Postafen®

tabletter 25 mg

Gen-Orph SaS

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Postafen 25 mg tabletter  

Meclozinhydrochlorid  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden De begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet, har givet Dem. 

  • Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, De vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis De får bivirkninger, herunder biverkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.
  • Kontakt lægen, hvis De får det værre, eller hvis De ikke får det bedre.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal De vide, før De begynder at tage Postafen
  3. Sådan skal De tage Postafen
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Postafen indeholder et stof (antihistamin) som lindrer symptomer på transportsyge og søvnløshed. Postafen kan også lindre symptomerne ved overfølsomhedssygdomme som høfeber, nældefeber og helårssnue.

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal De vide, før De begynder at tage Postafen

Tag ikke Postafen

  • hvis De er allergisk over for meclozin eller et af de øvrige indholdsstoffer angivet i punkt 6, eller piperazinderivater.
  • hvis De har gentagne perioder med vejrtrækningsstop, mens De sover (søvnapnø).
  • hvis De har nedsat leverfunktion. Tal med lægen.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før De bruger Postafen. 

 

Tal med lægen inden De bruger Postafen, hvis De har: 

  • grøn stær
  • for højt tryk i øjet
  • besvær med vandladningen på grund af tilstopning i urinblæren (urinblæreobstruktion)
  • forsnævring af maveporten
  • nedsat mave-tarm funktion
  • abnorm muskeltræthed (myasthenia gravis)
  • nedsat hukommelse (demens)
  • aktuelt eller truende vejrtrækningsbesvær
  • tendens til kramper

 

Alkohol kan forstærke den sløvende virkning af Postafen. 

 

Hvis De skal have lavet en hudpriktest (allergitest), skal De ikke bruge Postafen i mindst 4 dage inden testen. 

Brug af anden medicin sammen med Postafen

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis De bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept. 

 

De kan bruge Postafen sammen med anden medicin, men tal først med lægen, hvis De er i behandling med: 

  • angstdæmpende medicin
  • nervemedicin
  • sovemedicin
  • antidepressiv medicin (MAO hæmmere og cykliske antidepressiva)

Brug af Postafen sammen med mad og drikke

De kan tage Postafen sammen med mad og drikke. 

Graviditet og amning

Hvis De er gravid eller ammer, har mistanke om, at De er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal De spørge Deres læge eller apotekspersonalet til råds, før De bruger dette lægemiddel. 

 

Graviditet
Hvis De er gravid, skal De normalt ikke tage Postafen. Tal med lægen. 

 

Amning
Hvis De ammer, må De ikke tage Postafen, da Postafen går over i modermælken. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Postafen især i begyndelsen af behandlingen og ved stigning i dosis virker sløvende, og at det kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Postafen indeholder lactosemonohydrat

Kontakt lægen, før De tager denne medicin, hvis lægen har fortalt Dem, at De ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal de tage Postafen

Tag altid Postafen nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er De i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Den anbefalede dosis er:  

 

Mod transportsyge: 

Voksne og unge over 12 år: Tag 1-2 tabletter (25-50 mg)1-2 timer før afrejse. 

 

Mod overfølsomhed (allergi): 

Voksne og unge over 12 år: Tag 1-2 tabletter (25-50 mg) daglig. 

 

Mod søvnløshed: 

Voksne: Tag 1-2 tabletter (25-50 mg) til natten. 

 

Brug til børn  

Børn: De må kun bruge Postafen tabletter til børn under 12 år efter lægens anvisning. 

 

Ældre: De skal tage Postafen tabletter med forsigtighed og starte med den laveste anbefalede dosis (25 mg, dvs. 1 tablet). 

Hvis De har taget for meget Postafen

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis De har taget mere Postafen end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og De føler Dem utilpas. 

 

Symptomer på overdosering kan være døsighed, svimmelhed, forvirring, bevidsthedssvækkelse, angst, forhøjet puls, uro og shock. 

Store pupiller, kraftig rødmen af ansigtet, mundtørhed, ophidselse, hallucinationer og kramper. Bevægelsesforstyrrelser, rystelser, sindslidelser, forhøjet legemstemperatur, for lavt blodtryk, forhøjet blodtryk og hjerterytmeforstyrrelser. 

Hvis De har glemt at tage Postafen

Hvis De glemmer at tage en Postafen tablet, skal De blot tage en Postafen tablet, når det er tid for næste dosis. De må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

4. Bivirkninger

Postafen kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger:

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter):  

Overfølsomhedsreaktioner, fx pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær, hævelse af ansigt, læber og hals, besvimelse. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring eventuelt 112.  

Ikke alvorlige bivirkninger:

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter):  

Døsighed, sløvhed, træthed, svækkelse.  

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter):  

Svimmelhed, hovedpine, tørhed i svælg, strube og hals, nasal tørhed, mundtørhed.  

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):  

Kraftigt hjerteslag, forhøjet puls. Søg læge.  

Angst, opstemthed, irritabilitet, hallucinationer, søvnløshed, sindslidelser, bevægelsesforstyrrelser, øresusen, svimmelhed, forstoppelse, udslæt, smerter ved vandladningen, forøget urinmængde, vandladningsbesvær, øget appetit, vægtøgning. 

 

Der kan i sjældne eller meget sjældne tilfælde optræde andre ikke alvorlige bivirkninger. Ønsker De information om disse bivirkninger, så spørg lægen eller apoteket. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis De oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dina pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger der fremgår herunder. 

 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen. 

Spørg på apoteket, hvordan De skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må De ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Postafen indeholder:

  • Aktivt stof: meclozinhydrochlorid. Hver tablet indeholder 25 mg meclozinhydrochlorid.
  • Øvrige indholdsstoffer: silica, kolloid vandfri; laktosemonohydrat; povidon; majsstivelse; talkum og calciumstearat.

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende: 

Postafen tabletter er hvide, runde tabletter med delekærv på den ene side. Tabletten har kun delekærv for at muliggøre deling af tabletten, så den er nemmere at sluge. Tabletten kan ikke deles i to lige store doser. 

 

Pakningsstørrelser: 

10, 20, 25 og 100 tabletter 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Gen.Orph 

185 bureaux de la Colline 

92213 Saint Cloud Cedex 

Frankrig 

Fremstiller

Delpharm Evreux  

5 rue du Guesclin  

27000 Evreux  

Frankrig  

Repræsentant

Sofus Regulatory Affairs AB  

Fleminggatan 18 

112 26 Stockholm  

Sverige 

pharmacovigilance@sofus.se 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 02/2018 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...