Hjertealbyl®

enterotabletter 75 mg

Actavis Group

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Hjertealbyl enterotabletter 75 mg

Hjertealbyl enterotabletter 150 mg

Acetylsalicylsyre 

  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtig som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger lægen eller apotekspersonalet har givet dig.  

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg på apoteket, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 2-3 dage.
  • Den nyeste indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk

Oversigt over indlægssedlen:

1. Virkning og anvendelse
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Hjertealbyl
3. Sådan skal du tage Hjertealbyl
4. Bivirkninger
5. Opbevaring
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Hjertealbyl indeholder acetylsalicylsyre, som i lav dosis tilhører en gruppe medicin, der kaldes trombocytfunktionshæmmere. Trombocytter er små celler i blodet, der får blodet til at størkne. De spiller en rolle i blodpropper. Når der opstår en blodprop i en blodåre, stopper den blodgennemstrømningen og afskærer iltforsyningen. Når det sker i hjertet, kan det forårsage hjerteanfald eller angina. I hjernen kan en blodprop forårsage et slagtilfælde.
 

Hjertealbyl tages for at nedsætte risikoen for, at der dannes blodpropper, og forebygger dermed desuden: 

  • hjerteanfald
  • slagtilfælde
  • hjerte-kar-problemer hos patienter, som lider af stabil eller ustabil angina (en form for brystsmerter).

Hjertealbyl bruges også til at forebygge, at der dannes blodpropper efter visse former for hjerteoperationer eller til at udvide eller fjerne blokeringer i blodårerne.
 

Dette lægemiddel bør ikke bruges i nødsituationer. Det kan kun bruges som forebyggende behandling.  

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 2-3 dage. 

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage HJERTEALBYL

Tag ikke Hjertealbyl

  • hvis du er allergisk over for acetylsalicylsyre eller et af de øvrige indholdsstoffer i Hjertealbyl (angivet i punkt 6).
  • hvis du er overfølsom over for andre salicylater eller nonsteroide antiinflammatoriske midler (NSAID). NSAID bruges ofte mod gigt og smerter
  • hvis du har haft astmaanfald eller hævelser i dele af kroppen, f.eks. ansigt, læber, hals eller tunge (angioødem) efter at have taget salicylater eller NSAID
  • hvis du har eller nogensinde før har haft mavesår eller sår i tyndtarmen eller andre former for blødninger såsom et slagtilfælde
  • hvis du har haft problemer med, at dit blod ikke størkner, som det skal
  • hvis du har alvorlige lever- eller nyreproblemer
  • hvis du er i de sidste 3 måneder af graviditeten. Du må ikke tage højere doser end 100 mg om dagen (se ”Graviditet og amning”)
  • hvis du tager medicin, der hedder methotrexat (f.eks. mod kræft eller leddegigt) i højere doser end 15 mg om ugen

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager hjertealbyl 

  • hvis du har problemer med nyrerne, leveren eller hjertet
  • hvis du har eller har haft problemer med maven eller tyndtarmen
  • hvis du har forhøjet blodtryk
  • har astma, høfeber, polypper i næsen eller andre kroniske luftvejssygdomme. Acetylsalicylsyre kan udløse astmaanfald
  • hvis du nogensinde har haft podagra
  • hvis du har kraftige menstruationer

Du skal omgående søge læge, hvis dine symptomer bliver værre, eller hvis du oplever alvorlige eller uventede bivirkninger, f.eks. unormale blødningssymptomer, alvorlige hudreaktioner eller andre tegn på alvorlig allergi (se ”Bivirkninger”).
 

Fortæl det til lægen, hvis du skal have foretaget en operation (også en mindre som f.eks. tandudtrækning). Da acetylsalicylsyre er blodfortyndende, kan der være øget risiko for blødninger.
 

Acetylsalicylsyre kan forårsage Reye’s syndrom hos børn. Reye’s syndrom er en meget sjælden sygdom, der påvirker hjerne og lever og kan være livstruende. Hjertealbyl bør derfor ikke gives til børn under 16 år uden lægens anvisning.
 

Du skal passe på, at du ikke bliver dehydreret (du kan blive tørstig og blive tør i munden), da brugen af acetylsalicylsyre samtidig kan nedsætte nyrefunktionen.
 

Denne medicin må ikke bruges mod smerter eller feber.
 

Hvis noget af ovenstående gælder for dig (eller du er usikker), skal du tale med lægen eller apoteket. 

  

Brug af anden medicin sammen med Hjertealbyl

Fortæl det altid til lægen eller på apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.
 

Effekten af behandlingen kan påvirkes, hvis acetylsalicylsyre tages samtidig med anden medicin 

  • blodfortyndede medicin/medicin til forebyggelse af blodpropper (f.eks. warfarin, heparin, clopidogrel)
  • mod afstødning af organ efter transplantation (ciclosporin, tacrolimus)
  • mod forhøjet blodtryk (f.eks. diuretika og ACE-hæmmere)
  • til regulering af hjerterytmen (digoxin)
  • mod bipolar lidelse (lithium)
  • mod smerter og betændelse (f.eks. NSAID såsom ibuprofen eller steroider)
  • mod podagra (f.eks. probenecid)
  • mod epilepsi (valproat, fenytoin)
  • mod grøn stær (acetazolamid)
  • mod kræft eller leddegigt (methotrexat i doser lavere end 15 mg om ugen)
  • mod sukkersyge (f.eks. glibenclamid)
  • mod depression (selektive serotoningenoptagelseshæmmere (SSRI) såsom sertralin eller paroxetin).
  • som hormonbehandling, når binyrerne eller hypofysen er ødelagt eller fjernet, eller som behandling mod betændelse, herunder gigtsygdomme og betændelse i tarmene (kortikosteroider)

Brug af Hjertealbyl sammen med mad, drikke og alkohol

Indtagelse af alkohol kan øge risikoen for blødning i mavetarmkanalen og forlænge blødningstiden. 

  

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
 

Graviditet:
Gravide kvinder bør ikke tage acetylsalicylsyre under graviditeten uden lægens anvisning.
Du bør ikke tage Hjertealbyl, hvis du er i graviditetens sidste 3 måneder, medmindre det er anvist af lægen,
og i så fald bør den daglige dosis ikke overstige 100 mg (se ”Tag ikke Hjertealbyl”). Regelmæssige eller høje doser af dette lægemiddel sent i graviditeten kan medføre alvorlige komplikationer hos moderen eller barnet.
 

Amning:
Ammende kvinder bør ikke tage acetylsalicylsyre uden lægens anvisning. 

  

Trafik- og arbejdssikkerhed

Hjertealbyl påvirker ikke din evne til at køre bil eller betjene maskiner. 

3. Sådan skal du tage HJERTEALBYL

Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Den anbefalede dosis er: 

Voksne 

Forebyggelse af hjerteanfald: 

  • Den anbefalede dosis er 75-160 mg én gang dagligt.

Forebyggelse af slagtilfælde: 

  • Den anbefalede dosis er 75-325 mg én gang dagligt.

Forebyggelse af hjerte-kar-problemer hos patienter, som lider af stabil eller ustabil angina (en form for brystsmerter): 

  • Den anbefalede dosis er 75-160 mg én gang dagligt.

Forebyggelse af blodpropper efter visse former for hjerteoperationer: 

  • Den anbefalede dosis er 75-160 mg én gang dagligt.

Ældre 

Som for voksne. Generelt bør acetylsalicylsyre anvendes med forsigtighed hos ældre, fordi de har øget risiko for at få bivirkninger. Behandlingen bør vurderes regelmæssigt. 

  

Brug til børn og unge 

Acetylsalicylsyre bør ikke gives til børn og unge under 16 år uden lægens anvisning (se ”Vær ekstra forsigtig med at bruge Hjertealbyl”). 

  

Indgivelsesmåde

Oral anvendelse.
Tabletterne skal sluges hele med tilstrækkelig væske (et halvt glas vand). Tabletterne har et enterisk overtræk, som forebygger irritationer i tarmene, og må derfor ikke knuses, knækkes eller tygges. 

  

Hvis du har taget for meget Hjertealbyl

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Hjertealbyl enterotabletter, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet.
Tag pakningen med.
Symptomer på overdosering kan omfatte ringen for ørerne, problemer med at høre, hovedpine, svimmelhed, forvirring, kvalme, opkast og mavesmerter. En stor overdosis kan give hurtigere vejrtrækning end normalt (hyperventilering), feber, overdreven sveden, rastløshed, kramper, hallucinationer, lavt blodsukker, koma og chok.
Overskrides den anbefalede dosis, kan der opstå livstruende forgiftning. Hvis der er mistanke om overdosering, bør du straks søge læge. 

  

Hvis du har glemt at tage Hjertealbyl

Hvis du glemmer at tage en dosis, skal du vente til det er tid til næste dosis og derefter fortsætte som normalt.
Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for en glemt tablet.
 

Spørg lægen eller på apoteket, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkningerne. 

  

Hvis du oplever følgende alvorlige bivirkninger, skal du stoppe med at tage Hjertealbyl og straks kontakte lægen:

  • Hvis du pludselig begynder at hive efter vejret, får hævelser i læber, ansigt eller på kroppen, besvimer eller får svært ved at synke (alvorlig allergisk reaktion).
  • Hvis huden bliver rødlig med blærer eller skaller af. Du kan samtidig få høj feber og ømme led. Det kan være symptomer på sygdommene erythema multiforme, Stevens-Johnson-syndrom eller Lyells syndrom.
  • Unormale blødninger, såsom ophostning af blod, blod i opkast eller urin eller sort afføring.

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Fordøjelsesbesvær
  • Øget tendens til blødning

Ikke-almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Nældefeber
  • Løbende næse
  • Åndedrætsbesvær

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Alvorlig blødning i maven eller tarmene, hjerneblødning, ændret antal blodlegemer
  • Kvalme og opkastning
  • Krampe i de nedre luftveje, astmaanfald
  • Betændelse i blodkarrene
  • Blå mærker med lilla pletter (blødninger under huden)
  • Alvorlige hudreaktioner som f.eks. udslæt også kaldet erythema multiforme og dennes livstruende former Stevens-Johnsons sydrom og Lyells syndrom
  • Overfølsomhedsreaktioner såsom hævelse i f.eks. læber, ansigt eller krop, eller chok
  • Unormale, kraftige eller langvarige menstruationer

Bivirkninger med ukendt hyppighed 

  • Ringen for ørerne (tinnitus) eller nedsat hørelse
  • Hovedpine
  • Voldsom svimmelhed (vertigo)
  • Mavesår eller sår i tyndtarmen og perforering
  • Forlænget blødningstid
  • Nedsat nyrefunktion
  • Nedsat leverfunktion
  • Forhøjet indhold af urinsyre i blodet

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen på www.meldenbivirkning.dk, eller ved at kontakte Sundhedsstyrelsen via mail på sst@sst.dk, med almindeligt brev til Sundhedsstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Hjertealbyl utilgængeligt for børn.  

 

Opbevares ved temperaturer under 25° C.
Tabletbeholder: Hold pakken tæt lukket for at beskytte indholdet mod fugt.
Blister: Opbevares i original indpakning for at beskytte mod fugt.
 

Brug ikke Hjertealbyl efter den udløbsdato, der står på pakningen, eller tabletbeholderen/blisterkortet . Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Hjertealbyl indeholder

Aktivt stof: Acetylsalicylsyre. 1 enterotablet indeholder 75, eller 150 mg acetylsalicylsyre.
 

Øvrige indholdsstoffer: tabletkerne: Mikrokrystallinsk cellulose, majsstivelse, kolloid vandfri silica, stearinsyre. Filmovertræk: Methacrylsyre - ethylacrylat copolymer, 1:1, polysorbat 80, natrium laurylsulfat, triethylcitrat, talcum. 

  

Udseende og pakningsstørrelser

Hjertealbyl enterotabletter 75 mg er ovale, hvide, bikonvekse, filmovertrukne tabletter, 9,2 x 5,2 mm.  

 

Hjertealbyl enterotabletter 150 mg er ovale, hvide, bikonvekse, filmovertrukne tabletter, 11,7 x 6,7 mm.  

 

Pakningsstørrelser:  

Blisterpakning:  

75 mg: 10, 20, 28, 30, 50, 56, 60, 90, 100 enterotabletter  

 

150 mg: 10, 20, 28, 30, 50, 56, 60 enterotabletter  

 

Tabletbeholdere:  

75 mg: 10, 30, 50, 100 enterotabletter  

 

150 mg: 10, 30, 50 enterotabletter  

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaveren af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaveren af markedsføringstilladelsen

Actvis Group PTC ehf
Reykjvikurvegur 76-78
220 Hafnarfjordur 

Island 

 

Dansk repræsentant:

Actavis A/S,  

Ørnegårdsvej 16,  

2820 Gentofte 

 

Fremstiller

Actavis Limited
BLB 016, Bulebel Industrial Estate
Zejtun ZTN 3000
Malta
 

Actavis hf.  

Reykjavikurvegi 76-78
220 Hafnarfjördur
Island
 

Balkanpharma Dupnitsa AD
3, Samokovsko Shosse Str.
2600 Dupnitsa
Bulgarien
 

Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne:

SE Acetylsalicylsyra Actavis
DK Hjertealbyl
IE Nuprin
IS Hjartamagnýl
NO Aspifox
PT Ácido Acetilsalicílico Actavis
UK Aspirin 75 mg Enteric-coated Tablets 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...