Arthrotec Forte

tabletter 75+0,2 mg

Orifarm

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Arthrotec® Forte 75+0,2 mg, tabletter med modificeret udløsning  

diclofenacnatrium/misoprostol 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har. Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4. Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk  

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse.
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Arthrotec Forte.
  3. Sådan skal du tage Arthrotec Forte.
  4. Bivirkninger.
  5. Opbevaring.
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger.

1. Virkning og anvendelse

Arthrotec Forte indeholder to aktive stoffer. Det ene stof (diclofenacnatrium) er smertestillende, feber- og betændelsesnedsættende. Det tilhører gruppen af non-steroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID). Det andet stof (misoprostol) beskytter mavesækkens slimhinde mod mavesår, som er en bivirkning ved diclofenacnatrium. 

 

Du kan tage Arthrotec Forte 

  • Til behandling af gigtsygdomme.
  • Til behandling af smerter og hævelse i led og muskler.

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Arthrotec Forte

Tag ikke Arthrotec Forte

  • hvis du er allergisk over for diclofenacnatrium, misoprostol, acetylsalicylsyre, andre NSAID-præparater, andre prostaglandiner eller et af de øvrige indholdsstoffer i Arthrotec Forte (angivet i punkt 6).
  • hvis du tidligere har haft astma, nældefeber eller snue efter behandling med acetylsalicylsyre eller anden smertestillende medicin (NSAID-præparater).
  • hvis du har haft blødning fra mave eller tarm eller haft hul i mave eller tarm i forbindelse med smertestillende behandling (NSAID-præparater).
  • hvis du har, eller har haft mavesår eller maveblødninger mere end én gang.
  • hvis du har andre blødninger som f.eks. hjerneblødning.
  • hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid.
  • hvis du ikke anvender sikker prævention.
  • hvis du bliver behandlet for smerter under eller efter en bypass-operation på kranspulsåren.
  • hvis du har alvorlig nyre og leversvigt.
  • hvis du har fået diagnosticeret hjertesygdom og/eller cerebro-vaskulær sygdom, f.eks. hvis du har haft et hjertetilfælde, slagtilfælde, forbigående svigt i blodtilførslen til hjernen (TCI = transitorisk cerebral iskæmi) eller blodprop i blodårerne til hjertet eller hjernen, eller hvis du har fået foretaget en ballonudvidelse eller en bypass-operation.
  • hvis du har eller har haft problemer med blodcirkulationen (perifer arteriesygdom).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Arthrotec Forte  

Sørg for at fortælle det til lægen, før du får Arthrotec Forte: 

  • hvis du ryger.
  • hvis du har sukkersyge (diabetes mellitus).
  • hvis du har hjertekramper (angina), blodpropper, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol eller forhøjede triglycerider.

Vær ekstra forsigtig med at tage Arthrotec Forte

  • hvis du er ældre. Ældre får oftere bivirkninger ved brug af NSAID-præparater. Kontakt straks læge, hvis du oplever usædvanlige mavesymptomer, især blødning.
  • hvis du drikker alkohol. Du får oftere bivirkninger ved brug af NSAID-præparater hvis du drikker alkohol. Kontakt straks læge, hvis du oplever usædvanlige mavesymptomer, især blødning.
  • hvis du har/eller tror du har en infektion (betændelse), da Arthrotec Forte kan skjule feber, som er tegn på infektion.
  • hvis du har forstyrrelser i blodets evne til at størkne.
  • hvis du tidligere har haft en hjerneblødning.
  • hvis du har haft blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa) eller betændelse i tarmene (Crohns sygdom).
  • hvis du har nedsat lever-, hjerte- eller nyrefunktion.
  • hvis du er i væskeunderskud (dehydreret).
  • hvis du har astma, KOL eller en allergisk sygdom, kan Arthrotec Forte give anfald af vejrtrækningsbesvær og overfølsomhed.
  • hvis du får hyppige eller daglige hovedpineanfald, når du i længere tid har taget Arthrotec Forte. Kontakt lægen.

 

Brug af Arthrotec Forte kan være forbundet med en let forøget risiko for hjertetilfælde (myokardieinfarkt) og slagtilfælde. Risikoen øges ved brug af høje doser og ved længere tids brug. Den anbefalede dosis og behandlingstid må normalt ikke overskrides. Kontakt straks skadestue hvis du oplever symptomer som; åndenød, angst, brystsmerter med udstråling til hals eller arme. 


Kontakt straks læge, hvis du under behandlingen får udslæt, blødninger fra slimhinder eller andre overfølsomhedsreaktioner. 


Kontakt straks lægen eller skadestuen, hvis du får smerter i den øverste del af maven (mavesår), og/eller blødning fra mave eller tarm, mens du tager Arthrotec Forte.
 

Bivirkningerne kan minimeres ved at bekæmpe symptomerne i så kort tid og med så lav dosis som muligt.  

 

Samtidig behandling med anden medicin kan medføre uønskede vekselvirkninger, se ”Brug af anden medicin”.  

 

Lægen vil undersøge dig regelmæssigt, så længe du er i behandling med Arthrotec Forte.
 

Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Arthrotec Forte. Det kan have betydning for prøveresultaterne. 

Brug af anden medicin sammen med Arthrotec Forte

Tal med din læge, hvis du tager medicin mod: 

  • Blodfortyndende medicin (warfarin, apixaban, dabigatran, rivaroxaban).
  • Smerter (acetylsalisylsyre, NSAID).
  • Slidgigt eller leddegigt kendt som cyclooxygenase-2 (COX-2) hæmmere.
  • Depression og mani (SSRI, lithium).
  • Leddegigt, psoriasis eller kræft (kortikosteroider, methotrexat).
  • Vanddrivende medicin (diuretika).
  • Forhøjet blodtryk (ACE-hæmmere, beta-blokkere, angiotensin II-antagonister, kaliumbesparende diuretika).
  • Diabetes (tabletter).
  • Halsbrand og for meget mavesyre (antacida).
  • Bakteriel infektion (quinoloner).
  • Hjerterytmeforstyrrelser (digoxin).
  • Svampeinfektion (ketoconazol, voriconazol).
  • Medicin i forbindelse med organtransplantation (ciclosporin, tacrolimus).
  • Medicin til fremkaldelse af abort (mifepriston). Dette gælder også, selvom det er 8-12 dage siden, du har taget mifepriston.
  • Medicin til behandling af gigt (sulfinpyrazon).

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

Brug af Arthrotec Forte sammen med mad og drikke

Du skal tage Arthrotec Forte i forbindelse med et måltid. 

Graviditet, amning og fertilitet

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

Graviditet:  

  • Du må ikke tage Arthrotec Forte, hvis du er gravid, da det kan skade fostret.

Hvis du er i den fødedygtige alder, skal du bruge sikker prævention, så længe du tager Arthrotec Forte. Tal med lægen. 

Amning:  

  • Du bør ikke tage Arthrotec Forte, hvis du ammer. Tal med lægen.

Fertilitet:  

  • Anvendelse af Arthrotec Forte, kan reducere fertiliteten og må derfor ikke anvendes, hvis du ønsker at blive gravid.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Arthrotec Forte kan give bivirkninger (svimmelhed og andre forstyrrelser i centralnervesystemet), der i større eller mindre grad kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Arthrotec Forte indeholder lactose og ricinusolie

  • Denne medicin indeholder lactose. Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
  • Denne medicin indeholder ricinusolie, som kan give mavebesvær og diarré.

3. Sådan skal du tage Arthrotec Forte

Tag altid Arthrotec Forte nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.  

 

Tabletterne bør indtages sammen med rigelig mængde vand (1½ dl). 

Tabletten skal synkes hel, og må ikke tygges, knuses eller opløses. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne:  

1 tablet to gange dagligt i forbindelse med et måltid. 

 

Ældre:  

Det er ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Brug til børn og unge under 18 år:  

Arthrotec Forte bør ikke anvendes til børn og unge. 

 

Nedsat nyre- og leverfunktion:  

Det er normalt ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

Hvis du har taget for mange Arthrotec Forte

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Arthrotec Forte, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

 

Symptomer:  

  • Mavesmerter, diaré, gastrointestinale klager, feber.
  • Forvirring, døsighed, nedsat kraft i musklerne (hypotoni).
  • Sløvhed, rysten (tremor), kramper.
  • Åndenød / åndedrætsbesvær (dyspnø), langsom puls.
  • Hjertebanken (palpitationer).
  • Svimmelhed, evt. besvimelse pga. lavt blodtryk.

Hvis du har glemt at tage Arthrotec Forte

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Arthrotec Forte

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter):  

  • Fostermisdannelser.

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):  

  • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader) (trombocytopeni). Kontakt læge eller skadestue
  • Lammelser, taleforstyrrelser, bevidstløshed pga. blodprop i hjernen eller hjerneblødning. Ring 112.
  • Åndenød, angst, brystsmerter med udstråling til hals eller arme pga. blodprop i hjertet. Ring 112.
  • Hjertesvigt. Ring 112.
  • Blodig opkastning og/eller sort afføring pga. blødning i mave og tarm (gastrointestinal blødning). Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.

 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):  

  • Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion) Kan være livsfarligt. Ring 112.
  • Lungebetændelse (pneumoni). Kontakt lægen.
  • Voldsomme mavesmerter og feber pga. betændelse i bugspytkirtlen. Kontakt læge eller skadestue.
  • Blodigt opkast (frisk blod eller kaffegrumslignende (hæmatemese). Kontakt lægen.
  • Diaré, slim og blødning fra endetarmen pga. tyktarmsbetændelse. Kontakt lægen.
  • Leverbetændelse, gulsot (hepatit, ikterus). Kontakt læge eller skadestue.

 

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter):  

  • Gulsot, sløjhed, evt. bevidstløshed pga. leversvigt. Kontakt læge eller skadestue.

 

Hyppigheden er ikke kendt:  

  • Træthed og bleghed, evt. tendens til halsbetændelse og blødninger i huden pga. alvorlig blodmangel og evt. andre forandringer i blodet (aplastisk anæmi). Kontakt lægen.
  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer) (agranulocytose). Kontakt læge eller skadestue.
  • Alvorlig blodmangel med gulsot (hæmolytisk anæmi). Kontakt læge eller skadestue.
  • Akut sindslidelse (psykotiske reaktioner). Kontakt lægen.
  • Kramper. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Hovedpine, rygsmerter, nakkestivhed, svimmelhed, almen sløjhed og evt. feber pga. meningitislignende tilstand (aseptisk meningitis). Kontakt straks læge eller skadestue, ring evt. 112, hvis De bliver alment sløj med hovedpine og nakkestivhed.
  • Astma. Kontakt læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Shock. Kontakt straks læge eller skadestue, ring evt. 112.
  • Voldsomme smerter i maven og meget medtaget almen tilstand pga. hul i mave eller tarm (gastrointestinal perforation). Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Voldsom, hurtigt udviklet gulsot med kvalme, opkastninger og meget udtalt sløjhed (fulminant hepatit). Kontakt læge eller skadestue.
  • Kraftig afskalning og afstødning af hud (toksisk epidermal nekrolyse). Kontakt læge eller skadestue.
  • Blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber (Stevens-Johnsons syndrom). Kontakt læge eller skadestue.
  • Alvorligt hududslæt med betændelse og afstødning af hudens øverste lag (eksfoliativ dermatit). Kontakt læge eller skadestue.
  • Kvalme, opkastninger, almen sløjhed og aftagende urindannelse pga. akut nyresvigt. Kontakt læge eller skadestue.
  • Smerter over lænden, blodig eller plumret urin pga. alvorlig beskadigelse af nyrerne (renal papilærnekrose). Kontakt læge eller skadestue.
  • Langsom aftagende nyrefunktion med anfald af smerter over lænden, plumret eller blodig urin pga. nyreskade (interstitiel nefrit). Kontakt læge eller skadestue.
  • Smerter, feber, blod i urinen og skummende urin, evt. hævelser i ansigt, på hænder og fødder pga. nyreskade (nefrotisk syndrom). Kontakt læge eller skadestue.
  • Træthed, madlede, kvalme, opkastninger, smerter over lænden, feber, skummende eller blodig urin pga. nyrebetændelse evt. hævelser af hænder, fødder og ansigt (glomerulonefritis). Kontakt læge eller skadestue.
  • Kvalme, evt. opkastninger, aftagende eller ophørt urinproduktion pga. nedsat nyrefunktion. Kontakt snarest lægen.
  • Ufuldstændig abort, Fosterdød. Kontakt lægen.
  • For tidlig fødsel (præmatur fødsel). Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Shock-lignende reaktion under graviditeten med blodpropper forårsaget af fostervæske (anafylaktoid gravididtetssyndrom).
  • Fastsiddende moderkage eller fosterhinder (retineret placenta).
  • Kramper i livmoderen (unormal uterinkontraktion). Kontakt lægen, hvis du er gravid.
  • Voldsomme smerter i underlivet og blødning fra skeden pga. bristning af livmoderen (uterusruptur). Ring 112.
  • Voldsomme smerter i underlivet og blødning fra skeden pga. hul i livmoderen (uterusperforation). Ring 112.

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter):  

  • Mavesmerter (abdominalsmerter).
  • Diarré. Sædvanligvis mild til moderat og forbigående, og kan mindskes ved at tabletterne tages i forbindelse med et måltid og ved at undgå brug af syreneutraliserende medicin der overvejende er magnesiumholdige.
  • Kvalme.
  • Sure opstød / halsbrand (dyspepsi).

 

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter):  

  • Hovedpine, svimmelhed.
  • Opkastninger (gastrit), opstød.
  • Luftafgang fra tarmen (flatulens).
  • Forstoppelse (obstipation).
  • Smerter opadtil i maven, sure opstød og evt. opkastninger pga. mavesår. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Smerter opadtil i maven og bag nederste del af brystbenet pga. sår i mavesæk eller tovlfingertarm. Tal med lægen. Kan i nogle tilfælde udvikle sig til blødende mavesår med blodig eller sort stinkende afføring, hul i mavesæk eller tarm med meget voldsomme mavesmerter og meget dårlig almentilstand. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Oppusthedhed, tab af appetit, kvalme med eller uden opkastning på grund af betændelse i begyndelsen af tyktarmen (duodenitis). Tal med lægen, hvis du får blod i afføringen eller har opkastning af blod.
  • Svien bag brystbenet, sure opstød, synkebesvær pga. betændelse i spiserøret. Tal med lægen.
  • Udslæt/hududslæt.
  • Kløe (pruritus).
  • Søvnløshed.
  • Menstruationsforstyrrelser, usædvanlig kraftig menstruationsblødning, uregelmæssig, kraftig blødning.
  • Pletblødning fra skeden (vaginal blødning).
  • Blødning 1 år efter menopausen (postmenopausal blødning).

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):  

  • Infektion i skeden.
  • Overfølsomhed.
  • Nedsat appetit.
  • Depression. Det kan hos nogle udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Tal med lægen.
  • Angst.
  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer) (leukopeni). Kan blive alvorligt. Hvis du får feber, skal du straks kontakte lægen.
  • Søvnighed.
  • Rysten (tremor).
  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden (paræstesi).
  • Sløret syn.
  • Susen for ørerne (tinnitus).
  • Hjertebanken (palpitationer).
  • For højt blodtryk (hypertension). Tal med lægen. For højt blodtryk skal behandles. Meget forhøjet blodtryk er alvorligt.
  • Åndenød / åndedrætsbesvær. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Mundbetændelse (stomatit).
  • Mundsår.
  • Mundtørhed, som kan øge risikoen for huller i tænderne. Hvis du tager Arthrotec Forte i mere end 2-3 uger, skal du passe på din mundhygiejne, så du ikke får huller i tænderne. Tal med din tandlæge.
  • Mindre blødning i hud og slimhinder (purpura).
  • Nældefeber (urticaria).
  • Smerter i brystet.
  • Udslæt (nældefeber) og hævelser (angioødem). Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112.
  • Vand i kroppen. Tal med lægen.
  • Feber, kuldegysninger, træthed.

 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):  

  • Mareridt.
  • Svimmelhed, evt. besvimelse pga. lavt blodtryk.
  • Svien bag brystbenet, sure opstød, synkebesvær pga. betændelse i spiserøret (øsofagussygdom). Tal med lægen.
  • Betændelse i tungen.
  • Udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112.
  • Betændelse i huden med blærer (bulløst udslæt).
  • Øget følsomhed af huden for lys.
  • Hårtab.
  • Menstruationssmerter.
  • Brystsmerter (mastodyni).

 

Hyppigheden er ikke kendt:  

  • Vægtstigning, åndenød, hævede fødder og ben pga. væskeophobning i kroppen. Tal med lægen.
  • Desorientering / forvirring.
  • Humørsvingninger.
  • Irritabel adfærd (irritabilitet).
  • Hukommelsessvigt.
  • Smagsforstyrrelser.
  • Synsnedsættelse.
  • Feber, træthed, sløjhed pga. betændelse i blodkar/huden (vasculitis, Schönlein-Henoch purpura). Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Kronisk tarmbetændelse (Crohns sygdom).
  • Hævelse af tunge (tungeødem).
  • Feber, udslæt i ansigt og på arme og ben (erythema multiforme).
  • Udslæt med små væskefyldte blærer (vesikuløst udslæt).
  • Udslæt i slimhinder og hud (mukokutant udslæt).
  • Blod i urinen (hæmaturi). Kontakt lægen.
  • Nedsat fertilitet hos kvinder.
  • Unormal blødning og kramper fra skeden. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Hævelser, rødmen, feber, dunken, irritation og varmeformmelse i kroppen (inflammation).
  • Skummende urin, pga. æggehvidestof i urinen.
  • Blodets evne til at størkne er nedsat (hæmning af trombocyt-aggregation).

 

Arthrotec Forte kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. lever- og blodprøver, som igen bliver normale, når behandlingen ophører. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk.
 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar Arthrotec Forte utilgængeligt for børn.
  • Tag ikke Arthrotec Forte efter den udløbsdato, der står på pakningen. Hvis pakningen er mærket med EXP betyder det at udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Opbevar ikke Arthrotec Forte ved temperaturer over 25 °C.
  • Opbevar Arthrotec Forte i original emballage for at beskytte mod for fugt.

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Arthrotec Forte indeholder:

Aktive stoffer: Diclofenacnatirum 75 mg + misoprostol 0,2 mg. 

 

Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, mikrokrystallinsk cellulose, majsstivelse, povidon K 30, magnesiumstearat, methylacrylsyre copolymer type C, natriumhydroxid, talcum, triethylcitrat, hypromellose, crospovidon, kolloid vandfri silica, hydrogeneret ricinusolie.  

Udseende og pakningsstørrelser:

Hvide, runde, bikonvekse tabletter mærket ”A” og ”75”på den ene side og ”Searle 1421” på den anden side. 

 

Arthrotec Forte fås i: 

Arthrotec Forte 75 mg + 0,2 mg i pakninger med 20 eller 100 tabletter med modificeret udløsning.  

 

Begge pakningsstørrelser er ikke nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S  

Mail: info@orifarm.com 

Fremstiller:

Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ 

 

For yderligere oplysninger om denne medicin og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 07/2018 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...