Antepsin®

tabletter 1 g

Orion Corporation

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Antepsin® 1g tabletter

Sucralfat 

 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen 

eller apotekspersonalet, har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. 

  • Spørg på apoteket, hvis der er mere, du vil vide. 

  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis De får bivirkninger herunder, bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4. 

  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 8 uger. Den senest reviderede indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk
     

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse 

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Antepsin® 

  3. Sådan skal du tage Antepsin® 

  4. Bivirkninger 

  5. Opbevaring 

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Antepsin® er en hvid, oval tablet med delekærv på den ene side. Delekærven er kun til for at dele tabletten med henblik på at lette indtagelsen og ikke for at dele tabletten i lige store doser.  

 

Antepsin® virker helende på sår i spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen.  

 

Du kan tage Antepsin® ved: 

  • behandling af sår på tolvfingertarm og mavesæk 

  • behandling af spiserørskatar (sure opstød og halsbrand) 

  • forebyggelse af stress-mavesår hos svært akut syge 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Antepsin®

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Antepsin®

  • hvis du er allergisk over for sucralfat, eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6.)

 

Advarsler og forsigtighedsregler

  • hvis din nyrer ikke virker normalt. Du skal altid tale med din læge, før du tager Antepsin®

  • mod mavesår. Tag kun Antepsin® efter aftale med lægen. 

Hvis du har synkebesvær, kan der forekomme fejlsynkning til lungerne, når du tager medicinen. Antepsin må ikke gives i en blodåre.
Der er set tilfælde af dannelse af ufordøjelige klumper i mavesækken efter administration af sucralfat hos patienter, der har problemer med tømningen af mavesækken. Dette kan opstå efter operation, behandling med visse lægemidler eller hvis man har en sygdom, der nedsætter bevægeligheden i mave-tarm-kanalen.


 

Børn og unge

Antepsin anbefales ikke til børn og teenagere under 14 år pga. manglende dokumentation.


 

Brug af anden medicin sammen med Antepsin®

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.


Hvis du tager Antepsin® sammen med anden medicin kan virkningen blive anderledes.  

Tal med din læge, hvis du tager:
 

  • tetracyclin og fluoroquinolon (antibakterielle midler) 

  • digoxin og quinidin (hjertemedicin) 

  • phenytoin (epilepsimiddel) 

  • cimetidin og ranitidin (mod mavesyre) 

  • ketoconazol (svampemiddel) 

  • theophyllin ( mod astma) 

  • levothyroxin (skjoldbruskkirtelhormon) 

  • warfarin (blodfortyndende) 

  • Sulpirid (mod psykoser) 


Der bør gå 2 timer mellem du tager disse lægemidler og Antepsin®.
Der bør gå 30 minutter mellem du tager Antepsin® og andre midler mod for meget mavesyre.


Hvis du får medicin, der indeholder citrat, kan du få for meget aluminium i blodet. Tal med din læge om ovenstående punkter inden du tager Antepsin®


Fortæl det altid til lægen eller apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, medicin som er købt i udlandet, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. 


 

Brug af Antepsin® sammen med mad og drikke

Antepsin® skal tages ½-1 time før måltiderne samt før sengetid.


 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apoteket til råds, før du tager Antepsin®.

Graviditet
Du må kun tage Antepsin® efter lægens anvisning.

 

Amning
Erfaringer med Antepsin® er begrænsede. Spørg lægen før du tager Antepsin®, hvis du ammer. 


 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Antepsin® påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.

3. Sådan skal du tage Antepsin®

Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.. Den sædvanlige dosis er angivet nedenfor: 

 

Du bør indtage Antepsin® ½-1 time før måltiderne samt før sengetid.  

Drik et glas vand eller anden væske samtidig med indtagelse. 

Antepsin må ikke gives i en blodåre. 

 

Voksne: 

Sår på tolvfingertarmen: 

1 tablet (1 g) 4 gange daglig, eller 2 tabletter (2 g) 2 gange daglig. 

Ved forebyggende langtidsbehandling kan dosis nedsættes til 1 tablet (1 g) 2 gange daglig. 

 

Mavesår: 

1 tablet (1 g) 4 gange daglig. 

Ved forebyggende langtidsbehandling kan dosis nedsættes til 1 tablet (1 g) 2 gange daglig. 

 

Sure opstød og halsbrand: 

1 tablet (1 g) 4 gange daglig. 

 

Forebyggende mod stress-mavesårhos svært akut syge: 

1 tablet (1 g) 4 gange daglig. 

 

Brug til børn og unge 

Antepsin anbefales ikke til børn og teenagere under 14 år pga. manglende dokumentation. 

 

Nedsat nyre- og leverfunktion 

Det er her nødvendigt at ændre dosis. Du skal følge lægens anvisninger. 

 

Hvis du har taget for mange Antepsin® tabletter

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af ”Antepsin®”, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet og du føler dig utilpas).. 

Symptomer på overdosering: mavesmerter, kvalme og opkastning. 

 

Hvis du har glemt at tage Antepsin®

Hvis du har glemt at tage en dosis, skal du tage den, så snart du kommer i tanke om det. 

Hvis det er tidspunktet for næste dosis, skal du ikke tage dobbelt dosis, men blot følge din sædvanlige dosis. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.  

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede): 

Forstoppelse. 

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede):  

Mundtørhed, kvalme, eksantem og nældefeber. 

 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede):  

Der kan dannes ufordøjelige klumper i mavesæk eller tarm (besoarsten) (se afsnit 2). 

 

Ikke kendt (kan ikke bestemmes ud fra forhåndenværende data): 

Overfølsomhedsreaktioner, som kan vise sig ved hævelse af ansigt, øjne, læber og/eller svælg, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), hududslæt og kløe. 

 

Små mængder aluminium kan optages fra mave-tarm-kanalen og ophobes i kroppen. Der er set knoglesygdomme, hjernelidelser og blodmangel hos patienter med kronisk nedsat nyrefunktion. 

 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også 

mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen via 

Sundhedsstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: sst@sst.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C.  

 

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke Antepsin® efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Antepsin® 1 g tabletter indeholder:

  • Aktiv stof: sucralfat 

  • Øvrige indholdsstoffer: mikrokrystallinsk cellulose (E460), carmellosecalcium, macrogol 8000, magnesiumstearat
     

Udseende og pakningsstørrelse

Antepsin® tabletter 1 g fås i en 60 stk. og 120 stk. pakning. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaveren af markedsføringstilladelsen:

Orion Corporation  

Orionintie 1  

02200 Espoo  

Finland  

 

Fremstiller:

Orion Corporation Orion Pharma  

Orionintie 1  

FI-02200 Espoo 

Finland  

 

For yderligere oplysning om dette lægemiddel, bedes henvendelse rettet til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen: Orion Pharma A/S medinfo@orionpharma.com 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret august 2015 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...