. 


Voksne og unge, der vejer over 50 kg 

Den anbefalede dosis er 1-2 tabletter (500 mg til 1.000 mg) hver 4. time efter behov. Højst 6 tabletter (3 g) dagligt. Den højeste enkeltdosis er 1000 mg. 


Børn og unge, der vejer mellem 43 og 50 kg (ca. 12-15 år)
 

Den anbefalede dosis er 1 tablet (500 mg) hver 4. time efter behov. Højst 6 tabletter (3 g) dagligt. 


Børn, der vejer mellem 33 og 43 kg (ca. 11-12 år)
 

Den anbefalede dosis er 1 tablet (500 mg) hver 6. time efter behov. Højst 4 tabletter (2 g) dagligt. 


Børn, der vejer mellem 25 og 33 kg (ca. 8-11 år)
 

Den anbefalede dosis er 1 tablet (500 mg) hver 6. time efter behov. Højst 3 tabletter (1,5 g) dagligt. 


Ældre patienter  

Det er ikke nødvendigt at justere dosis hos ældre. 

 

Kronisk alkoholisme  

Hos disse patienter bør der mindst være 8 timer mellem to doser. 2 g paracetamol pr. dag må ikke overskrides.
Hvis du får høj feber eller tegn på infektion i mere end 3 dage, eller i tilfælde af smerter i mere end 5 dage, skal du altid kontakte lægen. 

Hvis du har taget for meget Pinex Smelt

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket straks, hvis du har taget mere Pinex Smelt, end der står her, eller mere end lægen har foreskrevet, også selvom du ikke føler dig utilpas, fordi der er risiko for, at du senere kan få alvorlige leverskader. Tag pakningen med. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Hvis du oplever alvorlige allergiske reaktioner, skal du straks stoppe med at tage dette lægemiddel og søge øjeblikkelig lægehjælp

 

Der er rapporteret yderst sjældne tilfælde af alvorlige hudreaktioner.  

 

Følgende bivirkninger er også blevet rapporteret: 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos 1-10 ud af 10.000 behandlede):  

  • Blodpladesygdomme (forstyrrelser i blodets evne til at størkne), stamcellesygdomme (sygdomme i de bloddannende celler i knoglemarven)
  • Allergiske reaktioner
  • Depression, forvirring, hallucinationer
  • Rystelser, hovedpine
  • Synsforstyrrelser
  • Unormale væskeansamlinger under huden
  • Mavesmerter, mave-tarm-blødning, diarre, kvalme, opkast
  • Unormal leverfunktion, leversvigt
  • Udslæt, kløe, svedudbrud, nældefeber, hævelse af ansigt, læber, hals eller tunge
  • Svimmelhed, utilpashed, feber, bedøvelse

 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):  

  • Blodsygdomme (nedsat antal af blodplader, hvide blodlegemer og neutrofile i blodet og unormal nedbrydning af røde blodlegemer )
  • Skade på leveren
  • Lavt blodsukker
  • Uklar urin og nyresygdomme

 

Ukendt (hyppigheden kan ikke fastsættes på baggrund af de tilgængelige data):  

  • Væskeansamlinger i struben
  • anafylaktisk shock
  • anæmi (blodmangel, nedsat antal af røde blodlegemer)
  • forandringer i leveren og leverbetændelse
  • alvorlig nedsat nyrefunktion, blod i urinen, besværet vandladning
  • svimmelhed

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 

 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel 

5. Opbevaring

Opbevar Pinex Smelt utilgængeligt for børn. 

 

PVC/Aclar-blisterpakning: Der er ingen særlige krav vedrørende opbevaringstemperaturer for dette lægemiddel 

PVC/PVdC-blisterpakning: Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C. 

 

Brug ikke dette lægemiddel efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP eller ”Udløbsdato”. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Pinex Smelt 500 mg smeltetabletter indeholder

Aktivt stof: paracetamol. 

Hver smeltetablet indeholder 500 mg paracetamol. 

 

Øvrige indholdsstoffer: etylcellulose, mannitol (E421), mikrokrystallinsk cellulose (E460), crospovidon, aspartam (E951), magnesiumstearat (E572), jordbæraroma (indeholder bl.a. maltodextrin, gummi arabicum (E414)) 

Udseende og pakningsstørrelser

Pinex Smelt 500 mg smeltetabletter er hvide til næsten hvide, runde, flade tabletter med afrundede kanter. 

 

Pakningsstørrelser  

10, 12,16 og 20 tabletter i blisterpakning (PVC/PVDC, PVC/Aclar med aftagelig folie/papir med tryk). 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Actavis Group PTC ehf.  

Reykjavikurvegi 76-78 

220 Hafnarfjordur  

Island. 

Repræsentant:

Actavis A/S  

Ørnegårdsvej 16  

2820 Gentofte. 

Fremstiller:

Dragenopharm Apotheker Püschl GmbH  

Goellstrasse 1 

84529 Tittmoning  

Tyskland 

Dette lægemiddel er godkendt i EEA’s medlemslande under følgende navne:

Holland: Pinex Smelt met aardbeiensmaak, 500 mg, orodispergeerbare tabletten  

Estland: Tempidol  

Finland: Pinex 500 mg tabletti, suussa hajoava  

Island: Pinex Smelt 

Italien: Sinebriv  

Letland: Tempidol  

Norge : Pinex 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 01 2018  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...