Rosuvastatin "Glenmark"

filmovertrukne tabletter 10 mg, 20 mg og 40 mg

Glenmark

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til patienten

Rosuvastatin Glenmark 5 mg filmovertrukne tabletter  

Rosuvastatin Glenmark 10 mg filmovertrukne tabletter  

Rosuvastatin Glenmark 20 mg filmovertrukne tabletter  

Rosuvastatin Glenmark 40 mg filmovertrukne tabletter 

Rosuvastatin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Rosuvastatin Glenmark
  3. Sådan skal du tage Rosuvastatin Glenmark
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Rosuvastatin tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes statiner. 

Du har fået ordineret Rosuvastatin Glenmark af lægen, fordi:

  • du har for meget kolesterol i blodet. Dette betyder, at du kan risikere at få en blodprop eller et slagtilfælde. Rosuvastatin Glenmark anvendes hos voksne, unge og børn på 6 år og derover til behandling af forhøjet kolesterol.

 

Du er blevet rådet til at tage statiner, da kostomlægning og mere motion ikke altid er nok til at sænke kolesteroltallet. Du skal fortsætte med din kolesterolfattige kost og med at motionere, mens du tager Rosuvastatin Glenmark. 

 

Eller  

 

  • Du har andre faktorer, der øger din risiko for at få en blodprop i hjertet, et slagtilfælde eller helbredsproblemer relateret hertil.

 

Blodprop i hjertet, slagtilfælde og helbredsproblemer relateret hertil kan skyldes en sygdom, der hedder aterosklerose (åreforkalkning). Aterosklerose skyldes aflejring af fedt i blodårerne. 

Hvorfor er det vigtigt at blive ved med at tage Rosuvastatin Glenmark?

Rosuvastatin Glenmark bruges til at korrigere indholdet af fedtstoffer i blodet, de såkaldte lipider, hvor det mest almindelige er kolesterol. 

 

Der findes forskellige typer kolesterol i blodet - det ’dårlige’ kolesterol (LDL-C) og det ’gode’ 

kolesterol (HDL-C). 

 

  • Rosuvastatin kan nedsætte det ’dårlige’ kolesterol og øge det ’gode’ kolesterol.
  • Det virker ved at forhindre kroppens produktion af det ’dårlige’ kolesterol Det forbedrer også kroppens evne til at fjerne det fra blodet.

 

De fleste mennesker mærker ikke, at de har forhøjet kolesterol, da dette ikke giver nogle symptomer. Uden behandling af forhøjet kolesterol i blodbanen kan fedtstoffer imidlertid aflejres i blodkarrene, som derved forsnævres. 


I nogle tilfælde kan disse forsnævrede blodkar blive helt blokerede, så blodet ikke kan komme igennem til hjertet eller hjerne, hvilket kan føre til blodprop i hjertet eller til et slagtilfælde. Ved at sænke kolesteroltallet kan dette mindske risikoen for at få en blodprop, et slagtilfælde eller helbredsproblemer relateret hertil. 


Det er meget vigtigt at fortsætte med at tage Rosuvastatin Glenmark, også selvom dit kolesteroltal er normalt, da det forebygger, at dit kolesteroltal begynder at stige igen og forårsage aflejring af fedtstoffer. Du skal naturligvis stoppe behandlingen, hvis din læge siger, at du skal stoppe, eller hvis du bliver gravid. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Rosuvastatin Glenmark

Tag ikke Rosuvastatin Glenmark:

  • hvis du er overfølsom over for rosuvastatin eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (angivet i punkt 6).
  • hvis du er gravid eller ammer. Bliver du gravid, mens du tager Rosuvastatin Glenmark, skal du stoppe behandlingen med det samme og tale med din læge. Kvinder skal undgå graviditet, mens de tager Rosuvastatin Glenmark, ved at anvende passende prævention.
  • hvis du har en leversygdom.
  • hvis du har alvorlig nedsat nyrefunktion.
  • hvis du har gentagne eller uforklarlige muskelsmerter.
  • hvis du tager lægemidlet ciclosporin (anvendes for eksempel efter organtransplantation)

 

Hvis noget af det ovennævnte er tilfældet (eller du er i tvivl), skal du tale med din læge igen. 

 

Ligeledes må du ikke tage Rosuvastatin Glenmark 40 mg (den højeste dosis):  

  • hvis du har moderat nedsat nyrefunktion (er du i tvivl, så spørg din læge).
  • hvis din skjoldbruskkirtel ikke fungerer normalt.
  • hvis du har gentagne, uforklarlige muskelsmerter, personlig eller familiær disposition til muskelproblemer, eller tidligere har haft muskelproblemer i forbindelse med andre kolesterolsænkende lægemidler.
  • hvis du har et stort alkoholforbrug.
  • hvis du er af asiatisk oprindelse (japansk, kinesisk, filippinsk, vietnamesisk, koreansk eller indisk)
  • hvis du tager andre kolesterolsænkende lægemidler, der kaldes fibrater

 

Hvis noget af det ovennævnte er tilfældet (eller du er i tvivl), skal du tale med din læge igen.  

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Rosuvastatin Glenmark: 

  • hvis du har problemer med dine nyrer.
  • hvis du har problemer med din lever.
  • hvis du har haft gentagne eller uforklarlige muskelsmerter, har personlig eller familiær disposition til muskelproblemer, eller tidligere har haft muskelproblemer i forbindelse med andre kolesterolsænkende lægemidler. Fortæl din læge omgående, hvis du har uforklarlige muskelsmerter, især hvis du føler dig utilpas eller har feber. Fortæl det også til din læge eller til apotekspersonalet, hvis du oplever vedvarende muskelsvaghed.
  • hvis du har et stort alkoholforbrug.
  • hvis din skjoldbruskkirtel ikke fungerer normalt.
  • hvis du tager andre lægemidler, der nedsætter kolesteroltallet, de såkaldte fibrater. Læs venligst denne indlægsseddel omhyggeligt selvom du tidligere har taget andre lægemidler mod forhøjet kolesterol.
  • hvis du tager medicin til behandling af hiv-infektion, f.eks. ritonavir sammen med lopinavir og/eller atazanavir, se afsnittet Brug af anden medicin sammen med Rosuvastatin Glenmark.
  • hvis du tager antibiotika indeholdende fusidinsyre, se afsnittet Brug af anden medicin sammen med Rosuvastatin Glenmark

Børn og unge

  • hvis patienten er under 6 år: Rosuvastatin Glenmark bør ikke gives til børn under 6 år.
  • hvis patienten er under 18 år: Rosuvastatin Glenmark 40 mg filmovertrukket tablet egner sig ikke til brug hos børn og unge under 18 år.
  • Hvis du er over 70 år (da lægen skal vælge den rette startdosis af rosuvastatin til dig).
  • hvis du lider af alvorlige vejrtrækningsproblemer.
  • hvis du er af asiatisk oprindelse - dvs. japansk, kinesisk, filippinsk, vietnamesisk, koreansk eller indisk. Lægen skal vælge den rette startdosis af rosuvastatin til dig.

 

Hvis noget af det ovennævnte er tilfældet (eller du er i tvivl): 

  • Tag ikke Rosuvastatin Glenmark 40 mg (den højeste dosis) og kontroller med din læge eller apotekspersonalet, før du starter med at tage en dosis Rosuvastatin Glenmark.

 

Statiner kan påvirke leveren hos et mindre antal personer. Disse personer kan identificeres ved en enkelt blodprøve, der viser lever-enzymernes niveau i blodet. Lægen vil derfor sædvanligvis tage denne blodprøve før og i løbet af behandlingen med Rosuvastatin Glenmark. 

 

Så længe du tager dette lægemiddel, vil din læge overvåge dit helbred nøje, hvis du har sukkersyge (diabetes) eller er i risiko for at udvikle sukkersyge. Du vil muligvis være i risiko for at udvikle sukkersyge, hvis du har et højt indhold af sukker og fedtstof i blodet, er overvægtig og har forhøjet blodtryk. 

Brug af anden medicin sammen med Rosuvastatin Glenmark

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Fortæl lægen hvis du tager følgende: ciclosporin (anvendes for eksempel efter organtransplantation), warfarin eller clopidogrel (eller andre blodfortyndende midler), fibrater (såsom gemfibrozil eller fenofibrat) eller anden medicin til at sænke kolesteroltallet (såsom ezetinib), midler mod sure opstød (syreneutraliserende midler), erythromycin (antibiotikum), fusidinsyre (et antibiotikum - se afsnittet Advarsler og forsigtighedsregler) eller svangerskabsforebyggende behandling i form af tabletter (p-piller), hormonbehandling i forbindelse med overgangsalderen, eller antivirale lægemidler såsom ritonavir sammen med lopinavir og/eller atazanavir eller simeprevir (anvendes til behandling af infektioner, herunder hiv- eller hepatitis C-infektion - se afsnittet Advarsler og forsigtighedsregler). 


Virkningen af denne type medicin kan ændres af Rosuvastatin Glenmark eller kan påvirke virkningen af Rosuvastatin Glenmark

Graviditet og amning

Du må ikke tage Rosuvastatin Glenmark, hvis du er gravid eller ammer. Hvis du bliver gravid, mens du tager Rosuvastatin Glenmark, skal du stoppe behandlingen med det samme og tale med lægen. Kvinder skal undgå graviditet, mens de tager Rosuvastatin Glenmark, ved at anvende passende prævention. 


Spørg din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager nogen form for medicin. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

De fleste kan køre bil eller betjene maskiner, mens de tager Rosuvastatin Glenmark - det vil ikke påvirke evnen til at føre bil eller betjene maskiner. Ikke desto mindre kan man føle sig svimmel under behandlingen med Rosuvastatin Glenmark. Hvis du føler dig svimmel, skal du kontakte din læge, før du forsøger at køre bil eller betjene maskiner. 

Rosuvastatin Glenmark indeholder lactose.

Hvis din læge har fortalt dig, at du ikke kan tåle visse sukkerarter (lactose eller mælkesukker), skal du kontakte din læge, inden du tager Rosuvastatin Glenmark

 

En liste med alle indholdsstoffer findes i afsnit 6 - i Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger. 

3. Sådan skal du tage Rosuvastatin Glenmark

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Sædvanlige doser til voksne  

 

Hvis du tager rosuvastatin mod for højt kolesteroltal: 

 

Startdosis  

Behandling med Rosuvastatin Glenmark skal starte med 5 mg eller 10 mg. Dette gælder også, selvom du har taget en højere dosis af et andet statin, du tidligere har brugt. Startdosis vil afhænge af: 

  • dit kolesteroltal
  • den risiko du har for at få en blodprop i hjertet eller hjernen
  • hvis du er speciel følsom overfor mulige bivirkninger

Spørg lægen hvilken startdosis af Rosuvastatin Glenmark, der passer bedst til dig. 


Din læge kan beslutte at give dig den laveste dosis (5 mg) hvis: 

  • du er af asiatisk oprindelse (japansk, kinesisk, filippinsk, vietnamesisk, koreansk eller indisk)
  • du er under 70 år
  • hvis du har nyreproblemer
  • du har risiko for muskelsmerter (myopati)

 

Øgning af dosis og den maksimale daglige dosis  

Din læge kan beslutte at øge dosis. Dette er for at sikre, at du tager den mængde af Rosuvastatin Glenmark, der passer til dig. Hvis du er startet med 5 mg, vil lægen fordoble dosis til 10 mg, derefter 20 mg og 40 mg om nødvendigt. Hvis du er startet med 10 mg, vil lægen fordoble dosis til 20 mg og derefter 40 mg om nødvendigt. Der skal gå 4 uger mellem hver dosisøgning. 


Den maksimale daglige dosis af Rosuvastatin Glenmark er 40 mg. 40 mg er kun til patienter med højt kolesteroltal og øget risiko for blodprop i hjertet eller hjernen, og hvis kolesteroltal ikke sænkes nok med 20 mg 


Hvis du tager rosuvastatin for at reducere risikoen for at få en blodprop i hjertet, et slagtilfælde eller helbredsproblemer relateret hertil:
Den anbefalede dosis er 20 mg dagligt. Din læge kan dog beslutte at bruge en lavere dosis, hvis du har en af de faktorer, der er nævnt herover. 

 

Anvendelse til børn og unge i alderen 6 - 17 år  

Den sædvanlige startdosis er 5 mg. Din læge kan øge din dosis for at finde den mængde rosuvastatin, der passer til dig. Den maksimale daglige rosuvastatin-dosis er 10 mg til børn i alderen 6 til 9 år, og 20 mg til børn i alderen 10 til 17 år. Tag din dosis én gang dagligt.
Rosuvastatin Glenmark 40 mg tablet bør ikke anvendes af børn. 

Sådan tager du tabletterne

Den hele tablet synkes med vand. 

Tag Rosuvastatin Glenmark én gang dagligt. Du kan tage tabletten på ethvert tidspunkt af dagen med eller uden mad  

Det anbefales, at du tager din tablet på det samme tidspunkt hver dag, idet det kan hjælpe dig med at huske at tage tabletten. 

Regelmæssig undersøgelse af kolesteroltal

Det er vigtigt, at du regelmæssigt får målt dit kolesteroltal for at sikre, at det korrekte niveau er nået, og at det ligger stabilt. 


Din læge vil øge dosis, indtil du får den dosis rosuvastatin, der er rigtig for dig. 

Hvis du har taget for meget Rosuvastatin Glenmark

Kontakt lægen eller nærmeste hospital for at få råd. 


Bliver du indlagt, eller bliver du behandlet for noget andet, skal du fortælle det lægefaglige personale, at du tager Rosuvastatin Glenmark. 

Hvis du glemmer at tage Rosuvastatin Glenmark

Lad være med at bekymre dig, tag blot den næste planlagte dosis på det rigtige tidspunkt. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Rosuvastatin Glenmark

Tal med din læge, hvis du ønsker at stoppe behandling med Rosuvastatin Glenmark. Dit kolesteroltal kan stige igen, hvis du stopper med at tage Rosuvastatin Glenmark. 


Hvis du har yderligere spørgsmål om brugen af dette lægemiddel, så spørg din læge eller apotekspersonalet. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvad disse bivirkninger kan være. Disse er sædvanligvis milde og forsvinder efter kort tids brug. 

 

Stop med at tage Rosuvastatin Glenmark og søg øjeblikkelig lægehjælp, hvis du oplever nogen af følgende allergiske reaktioner:  

  • Vanskelighed ved at trække vejret, med eller uden opsvulmen af ansigt, læber, tunge og/eller hals
  • Opsvulmen af ansigt, læber, tunge og/eller hals, hvilket kan forårsage vanskelighed ved at synke
  • Alvorlig hudkløe (med knudedannelse i huden)

 

Stop også med at tage Rosuvastatin Glenmark og tal straks med din læge, hvis du oplever usædvanlige smerter i dine muskler, der fortsætter i længere tid end forventet. Muskelsymptomer er mere almindelige hos børn og unge end hos voksne. Som med andre statiner har en lille gruppe mennesker udviklet en ubehagelig muskeleffekt, som i sjældne tilfælde har udviklet sig til en mulig livstruende muskelskade, kendt som rhabdomyolyse. 

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 ud af 10 til 1 ud af 100 patienter):  

  • Hovedpine
  • Mavesmerter
  • Forstoppelse
  • Kvalme
  • Muskelsmerter
  • Svaghedsfølelse.
  • Svimmelhed
  • Stigning i mængden af protein i urinen - sædvanligvis normaliseres dette af sig selv, uden at du behøver at stoppe behandlingen med Rosuvastatin Glenmark tabletter (kun for Rosuvastatin Glenmark 40 mg)
  • Sukkersyge Dette er mere sandsynligt, hvis du har et højt indhold af sukker og fedtstof i blodet, er overvægtig og har forhøjet blodtryk. Din læge vil overvåge dit helbred, imens du tager dette lægemiddel.

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 ud af 100 til 1 ud af 1000 patienter):  

  • Udslæt, kløe eller andre hudreaktioner
  • Stigning i mængden af protein i urinen - sædvanligvis normaliseres dette af sig selv, uden at du behøver at stoppe behandlingen med Rosuvastatin Glenmark tabletter (kun for Rosuvastatin Glenmark 5 mg, 10 mg og 20 mg)

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 ud af 1.000 til 1 ud af 10.000 patienter):  

  • Alvorlige allergiske reaktioner - symptomerne er opsvulmen af ansigt, læber, tunge og/eller hals, vanskelighed ved at synke og ved at trække vejret, en alvorlig hudkløe (med knudedannelse i huden). Hvis du føler, at du er ved at udvikle en allergisk reaktion, skal dustoppe med at tage Rosuvastatin Glenmark og straks søge lægehjælp.
  • Muskelskade hos voksne. Som forholdsregel skal du stoppe med at tage Rosuvastatin Glenmark og tale med din læge så hurtigt som muligt, hvis du oplever usædvanlige muskelsmerter, der fortsætter i længere tid, end forventet.
  • Alvorlige mavesmerter (betændelse i bugspytkirtlen)
  • Øgning af lever-enzymer i blodet

 

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10.000 personer):  

  • Gulsot (gulfarvning af hud og øjne)
  • Hepatitis (leverbetændelse)
  • Spor af blod i urinen
  • Skade på nerver i ben og arme (såsom følelsesløshed)
  • Ledsmerter
  • Hukommelsestab
  • Gynækomasti (brystforstørrelse hos mænd)

 

Bivirkninger med ukendt hyppighed kan omfatte:  

  • Diarré (løs afføring)
  • Stevens-Johnsons syndrom (svær grad af blister i huden, munden, øjne og kønsorganer)
  • Hoste
  • Stakåndethed
  • Ødem (hævelse)
  • Søvnforstyrrelser, herunder søvnløshed og mareridt
  • Seksuelle problemer
  • Depression
  • Vejrtrækningsproblemer, herunder vedvarende hoste og/eller åndenød eller feber
  • Seneskade
  • Muskelsvaghed, der er konstant

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.  

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevares utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken/blisterpakningen/etiketten efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Opbevar i originalemballagen for at beskytte mod lys.
  • Hvis dine tabletter er i en plastikbeholder, skal du holde låget tæt lukket.
  • Opbevar dine tabletter i beholderen, som du fik dem i.

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. Disse foranstaltninger vil bidrage til at beskytte miljøet. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Rosuvastatin Glenmark indeholder

Aktivt stof: rosuvastatin. Rosuvastatin Glenmark indeholder enten 5 mg, 10 mg, 20 mg eller 40 mg rosuvastatin (som rosuvastatincalcium). . 

De øvrige indholdsstoffer er: lactosemonohydrat, mikrokrystallinsk cellulose, crospovidon, natriumhydrogencarbonat, magnesiumstearat, hypromellose, triacetin, titandioxid (E171) og rød jernoxid (E172). 

Udseende og pakningsstørrelser

Rosuvastatin Glenmark fås i blisterpakninger med 14, 15, 28, 30, 42, 56, 60, 84, 90 og 98 tabletter og plastbeholdere med 30, 50, 90 og 100 tabletter (Ikke alle pakninger er tilgængelige i alle lande). 

 

Tabletterne, der er pakket i plastbeholdere, indeholder et tørremiddel for at beskytte tabletterne mod fugt. Tørremidlet må ikke indtages. 

 

Rosuvastatin Glenmark kommer i fire tabletstyrker: 

 

Rosuvastatin Glenmark 5 mg filmovertrukne tabletter er lyserøde filmovertrukne, runde tabletter størrelse ca. 4,5 mm, præget med "G" på den ene side og "C" på den anden side af tabletten. 

 

Rosuvastatin Glenmark 10 mg filmovertrukne tabletter er lyserøde filmovertrukne, runde tabletter, størrelse ca. 5,5 mm, præget med "G" på den ene side og "D" på den anden side af tabletten. 

 

Rosuvastatin Glenmark 20 mg filmovertrukne tabletter er lyserøde filmovertrukne, runde tabletter størrelse ca. 7,0 mm, præget med "G" på den ene side og "O" på den anden side af tabletten. 

 

Rosuvastatin Glenmark 40 mg filmovertrukne tabletter er lyserøde filmovertrukne, ovale tabletter størrelse ca. 11,6 x 7,0 mm, præget med "G 264" på den ene side og "40" på den anden side af tabletten. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Glenmark Pharmaceuticals Europe Limited 

Laxmi House, 2B Draycott Avenue, Kenton, Middlesex  

HA3 0BU, Storbritannien 

Repræsentant

Glenmark Pharmaceuticals Nordic AB  

Skeppsbron 5, vån 4 

211 20 Malmö 

Sverige 

Fremstiller

Glenmark Pharmaceuticals Europe Limited 

Building 2, Croxley Green Business Park, Croxley Green, Hertfordshire  

WD18 8YA, Storbritannien 

 

Glenmark Pharmaceuticals s.r.o.  

Fibichova 143, 566 17 Vysoké Mýto  

Tjekkiet 

Dette lægemiddel er godkendt i medlemsstaterne af EØS under følgende navne:

Portugal 

Rosuvastatina Glenmark 

Tyskland 

Rosuvastatin Glenmark 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg Filmtabletten 

Holland 

Rosuvastatine Glenmark 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg filmomhulde tabletten 

Storbritannien 

Rosuvastatin 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg film-coated tablets 

Spanien 

Rosuvastatina Viso Farmacéutica 5mg/10mg/20mg/40mg comprimidos recubiertos con película EFG 

Østrig 

Rosuvastatin Glenmark 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg Filmtabletten 

Norge 

Rosuvastatin Glenmark 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg filmdrasjerte tabletter 

Finland 

Rosuvastatin Glenmark 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg tabletti, kalvopäällysteinen 

Sverige 

Rosuvastatin Glenmark 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg filmdragerade tabletter 

Danmark 

Rosuvastatin Glenmark 

 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret i 07/2017. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...