Hydrocortison med Terramycin®

salve 10 + 30 mg/g

Pfizer

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren 

Hydrocortison med Terramycin® Salve 10 mg/g / 30 mg/g

Hydrocortison/oxytetracyclinhydrochlorid 

  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden De begynder at bruge medicinen

  • Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller på apoteket, hvis der er mere, De vil vide.
  • Lægen har ordineret Hydrocortison med Terramycin til Dem personligt. Lad derfor være med at give det til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som De har.
  • Tal med lægen eller apoteket, hvis en bivirkning bliver værre, eller De får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se pkt. 4. Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk

Oversigt over indlægssedlen:

1. Virkning og anvendelse
2. Det skal De vide, før De begynder at bruge Hydrocortison med Terramycin
3. Sådan skal De bruge Hydrocortison med Terramycin
4. Bivirkninger
5. Opbevaring
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Hydrocortison med Terramycin er et kombinationspræparat, som indeholder hydrocortison og oxytetracyklin. Hydrocortison er et svagt binyrebarkhormon, som hæmmer betændelse i huden og dæmper kløe. Terramycin (oxytetracyklin) er et antibiotikum, som hæmmer bakteriernes vækst.
 

De kan bruge Hydrocortison med Terramycin salve til eksem og psoriasis, når huden også er betændt med bakterier.
 

Lægen kan have givet Dem Hydrocortison med Terramycin for noget andet. Følg altid lægens anvisning. 

2. Det skal De vide, før De begynder at bruge Hydrocortison med Terramycin

Brug ikke Hydrocortison med Terramycin:

  • hvis De er overfølsom over for hydrocortison, oxytetracyklin eller et eller flere af de øvrige indholdsstoffer anført i pkt. 6.
  • hvis De har en betændelsesagtig hudsygdom i ansigtet, med rødme, især på hage, næse, kinder og i pande (rosacea).
  • hvis De får iritation eller betændelse med røde knopper omkring næse og mund (perioral dermatit).
  • hvis De får bumser eller på områder med bumser.
  • hvis De får sygdomme på huden, der skyldes virus (forkølelsessår, skoldkopper og helvedesild).
  • hvis De får tuberkulose i huden. 
  • hvis De får svamp i huden.

Vær ekstra forsigtig med at bruge Hydrocortison med Terramycin

  • Hvis De ikke har fået det bedre i løbet af få dage, eller hvis De har fået det værre, skal De kontakte lægen.
  • Brug ikke Hydrocortison med Terramycin længere end 4-6 uger uden lægens anvisning.
  • Undgå at få salven i øjnene. 
  • Brug ikke Hydrocortison med Terramycin i åbne sår.
  • Brug ikke binyrebarkhormon i ansigt, i hudfolder og andre områder med sart hud. Huden kan blive tynd og skør (hudatrofi).
  • Langvarig brug af binyrebarkhormon i ansigtet kan give grå stær og grøn stær i øjnene.
  • De bør være forsigtig med at bruge Hydrocortison med Terramycin på store hudområder, eller med at bruge lufttæt forbinding på den behandlede hud (okklusion).
  • Hvis De har brugt Hydrocortison med Terramycin i lang tid, må De ikke stoppe behandlingen pludseligt, da det kan forværre Deres hudsygdom. Tal med lægen om langsom aftrapning af behandlingen.

Brug hos børn

De må kun bruge Hydrocortison med Terramycin til børn under 8 år efter lægens anvisning. De bør kun bruge lufttæt forbinding (okklusion) til børn, hvis lægen har anbefalet dette. 

  

Brug af anden medicin sammen med Hydrocortison med Terramycin

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis De bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud.
De kan bruge Hydrocortison med Terramycin sammen med anden medicin. 

  

Graviditet og amning

Spørg Deres læge eller apoteket til råds, før De tager nogen form for medicin. 

  

Graviditet: 

De må kun bruge Hydrocortison med Terramycin efter lægens anvisning. 

  

Amning: 

Erfaringer med Hydrocortison med Terramycin er begrænsede. Spørg lægen. 

  

Trafik og arbejdssikkerhed

Hydrocortison med Terramycin påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

3. Sådan skal De bruge Hydrocortison med Terramycin

Brug altid Hydrocortison med Terramycin nøjagtigt efter lægens anvisning. Er De i tvivl så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

  

Den sædvanlige dosis er: 

Voksne og børn over 8 år: 

Rens huden grundigt, og påsmør salven i et tyndt lag 2-4 gange dagligt. Hvis der er betændelse kan De smøre salven på steril gaze.
Brug kun Hydrocortison med Terramycin på den syge hud. Undgå at smøre salven udenfor. Vask hænder efter påsmøring, med mindre De skal behandle hænderne. 

  

Børn under 8 år: 

De må kun bruge Hydrocortison med Terramycin til børn under 8 år efter lægens anvisning. 

  

Hvis De har brugt for meget Hydrocortison med Terramycin

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis De har brugt mere Hydrocortison med Terramycin end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og De føler Dem utilpas. Tag pakningen med. 

  

Hvis De har glemt at bruge Hydrocortison med Terramycin

Hvis De har glemt at bruge en dosis, skal De bruge denne straks, De kommer i tanke om det. 

  

Hvis De holder op med at bruge Hydrocortison med Terramycin

Afbryd ikke behandlingen for hurtigt, når medicinen begynder at virke. Det er meget vigtigt, at De gennemfører hele behandlingen, indtil fuldstændigt helbredelse, da bakterierne ellers kan blive aktive igen, og betændelsen blusse op.
Kontakt lægen, hvis De ønsker at afbryde eller stoppe behandlingen. 

4. Bivirkninger

Hydrocortison med Terramycin kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

  

Alvorlige bivirkninger

Hyppigheden er ikke kendt: 

  • Binyrebarkhæmning, som giver risiko for alvorlig shocktilstand ved tilskadekomst, operation eller svær betændelse (f.eks. lungebetændelse). Der kan forekomme bivirkninger i hele kroppen ved langvarig, lufttæt forbinding af store behandlede hudområder, især hos børn.

Ikke alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger (kan ses hos op til 1 ud af 10 patienter): 

  • Overfølsomhedsreaktioner (svie, kløe, irritation).

Sjældne bivirkninger (kan ses hos op til 1 ud af 1.000 patienter): 

  • Allergiske hudreaktioner som f.eks. kontakteksem.
  • Ny betændelse kan opstå på det behandlede område. Kontakt lægen, da behandlingen muligvis skal afbrydes.

Hyppigheden er ikke kendt: 

  • Brænden, tørhed, udslæt.
  • Betændelse i hårsække, udbrud af bumser, varmeknopper, irritation eller betændelse med røde knopper omkring næse og mund (perioral dermatit).
  • Huden kan blive laset, tynd og skør (hudatrofi), affarvning af huden, uønsket hårvækst, striber (strækmærker) og udslæt med små væskefyldte blærer pga. stærk sved eller feber, tydelige små blodkar i huden, og små blødninger i huden.

Kontakt lægen, da behandlingen muligvis skal afbrydes. 

  

Indberetning af bivirkninger til Sundhedsstyrelsen

Hvis De oplever bivirkninger, bør De tale med Deres læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. De eller Deres pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S, websted: www.meldenbivirkning.dk, e-mail: sst@sst.dk.  


 

Ved at indrapportere bivirkninger kan De hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevares utilgængeligt for børn.
Hydrocortison med Terramycin må ikke opbevares ved temperaturer over 30oC.
Brug ikke salven efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Når tuben er åbnet, kan salven holde sig i 4 uger.
 

Spørg på apoteket, hvordan De skal aflevere medicinrester. Af hensyn til miljøet må De ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Hydrocortison med Terramycin 10 mg/g / 30 mg/g salve indeholder:

Aktive stoffer: Hydrocortison og oxytetracyclinhydrochlorid. 1 g salve indeholder 10 mg hydrocortison og 30 mg oxytetracyclin (som hydrochlorid).
Øvrige indholdsstoffer: tynd paraffinolie, hvid blød paraffin. 

 

Produktets udseende og pakningsstørrelser

Hydrocortison med Terramycin er en fed, gul salve. Den findes i aluminiumstuber, der indeholder 5 g eller 15 g.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Pfizer ApS Lautrupvang 8
2750 Ballerup 

 

Fremstiller

Farmasierra Manufacturing, S.L. Carretera de Irún, Km. 26, 200
28700 San Sebastián de los Reyes (Madrid) Spanien 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest opdateret september 2014. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...