Vermox®

oral suspension 20 mg/ml

Paranova Danmark

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Vermox® 20 mg/ml oral suspension  

mebendazol 

 

Vermox® er et registreret varemærke, der tilhører Johnson & Johnson, a corporation of the State of New Jersey. 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Vermox til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Vermox
  3. Sådan skal du tage Vermox
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Vermox (mebendazol) er et ormemiddel, der virker mod flere typer af indvoldsorm. Vermox dræber voksne orme, larver og æg fra spolorm, piskeorm og hageorm, men ikke æg fra børneorm. 

 

Du kan tage Vermox, hvis du har børneorm, spolorm, piskeorm eller hageorm. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Vermox

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Vermox:

  • hvis du er allergisk over for mebendazol eller et af de øvrige indholdsstoffer i Vermox (angivet i punkt 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Vermox. 


Oplys altid ved blod- og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Vermox. Det kan have betydning for prøveresultaterne. 

Børn og unge

Vermox må kun gives til et barn under 1 år, hvis lægen specifikt har ordineret medicinen til barnet. 

Brug af anden medicin sammen med Vermox

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

 

Tal med din læge, hvis du tager medicin mod: 

  • mavesår, sure opstød eller spiserørskatar (cimetidin).
  • infektioner (metronidazol).

Brug af Vermox sammen med mad og drikke

Du kan tage Vermox i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet
Hvis du er gravid, må du kun tage Vermox efter aftale med lægen. 

 

Amning
Hvis du ammer, må du kun tage Vermox efter aftale med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Vermox påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Vermox indeholder methylparahydroxybenzoat (E218), propylparahydroxybenzoat (E216) og saccharose

Vermox oral suspension indeholder methylparahydroxybenzoat (E218) og propylparahydroxybenzoat (E216), som kan give allergiske reaktioner, også efter behandlingen er ophørt. 


Vermox oral suspension indeholder saccharose. Kontakt lægen før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Vermox

Tag altid Vermox nøjagtigt efter lægens anvisning.  

Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den sædvanlige dosis er

Børneorm 

Voksne og børn: 5 ml i alt 3 gange med 2-3 ugers mellemrum. 

 

Hvis du er svært angrebet, og der er risiko for fornyet smitte, kan lægen ordinere yderligere behandling. Følg lægens anvisning. 

 

Spolorm, piskeorm og hageorm samt ved forekomst af flere slags indvoldsorm  

Voksne og børn: 5 ml 2 gange daglig i 3 dage. 

Brugervejledning

  • Ryst flasken.
  • Det børnesikrede låg skrues af ved at trykke skruelåget ned (1).
  • Derefter skal du dreje skruelåget mod uret (2), mens du holder det nede.

Vermox® Paranova Danmark A/S, oral suspension 20 mg/ml 

  • Hæld den orale suspension op i måleskeen.
  • Skru låget fast på flasken efter brug og rengør måleskeen.

 

Det er vigtigt at have en god hygiejne for at få den bedste virkning af behandlingen. Det er især vigtigt, at hele familien vasker hænder efter hvert toiletbesøg og før enhver form for fødeindtagelse. 

 

Ved nedsat nyre- og leverfunktion
Det er normalt ikke nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisninger. 

Hvis du har taget for meget Vermox

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Vermox, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med. 


Hvis du har taget for meget Vermox, kan du få mavekramper, kvalme, opkastning og diarré. 

Hvis du har glemt at tage Vermox

Du må ikke tage en dobbeltdosis, som erstatning for den glemte dosis. Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. 

Hvis du holder op med at tage Vermox

Kontakt lægen, hvis du ønsker at stoppe eller afbryde behandlingen med Vermox. For at få et godt resultat er det vigtigt, at du gennemfører hele behandlingen. 

 

Kontakt straks lægen, hvis du igen får tegn på, at du har orm, efter behandlingen med Vermox er stoppet. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Sjældne bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer) pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion). Kan være livsfarligt. Ring 112.
  • Kramper er forekommet - også hos spædbørn. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden, ledsaget af feber. Kontakt læge eller skadestue.
  • Kraftig afskalning og afstødning af huden. Kontakt læge eller skadestue.
  • Leverbetændelse, gulsot. Kontakt læge eller skadestue.
  • Nyrebetændelse og kraftigt nedsat antal hvide blodlegemer kan forekomme med længere tids brug af Vermox ved doser, som er betragteligt højere end de anbefalede (meget mere end normalt ordineret). Kontakt læge eller skadestue.

Ikke alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Mavesmerter.

 

Ikke almindelige bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Ubehag i maven.
  • Diarré.
  • Luftafgang fra tarmen.
  • Kvalme.
  • Opkastning.

 

Sjældne bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner), især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kan blive alvorligt. Hvis du får feber, skal du kontakte læge eller skadestue.
  • Udslæt (nældefeber) og hævelser. Det kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af tunge, læber og ansigt, kan det være livsfarligt. Ring 112.
  • Hårtab.
  • Svimmelhed.

 

Vermox kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. blodprøver for leverfunktion, som igen bliver normale, når behandlingen ophører. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel.
Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 

 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar Vermox utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke Vermox efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Vermox oral suspesion indeholder:

  • Aktivt stof: Mebendazol 20 mg/ml.
  • Øvrige indholdsstoffer: Saccharose, mikrokrystallinsk cellulose, carmellosenatrium, methylcellulose, methylparahydroxybenzoat (E218), propylparahydroxybenzoat (E216), bananessens, natriumlaurilsulfat, citronsyre- monohydrat og renset vand.

Udseende og pakningsstørrelser:

Udseende: 

Vermox oral suspension skal omrystes inden brug og er efter omrystning en hvid, ensartet mikstur. 

 

Pakningsstørrelse: 

Flaske med 30 ml med måleske. 

Indehaveren af markedsføringstilladelsen

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Paranova Danmark A/S  

Marielundvej 46D, 2730 Herlev 

Frigivet af:

Paranova Pack B.V. 

Vijzelweg 32, 8243 PM Lelystad  

Holland 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret februar 2018. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...