Ibuprofen "Orifarm"

filmovertrukne tabletter 400 mg og 600 mg

Orifarm Generics

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Ibuprofen Orifarm, filmovertrukne tabletter, 400 mg og 600 mg  

ibuprofen 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Den nyeste indlægsseddel kan findes på www.indlægsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Ibuprofen Orifarm
  3. Sådan skal du tage Ibuprofen Orifarm
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Ibuprofen Orifarm er smertestillende medicin. Det tilhører gruppen af NSAID (non-steroide antiinflammatoriske stoffer). Ibuprofen Orifarm bruges til behandling af gigtlidelser og andre betændelseslignende tilstande samt kraftige menstruationssmerter og svage smerter.

Lægen kan have givet dig Ibuprofen Orifarm for noget andet. Følg altid lægens anvisning. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Ibuprofen Orifarm

Tag ikke Ibuprofen Orifarm hvis du

  • er allergisk overfor ibuprofen eller et af de øvrige indholdsstoffer i Ibuprofen Orifarm (angivet i pkt. 6).
  • har svært nedsat hjerte-, nyre eller leverfunktion.
  • tidligere har haft blødning eller hul i mave-tarm kanalen i forbindelse med behandling med smertestillende medicin (NSAID).
  • har aktivt eller tilbagevendende blødende tyktarmsbetændelse, Crohns sygdom, mavesår eller blødning fra mave-tarm kanalen.
  • tidligere har haft astma eller astmalignende anfald, hævelser i hud og slimhinder, nældefeber eller snue udløst af acetylsalicylsyre eller anden smertestillende medicin (NSAID).
  • har tendens til blødninger.
  • er gravid i 7. - 9. måned.

Advarsler og forsigtighedsregler

Anti-inflammatorisk (hæmmer betændelses lignende tilstande)/smertestillende medicin som f.eks. ibuprofen kan være forbundet med en let øget risiko for hjerteanfald eller slagtilfælde, særligt når det bruges i høje doser. Tag ikke mere medicin end anbefalet, og tag ikke medicinen i længere tid end anbefalet. 


Kontakt lægen, apoteket eller sundhedspersonalet, før du tager Ibuprofen Orifarm, hvis du 

  • har astma, allergi eller kronisk snue.
  • har nedsat nyre- eller leverfunktion.
  • er stærkt dehydreret (væskemangel).
  • er barn eller ung og er dehydreret, da der er risiko for nedsat nyrefunktion.
  • er ældre, da ældre har større risiko for at få bivirkninger, særligt mavesår og blødning fra mave-tarmkanalen.
  • har haft en tarmsygdom (betændelse i tynd- eller tyktarm).
  • har hjerteproblemer, herunder hjertesvigt eller angina (brystsmerter), eller hvis du har haft et hjerteanfald, har fået foretaget en bypass-operation, har haft sygdom i perifere arterier (dårligt blodomløb i benene eller fødderne på grund af snævre eller blokerede blodårer) eller har haft nogen form for slagtilfælde (herunder "mini-slagtilfælde" eller forbigående blodprop i hjernen).
  • har forhøjet blodtryk, sukkersyge eller forhøjet kolesterol, hvis der er nogen i din familie, der har eller har haft hjertesygdomme eller slagtilfælde, eller hvis du ryger.
  • tidligere har haft mavesår. Hvis dette er tilfældet bør du behandles med den lavest mulige dosis.
  • tager anden smertestillende medicin (NSAID-præparater eller acetylsalicylsyre).
  • har en bindevævssygdom (f.eks. Systemisk Lupus Erythematosus (SLE)).

 

Hvis du får mavesår eller blødning fra mave-tarmkanalen, mens du er i behandling med Ibuprofen Orifarm, skal du stoppe med at tage medicinen. 

 

Ved længere tids brug af Ibuprofen Orifarm kan hovedpine blive værre og opstå hyppigere. Kontakt din læge, hvis du oplever dette. 

 

For at minimere bivirkninger behandles i så kort tid og med så lav dosis som muligt. 

 

Du skal straks stoppe med at tage Ibuprofen Orifarm hvis du får udslæt, slimhindesår eller anden overfølsomhedsreaktion. Kontakt lægen. 

 

I meget sjældne tilfælde kan der opstå pludselig hududslæt, åndedrætsbesvær og bevimelse pga. overfølsomhed (anafylaktisk shock). Det kan være livsfarligt. Ring derfor 112. 

 

Hvis du ønsker at blive gravid, skal du stoppe med at tage Ibuprofen Orifarm da de kan nedsætte evnen til at blive gravid. 

 

Ibuprofen Orifarm kan maskere infektioner. Hvis du får hovedpine, rygsmerter, nakkestivhed, svimmelhed, almen sløjhed og evt. feber skal du kontakte lægen. 

 

Ibuprofen Orifarm virker febernedsættende og kan forlænge blødningstiden (blodets evne til at størkne). 

 

Hvis du får skoldkopper imens du tager Ibuprofen Orifarm skal du kontakte lægen, da det kan medføre alvorlige infektioner. 

Brug af anden medicin sammen med Ibuprofen Orifarm

Fortæl det altid til lægen eller på apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept. 

 

Ibuprofen Orifarm kan påvirke eller blive påvirket af visse andre lægemidler. For eksempel: 

  • Lægemidler, som hindrer blodet i at størkne (dvs. som fortynder blodet eller forebygger blodpropper, f.eks. acetylsalicylsyre, warfarin, ticlopidin, rivaroxaban, dabigatran).
  • Lægemidler, som nedsætter et forhøjet blodtryk (ACE-hæmmere som f.eks. captopril, betablokkere som f.eks. atenolol, angiotensin-II-receptorantagonister som f.eks. losartan).
  • Vanddrivende medicin (diuretika).
  • Hormoner (kortikosteroider).
  • Andre lægemidler af samme gruppe som Ibuprofen Orifarm (NSAID) f.eks. acetylsalicylsyre.
  • Digoxin (for hjertet).
  • Methotrexat (kræftmedicin).
  • Lithium (mod sindslidelse).
  • Cholestyramin (mod forhøjet kolesterol).
  • Ciclosporin, tacrolimus (undertrykker immunforsvaret).
  • Mifepriston (antihormonelt middel som bruges til afbrydelse af graviditet).
  • Quinolon antibiotika (middel mod infektion, f.eks. ciprofloxacin, norfloxacin).
  • Sulfonylurea (middel mod sukkersyge).
  • SSRI (antidepressive midler).
  • Zidovudin (virusmiddel mod HIV).
  • Aminoglycosider (lægemidler mod infektion).
  • Ginko biloba (naturlægemiddel).
  • Lægemidler, som hæmmer bestemte enzymer i leveren, f.eks. voriconazol eller fluconazol (som bruges mod svampeinfektion).

 

Visse andre lægemidler kan også påvirke eller blive påvirket af behandlingen med Ibuprofen Orifarm. Derfor skal du altid spørge lægen eller apotekspersonalet til råds, før du tager Ibuprofen Orifarm sammen med andre lægemidler. 

Brug af Ibuprofen Orifarm sammen med mad og drikke

Ibuprofen Orifarm kan tages uafhængigt af måltiderne. 

Graviditet, amning og fertilitet

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager Ibuprofen Orifarm. 

 

Fertilitet  

Hvis du ønsker at blive gravid, skal du enten holde op med at tage Ibuprofen Orifarm eller kun tage Ibuprofen Orifarm i så kort tid som muligt og i så lav dosis som muligt. 

Ibuprofen Orifarm kan gøre det sværere at blive gravid. Tal med lægen, om der er en anden behandling. 

 

Graviditet  

Du må ikke tage Ibuprofen Orifarm i de sidste 3 måneder før forventet fødsels. Det kan skade fosteret og det nyfødte barn. Tal med lægen. 

Du må kun tage Ibuprofen Orifarm i de første 6 måneder af graviditeten efter aftale med lægen. Dosis skal være så lav som mulig, og behandlingen skal vare så kort tid som muligt. Tal med lægen. 

 

Amning  

Ibuprofen Orifarm går over i mælken, men det er ikke sandsynligt, at det vil skade dit barn. Tal med lægen, hvis du har spørgsmål. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Ibuprofen Orifarm kan give bivirkninger (påvirkning af reaktionstiden), der i større eller mindre grad kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Ibuprofen Orifarm indeholder lactose

Dette lægemiddel indeholder lactose. Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Ibuprofen Orifarm

Dosering

Tabletterne bør indtages sammen med rigelig mængde væske. Ibuprofen Orifarm 600 mg har delekærv og kan deles i lige store halvdele. Tabletterne skal synkes og må ikke tygges, knuses eller suttes på, dette for at undgå irritation i mund og hals. 

 

Ibuprofen Orifarm kan tages på tom mave for at opnå hurtigere effekt. Det anbefales, at patienter med sart mave tager tabletterne sammen med føde. 

 

Voksne  

Gigtlidelser og andre betændelseslignende tilstande: 

Højst 1800 mg i døgnet fordelt på 3-4 doser. Dosis kan sættes op til 2400 mg pr. døgn, dog kun i kortere perioder på 4-6 uger. 

 

Menstruationssmerter: 

400 mg, evt. gentaget hver 6. - 8. time. 

 

Ældre  

Dosisjustering er ikke nødvendig. Dog bør den lavest mulige dosis benyttes af hensyn til risikoen for bivirkninger. 

 

Brug til børn og teenagere  

Du må kun bruge Ibuprofen Orifarm til børn under 15 år efter lægens anvisning. 

 

Nedsat nyre- og leverfunktion  

Spørg lægen, inden du tager Ibuprofen Orifarm. 

 

Tag altid Ibuprofen Orifarm nøjagtigt efter lægens, apotekspersonalets eller sundhedspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, på apoteket eller sundhedspersonalet. 

Hvis du har taget for mange Ibuprofen Orifarm

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Ibuprofen Orifarm, end der står i denne information eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med. 

Symptomer

  • Mavesmerter, kvalme, opkastning (kan indeholde blod).
  • Ekstrem træthed, sløvhed og døsighed.
  • Svaghed og svimmelhed, hovedpine, tinnitus, kramper, øresusen, forvirring.
  • Ufrivillige spontane, hurtige og rytmiske bevægelser af øjnene.
  • Brystsmerter og hjertebanken, tab af bevidsthed, kramper (hovedsageligt hos børn).
  • For meget syre i blodet, vejrtrækningsbesvær.
  • Påvirkning af leverfunktionen, tørst pga. forhøjet natrium i blodet, akut nyresvigt og blod i urinen.
  • Nedkøling af kroppen, en følelse af at være kold.
  • Åndedrætsbesvær, apnø, dyb bevidstløshed (koma), hos små børn ses også kortvarige åndedrætsstandsninger.
  • Påvirkning af hjerte-karsystemet med for lavt blodtryk, langsom puls eller hurtig, uregelmæssig puls.

Hvis du har glemt at tage Ibuprofen Orifarm

Hvis du har glemt at tage en dosis Ibuprofen Orifarm, kan du tage den, så snart du kommer i tanke om det. Tag ikke dobbelt dosis og overskrid aldrig den maksimale døgndosis. 

 

Spørg lægen eller på apoteket, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end én ud af 10 patienter):  

  • Smerter fra den øvre mave-tarm kanal, diarre.
  • Blødning fra mave-tarm kanalen, blodig opkastning, blodig afføring, mavesmerter, luft i tarmene.
  • Træthed.

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 10 patienter):  

  • Hovedpine, svimmelhed.
  • Kvalme, smerter fra maven, ubehag, fordøjelsesbesvær, forstoppelse, mavekramper.
  • Udslæt.
  • Væskeophobning i kroppen.

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 100 patienter):  

  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer).
  • Svimmelhed.
  • Døsighed.
  • Hjertesvigt, som kan medføre åndenød, hoste, trykken for brystet, hurtig puls og væske i benene.
  • Forandringer i blodets sammensætning, som kan medføre sløjhed, træthed, bleghed, blødninger, blå mærker samt tendens til infektioner, alvorlig blodmangel.
  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden.
  • Synsforstyrrelser.
  • Påvirkning af hørelsen. Tinnitus.
  • Stakåndethed, astmatisk anfald, forværring af astma, vejrtrækningsbesvær.
  • Sår eller blødning i mave-tarmkanalen, betændelse i tyktarmen, inflammatoriske tarmsygdomme, sår på slimhinderne i munden, betændelse i maveslimhinden, halsbrand.
  • Akut nedsat nyrefunktion, betændelse i nyrerne, ophobning af væske i kroppen og plumret eller blodig urin, som følge af nedsat nyrefunktion (nefrotisk syndrom).
  • Nældefeber, kløe, rødfarvning af huden, øget hudfølsomhed overfor lys.
  • Snue.
  • Forhøjet blodtryk.
  • Anafylaktiske reaktioner og angioødem, som kan medføre pludseligt hududslæt, hævelser i slimhinderne, åndedrætsbesvær og besvimelse.
  • Leverbetændelse, gulsot, svært forhøjede levertal.
  • Hallucinationer, søvnløshed, nervøsitet, mild rastløshed.
  • Depression, forvirring.

 

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 1.000 patienter):  

  • Akut synsnedsættelse (evt. blindhed), blinde pletter for et eller begge øjne, uskarpt syn og vanskelighed med at skelne farver pga. betændelse i synsnerven.
  • Nyrepåvirkning (nefropati).
  • Betændt udslæt.
  • Nakkestivhed, hovedpine, kvalme, opkastning, feber, desorientering som følge af meningitis.
  • Kulderystelser, feber på grund af overfølsomhed overfor ibuprofen.
  • Skadelig påvirkning af leveren (levertoksicitet).
  • Koncentrationsbesvær, besvær med at reagere normalt.
  • Sløvhed, bevægelsesforstyrrelser (ekstrapyramidale bivirkninger).
  • Anafylaktisk shock.
  • Gradvis synsnedsættelse pga. betændelse i eller nedbrydning af synsnerven.

 

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 10.000 patienter):  

  • Forværring af akut åndenød.
  • Betændelse i bugspytkirtlen, forværring af betændelse i tyktarmen eller Crohns sygdom.
  • Nedsat udskillelse af urinstof.
  • Kraftig afskalning og afstødning af hud. Blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber.
  • Forværring af infektion.
  • Betændelse i blodkarrene som kan medføre feber og utilpashed.
  • Leverskader, leversvigt.
  • Åndenød, angst, brystsmerter med udstråling til hals eller arme pga. blodprop i hjertet.

 

Nogle bivirkninger kan være alvorlige. Kontakt læge eller skadestue hvis du føler dig utilpas. 


Medicin som Ibuprofen Orifarm kan være forbundet med en let forøget risiko for hjertetilfælde og slagtilfælde. 


Hvis du har skoldkopper, kan du få alvorlig hudinfektion og bløddelsvævs komplikationer. Tal med lægen. 


Ibuprofen Orifarm kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, som igen bliver normale, når behandlingen ophører. 

 

En alvorlig hudreaktion kendt som DRESS-syndrom kan forekomme. Symptomer på DRESS kan være udslæt, feber, hævede lymfeknuder og stigning i antallet af eosinofile granulocytter (en type hvide blodlegemer). 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Ibuprofen Orifarm utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke Ibuprofen Orifarm efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen (EXP) er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Ibuprofen Orifarm indeholder

  • Aktivt stof: 400 eller 600 mg ibuprofen.
  • Øvrige indholdsstoffer: Cellulose, mikrokrystallinsk; lactosemonohydrat; croscarmellosenatrium; siliciumdioxid, kolloid; polyvinylpovidon; majsstivelse; natriumlaurylsulfat; magnesiumstearat; hydroxypropylcellulose; hydroxypropylmetylcellulose; polyethylenglycol; titandioxid (E171).

Udseende og pakningsstørrelser

Ibuprofen Orifarm 400 mg: Hvide, ovale filmovertrukne tabletter. 

Ibuprofen Orifarm 600 mg: Hvide, ovale filmovertrukne tabletter med delekærv 

 

Ibuprofen Orifarm 400 mg: 

Blister: 7, 10, 14, 20, 21, 28, 29, 30, 35, 49, 50, 56, 98, 99, 100, 105, 245, 250, 252 stk. 10 og 20 stk unitdose. 

Plastbøtter: 10, 30, 50, 100, 200, 250, 300 stk. 

 

Ibuprofen Orifarm 600 mg: 

Blister: 7, 10, 14, 28, 29, 30, 35, 49, 50, 56, 98, 100, 105, 196, 200, 203, 245, 250, 252 stk. 

Plastbøtter: 10, 30, 50, 100, 200, 250, 300 stk. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Orifarm Generics A/S  

Energivej 15 

5260 Odense S 

Danmark  

info@orifarm.com 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 03/2018 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...