Anafranil Retard

depottabletter 75 mg

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Anafranil® Retard 75 mg, depottabletter

Clomipraminhydrochlorid 

 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. 

  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. 

  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har. 

  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse 

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Anafranil® Retard 

  3. Sådan skal du tage Anafranil® Retard 

  4. Bivirkninger 

  5. Opbevaring 

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

  • Anafranil® Retard er et middel mod depression, der tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes tricykliske antidepressiva.
  • Anafranil® Retard virker ved at øge aktiviteten i et bestemt område af hjernen, som har betydning for symptomerne ved depression. 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Anafranil® Retard

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

 

Tag ikke Anafranil® Retard

  • Hvis du er allergisk over for clomipraminhydrochlorid, eller et af de øvrige indholdsstoffer i Anafranil® Retard (angivet i punkt 6). 

  • Hvis du er allergisk over for anden medicin mod depression, der virker som Anafranil® Retard (andre tricykliske antidpressiva). 

  • Hvis du tager eller for nylig har taget en bestemt type medicin (MAO-hæmmere) mod depression (isocarboxacid, moclobemid) eller Parkinsons sygdom (rasagilin, selegilin). 

  • Hvis du har dårligt hjerte, for nylig har haft blodprop i hjertet, eller har forstyrrelser i hjerterytmen. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, eller apotekspersonalet, før du tager Anafranil® Retard, hvis du: 

  • Har epilepsi. 

  • Har tendens til kramper (fx på grund af hjerneskade eller alkoholabstinenser). 

  • Har brugt medicin mod kramper (benzodiazepiner fx nitrazepam). 

  • Tager medicin mod skizofreni og andre sindslidelser (antipsykotika fx lithium). 

  • Tager anden medicin mod depression. 

  • Har dårligt hjerte eller andre problemer med dit hjerte. 

  • Har for lidt kalium i blodet. 

  • Har for lavt blodtryk. 

  • Har eller har haft forhøjet tryk i øjet (grøn stær). 

  • Har problemer med vandladningen (fx prostataproblemer). 

  • Lider af skizofreni eller andre sindslidelser. Din sygdom kan blive forværret. 

  • Har en leversygdom. 

  • Har en svulst i binyrerne (fæokromocytom, neuroblastom). 

  • Har for højt stofskifte eller tager medicin for stofskiftet. 

  • Har vedvarende forstoppelse. Anafranil® Retard kan give tarmslyng, især hos ældre og sengeliggende personer. 

Vær opmærksom på følgende: 

  • Nogle patienter (særligt ældre) kan især om natten opleve forvirring, desorientering, nedsat bevidsthed og søvnforstyrrelser. Det kan være tegn på delirium. Tal med lægen. 

  • Hvis du lider af panikangst, kan din angst blive forværret i starten af behandlingen. Dette fortager sig normalt i løbet af 14 dage. 

  • Du bør jævnligt gå til tandlægen, når du er i behandling med Anafranil® Retard, da der er øget risiko for huller i tænderne. 

  • Anafranil® Retard kan nedsætte tåredannelsen. Dette kan give skader i øjet, hvis du bruger kontaktlinser. Tal med lægen. 

  • Oplys altid ved lokal eller fuld bedøvelse, at du er i behandling med Anafranil® Retard. 

  • Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Anafranil® Retard. Det kan have betydning for prøveresultaterne. 

  • Så længe du tager Anafranil® Retard, skal dit blod undersøges regelmæssigt. 

  • Du må ikke stoppe pludseligt med behandlingen. Tal med lægen. 

Kontakt lægen hvis: 

  • Dit humør bliver markant anderledes med unaturlig opstemt- hed eller irritabilitet, og dit søvnbehov ændrer sig. Det kan være tegn på, du udvikler mani. 

  • Du får feber eller ondt i halsen. 

Selvmordstanker og forværring af din depression eller angst  

Hvis du er deprimeret og/eller lider af angst, kan du sommetider have selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på digselv. Disse tanker kan forstærkes, når du starter med at tage antidepressiv medicin, fordi medicinen er et stykke tid om at virke, ofte omkring 14 dage, men nogle gange længere tid. Du kan have øget risiko for sådanne tanker hvis du: 

  • tidligere har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på dig selv. 

  • er ung. Information fra kliniske studier har vist, at der var en øget risiko for selvmordsadfærd hos voksne under 25 år med psykiatriske lidelser, der blev behandlet med antidepressiv medicin. 

Hvis du på noget tidspunkt får tanker om selvmord eller tanker om at gøre skade på dig selv, bør du straks kontakte din læge eller hospitalet. 

Det kan måske være en hjælp at tale med en ven eller pårørende om, at du er deprimeret eller angst, og bede dem om at læse denne indlægsseddel. Du kan eventuelt bede dem om at fortælle dig, hvis de synes, at din depression eller angst bliver værre, eller hvis de bliver bekymrede over ændringer i din opførsel. 

 

Brug af anden medicin sammen med Anafranil® Retard

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.
 

Du må ikke tage Anafranil® Retard, hvis du tager eller har taget en bestemt type medicin for nylig (MAO-hæmmere) moddepression (isocarboxacid, moclobemid) eller Parkinsons sygdom (rasagilin, selegilin). Tal med lægen.
 

Tal med din læge, hvis du tager: 

  • Anden medicin mod depression (andre tricykliske antidepressiva, SNRI’er, SSRI’er fx fluoxetin, paroxetin, sertralin, fluvoxamin), 

  • Medicin mod for højt blodtryk, hedeture og forebyggelse af migræne (clonidin, alfa-methyldopa), 

  • Vanddrivende medicin, 

  • Medicin mod angst og uro eller kramper (benzodiazepiner), 

  • Sovemedicin, 

  • Medicin mod Parkinsons sygdom (biperiden), 

  • Medicin mod allergi og høfeber (antihistaminer), 

  • Medicin mod skizofreni og andre sindslidelser (lithium og phenothiaziner), 

  • Medicin mod mani (lithium), 

  • Medicin mod svamp (terbinafin), 

  • Øjendråber (atropin, phenylephrin), 

  • Medicin mod alvorlige forstyrrelser i hjerterytmen eller kredsløbssvigt (isoprenalin, adrenalin, noradrenalin, efedrin), 

  • Medicin mod forstyrrelser i hjerterytmen (quinidin, propafenon), 

  • Medicin mod mavesår og for meget mavesyre (cimetidin), 

  • Kvindelige kønshormoner (østrogen), 

  • Medicin mod forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet (ADHD) eller pludselig uimodståelig søvntrang (narkolepsi) (methylphenidat), 

  • Blodfortyndende medicin (fx warfarin), 

  • Medicin mod tuberkulose og infektioner (rifampicin), 

  • Medicin mod epilepsi (carbamazepin, phenobarbital, phenytoin, primidon, valproat), 

  • Galdesyrebindende medicin (colestipol, cholestyramin), 

  • Naturlægemiddel mod depression indeholdende Perikon. 

Oplys altid ved lokal eller fuld bedøvelse, at du er i behandling med Anafranil® Retard. 

  

Anden medicin kan påvirke virkningen af Anafranil® Retard, og Anafranil® Retard kan påvirke virkningen af anden medicin. Spørg lægen eller på apoteket, hvis du ønsker flere oplysninger herom.
 

Fortæl din læge, hvis du ryger eller tager nikotinpræparater. Rygning og nikotinpræparater kan påvirke behandling med Anafranil® Retard. 

 

Brug af Anafranil® Retard sammen med mad, drikke og alkohol

  • Du kan tage Anafranil® Retard i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. 

  • Du skal tage Anafranil® Retard med et glas vand. 

  • Du skal undgå at drikke alkohol, når du tager Anafranil® Retard. Anafranil® Retard kan forstærke den sløvende effekt af alkohol. 

  • Undgå at tage grapefrugt, grapefrugtjuice eller tranebærjuice sammen med Anafranil® Retard (kan øge indholdet af Anafranil® Retard i blodet). 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
 

Graviditet
Hvis du er gravid, må du kun tage Anafranil® Retard efter aftale med lægen.
 

Amning
Du skal stoppe med at amme, hvis behandling med Anafranil® Retard er nødvendig. Tal med lægen. 

 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Anafranil® Retard kan give bivirkninger (fx sløret syn, døsighed, nedsat koncentration, forvirring, desorientering, forværring af depression, delirium), der i større eller mindre grad kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken.
 

Alkohol og anden medicin kan forstærke disse bivirkninger. 

3. Sådan skal du tage Anafranil® Retard

Tag altid Anafranil® Retard nøjagtigt efter lægens eller apoteks- personalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 

 

Den sædvanlige dosis er

Voksne: 

Startdosis: 1 depottablet på 75 mg 1 gang dagligt (helst om aftenen). 

Lægen kan i løbet af den første uge gradvist øge dosis til 2 depottabletter på 75 mg (150 mg) dagligt. 

I nogle tilfælde er op til 3 depottabletter (225 mg) nødvendigt. Når din depression er i bedring, vil lægen justere den daglige dosis til 1 depottablet på 75 mg dagligt. 

  

Ældre: 

Det er nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

  

Brug til børn og unge (0-17 år) 

Børn og unge skal normalt ikke have Anafranil® Retard. 

  

Nedsat nyre- og leverfunktion 

Anafranil® Retard bør gives med forsigtighed til patienter med nedsat nyre- og leverfunktion. 

  

Du skal synke depottabletterne hele. Du kan dele depottabletterne, men du må ikke knuse eller tygge dem. 

 

Hvis du har taget for mange Anafranil® Retard

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Anafranil® Retard, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

  

Symptomer: 

  • Søvnighed, sløvhed, koma, bevægelsesforstyrrelser, rastløshed, ophidselse, øgede reflekser, muskelstivhed, ufrivillige bevægelser, kramper, feber, delirium, hurtig puls, forstyrrelser i hjerterytmen, shock, hjertesvigt, i meget sjældne tilfælde hjertestop, opkastning, åndedrætsproblemer, udvidede pupiller, stærkt forøget svedtendens, ophørt eller nedsat dannelse af urin. 

Hvis du har glemt at tage Anafranil® Retard

Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanker om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet. 

 

Hvis du holder op med at tage Anafranil® Retard

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. Du må kun afbryde eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen. Du skal stoppe behandlingen gradvist for at undgå bivirkninger som kvalme, opkastning, mavesmerter, diaré, søvnløshed, hovedpine, nervøsitet og angst. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Uklarhed, forvirring og desorientering, evt. hallucinationer og vrangforestillinger. Kontakt lægen. 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Kramper. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

  • Opblussen af sindssygdom. Kontakt lægen. 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Blodig opkastning eller afføring pga. blødning fra mave eller tarm. Kontakt læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter): 

  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kontakt læge eller skadestue. 

  • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader). Kontakt læge eller skadestue. 

  • Alvorlige hjerterytmeforstyrrelser med hurtig, uregelmæssig puls. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

  • Meget langsom puls. Tendens til besvimelse. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

  • Hovedpine, kvalme, synsnedsættelse og regnbuesyn pga. forhøjet tryk i øjet (grøn stær). Kontakt straks læge eller skadestue. 

  • Meget høj feber over 41 °C. Kontakt læge eller skadestue. 

  • Leverbetændelse med eller uden gulsot. Kontakt læge eller skadestue. 

  • Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion). Kan være livsfarligt. Ring 112. 

  • Høj feber, muskelstivhed, stærk svedtendens, sløret bevidsthed (malignt neuroleptisk syndrom). Kan være livsfarligt. Ring 112. 

  • Allergisk lungebetændelse med hoste og feber. Kontakt lægen. 

Hyppigheden er ikke kendt: 

  • Tilfælde af selvmordstanker og selvmordsadfærd er rapporteret under behandling med Anafranil® Retard eller kort efter behandlingsophør. 

  • Muskelsmerter, muskelsvaghed eller brunfarvet urin pga. nedbrydning af musklerne. Det kan ende med nyresvigt. Kontakt læge eller skadestue. 

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter): 

  • Nedsat evne til at se skarpt, sløret syn. 

  • Kvalme, forstoppelse. 

  • Mundtørhed, som kan øge risikoen for huller i tænderne. Hvis du tager Anafranil® Retard i mere end 2-3 uger, skal du passe på din mundhygiejne, så du ikke får huller i tænderne. Tal med din tandlæge. 

  • Vægtøgning, øget appetit. 

  • Svimmelhed, rysten, hovedpine, rykvise muskel- sammentrækninger, døsighed. 

  • Rastløshed. 

  • Forstyrrelser i seksuallysten, impotens. 

  • Vandladningsforstyrrelse. 

  • Kraftig sveden. 

  • Træthed. 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Hurtig puls. Kan blive alvorligt. Hvis du får meget hurtig og uregelmæssig puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

  • Svimmelhed, evt. besvimelse ved skift fra liggende til siddende eller fra siddende til stående stilling pga. lavt blodtryk. 

  • Hjertebanken. 

  • Susen for ørerne (tinnitus). 

  • Store pupiller. 

  • Opkastning, mavetarmproblemer, diaré, tungemisfarvning. 

  • Smagsforstyrrelser, nedsat appetit. 

  • Muskelsvaghed, muskelspændinger. 

  • Taleforstyrrelser. 

  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden. 

  • Svækket hukommelse, nedsat koncentration. 

  • Angst, rastløs uro, søvnforstyrrelser, opstemthed (manisk), opstemthed, mareridt, ændret personlighed, søvnløshed. 

  • Truende, evt. voldelig adfærd, forværrelse af depression. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen. 

  • Mælkesekretion, brystforstørrelse. 

  • Gabetendens. 

  • Allergisk eksem (udslæt, nældefeber), øget følsomhed af huden for lys, kløe. 

  • Svimmelhed, evt. besvimelse pga. lavt blodtryk. 

  • Hedeture. 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Uregelmæssig puls. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen. 

  • For højt blodtryk. Tal med lægen. For højt blodtryk skal behandles. Meget forhøjet blodtryk er alvorligt. 

  • Usikre bevægelser. 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Blødning fra skeden. 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter): 

  • Hårtab. 

  • Vand i kroppen. Kontakt lægen. 

  • Besvær med at lade vandet evt. vandladningsstop. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen. 

  • Mindre blødning i hud og slimhinder. 

Hyppigheden er ikke kendt: 

  • Ophidselse, konfusion, muskelrykninger, forstærkede reflekser, problemer med at styre arme og ben, rystelser, feber, øget sved og diaré (Serotonin syndrom). 

  • Langsomme, ufrivillige bevægelser, meget langsomme ufrivillige, vridende bevægelser, rokkende, vridende bevægelser især med benene. 

  • Øget risiko for knoglebrud. 

  • Øget risiko for huller i tænderne, forandringer i mundslimhinden, betændelsesreaktioner og brændende fornemmelse i mundhulen under længerevarende behandling. 

  • Manglende eller forsinket sædafgang. 

Anafranil® Retard kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. pga. påvirkning af hjertet, hjernen og blodet herunder f.eks. leverfunktion, som igen bliver normale, når behandlingen ophører. 

 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

  

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

  

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Anafranil® Retard må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. 

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Anafranil® Retard indeholder:

  • Aktivt stof: Clomipraminhydrochlorid 75 mg. 

  • Øvrige indholdsstoffer: Kolloid vandfri silica, calciumhydrogenphosphat, calciumstearat, dispergeret polyacrylat, hypromellose, talcum, glyceryl polyethylenglycol, titandioxid (E 171) og rød jernoxid (E 172). 

Udseende og pakningsstørrelser

Anafranil® Retard 75 mg er en aflang, lyserød depottablet med delekærv, med C-G præget på den ene side og G-D på den anden side. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Indehaver af markedsføringstilladelsen

2care4  

Tømrervej 9  

6710 Esbjerg V 

Ompakket og frigivet af

2care4  

Tømrervej 9 

6710 Esbjerg V 

 

Anafranil® er et registreret varemærke, som tilhører Novartis AG. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret november 2015.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...