EpiPen Jr.

injektionsvæske, opl. 0,15 mg/dosis

Paranova Danmark

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

EpiPen® Jr. 0,15 mg, injektionsvæske, opløsning i forfyldt pen 

adrenalin 

 

EpiPen® er et registreret varemærke, der tilhører Mylan Inc., a corporation of the State of Pennsylvania 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret EpiPen Jr. til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge EpiPen Jr.
  3. Sådan skal du bruge EpiPen Jr.
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

EpiPen Jr. er en steril opløsning i forfyldt pen til akut injektion i en muskel (intramuskulært) i et nødstilfælde. 

 

EpiPen Jr. (adrenalin) auto-injektor skal anvendes til akut behandling af alvorlige allergiske reaktioner (anafylaksi) udløst af allergener f.eks. fra fødevare, medicin, insektstik eller insektbid, samt udløst af kraftig fysisk anstrengelse, eller af ukendte årsager. 

 

EpiPen Jr. auto-injektor er beregnet til øjeblikkelig anvendelse til patienter, som afgjort er i øget risiko for allergiske reaktioner, inklusiv personer der tidligere har haft alvorlige allergiske reaktioner. 

 

Symptomer på et forestående anafylaktisk shock kan være: hudkløe, hævet udslæt (som ved nældefeber), rødme, hævelse af læber, svælg, tunge, hænder og fødder, hvæsen, hæshed, kvalme, opkastning, mavekramper og i visse tilfælde bevidstløshed. 

 

Auto-injektoren (pennen) indeholder adrenalin, som er et adrenergt lægemiddel. 

 

Det virker direkte på det kardiovaskulære system (hjerte og blodkar) samt det respiratoriske system (lungerne) og modvirker den potentielle, livstruende risiko for anafylaksi ved hurtigt at sammentrække blodårerne og afslappe musklerne i lungerne, så vejrtrækningen forbedres, hævelser formindskes og hjerterytmen stimuleres. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge EpiPen Jr.

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke EpiPen Jr.:

Der er ingen kendte årsager til at undlade brugen af EpiPen Jr. i forbindelse med akutte allergiske reaktioner. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger EpiPen Jr. 

 

Hvis du har astma, har du øget risiko for at få en alvorlig allergisk reaktion. 

 

Hvis du har haft en alvorlig allergisk reaktion, bør du kontakte lægen, for at få testet hvilke stoffer, du er allergisk over for, så disse stoffer kan blive fuldstændig undgået fremover. Det er vigtigt, at være opmærksom på, at allergi over for ét stof kan medfører allergi over for en række relaterede stoffer. 

 

Hvis du har fødevareallergi, er det vigtigt at tjekke ingredienserne i alt, hvad du indtager (inklusiv medicin), da selv en lille mængde kan medfører alvorlige reaktioner. 

 

Fortæl din læge, hvis du lider af 

  • hjertesygdomme.
  • forhøjet stofskifte (hyperthyreoidisme).
  • forhøjet blodtryk.
  • diabetes (sukkersyge).
  • forhøjet tryk i øjet (glaukom).
  • svær nyresygdom.
  • prostatasygdom.
  • lavt kalium-indhold eller højt kalcium-indhold i blodet.
  • Parkinsons sygdom..

 

På trods af disse forbehold er adrenalin afgørende for behandling af anafylaksi.
 

Patienter med disse lidelser, eller personer, som kommer i den situation at skulle give EpiPen Jr. til en patient, med en allergisk reaktion, bør være nøje instrueret i, hvornår EpiPen Jr. bør gives.
 

Brugsvejledningen skal følges nøje for at undgå utilsigtet indsprøjtning.
EpiPen Jr. må kun indsprøjtes i ydersiden af låret. Det må ikke indsprøjtes i ballen på grund af risiko for utilsigtet indsprøjtning i en blodåre.
 

Advarsel: Utilsigtet indsprøjtning i hænder eller fingre kan resultere i nedsat blodtilførsel til det ramte område. Henvend dig straks på skadestuen på det nærmeste hospital, hvis en sådan utilsigtet indsprøjtning har fundet sted. 

Børn og unge

Børn der vejer mindre end 15 kg: 

Det skal vurderes af lægen for den enkelte om EpiPen Jr. er velegnet.
Det anbefales ikke at anvende EpiPen Jr. til børn, der vejer mindre end 7,5 kg, med mindre det er et livstruende tilfælde og det sker under rådgivning fra en læge.
 

Børn og unge der vejer mere end 30 kg: 

Til disse patienter kan der anvendes EpiPen 300 mikrogram auto-injektor, som indeholder 300 mikrogram adrenalin per dosis. 

Brug af anden medicin sammen med EpiPen Jr.

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

 

Dette er særlig vigtigt, hvis du bruger noget af det følgende: 

  • Antidepressiv medicin som f.eks. tricykliske antidepressiva eller monoaminooxidasehæmmere (MAO hæmmere), da virkningen af adrenalin kan øges.
  • Medicin mod Parkinsons sygdom, f.eks. catechol-O-methyl transferase hæmmere (COMT hæmmere) og levodopa, da det kan øge virkningen af adrenalin.
  • Medicin, som kan gøre hjertet følsomt overfor uregelmæssige hjerteslag (hjertearytmi), f.eks. digitalis eller kinidin.
  • Medicin kaldet beta-blokkere mod hjertesygdomme eller mod sygdomme i nervesystemet, da det kan mindske virkningen af adrenalin.
  • Medicin mod stofskiftesygdomme.
  • Medicin, der hjælper på vejrtrækingen, som anvendes til astma (theofyllin).
  • Medicin, der anvendes under fødsel (oxytocin).
  • Medicin, der anvendes mod allergi, f.eks. diphenhydramin og chlorpheniramin (antihistaminer).
  • Medicin, der virker på nervesystemet (parasympatolytika).

 

Diabetespatienter bør omhyggeligt måle deres blodsukkerniveau efter brug af EpiPen Jr., da adrenalin kan hæmme udskillelsen af insulin i kroppen og således forøge blodsukkerniveauet. 

Brug af EpiPen Jr. sammen med mad, drikke og alkohol

Føde- og drikkevarer har ingen indflydelse på brugen af EpiPen Jr.
Fortæl det til lægen, hvis du drikker alkohol, da det kan øge virkningen af adrenalin. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge til råds, før du bruger dette lægemiddel.
 

Graviditet
Hvis du er gravid, skal du ikke tøve med at bruge EpiPen Jr. i en akut situation, da dit og dit barns liv kan være i fare. Der er begrænset erfaring med brugen af adrenalin under graviditet.
 

Amning
EpiPen Jr. forventes ikke at have nogen virkning på det ammende spædbarn. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Evnen til at køre bil eller anvende maskiner påvirkes ikke af en adrenalinindsprøjtning. 

EpiPen Jr. indeholder metabisulfit (E223) og natriumchlorid, hvor advarsel er påkrævet

EpiPen Jr. indeholder natriummetabisulfit, som i sjældne tilfælde kan forårsage alvorlige overfølsomhedsreaktioner (allergi) og vejrtrækningsbesvær (bronkospasme).
Denne medicin indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. dosis, dvs. den er i det væsentlige natriumfri. 

3. Sådan skal du bruge EpiPen Jr.

Brug altid EpiPen Jr. nøjagtig efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Når din læge udskriver EpiPen Jr., skal du være sikker på, at du forstår grunden til, at den er blevet udskrevet til dig. Du skal være sikker på, at du præcis ved, hvordan du skal bruge pennen.
Hvis du er usikker på anvendelsen, så bed din læge, sygeplejerske eller apotekspersonalet om at gentage instruktionerne.
 

Det anbefales at familiemedlemmer, plejepersoner eller lærere også bliver instrueret i korrekt håndtering af EpiPen Jr.
Hvis injektionen gives af en anden person, skal man sikre sig, at patientens ben holdes i ro for at minimere risikoen for skader på benet. Den samme pen kan aldrig bruges to gange.
Der findes en EpiPen Jr. træningspen (uden lægemiddel, uden nål) som kan anvendes til at øve og demonstrere.
Træningspennen og den aktive EpiPen Jr. auto-injektor bør ikke opbevares sammen, for at undgå forveksling i en nødsituation.
 

EpiPen Jr. er beregnet til at blive brugt til børn med en kropsvægt mellem 15-30 kg.
Til voksne, unge og børn med en kropsvægt over 30 kg anbefales EpiPen auto-injektor, som indeholder 300 mikrogram adrenalin pr. dosis.
Til børn, der vejer mindre end 15 kg se "Børn og unge" ovenover. 

Dosering

Din læge bestemmer dosis, og tilpasser den individuelt til dig. Den sædvanlige dosis til børn (15-30 kg) er 150 mikrogram adrenalin sprøjtet ind i en muskel.
 

Brug straks EpiPen Jr., hvis du opdager tegn på en akut allergisk reaktion.
 

Hver EpiPen Jr. auto-injektor afgiver en enkelt dosis på 0,3 ml væske, som svarer til 0,15 mg (150 mikrogram) adrenalin. Efter brug vil der være en lille mængde opløsning tilbage i auto-injektoren, men den kan ikke genbruges.
Nogle gange er én enkelt dosis adrenalin ikke tilstrækkelig, til at ophæve virkningerne af en alvorlig allergisk reaktion. Af denne grund vil din læge muligvis ordinerer mere end én EpiPen Jr. til dig. Hvis dine symptomer ikke bliver bedre, eller hvis de bliver værre i løbet af 5-15 minutter efter den første indsprøjtning, kan enten du, eller en person der er sammen med dig, give endnu en indsprøjtning. Af denne årsag bør du altid have mere end én EpiPen Jr. på dig. 

Sådan anvendes EpiPen Jr.

EpiPen Jr. er designet til nemt at kunne bruges af personer, som ikke har en medicinsk baggrund. EpiPen Jr. stødes, med et fast greb, ind mod ydersiden af låret fra en afstand på ca. 10 cm. Det er ikke nødvendigt med en præcis placering på ydersiden af låret. Når du støder EpiPen Jr. ind mod låret aktiveres et fjederudløst stempel, som skubber den skjulte nål ind i lårmusklen og afgiver en dosis adrenalin. Når du har tøj på, kan EpiPen Jr. indsprøjtes gennem tøjet.
 

Brugsvejledningen for EpiPen Jr. skal følges nøje. 

 

EpiPen Jr. må KUN indsprøjtes i ydersiden af låret. Den må ikke indsprøjtes i ballen

 

EpiPen Jr. Paranova Danmark A/S injektionsvæske, opløsning 0,15 mg/dosis 

Brugsvejledning

Gør dig selv fortrolig med EpiPen Jr. med hensyn til hvornår og hvordan, den skal anvendes.
Følg denne instruktion, men kun i en førstehjælpssituation.
 

Hold midt på auto-injektoren, aldrig ude i enderne. For rigtig anvendelse, se figurerne og følg disse trin: 

  • Sæt aldrig en tommelfinger, fingre eller hånd hen over den orange spids. Tryk aldrig den orange spids med en tommelfinger, fingre eller hånd.
  • Nålen kommer ud af den orange spids.
  • Fjern IKKE den blå beskyttelseshætte før brug.

EpiPen Jr. Paranova Danmark A/S injektionsvæske, opløsning 0,15 mg/dosis 

 

  1. Hold fast om EpiPen Jr. med den hånd, du sædvanligvis bruger (hånden du skriver med). Tommelfingeren skal være nærmest den blå hætte, mens hånden knyttes omkring pennen (den orange spids skal vende nedad).
  2. Træk den blå beskyttelseshætte af med den modsatte hånd.
    EpiPen Jr. Paranova Danmark A/S injektionsvæske, opløsning 0,15 mg/dosis
  3. Hold EpiPen Jr. i en afstand af ca. 10 cm fra ydersiden af låret. Den orange spids skal pege mod ydersiden af låret.
    EpiPen Jr. Paranova Danmark A/S injektionsvæske, opløsning 0,15 mg/dosis
  4. Stød EpiPen Jr. med et fast greb mod ydersiden af låret i en ret vinkel (90 grader) (lyt efter klikket).
  5. Hold EpiPen Jr. med et fast greb mod låret i yderligere 5 sekunder.
    Injektionen er nu afsluttet og gennemsyns vinduet på autoinjektoren er uklar.
    EpiPen Jr. Paranova Danmark A/S injektionsvæske, opløsning 0,15 mg/dosis
  6. EpiPen Jr. fjernes (den orange kanylehætte vil udvides til at dække kanylen) og bortskaffes på forsvarlig vis.
    Massér forsigtigt injektionsstedet i 10 sekunder. Ring 112, spørg efter en ambulance og sig "anafylakse".

 

Der kan forekomme små bobler i opløsningen i EpiPen Jr. auto-injektoren. Det har ingen indflydelse på produktets virkning.
 

Selvom hovedparten af væsken (ca. 90 %) vil være tilbage i EpiPen Jr. efter brug, kan den ikke genanvendes. Du har fået den korrekte dosis af medicinen, hvis den orange kanylespids er udvidet og gennemsynsvinduet er uklart. Bortskaf EpiPen Jr. på forsvarlig vis efter brug i det medfølgende plasticrør, og aflever den hos din læge, på hospitalet eller på apoteket. 

 

Da EpiPen Jr. udelukkende er beregnet til akut behandling (førstehjælp), skal man derfor søge læge umiddelbart efter anvendelse af EpiPen Jr. Ring 112, spørg efter en ambulance og sig "anafylaksi", også hvis symptomerne tilsyneladende forbedres. Du vil have brug for at komme på hospitalet til observation og for yderligere behandling, hvis det er nødvendigt. Dette skyldes, at reaktionen kan blusse op igen efter noget tid.
 

Mens du venter på ambulancen, skal du ligge ned med hævede fødder, medmindre du har svært ved at trække vejret, i det tilfælde, skal du sidde op.
Bevidstløse patienter skal placeres liggende på siden i aflåst sideleje. 

Hvis du har brugt for mange EpiPen Jr.

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt flere EpiPen Jr. indsprøjtninger, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet.
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Sjældne tilfælde af alvorlige hud- og blødvævs-infektioner (infektioner ved infektionsstedet) er rapporteret. I tilfælde af tegn på infektion ved injektionsstedet så som hævelse, rødme, varme eller smerte skal du straks søge lægelig hjælp. 

 

Utilsigtet injektion af pennen i hænder eller fødder er blevet rapporteret og kan resultere i manglende blodtilførsel til det berørte område. Søg altid straks lægelig hjælp i tilfælde af utilsigtet injektion. 

 

Allergiske reaktioner kan forekomme hos patienter. som er overfølsomme overfor natriummetabisulfit. I sjældne tilfælde (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter) er stressudløst hjertemuskelsvaghed (stress kardiomyopati) set hos patienter, som er blevet behandlet med adrenalin. 

 

Ikke kendte bivirkninger (hyppighed kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data): Uregelmæssige hjerteslag, højt blodtryk, hedeture, kvalme, opkastning, hovedpine, svimmelhed, svaghed, rysten og nervøsitet eller angst. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 

 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevares utilgængeligt for børn.
  • Må ikke opbevares over 25 ºC.
  • Må ikke afkøles eller fryses.
  • Opbevares i den originale yderpakning, da lægemidlet er følsomt over for lys. Hvis adrenalin bliver udsat for luft eller lys, nedbrydes adrenalinen hurtigt og bliver lyserødt eller brunt. Husk at kontrollere indholdet i glasbeholderen i EpiPen Jr. auto-injektoren ind imellem for at sikre dig, at væsken stadig er klar og farveløs. Udskift auto-injektoren inden udløbsdatoen er nået eller hvis opløsningen er misfarvet eller indeholder bundfald.
  • Brug ikke EpiPen Jr. efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

EpiPen Jr. indeholder:

  • Aktivt stof: Adrenalin 150 mikrogram.
  • Øvrige indholdsstoffer: Natriumklorid, natriummetabisulfit (E223), saltsyre (til pH justering) og vand til injektionsvæsker.

Udseende og pakningsstørrelse:

Udseende 

Klar og farveløs opløsning i en forfyldt pen (auto-injektor). 

 

Pakningsstørrelse 

Auto-injektoren (enkelt dosis) indeholder 2 ml injektionsvæske. Hver auto-injektor afgiver en enkelt dosis (0,3 ml) på 0,15 mg. 

Utildækket og berøringssikker nållængde er cirka 13 mm. 

EpiPen findes i en pakningsstørrelse á 1 auto-injektor (enkelt dosis) indeholdende 2 ml injektionsvæske. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Paranova Danmark A/S 

Marielundvej 46D, 2730 Herlev 

Frigivet af:

Paranova Pack B.V. 

Vijzelweg 32, 8243 PM Lelystad 

Holland 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret januar 2018. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...