Clopidogrel "Mylan"

filmovertrukne tabletter 75 mg

Mylan

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Clopidogrel Mylan 75 mg filmovertrukne tabletter

clopidogrel 

  

Læs denne indlægsseddel grundigt inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Clopidogrel Mylan til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

 

Oversigt over indlægssedlen

1. Virkning og anvendelse
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Clopidogrel Mylan
3. Sådan skal du tage Clopidogrel Mylan
4. Bivirkninger
5. Opbevaring
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Clopidogrel Mylan indeholder clopidogrel og tilhører en lægemiddelgruppe, der kaldes blodfortyndende medicin. Blodplader er meget små bestanddele i blodet, mindre end de røde og hvide blodlegemer, og de klumper sig sammen i forbindelse med, at blodet størkner. Ved at forhindre denne sammenklumpning nedsætter en blodpropopløsende medicin risikoen for, at der dannes blodpropper (en proces, der kaldes trombose). 


Clopidogrel Mylan tages af voksne for at forebygge dannelse af blodpropper (tromber) i blodårer (arterier), som er blevet stive ved en proces kaldet aterotrombose, hvilket kan føre til f.eks. apopleksi, hjerteanfald og død (aterotrombotiske hændelser). 


Du har fået ordineret Clopidogrel Mylan til forebyggelse af blodpropper og nedsættelse af risikoen for disse alvorlige hændelser, fordi: 

  • du lider af åreforkalkning (også kaldet aterosklerose) - og
  • du tidligere har haft et hjerteanfald, apopleksi eller kredsløbsforstyrrelser i arme eller ben - eller
  • du har haft en alvorlig form for smerter i brystet, som kaldes hjertekrampe (ustabil angina pectoris) eller hjerteanfald (myokardieinfarkt). Til behandling af denne tilstand kan din læge have indsat en stent i den blokerede eller forsnævrede arterie for at genoprette en effektiv blodgennemstrømning. Du bør også få acetylsalicylsyre (et stof, som indgår i mange lægemidler, og som anvendes til at afhjælpe smerter og sænke feber såvel som til at forebygge dannelse af blodpropper).
  • du har uregelmæssig hjerterytme (en sygdom kaldet ”atrieflimren”) og ikke må tage medicin kendt som orale antikoagulantia (vitamin K-antagonister), der kan forebygge dannelsen af nye blodpropper og forhindre eksisterende blodpropper i at vokse. Du bør være blevet informeret om, at ”orale antikoagulantia” er mere effektive mod denne sygdom end acetylsalicylsyre eller kombinationen af Clopidogrel Mylan og acetylsalicylsyre. Din læge bør have udskrevet Clopidogrel Mylan plus acetylsalicylsyre, hvis du ikke må tage ”orale antikoagulantia”, og du ikke har risiko for alvorlig blødning.

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Clopidogrel Mylan

Tag ikke Clopidogrel Mylan:

  • hvis du er allergisk over for clopidogrel eller et af de øvrige indholdsstoffer i Clopidogrel Mylan (angivet i afsnit 6).
  • hvis du har en aktiv blødning såsom et mavesår eller en blødning i hjernen.
  • hvis du lider af en alvorlig leversygdom.

Hvis du mener, at ovenstående gælder for dig, eller hvis du overhovedet er i tvivl, så rådfør dig med din læge, inden du tager Clopidogrel Mylan. 

 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, før du tager Clopidogrel Mylan, hvis nogen af følgende situationer gælder for dig: 

  • hvis du har risiko for blødning som f.eks:
    • en medicinsk lidelse, der medfører risiko for indre blødninger (såsom et mavesår)
    • en blødningsforstyrrelse, der giver dig tendens til indre blødning (blødning i et af kroppens væv, organer eller led)
    • en nylig alvorlig skade
    • en nylig operation (herunder tandoperation)
    • en planlagt operation (herunder tandoperation) inden for de næste 7 dage
  • hvis du har haft en blodprop i en blodåre (arterie) i hjernen (iskæmisk apopleksi), inden for de seneste 7 dage
  • hvis du har en nyre- eller leversygdom
  • hvis du har haft allergi over for eller en reaktion på et lægemiddel, der anvendes til at behandle din sygdom.

Mens du tager Clopidogrel Mylan: 

  • skal du fortælle din læge, hvis du skal have foretaget en planlagt operation (herunder tandoperation).
  • skal du også straks fortælle det til din læge, hvis du udvikler en medicinsk tilstand (Trombocytisk Trombocytopenisk Purpura eller TTP), der giver feber og blå mærker under huden, der kan fremstå som røde små prikker, med eller uden uforklarlig udtalt træthed, forvirring, gulfarvning af huden eller øjnene (gulsot) (se afsnit 4 ”Bivirkninger”).
  • kan det vare lidt længere end normalt, før blødningen ophører, hvis du skærer dig eller kommer til skade. Dette skyldes måden din medicin virker på, da den forebygger, at blodet danner blodpropper. Ved mindre sår og skader, som hvis du f.eks. skærer dig under barbering, er dette som regel ikke noget problem. Hvis du er bekymret over din blødning, skal du omgående kontakte din læge (se afsnit 4 ”Bivirkninger”).
  • kan din læge foreskrive, at der tages blodprøver.

Børn og unge 

Anvend ikke dette lægemiddel til børn, da det er uden effekt på dem. 

 

Brug af anden medicin sammen med Clopidogrel Mylan

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Visse andre lægemidler kan påvirke brugen af Clopidogrel Mylan eller omvendt. 


Det er særlig vigtigt, at du fortæller det til din læge, hvis du tager 

  • medicin, der kan øge risikoen for blødning, såsom: o blodfortyndende medicin, der tages gennem munden og anvendes til at nedsætte dannelse af blodpropper,
    • en type smertestillende medicin (nonsteroide antiinflammatoriske lægemidler, NSAID’er), som normalt gives til behandling af smertefulde og/eller betændelseslignende tilstande i muskler eller led,
    • heparin eller anden medicin til indsprøjtning, for at nedsætte dannelse af blodpropper,
    • ticlopidin, der er en anden medicin mod blodpropper,
    • selektive serotoningenoptagelseshæmmere (inklusive, men ikke begrænset til fluoxetin og fluvoxamin), der normalt anvendes mod depression,
  • omeprazol eller esomeprazol til behandling af for meget mavesyre,
  • fluconazol eller voriconazol, der anvendes til behandling af svampeinfektioner,
  • efavirenz, der anvendes til behandling af hiv- (humant immundefektvirus) infektion,
  • carbamazepin, medicin der anvendes mod bestemte former for epilepsi,
  • moclobemid, medicin mod depression,
  • repaglinid, medicin til behandling af diabetes,
  • paclitaxel, medicin til behandling af kræft.

Hvis du har haft alvorlige smerter i brystet (hjertekrampe (ustabil angina pectoris) eller hjerteanfald), kan din læge ordinere Clopidogrel Mylan i kombination med acetylsalicylsyre, som er et stof, der indgår i mange typer medicin til smertelindring og febersænkning. Lejlighedsvis brug af acetylsalicylsyre (højst 1.000 mg i løbet af et døgn) skulle generelt ikke give problemer. Under andre omstændigheder skal langvarig brug overvejes i samråd med din læge. 

 

Graviditet og amning

Det er bedst ikke at tage denne medicin under graviditet og amning. 


Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager Clopidogrel Mylan.
Hvis du bliver gravid, mens du tager Clopidogrel Mylan, skal du omgående kontakte din læge, da det frarådes at tage clopidogrel under graviditet. 


Du må ikke amme, når du tager denne medicin.
Hvis du ammer eller planlægger at amme, skal du tale med din læge, før du tager denne medicin. 


Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Det er usandsynligt, at Clopidogrel Mylan påvirker din evne til at køre eller betjene maskiner. 

 

Clopidogrel Mylan indeholder hydrogeneret ricinusolie

Dette kan give mavebesvær eller diarré. 

3. Sådan skal du tage Clopidogrel Mylan

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 


Den anbefalede dosis, herunder også til patienter med ”atrieflimmer” (uregelmæssig hjerterytme), er 1 Clopidogrel Mylan-tablet på 75 mg daglig på samme tidspunkt hver dag. Tabletten indtages gennem munden med eller uden mad. 

 

Hvis du har haft alvorlige brystsmerter (hjertekrampe (ustabil angina pectoris) eller hjertetilfælde (se afsnit 1), vil din læge måske indlede behandlingen ved at give dig 300 mg Clopidogrel Mylan (4 tabletter á 75 mg) på en gang. Derefter er den anbefalede dosis 1 tablet Clopidogrel Mylan à 75 mg dagligt, der skal indtages som beskrevet ovenfor. 

 


Du skal tage Clopidogrel Mylan, så længe som din læge fortsætter med at ordinere det. 

  

Hvis du har taget for mange Clopidogrel Mylan filmovertrukne tabletter

Kontakt din læge eller tag på den nærmeste skadestue på grund af den øgede blødningsrisiko. 

  

Hvis du har glemt at tage Clopidogrel Mylan

Hvis du har glemt en dosis af Clopidogrel Mylan, men kommer i tanke om det i løbet af 12 timer, skal du omgående tage tabletten og dernæst tage den næste tablet til sædvanlig tid. 


Hvis du glemmer at tage en tablet i over 12 timer, skal du blot tage den næste enkeltdosis til sædvanlig tid. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet. 


For pakninger med 7, 14, 28, 56 stk. og 84 stk. tabletter kan du kontrollere på hvilken dag du sidst tog en tablet ved at se på kalenderen, der er trykt på blisterpakningen. 

  

Hvis du holder op med at tage Clopidogrel Mylan

Du må ikke stoppe behandlingen medmindre din læge fortæller dig, at du skal gøre det. Kontakt din læge eller apoteket, før du holder op. 

  

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Kontakt din læge med det samme, hvis du oplever:

  • feber, tegn på infektion eller udtalt træthed. Dette kan ske på grund af et sjældent fald i visse blodlegemer.
  • tegn på leverproblemer såsom gulfarvning af huden og/eller øjnene (gulsot), uanset om det sker i forbindelse med blødninger, som viser sig under huden som små røde prikker, og/eller forvirring (se afsnit 2 ’Advarsler og forsigtighedsregler”).
  • hævelser i munden eller hudproblemer såsom udslæt og kløe, blærer på huden. Dette kan være tegn på en allergisk reaktion.

Den almindeligste bivirkning, der er set med Clopidogrel Mylan, er blødning. 

Blødning kan forekomme i form af blødninger fra mave eller tarm, blå mærker, usædvanlig blødning eller blodudtrædning under huden (hæmatom), næseblod, blod i urinen. I nogle enkelte tilfælde er der indberettet blødning i øjet, i hovedet, lungerne eller leddene. 

  

Hvis du får langvarige blødninger, mens du tager Clopidogrel Mylan 

Hvis du skærer dig eller kommer til skade, kan det tage lidt længere end normalt, før blødningen stopper. Dette skyldes måden din medicin virker på, da den forebygger blodets evne til at danne blodpropper. Ved mindre sår og skader, som hvis du f.eks. skærer dig under barbering, er dette som regel ikke noget problem. Hvis du er bekymret over din blødning, skal du omgående kontakte din læge (se afsnit 2 ”Advarsler og forsigtighedsregler”). 

 

Øvrige bivirkninger omfatter

Almindelige bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 10 patienter): 

Diarré, mavesmerter, fordøjelsesbesvær eller halsbrand. 

  

Ikke almindelige bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 100 patienter): 

Hovedpine, mavesår, opkastninger, kvalme, forstoppelse, luft i maven eller tarmene, udslæt, kløe, svimmelhed, prikkende fornemmelse og følelsesløshed. 

  

Sjældne bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 1.000 patienter): 

Svimmelhed (fornemmelse af at snurre rundt), forstørrede bryster hos mænd. 

  

Meget sjældne bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 10.000 patienter): 

Gulsot; alvorlige mavesmerter med eller uden rygsmerter; feber, åndedrætsbesvær ind imellem i ledsaget af hoste; generelle allergiske reaktioner (f.eks. varmefølelse over hele kroppen med pludselig almen utilpashed og eventuel besvimelse); hævelse i munden; blærer på huden; hudallergi; ømhed i munden (stomatitis); blodtryksfald; forvirring; hallucinationer; ledsmerter; muskelsmerter; smagsforstyrrelser. 


I øvrigt kan din læge eventuelt finde ændringer i resultaterne af dine blod- eller urinprøver. 

 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, DK-2300 København S, websted: www.meldenbivirkning.dk, e-mail: dkma@dkma.dk. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Opbevares i den originale pakning for at beskytte mod fugt og lys. 


Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Clopidogrel Mylan 75 mg filmovertrukne tabletter indeholder:

Det aktive stof er clopidogrel. Hver filmovertrukken tablet indeholder 75 mg clopidogrel (som hydrochlorid).
De øvrige indholdsstoffer er: 

  • Tabletkernen: mikrokrystallinsk cellulose, vandfri kolloid silica, crospovidon (type A), macrogol 6000, hydrogeneret ricinusolie (se afsnit 2 ”Clopidogrel Mylan indeholder hydrogeneret ricinusolie”)
  • Filmovertrækket: polyvinylalkohol, titandioxid (E171), rødt jernoxid (E172), gul jernoxid (E172), talcum og macrogol 3000.

Udseende og pakningsstørrelser

De filmovertrukne tabletter er lyserøde, runde og bikonvekse.
Æsker med 7, 14, 28, 30, 50, 56, 84, 90 og 100 filmovertrukne tabletter i blisterpakning.  

Æsker med 7, 14, 28, 56 eller 84 filmovertrukne tabletter i kalenderblisterpakning.
Æsker med 30x1 og 50x1 filmovertrukne tabletter i perforerede enkeltdosisblisterpakninger.  

  

Ikke alle pakningstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Mylan S.A.S, 117 alleé des Parcs, 69 800 Saint Priest, Frankrig 

  

Fremstillere

KRKA, d.d., Novo mesto, Šmarješka cesta 6, 8501 Novo mesto, Slovenien
TAD Pharma GmbH, Heinz-Lohmann-Straße 5, 27472 Cuxhaven, Tyskland 


Hvis du ønsker yderligere oplysninger om Clopidogrel Mylan, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen: 

  

België/Belgique/Belgien 

Mylan bvba/sprl
Tél/Tel: + 0032 2 658 61 00 

  

България 

Mylan SAS
Tel: +33 4 37 25 75 00 (France) 

  

Ceská republika 

MylanPharmaceuticals s.r.o. 

Tel: +420 274 770 201 

  

Danmark 

Mylan AB
Tel: + 46 8-555 227 50 

  

Deutschland 

Mylan dura GmbH
Tel: + 49-(0) 6151 9512 0 

  

Eesti 

Mylan SAS
Tel: +33 4 37 25 75 00 (France) 

  

Ελλάδα 

Generics Pharma Hellas ΕΠΕ 

Τηλ: +30 210 9936410 

  

España 

Mylan Pharmaceuticals, S.L
tel: + 34 93 3786400 

  

France 

Mylan SAS
Tel: +33 4 37 25 75 00 

  

Hrvatska 

Generics [UK] Ltd
Tel: +44 1707 853000 

  

Ireland 

Mc Dermott Laboratories Ltd
Tel: + 1800 272 272
Allphar +353 1 4041600 

  

Ísland 

Icepharma hf
Sími: + 354 540 8000 

  

Italia 

Mylan S.p.A
Tel: + 39/02-61246921 

  

Κύπρος 

Pharmaceutical Trading Co Ltd
Τηλ: +35 7 24656165 

  

Latvija 

Mylan SAS
Tel: +33 4 37 25 75 00 (France) 

  

Lietuva 

Mylan SAS
Tel: +33 4 37 25 75 00 (France) 

  

Luxembourg/Luxemburg 

Mylan bvba/sprl
Tél/Tel: + 0032 2 658 61 00 (Belgium) 

  

Magyarország 

Mylan Kft
Tel: 36 1 8026993 

  

Malta 

George Borg Barthet Ltd
Tel: +356 21244205 

  

Nederland 

Mylan B.V
Tel: + 31 (0)33 2997080 

  

Norge 

Mylan AB
Tlf: + 46 8-555 227 50 (Sverige) 

  

Österreich 

Arcana Arzneimittel GmbH  

Tel: +43 1 416 24 18 

  

Polska 

Mylan Sp.z.o.o
Tel: +48 22 5466400 

  

Portugal 

Mylan, Lda. 

Phone: + 00351 21 412 7200 

  

România 

Mylan SAS
Tel: +33 4 37 25 75 00 (France) 

  

Slovenija 

Mylan SAS
Tel: +33 4 37 25 75 00 (France) 

  

Slovenská republika 

Mylan sr.o
Tel: +421 2 32 604 901 

  

Suomi/Finland 

Mylan OY
Puh/Tel: + 358 9-46 60 03 

  

Sverige 

Mylan AB
Tel: + 46 8-555 227 50 

  

United Kingdom 

Generics [UK] Ltd trading as Mylan
Tel: +44 1707 853000 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 12/2015 

  

Du kan finde yderligere oplysninger om Clopidogrel Mylan på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...