Moxifloxacin "Krka"

filmovertrukne tabletter 400 mg

Krka AB

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Moxifloxacin Krka 400 mg filmovertrukne tabletter 

moxifloxacin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Se den nyesteindlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Moxifloxacin Krka
  3. Sådan skal du tage Moxifloxacin Krka
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Moxifloxacin Krka indeholder det aktive stof moxifloxacin, der tilhører en gruppe antibiotika kaldet fluoroquinoloner. Moxifloxacin Krka virker ved at dræbe bakterier, der forårsager infektioner.  

 

Moxifloxacin Krka anvendes til behandling af voksne i alderen 18 år og derover med følgende bakterielle infektioner, der er forårsaget af bakterier, som moxifloxacin virker mod. Moxifloxacin Krka bør kun anvendes til behandling af disse infektioner, hvis almindeligt anvendte antibiotika ikke kan bruges eller ikke har virket: 

 

Bihulebetændelse, pludselig forværring af kronisk bronkitis eller lungebetændelse, som man har fået uden for hospitalet (med undtagelse af alvorlige tilfælde). 

 

Let til moderat betændelse i de øvre dele af kvindens underliv (bækkenbetændelse), herunder betændelse i æggelederne og i livmoderens slimhinder. 

Det er ikke tilstrækkeligt at behandle disse typer betændelsestilstande kun med Moxifloxacin Krka- tabletter. Din læge skal derfor ordinere yderligere et antibiotikum udover Moxifloxacin Krka-tabletter til behandling af betændelsestilstande i de øvre dele af kvindens underliv (se punkt 2, Advarsler og forsigtighedsregler, Kontakt lægen eller apoteket før dutager Moxifloxacin Krka). 

 

Hvis følgende infektioner, der skyldes bakterier, er blevet bedre under den indledende behandling med Moxifloxacin Krka-infusionsvæske, kan du også få Moxifloxacin Krka-tabletter af din læge for at fuldende behandlingen af: 

Lungebetændelse erhvervet uden for hospitalet, infektioner i hud og bløddele. 

Moxifloxacin Krka-tabletter bør ikke anvendes som første behandling ved nogen type for infektion i hud og bløddele eller ved alvorlig lungebetændelse. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Moxifloxacin Krka

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

 

Kontakt din læge, hvis du er i tvivl, om du tilhører en af patientgrupperne nedenfor. 

Tag ikke Moxifloxacin Krka

  • hvis du er allergisk over for det aktive stof moxifloxacin, andre quinolonantibiotika eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (angivet i punkt 6)
  • hvis du er gravid eller ammer
  • hvis du er under 18 år
  • hvis du tidligere har haft sygdomme i senerne eller sygdomme, der var relateret til behandling med quinolon-antibiotika (se punkt 2, Advarsler og forsigtighedsregler og punkt 4, Bivirkninger).
  • hvis du er født med eller har haft:
    • en sygdom, der giver unormal hjerterytme (set på et ekg, registrering af hjertets elektriske impulser),
    • har ubalance i blodets saltindhold (specielt lavt kalium eller magnesium),
    • har meget langsom hjerterytme (kaldet bradykardi),
    • har et svagt hjerte (hjerteinsufficiens),
    • tidligere har haft unormal hjerterytme,
    • eller hvis du tager anden medicin, som kan give unormale ekg-ændringer (se punkt 2, Brug af anden medicin sammen med Moxifloxacin Krka).
      Dette skyldes, at Moxifloxacin Krka kan give ændringer i ekg’et, der er en forlængelse af QT-intervallet, dvs. en forsinket overførsel af elektriske signaler.
  • hvis du har en alvorlig leversygdom eller stigning i leverenzymerne (transaminaserne), der er mere end 5 gange højere end den normale øvre grænse.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Moxifloxacin Krka 

  • Moxifloxacin Krka kan ændre dit hjertes ekg, især hvis du er kvinde eller du er ældre. Hvis du samtidig tager medicin, som nedsætter dit kaliumniveau i blodet, skal du kontakte din læge, før du tager Moxifloxacin Krka (se også punkt 2, Tag ikke Moxifloxacin Krka og Brug af anden medicin sammen med Moxifloxacin Krka).
  • Hvis du lider af epilepsi eller en tilstand, hvor du ofte får kramper, skal du kontakte lægen inden du begynder at tage Moxifloxacin Krka.
  • Hvis du har eller har haft mentale helbredsproblemer, skal du kontakte lægen, før du tager Moxifloxacin Krka.
  • Hvis du lider af myasthenia gravis (unormal muskeltræthed, der fører til svaghed og i alvorlige tilfælde lammelser), kan behandling med Moxifloxacin Krka forværre symptomerne på sygdommen. Hvis du tror, at du er ramt af sygdommen, kontakt da din læge straks.
  • Hvis du eller nogen i din familie har glucose-6-phosphat-dehydrogenase-mangel (en sjælden arvelig sygdom), skal du informere lægen, der vil fortælle dig, om Moxifloxacin Krka er velegnet til dig.
  • Moxifloxacin Krka-tabletter må ikke anvendes, hvis du har en kompliceret bækkenbetændelse (f.eks. i forbindelse med en byld i æggelederne og æggestokken eller i bækkenet), og hvor din læge skønner, at behandling med en indsprøjtning er nødvendig.
  • Ved behandling af let til moderat bækkenbetændelse, skal din læge desuden ordinere et andet antibiotikum ud over Moxifloxacin Krka. Hvis din symptomer ikke bedres efter tre dages behandling, skal du kontakte din læge.

Når du tager Moxifloxacin Krka

  • Hvis du oplever hjertebanken eller uregelmæssig hjerteslag under behandlingen, skal du fortælle det til din læge straks. Din læge kan have brug for at udføre et ekg for at måle din hjerterytme.
  • Risikoen for hjerteproblemer kan øges med øget dosis. Derfor bør den anbefalede dosis følges.
  • Der er en sjælden risiko for, at du vil opleve en alvorlig, pludselig allergisk reaktion (en anafylaktisk reaktion/shock) selv ved den første dosis. Symptomerne omfatter strammende fornemmelse i brystet, svimmelhed, kvalme eller nær ved at besvime, eller svimmelhed, når du rejser dig. Hvis du oplever ovenstående, skal du stoppe med at tage Moxifloxacin Krka og straks kontakte lægen.
  • Moxifloxacin Krka kan give hurtig og alvorlig leverbetændelse, som kan udvikle sig til livstruende leversvigt (herunder tilfælde af dødsfald, se punkt 4, Bivirkninger). Kontakt din læge, før du fortsætter behandlingen, hvis du pludselig føler dig utilpas og/eller kaster op i forbindelse med gulfarvning af det hvide i øjnene, mørkfarvet urin, kløe af huden, tendens til at bløde eller leverrelateret hjernesygdom (symptomer på nedsat leverfunktion eller en hurtigt indsættende og alvorlig betændelse i leveren).
  • Hvis du får hududslæt eller blisterdannelse/afskalling af hud og/eller slimhindereaktioner (se punkt 4, Bivirkninger), skal du omgående kontakte din læge, inden du fortsætter behandlingen.
  • Quinolon-antibiotika, herunder Moxifloxacin Krka, kan forårsage kramper. Hvis du får kramper, skal du straks holde op med at tage Moxifloxacin Krka og kontakte din læge.
  • Du kan opleve symptomer på nervebetændelse (neuropati) som f.eks. smerte, brændende og prikkende fornemmelse, følelsesløshed og/eller svaghed, specielt i fødder og ben eller hænder og arme. Hvis dette sker, skal du omgående kontakte lægen, før du fortsætter behandlingen med Moxifloxacin Krka.
  • Du kan få mentale helbredsproblemer, selv den første gang du tager quinolon-antibiotika, herunder Moxifloxacin Krka. I meget sjældne tilfælde har depression eller mentale helbredsproblemer medført selvmordstanker og selvskadende adfærd som f.eks. selvmordsforsøg (se punkt 4, Bivirkninger). Hvis du får sådanne reaktioner, skal du straks stoppe med at tage Moxifloxacin Krka og kontakte lægen.
  • Du kan få diarré under, eller efter behandlingen med antibiotika, herunder Moxifloxacin Krka. Hvis det bliver alvorligere eller er vedvarende, eller hvis du opdager blod eller slim i afføringen, skal du straks stoppe med at tage Moxifloxacin Krka og kontakte lægen. Du bør ikke tage medicin, der stopper eller nedsætter tarmens bevægelighed.
  • Moxifloxacin Krka kan give smerter eller betændelse i dine sener, selv inden for 48 timer efter behandlingsstart og op til flere måneder efter ophør med Moxifloxacin Krka-behandlingen.
    Risikoen for betændelse og brist af senerne er øget, hvis du er ældre eller hvis du for tiden er i behandling med kortikosteroider. Ved det første tegn på smerte eller betændelse, skal du stoppe med at tage Moxifloxacin Krka, hvile den angrebne kropsdel og kontakte lægen straks. Undgå unødig motion, da dette kan øge risikoen for brud på en sene (se punkt 2, Tag ikke Moxifloxacin Krka, og 4.Bivirkninger).
  • Flouroquinilon antibiotika kan give anledning til forstyrrelser i blodsukkeret. Dette inkluderer både fald i blodsukkeret under normalt niveau (hypoglykæmi) og en stigning i blodsukkeret over normalt niveau (hyperglykæmi). Hos patienter i behandling med moxifloxacin er forstyrrelser i blodsukkeret hovedsagligt set hos ældre patienter i samtidig behandling med orale lægemidler mod sukkersyge, der sænker blodsukkeret (f.eks. sulfonylurea) eller insulin. Hvis du lider af sukkersyge skal dit blodsukker nøje overvåges (se punkt 4. Bivirkninger).
  • Hvis du er ældre og har nyreproblemer, skal du sørge for at indtage tilstrækkelig væske, mens du tager Moxifloxacin Krka, da væskemangel kan øge risikoen for nyresvigt.
  • Hvis dit syn bliver forringet, eller hvis du oplever andre øjenforstyrrelser under behandlingen med Moxifloxacin Krka, skal du straks kontakte en øjenlæge (se punkt 2, Trafik- og arbejdssikkerhed, punkt 3, Sådan skal du tage Moxifloxacin Krka og punkt 4, Bivirkninger).
  • Quinolon-antibiotika kan gøre huden mere følsom over for sollys eller UV-lys. Du bør undgå langvarigt ophold i sollys eller stærkt sollys, og bør ikke anvende solarium eller andre UV-lamper mens du tager Moxifloxacin Krka.
  • Virkningen af moxifloxacin kendes ikke ved behandling af alvorlige forbrændinger, infektioner dybt nede i vævet og ved diabetiske fodinfektioner med knoglemarvsbetændelse.

Børn og unge

Dette lægemiddel må ikke gives til børn og unge under 18 år, da virkningen og sikkerheden ikke er klarlagt for denne aldersgruppe (se punkt 2, Tag ikke Moxifloxacin Krka). 

Brug af anden medicin sammen med Moxifloxacin Krka

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 

 

Vær opmærksom på følgende for Moxifloxacin Krka: 

  • Hvis du tager Moxifloxacin Krka og andre lægemidler, der påvirker dit hjerte, er der en øget risiko for ændringer af din hjerterytme. Derfor bør du ikke tage Moxifloxacin Krka sammen med følgende medicin:
    • medicin, der hører til gruppen af antiarytmika (f.eks. kinidin, hydrokinidin, disopyramid, amiodaron, sotalol, dofetilid, ibutilid),
    • antipsykotika (f.eks. phenothiaziner, pimozid, sertindol, haloperidol, sultoprid),
    • tricykliske antidepressiva,
    • visse antimikrobielle midler (f.eks. saquinavir, sparfloxacin, intravenøs erythromycin, pentamidin, antimalaria især halofantrin),
    • visse antihistaminer (f.eks. terfenadin, astemizol, mizolastin),
    • og andre lægemidler (f.eks. cisaprid, intravenøs vinkamin, bepridil og difemanil).
  • Du skal fortælle din læge, hvis du tager anden medicin, der kan sænke dit kaliumniveau i blodet (f.eks. visse vanddrivende lægemidler, visse afføringsmidler og lavementer [høje doser] eller kortikosteroider [betændelseshæmmende medicin], amphotericin B) eller skabe langsom hjerterytme, fordi det også kan øge risikoen for alvorlige hjerterytmeforstyrrelser, mens du tager Moxifloxacin Krka.
  • Andre lægemidler, som indeholder magnesium eller aluminium (f.eks. syreneutraliserende medicin for fordøjelsesproblemer), jern, zink eller didanosin eller lægemidler, der indeholder sucralfat (til behandling af mave-tarm-forstyrrelser) kan nedsætte virkningen af Moxifloxacin Krka-tabletter. Tag derfor Moxifloxacin Krka-tabletter 6 timer før eller efter indtagelsen af anden medicin
  • Hvis du tager medicin, der indeholder medicinsk kul samtidig med Moxifloxacin Krka-tabletter, nedsætter det virkningen af Moxifloxacin Krka. Det anbefales derfor, at denne medicin ikke anvendes samtidigt.
  • Hvis du for tiden indtager blodfortyndende medicin (antikoagulanter som warfarin indtaget gennem munden) kan det være nødvendigt, at lægen kontrollerer blodets størkningsevne.

Brug af Moxifloxacin Krka sammen med mad og drikke

Moxifloxacin Krka kan tages sammen med eller uden mad (herunder mejeriprodukter). 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Du må ikke tage Moxifloxacin Krka, hvis du er gravid eller ammer. 

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apoteket til råds, før du tager Moxifloxacin Krka. 

Dyrestudier tyder ikke på, at din fertilitet vil blive nedsat ved at tage dette lægemiddel. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Moxifloxacin Krka kan medføre svimmelhed eller uklarhed. Du kan opleve et pludseligt, forbigående synstab, eller du kan besvime i kortere perioder. Hvis du bliver påvirket på denne måde, må du ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner. 

3. Sådan skal du tage Moxifloxacin Krka

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

 

Den anbefalede dosis for voksne er én 400 mg filmovertrukket tablet én gang dagligt. 

Moxifloxacin Krka-tabletter er til anvendelse gennem munden. Tabletten synkes hel (for at forhindre en bitter smag) sammen med rigelig væske. Du kan tage Moxifloxacin Krka med eller uden mad. Det anbefales, at tabletten tages ca. på samme tidspunkt hver dag. 

 

Det er ikke nødvendigt at justere doseringen hos ældre patienter, patienter med lav kropsvægt eller hos patienter med nedsat nyrefunktion. 

 

Behandlingsvarigheden afhænger af infektionstypen. Hvis ikke andet er angivet af din læge, er den anbefalede behandlingsvarighed med Moxifloxacin Krka: 

 

  • Pludselig forværring af kronisk bronkitis
    5-10 dage
  • Lungebetændelse, som man har fået uden for hospitalet
    10 dage
  • Akut bihulebetændelse
    7 dage
  • Let til moderat bækkenbetændelse, herunder betændelse i æggelederne og betændelse i livmoderslimhinden
    14 dage

 

Når Moxifloxacin Krka-filmovertrukne tabletter bruges til at fuldføre et behandlingsforløb, der starter med Moxifloxacin Krka-infusionsvæske, opløsning, er den anbefalede behandlingsvarighed som følger: 

 

  • Lungebetændelse, som man har fået uden for hospitalet. De fleste patienter med lungebetændelse skiftede til oral behandling med Moxifloxacin Krka-filmovertrukne tabletter inden for 4 dage.
    7-14 dage
  • Infektioner i hud og bløddele
    De fleste patienter med infektioner i hud og bløddele skiftede til oral behandling med Moxifloxacin Krka-filmovertrukne tabletter inden for 6 dage.
    7-21 dage

 

Det er vigtigt, at du færdiggør behandlingsforløbet, selv om du begynder at føle dig bedre efter et par dage. Hvis du stopper behandlingen for tidligt, vil betændelsestilstanden måske ikke blive helt helbredt, betændelsen kan vende tilbage eller din tilstand kan forværres, og de bakterier, der forårsager infektionen, kan blive modstandsdygtige over for Moxifloxacin Krka. 

 

De anbefalede doser og behandlingsvarigheden bør ikke overskrides (se punkt 2, Advarsler og forsigtighedsregler). 

Hvis du har taget for meget Moxifloxacin Krka

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Moxifloxacin Krka, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

Hvis det er muligt, skal du tage de resterende tabletter, pakningen og denne indlægsseddel med til lægen eller apoteket for at vise, hvad du har indtaget. 

Hvis du har glemt at tage Moxifloxacin Krka

Hvis du glemmer at tage din tablet, skal du tage den så snart du kommer i tanke om det samme dag. Hvis du ikke husker det samme dag, skal du tage den normale dosis (én tablet) den efterfølgende dag. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du er usikker på, hvad du skal gøre, så kontakt lægen eller apotekspersonalet. 

Hvis du holder op med at tage Moxifloxacin Krka

Hvis du stopper behandlingen for tidligt, helbredes betændelsestilstanden måske ikke helt. Kontakt lægen, hvis du ønsker at stoppe behandlingen med Moxifloxacin Krka før tid. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

De mest alvorlige bivirkninger, der er observeret ved behandling med moxifloxacin, er anført herunder: Hvis du oplever 

  • unormal hurtig hjerterytme (sjælden bivirkning)
  • en pludselig følelse af ubehag eller opdager gulfarvning af det hvide i øjnene, mørk urin, hudkløe, en tendens til at bløde eller forstyrrelse af tanker og søvnløshed (dette kan være tegn og symptomer på alvorlig leverbetændelse, som potentielt kan føre til livstruende leversvigt (meget sjælden bivirkning, fatale tilfælde er rapporteret))
  • ændringer i hud og slimhinder såsom smertefulde blærer i munden/næsen eller ved penis/skeden (Stevens-Johnsons syndrom eller toksisk epidermal nekrolyse) (meget sjælden bivirkning, kan være livstruende)
  • betændelse i blodkarrene (symptomer kan være røde pletter på huden, især på underbenene eller smerter i leddene) (meget sjælden bivirkning)
  • en alvorlig, pludseligt opstået allergisk reaktion, herunder meget sjælden livstruende chok (f.eks. åndedrætsbesvær, blodtryksfald, hurtig puls) (sjælden bivirkning)
  • hævelser, herunder hævelse i luftvejene (sjælden bivirkning, kan være livstruende)
  • kramper (sjælden bivirkning)
  • problemer i forbindelse med nervesystemet såsom smerte, brændende og prikkende fornemmelse, følelsesløshed og/eller svaghed i arme og ben (sjælden bivirkning)
  • depression (kan i meget sjældne tilfælde føre til selvskadende adfærd, såsom selvmordstanker eller selvmordsforsøg) (sjælden bivirkning)
  • sindssyge (kan potentielt føre til selvskadende adfærd, såsom selvmordstanker eller selvmordsforsøg) (meget sjælden bivirkning)
  • alvorlig diarré med blod og/eller slim (tyktarmsbetændelse i forbindelse med antibiotika, herunder pseudomembranøs tyktarmsbetændelse), hvor der i meget sjældne tilfælde kan opstå livstruende komplikationer (sjælden bivirkning)
  • smerter og hævelse af sener (sjælden bivirkning) eller sprængning af sene (meget sjælden bivirkning)

stop med at tage Moxifloxacin Krka og kontakt straks din læge da du måske har brug for akut lægehjælp 

 

Hvis du derudover bemærker 

  • Forbigående synstab (meget sjælden bivirkning),

kontakt straks en øjenlæge 

 

Hvis du oplever livstruende uregelmæssige hjerteslag (Torsade de Pointes) eller hjertestop mens du tager Moxifloxacin Krka (meget sjælden bivirkning), kontakt straks din behandlende læge og informer at du har taget Moxifloxacin Krka og påbegynd ikke behandlingen igen.
 

Forværring af symptomer for myasthenia gravis er observeret i meget sjældne tilfælde. Kontakt straks din læge hvis dette sker.
 

Hvis du lider af sukkersyge og du oplever stigning eller fald i dit blodsukker (sjælden eller meget sjælden bivirkning), informer straks din læge.
 

Hvis du er ældre med nyreproblemer og du oplever et fald i urinproduktionen, hævelse af benene, ankler eller fødder, træthed, kvalme, svimmelhed, åndenød eller forvirring (dette er symptomer på nyresvigt, sjælden bivirkning), kontakt straks din læge


Andre bivirkninger, der er set ved behandling med moxifloxacin, er listet her alt efter hvor ofte de optræder: 

 

Almindelige bivirkninger: kan påvirke op til 1 ud af 10 personer 

  • kvalme
  • diarré
  • svimmelhed
  • mave- og underlivssmerter
  • opkastning
  • hovedpine
  • forhøjet indhold af et specielt leverenzym i blodet (transaminaser)
  • infektioner forårsaget af modstandsdygtige bakterier eller svampe, f.eks. svamp i mund eller skede forårsaget af candida (trøske)
  • ændring i hjerterytmen (EKG) hos patienter med lavt kaliumindhold i blodet

 

Ikke almindelige bivirkninger: kan påvirke op til 1 ud af 100 personer 

  • udslæt
  • maveforstyrrelser (dårlig fordøjelse eller halsbrand)
  • smagsforstyrrelser (i meget sjældne tilfælde tab af smagssans)
  • søvnproblemer (især søvnløshed)
  • forhøjet indhold af et specielt leverenzym i blodet (gamma-glutamyltransferase og/eller alkalisk fosfatase)
  • nedsat antal af specielle hvide blodlegemer (leukocyter, neutrofiler)
  • forstoppelse
  • kløen
  • fornemmelse af svimmelhed (snurre rundt eller falde omkuld)
  • træthed
  • luft i maven
  • ændring i hjerterytmen (EKG)
  • problemer med leverfunktionen (herunder forhøjet indhold af et specielt leverenzym i blodet (LDH))
  • appetitløshed og nedsat indtagelse af mad
  • nedsat antal hvide blodlegemer
  • ømhed og smerte i ryg, bryst, bækken, arme og ben
  • øget antal af specielle blodlegemer, der er nødvendige for blodets størkningsevne
  • svedtendens
  • øget antal af specielle hvide blodlegemer (eosinofiler)
  • angst
  • utilpashed (især svaghed og træthed)
  • rysten
  • ledsmerter
  • hjertebanken
  • uregelmæssig og hurtig puls
  • vejrtrækningsproblemer, herunder astmatiske tilstande
  • forhøjet indhold af et specielt fordøjelsesenzym i blodet (amylase)
  • rastløshed eller uro
  • prikkende, stikkende fornemmelse og/eller følelsesløshed
  • nældefeber
  • udvidelse af blodkar
  • forvirring og desorientering
  • nedsat antal af specielle blodlegemer, der er nødvendige for blodets størkningsevne
  • synsforstyrrelser, herunder dobbeltsyn eller sløret syn
  • nedsættelse af blodets størkningsevne
  • forhøjet indhold af fedt (lipider) i blodet
  • nedsat antal røde blodlegemer
  • muskelsmerter
  • allergisk reaktion
  • forhøjet bilirubin i blodet
  • mavekatar
  • dehydrering
  • alvorlige hjerterytmeforstyrrelser
  • tør hud
  • angina pectoris

 

Sjældne bivirkninger: kan påvirke op til 1 ud af 1.000 personer 

  • muskeltrækninger
  • muskelkramper
  • hallucinationer
  • forhøjet blodtryk
  • hævelser (af hænder, fødder, ankler, læber, mund eller svælg)
  • lavt blodtryk
  • nyreproblemer (herunder forøgelse i specielle laboratorieprøver for nyrefunktion såsom urinstof og kreatinin)
  • leverbetændelse
  • betændelse i munden
  • ringen eller støj for ørene
  • gulsot (gulfarvning af det hvide i øjnene eller af huden)
  • ændret hudfølsomhed
  • unormale drømme
  • koncentrationsforstyrrelser
  • synkebesvær
  • lugtforstyrrelser (herunder tab af lugtesansen)
  • balance- og koordineringsforstyrrelser (som følge af svimmelhed)
  • delvist eller helt hukommelsestab
  • nedsat hørelse, herunder døvhed (normalt forbigående)
  • forhøjet urinsyre i blodet
  • følelsesmæssig ustabil
  • taleforstyrrelser
  • besvimelse
  • muskelsvaghed

 

Meget sjældne bivirkninger: kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer 

  • betændelse i led
  • unormal hjerterytme
  • øget hudfølsomhed
  • forandret personlighed (ikke være sig selv)
  • øget størkningsevne af blodet
  • muskelstivhed
  • udtalt fald i antallet af specielle hvide blodlegemer (agranulocytose)

 

Der er desuden meget sjældent set følgende bivirkninger under behandling med andre Quinolon-antibiotika. Disse må også formodes at kunne forekomme under behandling med Moxifloxacin Krka: 

  • Forhøjet natriumindhold i blodet
  • Forhøjet calciumindhold i blodet
  • Øget nedbrydning af røde blodlegemer (hæmolytisk anæmi)
  • Muskelreaktioner med beskadigelse af muskelceller
  • Øget følsomhed af huden over for sollys og UV-lys.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via: 

 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på blisterkortet og pakningen efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Opbevares i den originale pakning for at beskytte mod fugt. 

 

Der er ingen særlige krav vedrørende opbevaringstemperaturer for dette lægemiddel. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Moxifloxacin Krka indeholder:

  • Aktivt stof: moxifloxacin. Hver filmovertrukket tablet indeholder 400 mg moxifloxacin (som hydrochlorid). 

  • Øvrige indholdsstoffer: mikrokrystallinsk cellulose, croscarmellosenatrium og magnesiumstearat i tabletkernen og hypromellose 6 mPa·s, macrogol 4000, titandioxid og (E171) jernoxid, rød (E172) i filmovertrækket. 

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende 

De filmovertrukne tabletter er mørk-rosa, hvælvede, kapselformede tabletter med en størrelse på: længde: 15,9 mm – 16,6 mm og tykkelse 5,8 mm – 7,0 mm. 

 

Pakningsstørrelser 

Moxifloxacin Krka fås i blisterpakninger med 5, 7, 10, 14, 25, 28, 30, 50, 70, 80, 100 eller 120 filmovertrukne tabletter i æsker. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

KRKA Sverige AB, Göta Ark 175 118 72 Stockholm, Sverige  

Fremstiller

KRKA, d.d., Novo mesto, Šmarješka cesta 6, 8501 Novo mesto, Slovenien  

TAD Pharma GmbH, Heinz-Lohmann-Straße 5, 27472 Cuxhaven, Tyskland 

KRKA - FARMA d.o.o, V. Holjevca 20/E, 10450 Jastrebarsko, Kroatien 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret: 10/2017 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...