Feraccru

hårde kapsler 30 mg

Shield

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til patienten

Feraccru, hårde kapsler, 30 mg  

Jern (som ferrimaltol) 

Læs denne indlægsseddel grundigt inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse.
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Feraccru.
  3. Sådan skal du tage Feraccru.
  4. Bivirkninger.
  5. Opbevaring.
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger.

1. Virkning og anvendelse

Feraccru indeholder jern (som ferrimaltol). Feraccru anvendes hos voksne til behandling af lavt indhold af jern i kroppen. Lavt indhold af jern medfører for få røde blodlegemer (anæmi). 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Feraccru

Tag ikke Feraccru:

  • hvis du er allergisk over for ferrimaltol eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (angivet i afsnit 6).
  • hvis du har en sygdom, der medfører overbelastning med jern eller forstyrrelse i, hvordan din krop bruger jern.
  • hvis du har fået mange blodtransfusioner.

Advarsler og forsigtighedsregler

Før du påbegynder behandlingen, vil lægen tage en blodprøve for at sikre, at din anæmi ikke er svær eller skyldes andet end jernmangel (lavt jernindhold i jerndepoterne). 

 

Du skal undgå at tage Feraccru, hvis du har en forværring af din irritable tarmsygdom. 

Børn og unge

Giv ikke Feraccru til børn eller unge på 17 år eller derunder, da det ikke er undersøgt i denne aldersgruppe. For meget jern er farligt for små børn og kan være livstruende. 

Brug af anden medicin sammen med Feraccru

Fortæl det til lægen eller på apoteket, hvis du bruger anden medicin. 

 

Der bør være et mellemrum på mindst 2 timer mellem indtagelse af Feraccru og indtagelse af: 

  • kosttilskud eller lægemidler, der indeholder magnesium eller calcium
  • visse antibiotika såsom ciprofloxacin og tetracyklin
  • bisfosfonater (anvendes til behandling af knoglesygdomme)
  • penicillamin (anvendes til at binde metaller)
  • visse lægemidler, der anvendes til behandling af Parkinsons sygdom (entacapon, levodopa), eller problemer med skjoldbruskkirtlen (levothyroxin)
  • mycophenolat (anvendes sammen med andre lægemidler til at forhindre afstødning af transplanterede organer)

 

Du må ikke få jern ved injektion eller infusion (intravenøst), mens du får Feraccru. 


Du må ikke få Feraccru, hvis du får dimercaprol (et lægemiddel til fjernelse af giftige metaller fra blodet), kloramfenikol (til behandling af bakterielle infektioner) eller methyldopa (til behandling af højt blodtryk). 

Graviditet og amning

Du skal helst ikke tage Feraccru, hvis du er gravid eller ammer. 


Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Feraccru forventes ikke at påvirke evnen til at føre motorkøretøj bil eller betjene maskiner. 

Feraccru-kapsler indeholder lactose, Sunset Yellow (E110) og Allura Red (E129).

Lactose: Hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter, skal du kontakte lægen, før du tager Feraccru. 


Sunset Yellow (E110) og Allura Red (E129): kan forårsage allergiske reaktioner. 

3. Sådan skal du tage Feraccru

Brug altid disse kapsler nøjagtigt efter lægens anvisning. 

 

Voksne (18 år og derover)  

Tag Feraccru på tom mave med et halvt glas vand (en time før et måltid eller mindst to timer efter et måltid). Den anbefalede dosis er én kapsel (30 mg) to gange dagligt, morgen og aften. 

 

Synk kapslerne hele. 

Hvis du har taget for meget Feraccru

Personer, der får for meget Feraccru, kan få kvalme, mavepine og diarré. Søg straks lægehjælp eller skadestue, hvis du eller en anden har taget for meget Feraccru. Husk at medbringe denne indlægsseddel og resten af tabletterne for at vise dem til lægen. 

Hvis du har glemt at tage Feraccru

Spring den glemte dosis over, og tag næste dosis som du plejer. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for en glemt kapsel. 

 

Tal med lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide om brugen af lægemidlet. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.  

 

De almindeligste bivirkninger (forekommer hos indtil 1 ud af 10 personer) er: 

  • mavesmerter
  • tarmluft (flatulens)
  • forstoppelse (konstipation)
  • maveubehag eller oppustethed
  • diarré
  • kvalme

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos indtil 1 ud af 100 personer) er: tørst, stive led, smerter i fingre/tæer, hovedpine, filipenser (akne), rødme af huden, opkastning og øget bakterieindhold i tyndtarmen. Blodprøver kan vise øget indhold af proteiner, der nedbryder kemikalier i blodet, og af et hormon, der stimulerer skjoldbruskkirtlen. 

Indberetning af bivirkninger

Kontakt lægen eller apotekspersonalet hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Du kan desuden indberette bivirkninger direkte gennem det nationale indberetningssystem, der er anført i Appendiks V Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med skaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke dette lægemiddel efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Brug ikke dette lægemiddel mere end 45 dage efter første anbrud af flasken.  

 

Kapslerne må ikke opbevares ved temperaturer over 25º C. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Feraccru indeholder:

Det aktive stof er 30 mg jern som ferrimaltol. 

 

Øvrige indholdsstoffer: 

  • Lactosemonohydrat (se afsnit 2)
  • Natriumlaurilsulfat
  • Magnesiumstearat
  • Kolloid vandfri silica
  • Crospovidon (Type A)
  • Gelatine
  • Brilliant Blue (E133)
  • Allura Red AC (E129) (se afsnit 2)
  • Titaniumdioxid (E171)
  • Sunset yellow FCF (E110) (se afsnit 2)

Udseende og pakningsstørrelser

Feraccru er røde hårde kapsler, der indeholder et rødbrunt pulver.  

Feraccru fås i flasker, der indeholder 56 kapsler. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Shield TX (UK) Ltd  

Gateshead Quays  

NE8 3DF, Storbritannien 

Fremstiller

Piramal Healthcare UK Limited  

Whalton Road  

Morpeth  

Northumberland  

NE61 3YA  

 

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen: 

 

BE/DE/EE/IE/EL/ES/FR/IT/CY/LV/LT/ LU/MT/NL/PT/UK 

AT/BG/CZ/DK/FI/HR/HU/IS/NO/PL/RO/SE/ SI/SK  

Shield TX (UK) Ltd 

+44 (0)191 -511 -8500 

info@shieldtx.com 

AOP Orphan Pharmaceuticals AG 

+43-1-503-72-44 

office@aoporphan.com 

 

Andre informationskilder

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside: http://www.ema.europa.eu. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 23/04/2018 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...