Clobex®

shampoo 500 mikrogram/g

Orifarm

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Clobex 500 mikrogram/g shampoo  

clobetasolpropionat 

 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger. Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har. Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4. Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk  

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse.
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Clobex.
  3. Sådan skal du bruge Clobex.
  4. Bivirkninger.
  5. Opbevaring.
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger.

1. Virkning og anvendelse

Det aktive stof i Clobex shampoo er clobetasolpropionat, og Clobex shampoo tilhører gruppen topikale kortikosteroider (steroider). Topikale kortikosteroider inddeles yderligere i grupper alt efter styrke.
Clobetasolpropionat er et meget stærkt virkende kortikosteroid.
"Topikal" betyder, at det kun er til udvortes brug. Topikale steroider mindsker rødmen, kløe og betændelsestilstande i huden. 


Psoriasis i hovedbunden skyldes, at hovedbunden danner hudceller for hurtigt. Clobex shampoo bruges til behandling af middelsvær psoriasis i hovedbunden hos voksne. 


Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Clobex

Brug ikke Clobex

  • hvis du er allergisk over for det aktive stof clobetasolpropionat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Clobex (angivet i punkt 6).
  • hvis du har hudområder der er bakterielle eller virale f.eks. forkølelsessår, skoldkopper (varicella), helvedesild (herpes zoster), parasitiske hudinfektioner eller udslæt i ansigtet (impetigo).
  • hvis du har specifikke hudsygsomme (hudtuberkulose eller hudsygdomme forårsaget af syfilis).
  • hvis du har blødende sår i hovedbunden.
  • I øjnene eller på øjenlåg da det øger risikoen for grå og grøn stær (katarakt/glaukom).
  • Til børn under 2 år.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Clobex  

  • hvis du er overfølsom overfor andre kortikosteroider.
  • hvis du har sukkersyge.
  • hvis du lider af akne (betændelse i talgkirtlerne/bumser).
  • hvis du lider af rosacea (kronisk betændelsestilstand i ansigtet).
  • hvis du lider af udslæt omkring munden

 

Brug kun Clobex shampoo i hovedbunden og ikke som almindelig shampoo eller andre steder på kroppen. 


Clobex må ikke komme i kontakt med ansigt, øjenlåg, armhuler, sprukken hudoverflader (erosive hud) eller kønsdele, da det øger risikoen for tynd hud, tydelige blodkar i huden eller eksem forårsaget af clobetasolpropionat. Skyl straks, hvis shampooen løber ned fra hovedbunden. 


Langvarig behandling, anvendelse af badehætte eller behandling af børn, kan give en øget risiko for bivirkninger, som følge af brugen af kortikosteoider. Patienten bør undersøges nøje regelmæssigt for tegn på binyrebarkhæmning. Symptomerne vil fortage sig når behandlingen stoppes. Ved pludseligt ophør i behandlingen hos børn, kan der dog opstå akut binyrebarkhæmning (adrenal insufficiens). Symptomerne er opkastning, diarré, mavesmerter, tab af appetit, lavt blodtryk evt. risiko for alvorlig shocktilstand. Ved akut, alvorlig sygdom, skal du straks kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112. 


Generelt skal langvarig behandlig og store doser med topikale kortikosteroider anvendes med forsigtighed, da der er en øget risiko for at symptomerne vender tilbage efter behandling, udvikling af tolerance overfor kortikosteroider og udvikling af enten lokal eller systemisk reaktion. Ved langvarigt brug, kan kortikosteroider føre til psoriasis med pusfyldte knopper på hænder og fødder eller over hele kroppen (pustuløs psoriasis). 

Børn og unge:

Der er observeret vækstforsinkelse ved brug til børn.
hvis ud er under 18 år og har fået ordineret Clobex, skal du rådføre dig med lægen hver uge, inden du fortsætter behandlingen. 

Brug af anden medicin sammen med Clobex

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
Graviditet: 

  • Hvis du er gravid, bør du kun bruge Clobex efter aftale med lægen.

Amning:  

  • Hvis du ammer, bør du ikke bruge Clobex, da det går over i mælken. Tal med lægen.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Clobex påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

3. Sådan skal du bruge Clobex

Brug altid Clobex nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne:  

Clobex appliceres en gang dagligt i tør hovedbund og masseres godt ind. Den normale dosis pr. dag svarer til cirka en halv spiseskefuld (cirka 7,5 ml) pr. applicering, som er nok til at dække hele hovedbunden. Den samlede dosis bør ikke overstige 50 g om ugen. 

 

Lægen vil fortælle dig, hvor længe du skal bruge Clobex mod psoriasis i hovedbunden. Behandlingen bør sædvanligvis ikke vare længere end 4 uger. Kontakt lægen, hvis din psoriasis i hovedbunden bliver betydeligt bedre inden behandlingens ophør. Fortæl også lægen, hvis der ikke er sket nogen forbedring ved behandlingens ophør. 

Behandlingen skal overvåges omhyggeligt, så du skal regelmæssigt fortælle lægen, hvordan det går. Du må ikke bruge Clobex længere end lægen har fortalt for dig. 

Brugsanvisning:

Medmindre du har fået andre anvisninger fra lægen, skal du vaske hænderne og massere Clobex grundigt ind i de berørte områder, direkte på den tørre hovedbund en gang daglig. Brug ikke for meget Clobex, cirka en halv spiskeskefuld (cirka 7,5 ml) pr. applicering, nok til at dække den tørre hovedbund. Vask hænder grundigt efter påføringen. Lad shampooen virke i 15 minutter utildækket, tilsæt vand og skyl og tør derefter håret som normalt. Du kan benytte din normale shampoo, hvis du har brug for mere shampoo til at vaske håret. Tilsæt dog ikke mere Clobex til håret. 

 

Fortæl lægen, hvis du har brugt Clobex længere, end du burde. Clobex må kun bruges på hovedbunden. Undgå at sluge præparatet. Hvis du kommer til at sluge det, er det ikke skadeligt i små mængder. Søg straks læge, hvis du er usikker. 

 

Ældre:  

Det er ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Brug til børn og unge under 18 år:  

Clobex bør ikke anvendes til børn og unge under 18 år. Hvis det er nødvendigt, skal lægen kontrollere behandlingen en gang om ugen. 

 

Nedsat nyrefunktion  

Det er normalt ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Nedsat leverfunktion:  

Det kan være nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger. 

Hvis du har brugt for meget Clobex

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere Clobex, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

 

Symptomer:  

  • hyperkorticisme med rødt, rundt ”måneansigt”, tørst pga. sukkersyge, hovedpine pga. for højt blodtryk, nedsat muskelmasse, øget fedt på maven og i nakken.

Hvis du har glemt at bruge Clobex

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at bruge Clobex

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Træthed, svækket modstandskraft pga. nedsat funktion af binyrebarken (binyrebarksuppression/adrenal supression). Kontakt lægen.
  • Rødt, rundt ”måneansigt”, tørst pga. sukkersyge, hovedpine pga. for højt blodtryk, nedsat muskelmasse, øget fedt på maven og i nakken (Cushings syndrom). Kontakt lægen.
  • Hovedpine, kvalme, synsnedsættelse og regnbuesyn pga. forhøjet tryk i øjet (grøn stær). Kontakt straks læge eller skadestue.

Ikke alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter):  

  • Brændende fornemmelse i huden.
  • Betændelse i hårsække (folliculitis).

 

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Svidende, brændende fornemmelse i øjnene.
  • Øjenirritation.
  • Fornemmelse af stramhed i øjnene.
  • Overfølsomhed.
  • Hovedpine.
  • Hudsmerter.
  • Ubeghag i huden.
  • Kløe (pruritus).
  • Uren hud/akne (bumser).
  • Vand i kroppen/hævelse af huden (hudødem). Kontakt lægen.
  • Små tydelige blodkar (vener) på overfladen af hud og slimhinder. Ses oftes i ansigtet omkring næsen, kinder og på hagen (telangiectasia).
  • Forværring af psoriasis.
  • Hårtab (alopeci).
  • Tør hud.
  • Nældefeber (urticaria).
  • Tynd hud, der let går i stykker/skør hud (hudatrofi). Tal med lægen.
  • Hudirritation.
  • Stramhed i huden.
  • Allergisk kontakteksem (allergisk kontaktdermatitis).
  • Rødmen af huden (erythem).
  • Udslæt.

 

Hvis du får tegn på lokal intolerance, for eksempel en brændende fornemmelse eller huden på de behandlede områder bliver rød, må du ikke bruge Clobex shampoo, før symptomerne er væk.
Stands behandlingen, og fortæl lægen hurtigst muligt, hvis din tilstand bliver værre under behandlingen (det er mest sandsynligt, hvis du har brugt Clobex shampoo i længere tid end ordineret), eller hvis du får hævelse af øjenlåg, ansigt eller læber, fordi du måske er overfølsom over for præparatet eller har en hudinfektion
 

Hvis du bruger store mængder Clobex shampoo eller lader det sidde i mere end 15 minutter, kan det: 

  • gøre huden tyndere, så den lettere bliver beskadiget
  • medføre, at det aktive stof trænger igennem huden. Det kan påvirke andre dele af kroppen, især hos børn og gravide.

 

Gentagne behandlinger med topikale steroider over lang tid kan også forårsage udslæt med pusdannelse (store bumser) eller ændringer i hårvækst og hudfarve. Striae (strækmærker) og purpura kan blive mere synlige. 

  • Clobex shampoo i ansigtet kan forværre rosacea (rødmen i huden i ansigtet og eventuelt knopper og bumser).
  • Anvendelse af Clobex shampoo i ansigtet kan forårsage perioral dermatitis (røde pletter omkring munden).
  • Anvendelse af Clobex shampoo på huden kan medføre, at huden bliver tyndere, så Clobex shampoo bør aldrig anvendes i ansigtet eller på andre steder på huden end på hovedbunden.
  • For at undgå interaktion med et eventuelt hårfarvningsprodukt skal Clobex shampoo skylles grundigt ud.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk.
 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar Clobex utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke Clobex efter den udløbsdato, der står på pakningen. Hvis pakningen er mærket med EXP betyder det at udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Opbevares i den originale yderpakning.
  • kassér flasken 4 uger efter åbning.

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Clobex indeholder:

Aktivt stof:  

Clobetasolpropionat 500 mikrogram/g. 

 

Øvrige indholdsstoffer:  

Ethanol, cocoalkyldimethylbetain, natriumlaurethsulfat, polyquaternium-10, natriumcitrat, citronsyremonomydrat og renset vand. 

Udseende og pakningsstørrelser:

Clobex er en tyktflydende, halvgennemsigtig, farveløs eller lys gul shampoo med en alkoholagtig lugt. 

 

Clobex fås i: 

Clobex 500 mikrogram/g i pakninger med 125 ml hvide højdensitetspolyetylen (HDPE) plastflasker med låg af polypropylen. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S  

Mail: info@orifarm.com 

Fremstiller:

Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ 

 

For yderligere oplysninger om denne medicin og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 08/2018.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...