Aromasin

overtrukne tabletter 25 mg

Pfizer

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Aromasin® 25 mg overtrukne tabletter

exemestan 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, Du vil vide.
  • Lægen har ordineret Aromasin til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Aromasin
  3. Sådan skal du tage Aromasin
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Medicinen hedder Aromasin. Aromasin tilhører den gruppe medicin, som kaldes aromatasehæmmere. Aromasin påvirker stoffet aromatase, som især hos kvinder efter overgangsalderen er nødvendigt for dannelsen af det kvindelige kønshormon østrogen. Hormonafhængig brystkræft kan behandles ved at nedsætte østrogenniveauet i kroppen. 

 

Aromasin bruges til at behandle tidlig brystkræft hos kvinder, der har passeret overgangsalderen, når de har fået behandling med tamoxifen i 2-3 år. 

 

Aromasin bruges også til at behandle fremskreden brystkræft, hvor behandling med et andet hormonpræparat ikke har haft tilstrækkelig virkning. 

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Aromasin

Tag ikke Aromasin 

  • hvis du er allergisk over for exemestan eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i punkt 6).
  • hvis du ikke allerede har passeret overgangsalderen dvs., at du stadig har menstruation.
  • hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid eller ammer.

Advarsler og forsigtighedsregler 

  • Lægen vil tage blodprøver for at sikre, at du er kommet i overgangsalderen inden du bliver behandlet med Aromasin.
  • Der vil også blive foretaget et rutinetjek af dit D-vitaminniveau inden behandlingen, da niveauet kan være meget lavt i de tidlige stadier af brystkræft. Du vil få et D-vitamintilskud, hvis niveauet er under det normale.
  • Tal med lægen, inden du tager Aromasin, hvis du har lever- eller nyreproblemer.
  • Fortæl det til lægen, hvis du eller andre i din familie lider af tilstande, som kan påvirke knoglernes styrke. Lægen vil undersøge knoglernes styrke før og under behandlingen med Aromasin. Dette skyldes, at knoglerne kan miste noget af deres styrke, når mængden af kønshormon falder på grund af behandling med Aromasin.

Brug af anden medicin sammen med Aromasin 

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, f.eks. naturlægemidler og vitaminer og mineraler. 

Du må ikke tage Aromasin sammen med medicin mod overgangsalderen (hormonerstatning). 

Når du tager Aromasin, skal du være forsigtig med at bruge den medicin, der er nævnt nedenfor. Tal med lægen, hvis du tager: 

  • rifampicin (antibiotikum)
  • carbamazepin eller phenytoin (medicin mod kramper/epilepsi)
  • produkter der indeholder Perikon (naturmedicin)

Graviditet og amning 

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge til råds, før du tager Aromasin. 

Drøft prævention med din læge, hvis der er mulighed for, at du kan blive gravid. 

Trafik- og arbejdssikkerhed 

Kør ikke bil eller motorcykel og lad være med at cykle. Lad være med at arbejde med værktøj eller maskiner. Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Aromasin kan give bivirkninger (døsighed, træthed, svimmelhed), som kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Aromasin indeholder saccharose og methylparahydroxybenzoat, hvor advarsel er påkrævet 

  • Saccharose. Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
  • Methylparahydroxybenzoat, som kan give allergiske reaktioner (kan optræde efter behandlingen).

3. Sådan skal du tage Aromasin

Tag altid Aromasin nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen. 

Aromasin skal tages gennem munden. Det er bedst at tage Aromasin efter et måltid, helst på samme tidspunkt hver dag. Din læge vil fortælle dig, hvor ofte og hvor længe du skal tage Aromasin. 

Den sædvanlige dosis er:

Voksne og ældre: 1 tablet (25 mg) 1 gang daglig.  

 

Hvis du bliver indlagt på sygehus, skal du fortælle, at du er i behandling med Aromasin 

 

Brug til børn: 

Aromasin må ikke bruges til børn. 

Hvis du har taget for mange Aromasin

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Aromasin, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet. Vis æsken med Aromasin tabletter. 

Hvis du har glemt at tage Aromasin

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage næste dosis, så spring den glemte dosis over. 

Hvis du holder op med at tage Aromasin

Selv om du føler dig rask, må du kun stoppe eller afbryde behandlingen med Aromasin efter aftale med lægen. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Normalt kan de fleste tage Aromasin uden problemer og bivirkningerne nævnt herunder er ofte milde til moderate. De fleste bivirkninger skyldes mangel på østrogen f.eks. hedeture. 

Overfølsomhed, leverbetændelse (hepatitis) og betændelse i leverens galdeveje, som farver huden gul (kolestatisk hepatitis) kan forekomme. Symptomerne er generel utilpashed, kvalme, gulsot (gulfarvning af huden og det hvide i øjnene), kløe, mavesmerter i højre side og appetitløshed. 

Kontakt straks lægen for at få akut lægelig rådgivning, hvis du mener, at du har et eller flere af disse symptomer. 

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end l ud af 10 patienter): 

  • Depression
  • Søvnbesvær
  • Hovedpine
  • Hedeture
  • Svimmelhed
  • Kvalme
  • Øget svedtendens
  • Muskel- og ledsmerter (herunder slidgigt, bensmerter, leddegigt og stive led)
  • Træthed
  • Et fald i antallet af hvide blodlegemer
  • Mavesmerter
  • Forhøjet niveau af leverenzymer
  • Øget nedbrydning af hæmoglobin i blodet
  • Forhøjet niveau af et blodenzym i blodet, der skyldes leverskader
  • Smerter

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter): 

  • Appetitløshed
  • En kombination af sovende/prikkende fornemmelse i fingrene, følelsesløshed og smerter, som påvirker hele hånden undtagen lillefingeren (karpaltunnelsyndrom) eller snurren/prikken i huden
  • Mavesmerter, opkastning, forstoppelse, fordøjelsesproblemer, diarré
  • Hårtab
  • Hududslæt, nældefeber og kløe
  • Knogleskørhed, som kan nedsætte knoglernes styrke (osteoporose). Det kan føre til knoglebrud
  • Smerte, hævede hænder og fødder
  • Et fald i antallet af blodplader i blodet
  • Muskelsvækkelse

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter): 

  • Overfølsomhed

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter): 

  • Et udbrud af små blister på et område af huden som udslæt
  • Søvnighed
  • Leverbetændelse
  • Betændelse i leverens galdeveje, der farver huden gul

Ikke kendt bivirkning (hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data): 

  • Et lavt antal af visse hvide blodlegemer i blodet

 

Ændring i mængden af blodplader og hvide blodlegemer kan også forekomme. Påvirkning af blodlegemerne ses oftest hos personer, der i forvejen har for få af disse. 

Indberetning af bivirkninger 

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 

 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Aromasin utilgængeligt for børn. 

Brug ikke Aromasin efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Aromasin indeholder: 

Aktivt stof: exemestan. 

 

Øvrige indholdsstoffer: kolloid silica (E551), crospovidon, hypromellose (E464), magnesiumstearat (E272), mannitol (E421), mikrokrystallinsk cellulose (E460), natriumstivelsesglycollat (A), polysorbat 80 (E433), polyvinylalkohol, simethicon, macrogol 6000, saccharose, let magnesiumcarbonat (E504), methylparahydroxybenzoat (E218), cetylestervoks, talkum, carnaubavoks, ethanol, shellak, titandioxid (E171) og sort jernoxid (E172). 

Udseende og pakningsstørrelser

Aromasin er en rund, bikonveks, råhvid, overtrukken tablet, der er mærket 7663 på den ene side. 

 

Aromasin kan fås i blisterpakninger på 15, 20, 30, 90, 100 og 120 tabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Pfizer ApS, Lautrupvang 8, 2750 Ballerup.

Fremstiller:

Pfizer Italia S.r.l, Localita Marino del Tronto, 63100 Ascoli Piceno (AP), Italien. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret november 2015. 

Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne:

Aromasin: Belgien, Danmark, Finland, Tyskland, Grækenland, Island, Irland, Italien, Luxemburg, Nederlandene, Portugal, Sverige, Storbritannien, Østrig 

Aromasine: Frankrig 

Aromasil: Spanien  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...