Marcaine

injektionsvæske, opl. 5 mg/ml

Orifarm

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Marcaine® 5 mg/ml injektionsvæske, opløsning 

Bupivacain 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være ska- deligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har. Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirk- ninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4. Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse.
  2. Det skal du vide om Marcaine.
  3. Sådan bliver du behandlet med Marcaine.
  4. Bivirkninger.
  5. Opbevaring.
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger.

1. Virkning og anvendelse

Marcaine er et bedøvelsesmiddel (lokalanalgetikum), der anvendes til at bedøve dele af kroppen. Bedøvelse anvendes for at forhindre smerter i at opstå eller for at give smertelindring. 

 

Marcaine anvendes: 

  • Som bedøvelsesmiddel ved operationer til voksne og børn over 12 år.
  • Ved akut opstået smerter hos voksne, spædbørn og børn over 1 år.

 

Du skal have Marcaine som en indsprøjtning. Det vil normalt være en læge eller sygeplejerske, der giver indsprøjtningen på en af følgende måder: 

  • ved at indsprøjte medicinen ind i det væv som skal opereres.
  • ved at indsprøjte medicinen ved en nerve eller ved en gruppe af nerver, som fører til den del af kroppen, der skal opereres.
  • ved at indsprøjte medicinen i et område omkring knoglemarven, hvor bedøvelsen skal virke.

 

Marcaine virker ved midlertidigt, at forhindre nerverne i det bedøvede område i, at mærke smerte, varme eller kulde.
Følelsen af tryk og berøring vil dog stadig kunne mærkes. På den måde bliver nerverne bedøvet i den del af kroppen, der skal opereres. I mange tilfælde betyder det, at nerverne til musklerne i området også vil blive blokeret, hvilket medfører midlertidig kraftløshed eller lammelse. 


Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Spørg lægen. 

2. Det skal du vide om Marcaine

Du må ikke få Marcaine:

  • hvis du er allergisk over bupivacain eller andre lokalbedøvende midler af amidtypen eller et af de øvrige indholdsstoffer angivet i punkt 6.
  • i nogle tilfælde vil lægen helt undlade at anvende Mar- caine (f.eks. ved Biers blokade).

 

Skal du have en rygmarvsbedøvelse, må du ikke få Marcain, hvis: 

  • du har akut aktiv sygdom i centralnervesystemet som meningitis, tumorer, børnelammelse, forhøjet eller mistanke om forhøjet tryk eller blødning inde i kraniet.
  • du har forsnævring i rygkanalen eller i en nerverodska- nal og aktiv sygdom (f.eks. betændelse i hvirvelsøjlen, tuberkulose, tumor) eller nyere traume (f.eks. fraktur) på rygsøjlen.
  • du har blodforgiftning.
  • du har blodmangel med ikke særlig hurtigt el. voldsomt forløbende kombineret degeneration af rygmarven.
  • du har infektion i eller omkring injektionsstedet.
  • du har en hjertesygdom eller hjertesvigt.
  • hvis du har blødningsforstyrrelser eller hvis du er i behandling med medicin, som forhindrer blodet i at størkne (undtagelse: lavdosisheparin).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, før du bruger Marcaine 

  • hvis du er ældre eller hvis din almentilstand er dårlig.
  • hvis du har for meget syre i blodet (acidose).
  • hvis iltforsyningen i din krop er dårlig (hypoxi).
  • hvis du er gravid, og er sidst i graviditeten.
  • hvis du har hjerterytmeforstyrrelser (AV-blok) eller anden hjertesygdom.
  • hvis du har en fremskreden leversygdom.
  • hvis du har nedsat nyrefunktion.
  • hvis du har en hjertekarsygdom.

Børn og unge

Sikkerhed og effekt ved anvendelse af Marcaine til børn under 1 år er ikke dokumenteret.
Sikkerhed og effekt ved anvendelse af Marcaine intraartikulært og i større nerveblokader til børn under 12 år er ikke dokumenteret. 

Brug af anden medicin sammen med Marcaine

  • Tal med din læge, hvis du tager medicin mod:
    • lokale smerter (andre lokalanalgetika).
    • hjerterytmeforstyrrelser (lidokain eller amiodaron).
    • for meget mavesyre (cimetidin).
    • hjerterytmeforstyrrelser samt hjertekramper (verapamil).
    • forhøjet blodtryk (ACE-hæmmere).
    • samtidig brug af kortvarigt virkende bedøvelsesmidler (propofol).

Fortæl det altid til lægen eller sundhedspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 


Graviditet: 

  • Du kan få Marcaine under graviditet. Tal med lægen.

Amning: 

  • Du kan få Marcaine, selvom du ammer.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Du må ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner på operationsdagen, da Marcaine midlertidigt kan påvirke din motorik og reaktionsevne. 

Marcaine indeholder natrium

Denne medicin indeholder ca 0,1 mmol (ca 3 mg) natrium pr. ml. Hvis du er på natrium- eller saltfattig diæt, skal du tage hensyn hertil. 

3. Sådan bliver du behandlet med Marcaine

Lægen kan fortælle dig, hvilken dosis du får og hvor tit, du skal have den. Er du i tvivl, så spørg lægen eller sundhedspersonalet. Det er kun lægen der kan ændre dosis. 

 

Marcaine må ikke gives intravaskulært. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne og børn over 12 år: 

Lægen beregner dosis til hver enkelt patient. 

Marcaine gives som en langsom indsprøjtning enten epiduralt (hjerne/rygmarvshinde) eller andre steder i kroppen af en anæstesilæge. 

Din dosis afhænger af din sygdom og din helbredstilstand. 

 

Brug til børn og unge: 

Marcaine gives som en langsom indsprøjtning enten epiduralt (hjerne/rygmarvshinde) eller andre steder i kroppen af en anæstesilæge, der har erfaring med anæstesi til børn. Dosis afhænger af alder og vægt, og vil blive bestemt af anæstesilægen. 

Hvis du har fået for meget Marcaine

Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, hvis du tror du har fået for meget Marcaine. 

 

Symptomer: 

Forgiftningssymptomer af stigende sværhedsgrad: 

  • Følelseslødhed, herunder følelsesløshed i tungen, syns- og høreforstyrrelser, taleforstyrrelser, muskelsammentrækninger eller muskelkramper, rysten, ørhed, tinnitus.
  • Svimmelhed, evt. besvimelse pga. lavt blodtryk, langsom puls, uregelmæssig puls.
  • Kramper eller bevidstløshed efterfulgt af manglende ilt i kroppen og for meget kuldioxid i blodet som kan give vejrtrækningsproblemer.
  • Tørst, nedsat kraft i arme og ben, træthed og forstoppelse pga. for højt kalk i blodet.
  • Muskelsvaghed, forvirring, talebesvær pga. for højt kalium i blodet.
  • Uregelmæssig vejrtrækning med vejrtrækningspauser kan forekomme i alvorlige tilfælde.
  • Hjertestop.

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirknin- ger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Forgiftningssymptomer på centralnervesystemet (kramper, prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden, følelsesløshed i tungen, skærpet hørelse, synsforstyrrelser, bevidsthedstab, rysten, uklarhed, susen for ørerne (tinnitus) og taleforstyrrelser i forbindelse med at udtale ord). Ring 112.

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Hjertestop. Ring 112.
  • Rygmarvshindebetændelse (arachnoiditis). Symptomer på betændelse i rygmarvshinden kan være: døsighed, smerter i led, føleforstyrrelser, feber, hurtig vejrtrækning. Ring 112.
  • Lammelse eller svækkelse (parese). Ring 112.
  • Dobbeltsidig lammelse, oftest i den nedre kropshalvdel eller i begge ben (paraplegi). Ring 112.
  • Svækket vejrtrækning, blåfarvning af læber og negle. Ring 112.
  • Allergiske reaktioner. Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk shock). Kan være livsfarligt. Ring 112.

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter): 

  • Kvalme.
  • Svimmelhed, evt. besvimelse pga. lavt blodtryk (hypotension).

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Langsom puls (bradykardi). Kan blive alvorligt. Hvis du får meget langsom puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden (paræstesi).
  • Svimmelhed.
  • Opkastning.
  • Besvær med at lade vandet evt. vandladningsstop. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • For højt blodtryk (hypertension). Tal med lægen. For højt blodtryk skal behandles. Meget forhøjet blodtryk er alvorligt.

 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Uregelmæssig puls (arytmi). Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Prikkende, snurrende fornemmelser, følelsesløshed eller lammelser, evt. smerter i hænder og fødder.
  • Smerter og føleforstyrrelser pga. nervebetændelse.
  • Dobbeltsyn. Kan blive alvorligt. Kontakt lægen eller evt. skadestue.

 

Hos børn og unge kan endvidere ses følgende bivirkninger: 

  • Bivirkninger hos børn svarer til de bivirkninger, man finder hos voksne. Det kan være svært at se tidlige tegn på forgiftning hos børn.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk. 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar Marcaine utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke Marcaine efter den udløbsdato, der står på pak- ningen. Hvis pakningen er mærket med EXP betyder det at udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Opbevar ikke Marcaine ved temperaturer over 25 °C.
  • Frys ikke Marcaine, og udsæt det ikke for frost.

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Marcaine indeholder:

Aktivt stof: 

Bupivacain 5 mg/ml. 

Øvrige indholdsstoffer: 

Natriumhydroxid og /eller saltsyre, natriumchlorid og vand til injektionsvæsker. 

Udseende og pakningsstørrelser:

Marcaine er en klar, farveløs injektionsvæske, opløsning. 

 

Marcaine fås i: 

Marcaine 5 mg/ml i pakninger med 5 x 20 ml. 

Indehaveren af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S 

Mail: info@orifarm.com 

Fremstiller:

Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ 

 

I Danmark markedsføres Marcaine også som Marcain. 

 

For yderligere oplysninger om denne medicin og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 12/2017
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...