Diflucan®

pulver til oral suspension 10 mg/ml

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Diflucan® 10 mg/ml pulver til oral suspension  

Fluconazol 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Diflucan
  3. Sådan skal du tage Diflucan
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Diflucan tilhører en gruppe lægemidler, der hedder antimykotika, og som bruges mod svampeinfektioner. Det aktive stof er fluconazol.
Diflucan bruges til behandling af svampeinfektioner og kan også bruges som forebyggende behandling mod Candida-infektion. Den almindeligste svampeinfektion skyldes en gærsvamp, der hedder Candida. 

Voksne  

Du kan få denne medicin af lægen til at behandle følgende typer svampeinfektioner: 

  • Kryptokokmeningitis - en svampeinfektion i hjernen.
  • Kokcidioidomykose - en sygdom i lungerne.
  • Infektioner, der skyldes Candida i blodet, i organer (f.eks. hjerte og lunger) eller i urinvejene.
  • Svampeinfektioner i slimhinderne - infektion på indersiden af munden, halsen og mundbetændelse på grund af tandprotese.
  • Svampeinfektioner i skeden eller på penis.
  • Svampeinfektioner i huden, f.eks. ringorm, fodsvamp, kløe i skridtet og neglesvamp.

Du kan også få Diflucan til at: 

  • forebygge tilbagevendende kryptokokmeningitis.
  • forebygge tilbagevendende svampeinfektioner i slimhinderne.
  • nedsætte hyppigheden af svampeinfektioner i skeden.
  • forebygge svampeinfektioner, som skyldes Candida (hvis du har nedsat immunforsvar, eller hvis det ikke fungerer ordentligt).

Børn og unge (fra 0-17 år)  

Du kan få denne medicin af lægen til at behandle følgende typer svampeinfektioner: 

  • Kryptokokmeningitis - en svampeinfektion i hjernen.
  • Infektioner, der skyldes Candida i blodet, i organer (f.eks. hjerte og lunger) eller i urinvejene.
  • Svampeinfektioner i slimhinderne - infektion på indersiden af munden og halsen. Du kan også få Diflucan til at:
  • forebygge tilbagevendende kryptokokmeningitis.
  • forebygge svampeinfektioner, som skyldes Candida (hvis du har nedsat immunforsvar, eller hvis det ikke fungerer ordentligt). Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Diflucan

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Diflucan hvis du,

  • er allergisk over for fluconazol, andre svampemidler eller et af de øvrige indholdsstoffer i Diflucan (angivet i afsnit 6). Symptomerne kan omfatte kløe, rødmen af huden eller vejtrækningsbesvær.
  • tager astemizol eller terfenadin (antihistaminer mod allergi)
  • tager cisaprid (mod maveproblemer)
  • tager pimozid (mod psykotiske lidelser)
  • tager quinidin (mod forstyrrelser i hjerterytmen)
  • tager erythromycin (antibiotikum til behandling af infektioner).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersionalet, før du tager Diflucan, 

  • hvis du har lever- eller nyreproblemer
  • hvis du har hjerteproblemer, som uregelmæssig hjerterytme
  • hvis du har unormale mængder af kalium, calcium eller magnesium i blodet
  • hvis du får alvorlige hudlidelser (kløe, rødmen af huden eller vejtrækningsproblemer)
  • hvis du får symptomer på binyrebarkinsufficiens, dvs. hvor binyrerne ikke producerer en tilstrækkelig mængde af visse steriodhormoner såsom kortisol (kronisk eller langvarig træthed, muskelsvaghed, appetitløshed, vægttab, mavesmerter).

Brug af anden medicin sammen med Diflucan

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. Fortæl det straks til lægen, hvis du tager astemizol eller terfenadin (antihistaminer til behandling af allergi), cisaprid (anvendes til maveproblemer), pimozid (mod psykiske sygdomme), quinidin (til behandling af uregelmæssig hjerterytme) eller erythromycin (antibiotikum til behandling af infektioner), da du ikke må tage disse lægemidler sammen med Diflucan (se afsnittet: ”Tag ikke Diflucan hvis du”).
 

Anden medicin kan påvirke virkningen af Diflucan. Tal med lægen, før du tager Diflucan, hvis du tager noget af følgende medicin: 

  • rifampicin eller rifabutin (antibiotika til behandling af infektioner)
  • alfentanil eller fentanyl (bruges mod smerter)
  • amitriptylin eller nortriptylin (mod depression)
  • amphotericin B eller voriconazol (mod svampeinfektioner)
  • blodfortyndende medicin for at forhindre blodpropper (warfarin eller lignende medicin)
  • benzodiazepiner (midazolam, triazolam eller lignende medicin), som er sovemedicin og beroligende medicin
  • carbamazepin eller phenytoin (mod epilepsi)
  • nifedipin, isradipin, amlodipin, felodipin eller losartan (mod forhøjet blodtryk)
  • olaparib (bruges til behandling af kræft i æggestokkene)
  • ciclosporin, everolimus, sirolimus eller tacrolimus (for at forhindre afstødning efter transplantation)
  • cyclophosphamid eller vincaalkaloider (vincristin, vinblastin eller lignende medicin), der bruges til behandling af kræft
  • halofantrin (mod malaria)
  • statiner (atorvastatin, simvastatin og fluvastatin eller lignende medicin), der bruges mod forhøjet kolesterol
  • methadon (mod smerter)
  • celecoxib, flurbiprofen, naproxen, ibuprofen, lornoxicam, meloxicam eller diclofenac (nonsteriode antiinflammatoriske lægemidler (NSAID)) mod smerter eller gigt
  • orale svangerskabsforebyggende lægemidler (f.eks p-piller)
  • prednison (steroid)
  • zidovudin (også kendt som AZT) eller saquinavir (bruges til hiv-patienter)
  • medicin mod diabetes (sukkersyge) som chlorpropamid, glibenclamid, glipizid eller tolbutamid
  • theophyllin (mod astma)
  • A-vitamin (kosttilskud)
  • ivacaftor (til behandling af cystisk fibrose)
  • amiodaron (til behandling af uregelmæssig hjerterytme)
  • hydrochlorthiazid (vanddrivende medicin).

Brug af Diflucan sammen med mad og drikke

Du kan tage Diflucan med eller uden mad. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

Graviditet  

Du må ikke tage Diflucan mens du er gravid, medmindre din læge har sagt det. 

Amning 

Hvis du kun skal tage en enkelt dosis Diflucan på 150 mg, må du gerne amme. Du må ikke amme, hvis du tager flere doser af Diflucan. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Hvis du kører i bil eller arbejder med maskiner, skal du være opmærksom på, at svimmelhed og krampeanfald kan forekomme i nogle tilfælde. 

Diflucan indeholder saccharose

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. Doser på 10 ml indeholder 5,8 g sukker eller mere. Det skal der tages hensyn til, hvis du har sukkersyge (diabetes).
Det kan være skadeligt for dine tænder, hvis du bruger lægemidlet i mere end 2 uger. 

Diflucan indeholder natriumbenzoat

Flasken med 60 ml indeholder 83 mg natriumbenzoat pr. flaske hvilket svarer til 2,37 mg/ml. Natriumbenzoat kan øge risikoen for gulsot (gulfarvning af huden og øjnene) hos nyfødte (op til 4 uger). 

3. Sådan skal du tage Diflucan

Tag altid Diflucan nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. Det er bedst at tage medicinen på samme tidspunkt hver dag. 

Den sædvanlige dosis er: 

Voksne

Til behandling af kryptokokmeningitis 400 mg den første dag og derefter 200-400 mg 1 gang dagligt i 6-8 uger eller længere hvis nødvendigt. I visse tilfælde kan dosis øges til højst 800 mg. 

Til forebyggelse af tilbagevendende kryptokokmeningitis 200 mg 1 gang dagligt, indtil du får besked på at stoppe behandlingen. 

Til behandling af kokcidioidomykose 200-400 mg 1 gang dagligt i 11 måneder og op til 2 år eller længere hvis nødvendigt. I visse tilfælde kan dosis øges til højst 800 mg. 

Behandling af indvortes svampeinfektioner, der skyldes Candida 800 mg den første dag og derefter 400 mg 1 gang dagligt, indtil du får besked på at stoppe behandlingen. 

Behandling af infektioner i slimhinderne på indersiden af munden, halsen eller mundbetændelse på grund af tandprotese 200-400 mg den første dag og derefter 100-200 mg 1 gang dagligt, indtil du får besked på at stoppe behandlingen. 

Behandling af svampeinfektioner i slimhinderne - dosis afhænger af, hvor infektionen findes 50-400 mg 1 gang dagligt i 7-30 dage, indtil du får besked på at stoppe behandlingen. 

Forebyggelse af infektion i slimhinderne på indersiden af munden eller halsen 100-200 mg 1 gang dagligt eller 200 mg 3 gange om ugen, så længe du har øget risiko for at få en infektion. 

Behandling af svampeinfektioner i skeden eller på penis 150 mg som 1 enkeltdosis. 

Nedsættelse af risiko for tilbagevendende svampeinfektioner i skeden 150 mg hver 3. dag. Du skal tage 3 doser i alt (på dag 1, 4 og 7) og derefter 1 gang om ugen i 6 måneder, så længe du har en øget risiko for at få en infektion. 

Behandling af svampeinfektioner i hud og negle Dosis afhænger af, hvor du har infektionen. 50 mg 1 gang dagligt, 150 mg 1 gang om ugen, 300-400 mg 1 gang om ugen i 1-4 uger (ved fodsvamp kan det være i op til 6 uger, og neglesvamp skal behandles, indtil der er vokset en ny negl ud). 

Forebyggelse af infektioner, som skyldes Candida (hvis dit immunforsvar er svækket eller ikke fungerer ordentligt) 200-400 mg 1 gang dagligt, så længe du har en øget risiko for at få en infektion. 

Brug til unge fra 12-17 år Følg den dosis, som lægen har ordineret (enten voksen- eller børnedosering). 

Brug til børn op til 11 år

Den højeste dosis til børn er 400 mg dagligt. Dosis er baseret på barnets vægt i kg. 

Svampeinfektioner i slimhinder og hals, der skyldes Candida. Dosis og behandlingsvarighed afhænger af infektionens sværhedsgrad, og hvor i kroppen infektionen findes 3 mg/kg legemsvægt 1 gang dagligt (6 mg/kg legemsvægt kan ordineres den første dag). 

Kryptokokmeningitis eller indre svampe svampeinfektioner, der skyldes Candida 6-12 mg/kg legemsvægt 1 gang dagligt. 

Forebyggelse af tilbagefald af kryptokokmeningitis 6 mg/kg legemsvægt 1 gang dagligt. 

Forebyggelse af infektioner, som skyldes Candida (hvis barnets immunforsvar er svækket eller ikke fungerer ordentligt) 3-12 mg/kg legemsvægt 1 gang dagligt. 

Brug til børn fra 0-4 uger

Børn under 2 uger: 

Dosis er den samme som ovenfor, men skal gives hver 3. dag. Barnet må højst få en dosis på 12 mg pr. kg legemsvægt hver 72. time.  

Børn mellem 3-4 uger: 

Dosis er den samme som ovenfor, men skal gives hver 2. dag. Barnet må højst få en dosis på 12 mg pr. kg legemsvægt hver 48. time. 

Ældre

Du skal have den sædvanlige voksendosis, medmindre du har nedsat nyrefunktion. 

Nedsat lever- og nyrefunktion Det kan være nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

Brugsanvisning

Ryst den lukkede flaske med suspensionen hver gang inden brug. 

Det anbefales at apoteket laver Diflucan pulver til oral suspension klar til dig. 

Hvis apoteket ikke laver suspensionen, er der en vejledning sidst i indlægssedlen under afsnittet ”Følgende oplysninger er kun til læger og sundhedspersonale eller til patienter (hvis apoteket ikke laver suspensionen)”. 

Hvis du har taget for meget Diflucan

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Diflucan end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

Symptomer på overdosering kan omfatte at høre, se og føle ting, der ikke er der, og tænke unormale tanker (hallucinationer og paranoid opførsel). Behandling af symptomerne (med generelle støtteforanstaltninger og om nødvendigt maveskylning) kan være tilstrækkeligt. 

Hvis du har glemt at tage Diflucan

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. 

Hvis du holder op med at tage Diflucan

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Få personer udvikler allergiske reaktioner, men alvorlige allergiske reaktioner er sjældne. Kontakt straks lægen, hvis du oplever en eller flere af følgende bivirkinger: 

  • pludselig hiven efter vejret, vejrtrækningsbesvær eller trykken for brystet
  • hævede øjenlåg, ansigt eller læber
  • kløe og rødmen på hele kroppen eller røde, kløende områder på huden
  • hududslæt
  • alvorlige hudreaktioner som udslæt med blærer (eventuelt også i munden og på tungen).

 

Diflucan kan påvirke din lever. Tegn på leverproblemer er: 

  • træthed
  • appetitløshed
  • opkastning
  • gulfarvning af huden eller det hvide i øjnene (gulsot).

 

Hvis du får nogle af disse bivirkninger, skal du stoppe med at tage Diflucan og straks kontakte en læge.  

Andre bivirkninger

Fortæl det til lægen eller apotekspersonalet, hvis en af følgende bivirkninger bliver alvorlig, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter): hovedpine 

  • mavesmerter, diarré, kvalme, opkastning
  • ændring i laboratorieprøver for leverfunktion
  • udslæt

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):  

  • nedsat antal røde blodlegemer, hvilket kan få huden til at se bleg ud og give følelsen af svaghed eller åndenød
  • nedsat appetit
  • søvnløshed, søvnighed
  • kramper, svimmelhed, prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden
  • smagsforstyrrelser
  • forstoppelse, fordøjelsesbesvær, luft i maven, mundtørhed
  • muskelsmerter
  • skadelig påvirkning af leveren og gulfarvning af huden og øjnene (gulsot)
  • hævelser i huden, blærer (nældefeber), kløe, øget svedtendens
  • træthed, generel utilpashed, feber.

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter):  

  • nedsat antal hvide blodlegemer (forsvarer kroppen mod infektioner) og blodplader (er med til at stoppe blødning)
  • rød eller lilla misfarvning af huden, hvilket skyldes for få blodplader (andre forandringer i blodet)
  • ændringer i visse laboratorieprøver (øget indhold af kolesterol og triglycerider i blodet)
  • for lavt kaliumindhold i blodet
  • rysten
  • unormalt elektrokardiogram (EKG) på grund af ændringer i hjertefrekvens eller hjerterytme
  • leverbetændelse, leversvigt
  • allergiske reaktioner (kan være alvorlige) med udbredt blæredannelse og hudafskalning, alvorlig hudreaktion, hævede læber og ansigt
  • hårtab

Ikke kendt (hyppigheden kan ikke vurderes ud fra tilgængelige data):  

  • overfølsomhedsreaktion med udslæt, feber, hævede kirtler, stigning i en type hvide blodlegemer (eosinofili) og betændelse i indre organer (lever, lunger, hjerte, nyrer og tyktarm) (lægemiddelfremkaldt reaktion med eosinofili og systematiske symptomer (DRESS)).

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via  

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Diflucan utilgængeligt for børn. 

Pulveret opbevares ved temperaturer under 25° C. Opbevar flasken tæt tillukket. Efter opblanding skal suspensionen opbevares ved temperaturer under 30 °C og må ikke nedfryses. Den færdige suspension kan opbevares i 28 dage. 

Brug ikke Diflucan efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Diflucan indeholder:

Aktivt stof: Fluconazol. 1 ml rekonstitueret suspension indeholder 10 mg fluconazol. 

Øvrige indholdsstoffer: Saccharose, kolloid vandfri silica, titandioxid (E171), xanthangummi, natriumcitrat (E331), citronsyre (E330), natriumbenzoat (E211), naturlig orangesmag (indeholder appelsinolie og maltodextrin). 

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende  

Diflucan pulver til oral suspension er et tørt hvidt til off-white pulver. Når der tilsættes vand til pulveret (som anført i vejledningen af sundhedspersonale), fås en hvid til off-white suspension med appelsinsmag. 

Pakningsstørrelser  

Diflucan fås i en pakningsstørrelse med en 60 ml flaske, der indeholder 24,4 g pulver. Efter rekonstitution er der 35 ml suspension i flasken. Sammen med flasken følger en 5 ml måleske. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

2care4, Tømrervej 9, 6710 Esbjerg V 

Diflucan® er et registreret varemærke, der tilhører Pfizer Products Inc. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret april 2018. 

 

Følgende oplysninger er kun til læger og sundhedspersonale eller til patienter (hvis apoteket ikke laver suspensionen)  

 

Vejledning til blanding af suspension: 

Den rekonstituerede suspension er efter blanding hvid til off-white med appelsinsmag. 

  1. Bank på flasken for at løsne pulveret.
  2. Tilsæt en lille mængde almindeligt vand og omryst flasken grundigt. Tilsæt vand op til markeringen ( → ) på flasken (dette svarer til at tilsætte 24 ml vand).
  3. Ryst grundigt i 1-2 minutter for at få en homogen suspension.
  4. Efter rekonstitution er der en brugbar volumen på 35 ml.
  5. Noter udløbsdatoen for den rekonstituerede suspension på flaskens etiket (holdbarheden for den rekonstituerede suspension er 28 dage). Efter den noterede udløbsdato må ubrugt suspension ikke anvendes, og skal afleveres til apoteket.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...