Viacoram

tabletter 3,5+2,5 mg og 7+5 mg

Servier

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Viacoram 3,5 mg/2,5 mg tabletter  

Viacoram 7 mg/5 mg tabletter
perindoprilarginin / amlodipin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Den senest reviderede indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk  

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Viacoram
  3. Sådan skal du tage Viacoram
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Viacoram er en kombination af to aktive indholdsstoffer perindopril og amlodipin. Begge disse stoffer hjælper til at kontrollere dit forhøjede blodtryk.  

 

Perindopril er en ACE-hæmmer (angiotensin-konverterende enzym). Amlodipin er en calciumantagonist (som hører til en gruppe medicin, der kaldes dihydropyridiner). Sammen virker de ved at udvide og afslappe blodkarrene, så blodet lettere kan passere igennem dem, hvilket gør det lettere for hjertet at opretholde en god blodgennemstrømning. 

 

Viacoram gives til behandling af for højt blodtryk (hypertension) hos voksne. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Viacoram

Tag ikke Viacoram

  • hvis du er allergisk over for perindopril, andre ACE-hæmmere, over for amlodipin eller andre calciumantagonister eller over for et af de øvrige indholdsstoffer i Viacoram (angivet i punkt 6)
  • hvis du har alvorlige nyreproblemer
  • hvis du har oplevet symptomer såsom hiven efter vejret, hævelser i ansigt eller tunge, voldsom kløe eller alvorligt udslæt i forbindelse med tidligere ACE-hæmmerbehandling, eller hvis du eller et familiemedlem har haft disse symptomer under andre omstændigheder (denne tilstand kaldes angioødem)
  • hvis du har forsnævring af hjerteklappen mellem hjertet og hovedpulsåren (aortastenose) eller kardiogent shock (en tilstand hvor dit hjerte ikke er i stand til at forsyne kroppen med nok blod)
  • hvis du har meget lavt blodtryk (hypotension)
  • hvis du lider af hjertesvigt efter et hjerteanfald
  • hvis du er gravid og mere end 3 måneder henne i din graviditet (det er også bedst at undgå Viacoram tidligt i graviditeten - (se afsnittet "Graviditet")
  • hvis du har sukkersyge eller nedsat nyrefunktion, og du også tager et blodtrykssænkende lægemiddel, der indeholder aliskiren
  • hvis du er i dialyse eller modtager anden behandling med filtrering af blodet. Afhængigt af den maskine, der anvendes, er Viacoram måske ikke egnet til dig
  • hvis du har nyreproblemer, hvor blodtilførslen til nyrerne er nedsat (nyrearteriestenose).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet før du tager Viacoram, hvis du 

  • har hjertemuskelsygdom (hypertrofisk kardiomyopati)
  • har hjertesvigt
  • har kraftig stigning i blodtrykket (hypertensiv krise)
  • har andre hjerteproblemer
  • har leverproblemer
  • har nyreproblemer (herunder nyretransplantation)
  • har unormalt højt indhold af et hormon i blodet, der kaldes aldosteron (primær aldosteronisme)
  • lider af en bindevævssygdom (kollagenose) såsom systemisk lupus erythematosus eller sklerodermi
  • lider af sukkersyge
  • får saltfattig diæt eller tager salttilskud, der indeholder kalium (det er vigtigt at have en sund kaliumbalance i blodet)
  • er ældre og din dosis bør øges
  • hvis du samtidig tager et af følgende lægemidler til behandling af for højt blodtryk:
    • en angiotensin II-receptorblokker (ARB) (også kendt som sartaner - f.eks. valsartan, telmisartan, irbesartan), især hvis du har nyreproblemer i forbindelse med sukkersyge
    • aliskiren.
      Din læge vil eventuelt måle din nyrefunktion, dit blodtryk og elektrolytter (f.eks. kalium) i dit blod med jævne mellemrum. Se også information under overskriften ”Tag ikke Viacoram".
  • hvis du er af sort oprindelse, da du kan have større risiko for angioødem, og dette lægemiddel kan være mindre effektivt til at sænke dit blodtryk, end hos ikke-sorte patienter.
  • hvis du tager et eller flere af følgende lægemidler, har du en forhøjet risiko for udslæt og hævelser (angioødem):
    • sirolimus, everolimus, temsirolimus og andre lægemidler i gruppen af såkaldte mTorhæmmere (anvendes til at undgå afstødning af transplanterede organer).

Angioødem: 

Angioødem (en alvorlig allergisk reaktion med hævelse af ansigt, læber, tunge eller svælg, der kan forårsage vejrtræknings- og/eller synkebesvær) er blevet rapporteret hos patienter behandlet med ACE-hæmmere, herunder perindopril. Det kan opstå på ethvert tidspunkt under behandlingen. Hvis du udvikler sådanne symptomer skal du stoppe med at tage Viacoram og straks kontakte din læge. Se også punkt 4

 

Fortæl det til lægen, hvis du tror, at du er (eller kunne blive) gravid. Viacoram bør ikke tages tidligt i graviditeten, og du må ikke tage medicinen, hvis du er mere end 3 måneder henne, da det kan give alvorlige fosterskader, hvis medicinen bruges på dette tidspunkt (se afsnittet "Graviditet"). 

 

Du bør oplyse din læge eller det øvrige sundhedspersonale om, at du får Viacoram, hvis du: 

  • skal i fuld bedøvelse og/eller have en større operation
  • har haft diarré eller opkastning for nylig
  • skal desensibiliseres for at nedsætte virkningerne af allergi over for bi- eller hvepsestik.

Børn og unge

Viacoram må ikke bruges til børn og unge. 

Brug af anden medicin sammen med Viacoram

Fortæl altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

 

Undgå at tage Viacoram sammen med: 

  • lithium (mod mani eller depression)
  • estramustin (til behandling af kræft)
  • lægemidler, som oftest bruges til at undgå afstødning af transplanterede organer (sirolimus, everolimus, temsirolimus og andre lægemidler i gruppen af såkaldte mTor-hæmmere). Se punktet ”Advarsler og forsigtighedsregler”
  • kaliumbesparende lægemidler (f.eks. triamteren, amilorid), kaliumtilskud eller salttilskud med kalium
  • aliskiren (anvendes til behandling af forhøjet blodtryk), (se også information under overskrifterne ”Tag ikke Viacoram” og ”Advarsler og forsigtighedsregler”)
  • en angiotensin II-receptorblokker (ARB) (anvendes til behandling af forhøjet blodtryk) (f.eks. valsartan, telmisartan, irbesartan)
  • dantrolen (infusion) (bruges til behandling af muskelstivhed ved sygdomme som dissemineret sklerose eller til behandling af malign hypertermi under bedøvelse, symptomer herunder meget høj feber og muskelstivhed).

 

Behandling med Viacoram kan blive påvirket af andre lægemidler. Det er vigtigt, at du fortæller det til lægen, hvis du tager et af følgende lægemidler, da det kan kræve særlige forholdsregler:  

  • andre lægemidler mod for højt blodtryk, herunder vanddrivende medicin (lægemidler, der øger den mængde urin, som nyrerne producerer)
  • nonsteroide antiinflammatoriske midler (f.eks. ibuprofen) til smertelindring eller høje doser acetylsalicylsyre
  • medicin mod sukkersyge (f.eks. insulin, gliptiner)
  • medicin mod psykiske lidelser såsom depression, angst, skizofreni osv. (f.eks. tricykliske lægemidler mod depression, antipsykotika, imipraminlignende lægemidler mod depression, neuroleptiske midler)
  • immunosuppressiva (medicin, der nedsætter kroppens forsvarsmekanismer) til behandling af autoimmun sygdom eller efter en transplantation (f.eks. ciclosporin, tacrolimus)
  • allopurinol (mod podagra)
  • procainamid (mod uregelmæssig hjertebanken)
  • karudvidende medicin inklusive nitrat (medicin, der udvider blodkarrene)
  • heparin (blodfortyndende medicin)
  • ephedrin, noradrenalin eller adrenalin (medicin til at behandle for lavt blodtryk, shock eller astma)
  • baclofen anvendes til at behandle muskelstivhed ved sygdomme såsom dissemineret sklerose
  • visse antibiotika såsom rifampicin, erythromycin, clarithromycin (til behandling af bakterielle infektioner)
  • medicin mod epilepsi såsom carbamazepin, phenobarbital, phenytoin, fosphenytoin, primidon
  • itraconazol og ketoconazol (medicin til behandling af svampeinfektioner)
  • alphablokkere til behandling af forstørret blærehalskirtel (prostata) såsom prazosin, alfuzosin, doxazosin, tamsulosin, terazosin
  • amifostin (til at forebygge eller mindske bivirkninger, der skyldes behandling af kræft med anden medicin eller stråleterapi)
  • kortikosteroider (til behandling af en lang række tilstande inklusive svær astma og kronisk leddegigt (reumatoid artrit)
  • guldsalte, især som indsprøjtning i en åre (til at behandle symptomerne på kronisk leddegigt)
  • ritonavir, indinavir, nelfinavir (såkaldte protease-hæmmere, anvendt til behandling af hiv)
  • kaliumbesparende lægemidler til behandling af hjertesvigt: eplerenon og spironolacton i doser mellem 12,5 mg til 50 mg daglig
  • trimethoprim og co-trimoxazol (til behandling af infektioner)
  • estramustin (anvendes til behandling af cancer)
  • prikbladet perikon (Hypericum perforatum, et naturlægemiddel til behandling af depression).

Brug af Viacoram sammen med mad og drikke

Se punkt 3

 

Grapefrugtjuice og grapefrugt bør ikke indtages af patienter, der tager Viacoram. Dette skyldes, at grapefrugt og grapefrugtjuice kan medføre en stigning af blodets koncentration af det aktive stof amlodipin, hvilket kan medføre en uforudsigelig forøgelse af Viacoram's blodtryksnedsættende virkning. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Fortæl det til lægen, hvis du tror, at du er (eller kunne blive) gravid. Din læge vil normalt råde dig til at holde op med at tage Viacoram, før du bliver gravid, eller så snart du ved, at du er gravid, og vil anbefale, at du skifter til en anden medicin i stedet for Viacoram. Viacoram bør ikke tages tidligt i graviditeten, og du må ikke tage medicinen, hvis du er mere end 3 måneder henne, da den kan give alvorlige fosterskader, hvis den tages efter de første tre måneder af graviditeten. 

 

Amning 

Fortæl det til lægen, hvis du ammer eller ønsker at begynde at amme. Du må ikke tage Viacoram, hvis du ammer, og lægen kan give dig en anden medicin, hvis det er vigtigt, at du ammer - f.eks. hvis du har et nyfødt eller for tidligt født barn. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Viacoram kan påvirke din evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. Du skal ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner, hvis tabletterne får dig til at føle dig utilpas, svimmel, svag eller træt eller fremkalder hovedpine. Kontakt da straks din læge. 

Viacoram indeholder lactosemonohydrat

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Viacoram

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.  

 

Den anbefalede dosis er én tablet Viacoram 3,5 mg/2,5 mg én gang daglig. 

 

Hvis du lider af moderat nedsat nyrefunktion, kan din læge råde dig til at tage én tablet Viacoram 3,5 mg/2,5 mg hver anden dag i begyndelsen af behandlingen. 

 

Din læge kan om nødvendigt beslutte at øge din dosis efter en måned til Viacoram 7 mg/5 mg én gang daglig, afhængigt af hvordan du reagerer på behandlingen. 

 

En tablet Viacoram 7 mg/5 mg én gang daglig er den højeste anbefalede dosis mod for højt blodtryk.  

 

Tag helst din tablet på samme tid hver dag, om morgenen før et måltid. 

 

Overskrid ikke den ordinerede dosis. 

Hvis du har taget for meget Viacoram

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Viacoram, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). Den mest sandsynlige bivirkning i tilfælde af en overdosis er lavt blodtryk, der kan få dig til at føle dig svimmel eller besvime. I så fald kan det hjælpe at lægge sig ned med benene hævet. 

Hvis du har glemt at tage Viacoram

Det er vigtigt, at du tager medicinen hver dag, da regelmæssig behandling virker bedre. Hvis du alligevel glemmer at tage en dosis Viacoram, skal du tage den næste dosis til sædvanlig tid. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Viacoram

Da behandling med Viacoram sædvanligvis vil være livslang, skal du konsultere din læge, før du stopper behandlingen. 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Stop med at tage lægemidlet og kontakt straks en læge, hvis du får nogen af følgende bivirkninger, der kan være alvorlige:

  • pludselig åndenød, brystsmerter, kortåndethed eller åndedrætsbesvær (bronkospasme) (ikke almindelig - kan påvirke op til 1 ud af 100 personer),
  • hævelse af øjenlåg, ansigt eller læber (ikke almindelig - kan påvirke op til 1 ud af 100 mennesker),
  • hævelse af tunge og hals, der medfører udtalt åndedrætsbesvær (angioødem) (ikke almindelig - kan påvirke op til 1 ud af 100 personer),
  • alvorlige hudreaktioner herunder kraftig hududslæt, nældefeber, rødme på huden over hele kroppen, alvorlig kløe (erythema multiforme) (meget sjælden - kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer), blærer, afskalning og hævelser af huden (eksfoliativ dermatitis) (meget sjælden - kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer), betændelse i slimhinder (Stevens Johnson Syndrom) (meget sjælden - kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer) eller andre allergiske reaktioner (ikke almindelig - kan påvirke op til 1 ud af 100 personer),
  • alvorlig svimmelhed eller besvimelse pga. lavt blodtryk (almindelig - kan påvirke op til 1 ud af 10 personer),
  • svaghed i arme og ben, eller problemer med at tale, der kan være tegn på et muligt slagtilfælde (meget sjælden - kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer),
  • hjerteanfald, brystsmerter (hjertekramper) (meget sjælden - kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer), usædvanlig hurtig eller unormal hjertebanken (almindelig - kan påvirke op til 1 ud af 10 personer),
  • betændelse i bugspytkirtlen som kan forårsage alvorlige mave- og rygsmerter ledsaget af slem utilpashed (meget sjælden - kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer),
  • gulfarvning af huden eller det hvide i øjnene (gulsot), der kan være tegn på leverbetændelse (meget sjælden - kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer).

 

Følgende bivirkninger er rapporteret med Viacoram. Hvis disse bivirkninger bliver generende, bør du kontakte din læge:  

  • Almindelig (kan påvirke op til 1 ud af 10 personer): ørhed, hoste, væskeophobning (ødem).
  • Ikke almindelig: (kan påvirke op til 1 ud af 100 personer): højt indhold af kalium i blodet, der kan forårsage unormal hjerterytme (hyperkaliæmi), for højt indhold af sukker i blodet (hyperglykæmi), træthed.

 

Følgende bivirkninger er rapporteret med perindopril eller amlodipin, og er enten ikke set for Viacoram eller er set med en højere forekomst end ved Viacoram. Disse bivirkninger kan også forekomme med Viacoram. Hvis disse bivirkninger bliver generende, bør du kontakte din læge: 

  • Meget almindelige bivirkninger (kan påvirke flere end 1 ud af 10 patienter): væskeophobning (ødem).
  • Almindelige bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 10 personer): hovedpine, søvnighed (især i begyndelsen af behandlingen), unormal smagsopfattelse, følelsesløshed eller snurrende fornemmelse i arme eller ben, svimmelhed, synsforstyrrelser (herunder dobbeltsyn), tinnitus (ringen for ørerne), hjertebanken (man mærker tydeligt hjertet slå), ansigtsrødmen, kortåndethed, mavesmerter, kvalme, opkast, fordøjelsesbesvær, ændret afføringsmønster, forstoppelse, diarré, kløe, hududslæt, rødmen af huden, kløe, hævede ankler, muskelkramper, træthed, svaghed.
  • Ikke almindelige bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 100 personer): stigning i visse hvide blodlegemer (eosinofili), lavt indhold af salt i blodet (hyponatriæmi), lavt indhold af sukker i blodet (hypoglykæmi), humørsvingninger, angst, søvnløshed, depression, søvnforstyrrelser, besvimelse, tab af smertesans, rysten, karbetændelse, snue (tæt næse eller næseflod), mundtørhed, svedtendens, hårtab, røde områder på huden, misfarvning af huden, blisterdannelse på huden, lysfølsomhed af huden, rygsmerter, muskel- eller ledsmerter, vandladningsforstyrrelser, øget trang til natlig vandladning, hyppigere vandladning, nyreproblemer, rejsningsbesvær, ubehag af eller forstørrede bryster hos mænd, brystsmerter, utilpashed, smerter, vægtstigning eller -tab, øget blodurinstof, øget blodkreatinin, faldtendens.
  • Sjældne bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 1000 personer): forvirring, højt indhold af bilirubin i blodet, forhøjet indhold af leverenzymer i blodet.
  • Meget sjældne bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer): ændringer i blodværdier såsom lavere indhold af hvide- og røde blodlegemer, lavere hæmoglobinniveau, lavere indhold af blodplader, øget muskelspænding, nerveforstyrrelser der kan forårsage svaghed, prikkende fornemmelse eller følelsesløshed, en sjælden type lungebetændelse (eosinofil pneumoni), hævede gummer, udspilede tarme (mavekatar), gulfarvning af huden (gulsot), akut nyresvigt.
  • Hyppighed ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data): rysten, stivhed i kroppen, udtryksløst ansigt, langsomme bevægelser og gangbesvær, der består af slæbende skridt og dårlig balance, koncentreret urin (mørk urin), kvalme eller opkastning, muskelkramper, forvirring og krampeanfald, som kan skyldes uhensigtsmæssig udskillelse af hormonet ADH (antidiuretisk hormon). Kontakt lægen hurtigst muligt, hvis du får disse symptomer.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder 

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på karton og flaske. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.  

 

Tabletbeholder med 10 tabletter: Anvendes inden 10 dage efter åbning. 

Tabletbeholder med 28 eller 30 tabletter: Anvendes inden 30 dage efter åbning.  

Tabletbeholder med 50 tabletter: Anvendes inden 50 dage efter åbning.  

Tabletbeholder med 100 tabletter: Anvendes inden 90 dage efter åbning. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Viacoram indeholder

  • Aktive stoffer: Perindoprilarginin og amlodipin.
    En Viacoram 3,5 mg/2,5 mg tablet indeholder 2,378 mg perindopril svarende til 3,5 mg perindoprilarginin og 3,4675 mg amlodipinbesilat svarende til 2,5 mg amlodipin.
    En Viacoram 7 mg/5 mg tablet indeholder 4,756 mg perindopril svarende til 7 mg perindoprilarginin og 6,935 mg amlodipinbesilat svarende til 5 mg amlodipin.
  • Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, magnesiumstearat (E470B), mikrokrystallinsk cellulose (E460), vandfri kolloid silica (E551).

Udseende og pakningsstørrelser

Viacoram 3,5 mg/2,5 mg tabletter er hvide, runde tabletter, 5 mm i diameter. 

Viacoram 7 mg/5 mg tabletter er hvide, runde tabletter, 6 mm i diameter, præget med Viacoram,Les Laboratoires Servier,tabletter, 3,5+2,5 mg og 7+5 mgpå den ene side. 

 

Viacoram tabletter 3,5 mg/2,5 mg og Viacoram tabletter 7 mg/5 mg fås i pakninger med 10, 28, 30, 60 (2 tabletbeholdere med 30 tabletter), 84 (3 tabletbeholdere med 28 tabletter), 90 (3 tabletbeholdere med 30 tabletter), 100 (2 tabletbeholdere med 50 tabletter), 100 eller 500 (5 tabletbeholdere med 100 tabletter) tabletter. 

 

Tørremidlet er i tabletbeholderproppen. 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Les Laboratoires Servier  

50, rue Carnot 

92284 Suresnes cedex  

Frankrig 

Fremstiller:

Servier (Ireland) Industries Ltd  

Gorey Road 

Arklow - Co. Wicklow - Irland 

Repræsentant

Servier Danmark A/S  

Lyngbyvej 2 

2100 København Ø 

Danmark 

Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne:

 

Bulgarien 

Prestarium Co start, таблетки 

Cypern 

Viacoram, δισκία 

Danmark 

Viacoram 

Estland 

Viacoram 

Finland 

Viacoram, tabletti 

Frankrig 

Amplival, comprimé 

Grækenland 

Viacoram, δισκία 

Holland 

Viacoram, tabletten 

Irland 

Viacoram, tablet 

Italien 

Viacoram, compresse 

Kroatien 

Viacoram, tablete 

Letland 

Viacoram, tabletes 

Litauen 

Viacoram, tabletės 

Luxembourg 

Viacoram, comprimé 

Malta 

Viacoram, tablet 

Polen 

Co-Prestarium Initio 

Portugal 

Viacoram 

Rumænien 

Viacoram, comprimate 

Slovakiet 

Viacoram, tablety 

Slovenien 

Viacoram tablete 

Spanien 

Viacoram comprimidos 

Tjekkiet 

Prestalia, tablety 

Tyskland 

Viacoram, Tabletten 

Østrig 

Viacoram, Tabletten 

 

Andre informationskilder

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside www.indlaegsseddel.dk. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 01/2018. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...